15.september 2024
Jesu tegn
”Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se
dig gøre et tegn.« ”
Matt.12,38
Dengang farisæerne så Jesus helbrede syge bad de ham om tegn.
Dengang de så ham uddrive onde ånder bad de ham om tegn.
Dengang han lover at drage dem til ansvar på dommens dag for hvert
skadefulde ord, de har talt, da bad de ham om tegn.
Da han anklager dem for deres vantro, da beder de ham også om et tegn.
De kan stadig ikke indse, at hans helbredende gerninger, hans straffetale –
og hans liv som helhed er altsammen tegn fra Gud om, at han var
frelseren, der skulle komme.
Vantroen i dag beder også om tegn, for at få vished om hans søn. Men for
hvert et tegn, vantroen får gennem ordet, gennem vidnesbyrdet og gennem
livet, da beder vantroen om fornyet tegn: ”Men han svarede dem: »En ond
og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten
Jonas' tegn. ” Matt.12,39
Nineve-mænd modtog troen om omvendte sig efter Jonas' tale. Skal
Nineve-mænd på dommens dag træde frem og domfælde os for vores
vantro – os, der fik Jonas' tegn bekræftet igennem Jesu liv og gerning.
Er Jesu død og opstandelse ikke nok for at vise Guds nåde og kærlighed
mod syndere, så bliver der dog ikke givet os andet tegn. Vi har Moses og
profeterne, vi har ordet om Jesus. Igennem Ordet vil Helligånden give os
troen på Jesus. Søger vi i ordet efter Gud, så finder vi ham i Jesus, for
ingen kommer til Faderen uden gennem sønnen. Alene ved troen på Jesus
får vi vore synder tilgivet hos Gud. Jesu væsentligste ærinde til dig, der
beder om tegn, er at sige: Det er fuldbragt, frelsen er fuldt moden, ”For
således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som
tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
n,
Evangeliet
”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for
enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.”
Rom.1,16
Der var noget, Paulus følte sig kaldet til fremfor noget andet, og det var at
forkynde evangeliet om vor Herre Jesus Kristus for høje såvel som lave,
store og små og til alle tider. Det skammede han sig ikke over. Heller ikke
vi skal skamme os ved at påminde folk om evangeliet, for den er i sandhed
det mest værdifulde af alle ting og den bevarer sin værdi, når alt andet
forgår. Paulus havde det som sin livsopgave til alle tider at fremholde
evangeliet for andre.
At gøre dette for vore skolebørn har været lærerens vigtigste opgave fra
den allerførste tid, og der er mange, der i særlige øjeblikke, i hverfald, med
tak erindrer det de modtog af evangeliet, mens de gik i skole. Der er
meget, der trænger sig ind på skolen i vor tid og noget af dette slipper vi
ikke for, for det er nødvendigt for at kunne klare sig i samfundet, men
evangeliet er lige så nødvendigt i dag som det var dengang, og derfor bør
vi være taknemmelige for dem, der ikke skammedes ved at bringe
evangliet ind på vore skoler.
At bringe dette budskab frem i vore hjem, for vore børn og for vore unge
og iøvrigt for hele vort folk, det er måske mere nødvendigt i dag end
nogensinde tidligere, nu så meget, der ødelægger og nedbryder, skyller ind
over os, hvor ungdommen ofte føler sig rådvild og magtesløs og har brug
for noget sundt og godt, noget der giver kraft og styrke.
Dette evangelium indeholder noget af allerstørste betydning for hele vor
tilværelse på denne jord og for vor evige skæbne. Paulus siger i 1.Kor..15:
”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har
modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,”
Dette er evangeliet: Kristus er død for os og opstået i overensstemmelse
med Skrifterne. Gud har i Jesus Kristus skabt os en udvej ud af syndens og
dødens land og frem til evigt liv. Gud har gennemført sin frelsesplan og
derfor har menneskeslægten mulighed for at leve et sandt menneskeliv
med håb om evigt liv hos Gud, hvor der ingen synd, død og djævel findes
mere. Alt det der gør livet her på jord så uhyggeligt og vanskeligt, ja det
eksisterer ikke mere.
Dette evanglium kalder os til et liv i tro, håb og kærlighed. Tro, fordi den
knytter os til Jesus og hans frelsesværk. Håb, for i troen på Jesus Kristus
ved vi, at sådan som han stod op skal også vi opstå. Kærlighed, fordi han
elskede os først uden at gøre forskel og deri ligger der et kald til os om at
gøre det samme.
Evangliet er dog ikke kun et kald, men er også Guds kraft til frelse for
enhver, der tror. Det er jo Gud selv, der i sin ånd virker ved evangliet.
Gang på gang oplever man denne kraft – hvordan den rejser den faldne,
styrker de svage, trøster de sørgmodige, skaber nyt liv. - Også dem, der i
dag sørger og savner, dem der i vor tid har kørt sig selv fast, der er
evangeliet Guds kraft til frelse. Intet andet her på jord kan som Han holde
os oppe. Derfor vil heller ikke vi skammes ved evangeliet.
Høgni Poulsen
Tre slags mennesker
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og
ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og
min byrde er let.« ”
Matt.11,28-30
Kai Jensen, biskop siger:
”Der findes tre slags mennesker: dem, der siger sig tro, dem der siger sig
ikke tro og dem, der spørger, hvordan de overhovedet skal kunne komme
til at tro. Disse sidst nævnte er utvivlsomt rigtig mange, men desværre er
der mange af disse søgende, der aldrig kommer i kirke. Enten ender de ud i
religiøs ørkesløshed eller også dør denne søgning i dem.
Ordene af Augustin om menneskehjertet, der ikke har ro før det finder fred
i Gud, er til alle tider sand.
Mennesket er den samme hjælpeløse skabning, der lever i gæld, og som
engang skal dø.
Men Herren siger: ”Kom til mig ... og jeg vil give jer hvile.”
Bibelvers i vore dage?
”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til
mig, vil jeg aldrig vise bort; ”
Joh.6,37
Er det ikke gammeldags at lære sig huskevers i vore dage? Mange
forældre og lærere har fortalt, hvordan bibelvers har været til velsignelser
for børnene.
I København underviste jeg i en børnering med 20 børn. En dag kom en
pige til mig og sagde, hvilken betydning et bestemt bibelvers havde haft
for hende. ”På skolen går jeg og gentager ovenstående Joh.6,37. Hun
havde set værdien i at hun altid kunne komme til Jesus.
Vi har oplevet, at børn, der blot havde deltaget et par gange allerede havde
lært sig et bibelvers, som senere kom til at bære frugt for dem. Mennesker
som vi senere mødte huskede endnu bibelverset, de lærte som børn i
bibelringen.
Krestin forklarer følgende: ”Jeg kunne nævne mange eksempler, men jeg
vil nøjes med eet enkelt. En dag kom jeg ind til en bilforhandler. Der sad
en ”rocker” i lædertøj og med lang hestehale. Han kiggede et par gange op
på mig og så sagde han: ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og
frelse det fortabte.« ” Luk.19,10 Jeg smilede blot tilbage til ham, men han
kunne utvivlsomt læse i mit ansigt, hvor forbløffet jeg var.
”Jo,” sagde han, ”jeg har mødt dig en enkelt gang tidligere. Du talte til en
familiegudstjeneste, og da lærte du hele menigheden dette vers.” - Det
glædede mig at høre og samtidig, da vidste jeg, at jeg ikke bare havde lært
dem verset, men at jeg også havde udlagt det, så de kunne bruge det, når
de fik brug for det.”
En mor fortæller: ”Sidste sommer var vi på familielejr. Til børnemødet
blev børnene lært et huskevers fra Bibelen. Lea var 4 år dengang. De 4
dage, vi var der, sagde hun ingenting, men da vi var kommet hjem kom der
stille fra hende: ”... For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og
svigter dig ikke.« ” ”Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper,
jeg skal ikke frygte, ...” Hebr.13,5
Hvor blev jeg glad, rørt og taknemmelig, fordi hun huskede Guds ord.
Jeg vil gerne tilskynde alle børnearbejdere til at lære børnene huskevers,
for de er Guds sandhed. Lær dem måske blot nogle enkelte ord om året, så
de kan fæstne sig i deres minde.
”Fokus på barnet”. Effie Campbell oversatte
Er der da ingen ild?
”Da Saul og alle israelitterne hørte disse ord fra filisteren, blev de ude af
sig selv af rædsel. ”
1.Sam.17,11
Og
”Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også
redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren
være med dig!« ”
1.Sam.17,37
Da nødsignalet fra ”Titanic” genlød i den mørke nat, lå fragtskibet
”Californien” nærmest ulykkesstedet.
Det ville blot have taget omtrent en time at nå frem til åstedet med fuld
kraft. Det erkendte kaptajnen under søforhøret i Washington. Men alligevel
nåede ”Californien” aldrig frem.
”Hvorfor satte De ikke kurs mod ulykkesstedet, da De modtog det trådløse
telegram?” spurgte senator Smith under den efterfølgende afhøring.
Kaptajnen sad og vred sig på vidnesbænken. Til sidst kom sandheden
frem:
”Fordi vi frygtede isbjergene, lå vi stille der og af den grund havde vi også
slukket ilden og havde derfor ingen damp!”
Derfor nåede ”Californien”, der kunne have nået ulykkesstedet, inden
”Titanic” sank, aldrig frem til åstedet og reddede derfor ikke et eneste
menneskeliv. Ingen ild – ingen kraft – ingen reddet!
Skal dette mon blive din bekendelse foran Kristi domstol? - Ingen ild!
Himmeriget
”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den,
men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han
ejer, og køber den mark. ”
Matt.13,44-50
Himmeriget ligner en skat, som en mand fandt. Det sker ofte, at
mennesker, der har levet deres liv borte fra Gud, pludelig finder Ham,
præcis som denne mand fandt skatten. De bliver så glade, så glade. De kan
se, at de aldeles ikke havde fortjent en sådan lykke. De burde ingenting
have fået uden blot Guds revsende dom – en evig fortabelse.
Men som var det en tilfældighed, mødte de Gud en dag, og Han tilbød dem
nåde og syndernes tilgivelse. De blev så glade, at intet i hele verden kunne
opveje deres glæde. Denne glæde og lykke overgik al anden glæde og
lykke, de havde kendt i deres syndige liv. De blev nye mennesker med et
nyt livsmål.
Andre mennesker ser tomheden i alt det verdslige og begiver sig derfor at
søge efter Gud ligesom købmanden, der søgte efter smukke perler.
Gennem hård og lang kamp finder de den endelig og så får de også del i
glæden over syndernes forladelse.
Den store modstander Paulus mødte Gud som et lyn, mens andre disciple
søgte for at finde ham.
Så forskellige som vi er, finder vi Gud på forskellige måder.
Vi bør tro og modtage hans nådekald, så vil han i sin time sørge for, at vi
får glæden, der overgår alle verdens glæder – glæden over syndernes
forladelse.
Og himmeriget ligner et vod. Det gælder os allesammen, troende og
vantroende, store og små syndere. Men ligesom i vod hvor der bliver
sorteret mellem spiselige og uspiselige fisk, således vil der også på den
yderste dag blive sorteret blandt dem, der hørte kaldet og modtog troen og
så dem, der ikke gjorde.
Min ven, leder du efter Gud eller lader du Ham stadig lede efter dig?
Nåde at han fandt mig,
Nåde at han vandt mig,
Nåde at han bar mig hjem til sig.
n.
Anorexia
”Han sendte sit ord og helbredte dem og reddede deres liv fra graven.”
Salme 107,20
Når er person får anorexia, mister han appetitten og føler væmmelse for al
mad. Det er mest unge pige, der ender med at få anorexia og i værste fald
kan det ende med døden.
En troende kvinde i Sydafrika havde to døtre, hvoraf den ene fik anorexia.
Hvad gør så en ulykkelig mor? Moderen fortæller følgende:
”Pigen var tæt på at dø. Hun var gymnasielærer. En dreng var grunden til,
at hun havde oplevet noget forfærdeligt, som gjorde, at hun lod være med
at spise.
Jeg sagde til mig selv, at Bibelen utvivlsomt har svaret og dette svar fandt
jeg i Salme 107,18-20: ”de væmmedes ved al slags mad, de kom nær til
dødens porte. Da råbte de til Herren i deres nød, og han frelste dem fra
deres trængsler. Han sendte sit ord og helbredte dem og reddede deres liv
fra graven.”
Det er anorexia-salmen. De holdt op med at spise og ødelagde sig selv.
Men der er en løsning: ”... sendte sit ord og helbredte dem” læste vi lige i
vers 20. Da skrev jeg dette skriftord på små sedler, som jeg lagde ind i
hvert pudebetræk, i hver kjolefold, under madrassen og ind i mange små
ting, jeg fandt.
Hvorfor gjorde jeg dog det? Fordi Guds Ord vender aldrig tomt tilbage.
Jeg kunne ikke gøre mirakler, men Ordet gjorde det. Så begav jeg mig til
at lovprise Herren for helbredelse, og nu er hun fuldstændig helbredt. Ikke
med magt eller styrke, men ved Guds Ånd.”
E.Campbell oversatte
Søger du fred?
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile.”
Matt.11,28
”Hvis blot min sjæl kunne være rolig og have fred,” siger mange.
Midt i al vor hast og ufred lever ufred og usikkerhed i menneskets sind og
hjerte. Vi tager os ikke tid til at stoppe op og overveje livets alvorlighed og
hvad enden mon bliver. Folks sind bliver holdt beskæftiget med både det
ene og det andet og ufreden vokser. Tidens slid gør sig gældende allevegne
og lader sig ikke tæmme.
Den høje levestandard synes at bevirke, at mennesker blot kræver mere og
mere og det er et kapløb at få mere og mere af det, denne her verden kan
tilbyde. Det at være beskeden og nøjsom, det hører ikke til tiden.
Konsekvenserne er egoisme og selviskhed og vor store trang til at kræve,
gør, at mennesker efterhånden bliver mere fredløse og bange. Nogle
spørger: ”Måske frygten blot er en ny og moderne udtryksmåde for
livsangst, som ligger skjult nede i dybet af mennesket?”
Angsten for livet kommer ofte, når mennesker går den gale vej ift.det, de
føler. Derfor slider de under en dårlig samvittighed. Hvis mennesker lever
i strid med sine indvendige følelser, så kan det ikke andet end skabe ufred.
Resultatet bliver depression og et bortødslet liv.
Alt i alt skulle man tro, at nogle mener, at de altid vil være her på jorden,
selvom livet viser det modsatte. Tidens slør skjuler virkeligheden for folks
øjne. Vi ser ofte alvorlige hændelser, som man skulle tro, ville få folk til at
føle, at fundamentet under dem rystes. Alvoren som sådan noget fører med
sig bliver skubbet til side for det fredløse menneske og kursen bliver ikke
ændret.
Vor indre længsel efter fred og sikkerhed bliver skubbet til side og
efterhånden kvalt. Sådan mister mennesker det mest dyrebare, der findes
her i livet: ”at sidde i den Højestes skjul og have sin bolig i den
Almægtiges skygge;” Salme 91,1 Det er det eneste hvilested, som sjælen
har.
Mange siger: ”Bare min sjæl kunne blive rolig og have fred! Denne her
stadige ufred og frygt er den store ulykke i mit liv.” Det værste af alle
onder i vor tid, det er at have en fredløs sjæl. Det er det der gør mennesker
nervesyge og fratager dem glæden.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile.” Matt.11,28 Disse ord af Jesu mund siger os, at der findes et
sted, hvor alle mennesker kan komme og fü hvile midt i tiden larm og
ufred.
Der findes kun eet sted, og det er hos Jesus, menneskesännen, Guds søn.
Han er vor fred. Han kommer med sin fredshilsen til den trætte og fredløse
sjæl, der åbner sin hjertets dør for ham. Da forsvinder uroen, der fyldte
hjerte og sind. Ufred og frygt bliver erstattet med fred, stilhed og glæde,
der ikke kan beskrives.
Mennesket må have holdepunktet for sin sjæl, en tryg ankerplads. Det kan
ikke findes i nogen af verdens tingester. Vi må til gud, der er ophavet til al
skabningen og som har den rette omsorg for os.
Hvis vi lægger vore liv i Guds hænder og giver Ham lov til at føre os, så
skal intet af alt det onde, vi er omgivet af i denne her verden komme til at
skade os. Ingen kan forstyrre hvilen, Gud har givet os.
Vil vi have balance i sjæl og et godt helbred, så er det afgørende at få fred
med Gud. Mennesker er blevet løftet op af sygdomme og depression efter
at have bedt og overgivet sig til Gud. Et liv i overensstemmelse med Guds
vile giver mægtig beskyttelse imod de magter, der gør fjendtlige anfald
mod vort nervesystem. Derfor er tað så vigtigt og nødvendigt at komme i
forbindelse med Gud og få roden til al ulykke – synden – fjernet.
”Levende Tro”. E.Campbell oversatte
Gud ser dig!
”For Herren din Gud er en nådig Gud, han lader dig ikke i stikken, han
ødelægger dig ikke, og han glemmer ikke den pagt, han tilsvor dine
fædre.”
5.Mos.4,31
Disse tre ord syede og indrammede en mor for nogle år siden og gav det til
sin søn, der skulle på kostskole. Hun ønskede, at han skulle have det
hængende på væggen i sit værelse så han kunne huske på, at selv om hans
fars og mors øjne ikke kunne følge ham længere, så var der en anden, hvis
øjne han aldrig kunne skjule sig for. I enlige øjeblikke på værelset, ved
bøgerne, i timerne på skolen, i leg blandt venner, i kamp, i sejr eller når
han tabte, - altid fulgte Guds øjne ham.
Gud ser dig! Disse ord står der skrevet over hvert enkelt menneskeliv.
Aldrig kan vi krybe i skjul fra Guds øjne. Hvad ligger der i disse ord? Jo,
to tanker. I første omgang ligger der jo en kæmpe hjælp i dette til at
kæmpe mod det onde. Vi ved jo godt, at der er så meget, som vi hverken
ville have gjort eller sagt, hvis Gud var ved vor side, ligesom vi som børn
lod være at gøre og sige så meget, når vore forældre var til stede. Disse tre
ord siger os, at Gud er hos os – har øjnene med os. Der findes ingenting,
som Hans øjne ikke kan nå. Forsøg og lad denne tanke blive levende for
dig, så vil du også komme til at føle trøsten i den.
For det næste er der en stor trøst at finde i disse ord. Når livet møder os
med det tunge – når sorg og sygdom og modgang rammer
os, så at det er vanskeligt at finde vej ud af problemerne – når menneskelig
hjælp og råd ikke gavner så meget, så er der alligevel een, hvis øjne følger
os. Vi er aldrig alene, for han forlader os ikke. Vi kan forlade ham – og der
er mange, der gør det. Det er slemt, for de ved sig ingen steder at søge
hjælp, når det for alvor går galt. Men Han forlader os ikke.
Edmund í Garði
I kirke for ofte?
”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af
Kristi ord.”
Rom.10,17
Årligt har jeg ret mange samtaler med pårørende efter et dødsfald. Det er
ikke så sjældent, at jeg hører en og anden beklage sig over, at de på deres
livs rejse kom for sjældent i kirke.
Underligt: men endnu har jeg aldrig mødt nogen, som ansigt til ansigt med
døden beklagede sig over, at de bortødslede for meget af deres liv og
deres tid ved at komme i kirke.
”Et Ord med på Vejen”.E.C
Alle skal opstå
”og har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse
af både retfærdige og uretfærdige. ”
Apg.24,15
Kan noget være mere trøstesløst end det at følge en kær ven på sin sidste
rejse til gravstedet og så at høre ordene der følger jordpåkastelsen: af jord
er du kommet, til jord skal du igen blive?
Men findes der så noget mere håbefuldt som de sidste ord ved
jordpåkastelsen: men af jord skal du igen opstå!
Graven skal ikke blive det sidste for det enkelte menneske. Jesus Kristus
har med sin opstandelse bestemt, at alle skal opstå, både retfærdige og
uretfærdige.
Retfærdige er dem, der har antaget troen på Jesus mens de andre er
uretfærdige.
Jesu opstandelse har gjort, at de uretfærdige skal opstå. Jesus siger, at alle
dem, der er i graven, skal høre hans røst. Gud har givet Jesus magt og
myndighed til at kalde alle – både levende og døde – frem for sit
dommersæde på dommens dag.
I Åbenbaringsbogen siger Johannes os noget om denne dag: ”Og jeg så de
døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en
anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres
gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde
tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter
sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden
død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han
styrtet i ildsøen. ” Åb.20:12-15
Denne dag og time er der ingen der kender. Men Bibelen siger, at Jesus
kommer snart, og vi bør være vågne, og den der er slumret ind i
ligegyldighed og vantro bør vågne, for vi skal allesammen frem for Herren
Jesus, troende såvel som vantroende – retfærdige og uretfærdige – den der
vil og den der ikke vil.
Derfor er disse ord: af jord skal du igen opstå, særdeles alvorlige – hvor
fortrøstningsfulde de ellers kan forekomme at være.
Jo, minsandten, alle skal opstå, men ikke på samme måde.
n.
Høsten er kommet.
”Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,
skal leve, om han end dør. ”
Joh.11,25
Høsten forestår. Høsttiden er den tid, når grøden er blevet moden, når urter
og blomster falmer, når frugterne bliver indhøstet. Høsten viser os så
tydeligt, at alt her på jord er forgængeligt og har sin tid. Også
menneskelivet har sin tid, sin høsdag. Den almægtige Gud har tilmålt os
mennesker hver sin tid. Ingenting er mere sikkert end, at en dag sender
Gud sin engel at overskære min livstråd og en dag også din. Nogle af os
får ilbud og nogle bliver taget lidt afsides først. Det kan være tungt og ofte
trøstesløst, men vi skal vide, at dette er Guds værk og han har altid det
bedste for øje.
I alle vor livs forhold – i glæde som i sorg, har Jesus givet os disse salige
ord om sig selv: ”... »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,
skal leve, om han end dør. ”. Lad da dødens engel kalde vore kære væk fra
os – vi bør holde fast ved det kristne håb: at den der tror skal aldrig i
evighed dø. Apostlen Paulus siger: ”Thi for mig er livet Kristus, og døden
en vinding. ” Fil.1,21. Og en af kirkefædrene siger: lad blot fjenden tage
mit liv, sjælen kan de ikke gøre skade. Døden er den sidste fjende for os
allesammen, men ham, der tror, kan den intet gøre, for Jesus Kristus har
med sin død vundet hver af os et evigt liv derhjemme i Guds evige boliger.
Ved Lazarus' død spørger Jesus Marta, hvorvidt hun tror, at han er
opstandelsen og det evige liv, hvortil hun svarer: Ja! Gud give, at du kan
svare ja på samme spørgsmål fra Jesus – så bliver døden også dig en
vinding.
Ganske vist ved jeg, at vi mennesker er født i synd og lever i kamp mod
synden og falder ofte for synden, og vi ville have været ilde faren med
vores synd alene på vor dødsdag. Men vi har en nådig Gud at sætte al
vores lid til, og vi har en frelser, der vil påtage sig vores syndsbyrde og
som vil rejse vort døde legeme op til evigt liv hjemme hos sig – Lad os tro
på ham!
n.
Guds klokke kalder
”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og
tilsynsmand. ”
1.Pet.2,25
Man siger, at i Aubrac i Frankrig på de livsfarlige fjelde der i området
havde man i det 16.århundrede et kloster, hvor munkene hver aften ringede
på klokken i to timer for at advare og vejlede rejsende, der i aftenskumring
og i tæt tåge, som ofte viste sig der, for vild i disse bjerge, og hvoraf
mange omkom. På denne klokke stod der skrevet, ”Errantes revoca!” Det
betyder: ”Råb de vildfarne tilbage.”
Min kære læser, dette er det budskab, som vi ønsker også skal lyde til vort
folk i dag.
Du kan læse hvor du vil i det Ny Testamente, men med mange forskellige
toner lyder der derfra et: ”Errantes revoca!” Kald de vildfarne hjem igen”
Denne klokke ville vi, der forkynder og vedkender os Herrens navn, så
gerne ringet med. For det er den barske sandhed, at hele menneskeslægten
er faret vild: ”For I fór vild som får, ... ” 1.Pet.2,25 Mange kendes måske
ved dette hos sig selv.
Det kan være, at man sommetider under dagens strabadser kan komme til
at glemme dette. Men når de mørke øjeblikke kommer og tågen sænker sig
tæt om een og du føler dig sidde på den yderste bjergafsats, ja så føler du
måske, at du har forvildet dig bort fra vejen, bort fra Gud.
I sådanne øjeblikke er det, atGud kan få et menneske i tale og lader
klokkerne ringe de milde evangelietonerne ind i din sjæl: ”For
Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« ”
Luk.19,10
Det er betagende at høre beretningen om alle de trætte rejsende mennesker,
som da klokken hørtes mellem fjeldene igen fik mod og styrke og fulgte
lyden fra klokken og nåede frem og blev hjulpet.
Skulle en eller anden, der læser det her, sidde på yderste klippeafsats i
håbløshed og hjælpeløshed, så lyder budskabet fra klokken også i dag og
forkynder fred til de fredløse og håb til de håbløse.
Gid du kunne høre den på en sådan måde, at du sagde til dig selv: ”Denne
her gang kalder klokken på mig. Jeg vil stå op og følge dens lyd. Jeg vil
hjem igen til Gud!”
C.Eliassen
Ormen – slangen
”Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette, skal du være
forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du
krybe, og støv skal du æde, alle dine dage.”
1.Mos.3,14
Israelske videnskabsmænd og arkæologer har fundet bevis for, at slangen
oprindelig har haft fødder, sådan som Bibelen antyder det. Bibelen er helt
igennem uden fejl. George Haas, afdød professor, fandt for mange år siden
tre ældgamle forstenede slanger i et stenbrud ved Ein Yabrud ved
Ramallah, nord for Jerusalem.
Nu har en videnskabelig arbejdsgruppe fra ”Silberman Institute of Life
Science” fundet ud af, at disse slanger havde to anatomisk perfekte
bagben,skriver ”Jerusalem Post”.
De forstenede slanger fra stenbruddet ved Ein Yabrud – som er måske den
mest komplette og bedst bevarede forstening af slanger i verden – er nu
blevet en del af samlingen af forsteninger på ”Det hebraiske universitet i
Jerusalem”.
Men bibelen har også en profeti om slangen i fremtiden, hvor der bliver
sagt, at slangen ikke vil være farlig og giftig længere. Det kommer til at
ske, når Jesus kommer igen for at etablere sit Fredsrige på jord i tusind år.
Da vil dette ske i henhold til Esajas: 11,8-9: ”Spædbarnet leger ved
slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen
volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt
med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”
De fleste videnskabsmænd, der tror på Bibelen, siger, at jorden var
omringet af en vandring(på hebraisk: Tehom), der beskyttede mennesker,
dyr og planter mod ødelæggende stråler fra rummet. Derfor levede
mennesker i næsten 1000 år inden syndfloden på Noa dage. Enkelte
planter og dyr blev også meget større dengang end de er i dag.
Men da så syndfloden ramte, ”sprængtes” denne vandring(1.Mos.7,11-12),
der nævnes Tehom. I den danske Bibel lyder det: ”I det år, Noa blev 600
år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød
kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og
regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. ” Efter dette kom
regnbuens halvcirkel på himmelen, sådan som vi jo kan se det i dag og de
radioaktive stråler fik en større nedbrydende kraft, når vandringen(Tehom)
ikke længere beskyttede vor klode. Da faldt levealderen drastigt.
Mange videnskabsfolk mener, at det atmosfæriske tryk inden syndfloden
var dobbelt så stort som i dag og ilt-mængden tre gange så stor. Der er
blevet lavet videnskabelige forsøg i en lignende atmosfære på det kendte
Texas A&M University, og af Dr. Carl Baugh på Creation Evidence
Museum i Glen Rose, Texas.
De har fundet beviser for, at åbne sår heler mange gange hurtigere end i
vores atmosfære. I foråret 1997 besøgte jeg Dr.Baugh i Glen Rose, hvor
han har ladet opføre verdens første hyperbariske biosfære tank med samme
atmosfære og samme tryk, som man mener, jorden havde før syndfloden.
Han har nu fundet frem til, at levealderen for frugtfluen i en sådan
biosfære bliver tre gange så høj og piranafisk har fået dobbelt størrelse i
forhold til de almindelige.
Men det der vækker størst forundring, det er, at slangens gift bliver
forandret i sine molekyler, så slangegiften ikke længere er giftig i en sådan
biosfære, der fandtes før syndfloden. De samme forsøg blev også udført på
det verdensberømte Texas A&M University.
Når giftslanger lever i en sådan biosfære, så kan ”Spædbarnet lege ved
slangens hule, det lille barn stikke sin hånd ind i hugormens hul. ...” uden
at der sker nogen skade, sådan som Bibelen forudsiger, at der skal blive i
Tusindårsriget i Esajas 11,8- 9.
Afsnittet herover har jeg taget fra et norsk tidsskrift, men for lidt tid siden
var jeg sammen med en klasse og besøgte Redningstjenesten. I kælderen
har de en maskine, som dykkere går ind i, når de kommer for hurtigt op af
store dybter. Så bliver der etableret et lignede tryk i kabinen, som de
havde, dengang de befandt sig i havet.
Trykket bliver så gradvis reduceret og dette kan tage omkring 8 timer.
Læge og sygeplerske er altid til stede inde i denne maskine, der mest
ligner en olietank. En ting man har bemærket her er, at sår heler meget
hurtigt, hvis du har været i denne her mskine.
Troens Bevis. E.Campbell oversatte
Sådan er Gud
”Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg
fortjener ikke længere at kaldes din søn. ”
Luk.15,21
Den kendte norske vækkelsesprædikant, Albert Lunde, fortalte engang om,
hvordan han lige inden han skulle begive sig på en lang rejse til USA
mødte en gammel kvinde, der bad ham forsøge at få sin søn i tale, hvis han
skulle komme til Boston, hvor hendes søn boede.
-Hvad skal jeg sige? Spurgte Lunde.
-Jeg er bange for, at min søn går derovre og tror, at jeg er vred på ham,
fordi han tog alting fra mig. Men hvis De finder ham, så sig, at jeg har
tilgivet ham alt.
-Det er gode nyheder at bringe. Er der andet, De vil have mig at sige til
ham?
-Så kan De sige, at jeg elsker ham ligesom tidligere, og så ved han selv...
-Er der mere?
-Ikke andet end, hvis De skulle få lejlighed til det, så bed ham skrive.
På rejsen over Atlanten gik Albert Lunde ofte frem og tilbage på dækket
og tænkte over kærligheden fra denne moder.
Men en dag stod han så med bævende hjerte udenfor sønnens dør og
bankede på.
-Jeg skal hilse dig fra din mor!
-Lever mor!
-Ja, og hun bad mig sige dig, at hun ikki er vred på dig og at hun har
tilgivet dig alt.
Den unge mand var ved at briste i gråd, da han mødte moderens kærlighed
gennem denne hilsen.
-Sagde mor noget mere? Spurgte han.
-Ja, hun bad mig fortælle dig, at hun elskede dig ligesom tidligere. Så ville
du selv vide besked... og at hvis hun engang ville komme til at høre fra
dig, så ville hun blive meget, meget glad, det kunne jeg se på hende.
Ligesom denne her mor gik og længtes efter at få bragt sin søn besked om
sin kærlighed, sådan længes også Gud efter at sige det samme til os: Jeg er
ikke længere vred på dig. Jeg har tilgivet dig samtlige dine synder. De er
sonet og betalt dengang Jesus døde på korset.
Men jeg længes efter at høre fra dig. Hvornår kommer du tilbage?