4.oktober 2025
Fra Ruths bog
”Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du
går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud
er min Gud.”
Ruths bog 1,16
I Ruths bog møder vi to unge kvinder, der begge en dag stod overfor et
afgørende valg. Deres navne er Rut og Orpa. De havde begge to samme
muligheder for at vælge rigtigt, da deres lod var identisk.
Noomi, deres svigermor tilhørte det Israelske folk men var på grund af
hungersnøden i hjemlandet rejst til Moabs land sammen med sin mand og
begge sønnerne.
Men manden døde og senere begge sønnerne, som havde fået sig
moabitiske koner, og hun sad alene tilbage. Da hun hørte, at ”Herren havde
besøgt sit folk og givet dem brød”, vendte hun tilbage til sit land, efterfulgt
af begge sønnerkonerne.
Da de havde gået et godt stykke, sagde hun til dem, at nu måtte de vende
tilbage til hver deres slægt, så det kunne gå dem godt. Da de begge var
meget glade for deres svigermor, græd de begge og sagde: ”Nej, vi
kommer med dig til dit folk!”
Men da Noomi fortalte dem, at hun ikke kunne garantere dem en god og
tryg fremtid valgte Orpa at vende tilbage og blive i sit eget hjemland.
Selvom hun gennem sin relation med Herrens folk havde lært den eneste
sande Gud, Himmelens og jordens skaber at kende, vendte hun ham
ryggen alligevel.
Hun valgte at være sammen med mennesker, der dyrkede afguder frem for
at holde sig til Herren og hans folk. Som det dog er trist at begynde sin
vandring sammen med Gud for så senere at forlade ham igen!
Ruth derimod var helt anderledes. Hun havde fattet kærlighed til Herren og
stod urokkelig fast. Vi ser hende for os, mens hun tydeligt og helt afklaret i
stemmen fortæller sit hjertes beslutning til sin svigermoder: ”Du må ikke
tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg
gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min
Gud.”
Ruths bog 1,16
Da Noomi forstod, at Ruth ikke var til at rokke, men blot ønskede at følge
hende, fulgtes de begge til det Hellige land.
De ankom til Betlehem samtidig med at byghøsten satte ind og inden
længe befinder Ruth sig ude på marken, hvor hun indsamler aks i
kølvandet på høstfolket uden at unde sig nogen hvile.
Boaz, der ejede ageren, hvor hun befandt sig, var nænsom og blid mod
hende, og da han blev klar over, at han, da han var beslægtet med Noomis
mand, var skyldig i at gifte sig med Ruth, så lod han sig gifte med hende.
De fik en søn, som de kaldte Obed, og ”han blev fader til Isai, der blev
Davids far.”
Vi ser her, at Herren belønnede Ruth rigeligt for hendes trofasthed: hun
blev gift med en velhavende mand, hun blev oldemor til kong David, og
fra Davids slægt kom Jesus. Nu er spørgsmålet blot, om du er en Orpa, der
vender Gud ryggen, eller en Ruth, der forlader alt for at følge ham?
E. Campbell oversatte
Frelsende kraft
”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved
ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.”
Hebr. 7,25
George Bart var fisker ved den klippefyldte strand ved Maine Coast. En
dag, da uvejret pludselig brød ud og ramte kysten med orkanstyrke, forliste
skonnerten, han var med. Bart og alle hans venner druknede.
En tung byrde hvilede nu på hans kones skuldre. Deres søn, Garth, savnede
bitterligt sin far, for de havde været bedste venner. Hans mor lærte ham
trofast vejen til Kristus, og op til sit fjortende år, kom han regelmæssigt til
gudstjenesterne.
Gennem realskoleårene begyndte Garth at miste sin kærlighed til Jesus.
Moderen så til med sorg, at hendes søn begyndte at leve et verdsligt liv.
Han var en fremragende sanger, og endnu sang han ofte i kirken, hvor han
så troligt havde gået engang. Men han begyndte også at synge i usle
underholdnings-lokaler og natklubber. Som årene gik forekom al interesse
for kristendom at være død i hans hjerte.
Da William J. Kirkpatrick, den kendte salmedigter, kom for at holde
vækkelsesmøder, fortalte fru Barth ham om sin søn og for hendes bønner
for ham. Hun bad hr. Kirkpatrick bede Garth synge til et af hans møder.
Det var den eneste måde, hun kendte, der kunne få ham til at møde op til
vækkelsesmøderne.
Først var Kilpatrick i tvivl. Hvordan kunne en natklubsanger være til
nogen nytte i en kristen tjeneste? Til sidst, og alene af medlidenhed med
fru Bart, accepterede han og skrev endda en særlig sang til Barth. Han
sendte derefter bud efter den unge mand, viste ham sangen og spurgte, om
han kunne synge den samme aften. Garth læste den en gang hurtigt
igennem og indvilligede så at synge.
Den aften stod han foran en stor menighed og begyndte at synge. For første
gang lagde han mærke til ordene, han sang. De trængte ind igennem til
hans hjerte som spidse pile.
”Langt borte fra Gud jeg er, men jeg kommer hjem.” Han magtede
første vers og omkvæded. Han begyndte så næste vers: - ”Mange år jeg
ødslet har bort-.”
Han orkede ikke at synge længere. Han rakte Kirkpatrick papiret, som sang
sangen færdig. Den nat kom Garth tilbage til Jesus, fuldkommen frelst af
evangeliets kraft. Han havde ingen jordisk far, som han kunne flygte til,
som den fortabte søn gjorde, men han kunne sige: ”Jeg vil stå op og gå til
min fader,” for han vidste, at han ville blive modtaget, som om han aldrig
var taget afsted fra sin himmelske faders kærlighed og omsorg.
Reach out 6. marts E. Campbell oversatte
VORES FRELSER
„Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!«
Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet. “
Åb.22,17
Kender du dig ensom og uden venner, der kan tage del i dine glæder og
sorg, da har du Jesus. Vi kan vidne om denne Frelser, for vi ved, at han kan
hjælpe dig der, hvor ingen anden kan.
Af fri vilje kom han herned på jorden i menneskeskikkelse og satte sig selv
så lavt, at han også led den vanærende død på korset for at købe os løs fra
Guds vrede.
Som syndere har vi brudt Guds Hellige lov, og hvis vi fik det, vi havde
fortjent, så endte vi i fortabelse og måtte lide evig straf fordi vi har vendt
os bort fra Gud – imod vores samvittighed og imod Helligånden, der
vejleder os. Trods alt dette er Guds barmhjertige arme alligevel rakt ud
imod os, for en menneskesjæl er meget værd i Guds øjne.
Troen på, at Gud elskede verden således, at ”han gav sin enbårne søn, for
at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Joh
3,16, har utvivlsomt ledt millioner ind gennem Himmelens porte.
Når vi ser det, der sker i verden, så er der ikke megen trøst at finde; men vi
kan svagt ane Guds kærlighed, når vi indser, at han gav sin søn at lide
døden for at vi kunne frelses og komme ind på den store hyrdes enge. At
Kristus led døden for os syndere viser den mageløse, guddommelige
kærlighed.
Jesus steg ned mellem os og Guds vrede, tog vore synder på sig og
udslettede dem. Han kom som mellemmand mellem Gud og mennesket og
stillede sig imellem synderen og fortabelsen. Gud sendte ham for at bygge
bro over dybet, som med Adams fald opstod mellem Gud og mennesket.
Se den store frelse, og hvad den har kostet! Tænk på den ensomme stund i
den mørke Getsemene Have, hvor Guds søn, vores Frelser, bad, da han
udtalte: ”Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.
Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” Matt.26,39.
Han tømte den sidste dråbe og led alt dette for din og min frelse.
Det var din og min synd, han bar, og således blev Guds søn din og min
Frelser. Det er med Lammets blod – det dyrebare Jesu blod, at vi på
dommens dag kan træde frem rene for Gud.
Gud lader stadig indbydelsen lyde til ”den, som vil”, og råbet lyder: ”..og
den der vil skal få vand for intet.” Åb. 22,17
Ingen hindring behøver holde os tilbage fra Guds rige, og den eneste
betingelse er, at ”Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske
sine planer og vende om til Herren,” Es. 55,7
Vil du tage imod indbydelsen og følge Jesus, som har lovet at være med
dig ”alle dage indtil verdens ende” Matt. 28,20
E. Campbell oversatte
SÆDEMANDEN OG SÆDEN
”En sædemand gik for at så sit korn og...Sæden er Guds ord.” Luk. 8,5 og 11.
Denne lignelse omfatter alle mennesker! Nogen steder kan vi se os således,
som Gud ser os. Sæden er Ordet, og måden, som vi modtager Ordet på vil
sætte os ind i den klasse, hvor vi hører hjemme.
”Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og
himlens fugle åd det op.”
”De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og
tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.”
vers 5 og 12.
De hørte ordet, enten ved at læse det, eller de hørte det forkyndt, men
inden de fik taget sig sammen at gøre noget ved det, lod de Djævelen rive
det fra sig, idet de glemte, at han kun kan tage sæden fra os, hvis vi tillader
ham at gøre det. Jesu blod er til os alle sammen og hvis vi beder inderligt
og vedholdende til Gud, kan vi stå imod Djævelens angreb. Bibelen siger,
at gør vi det, så vil han flygte fra os.
Alligevel er der mange, der glæder fjenden ved at tillade dårlige og onde
tanker at komme ind og ud af sindet. Så dvæler de ved disse tanker i stedet
for at tage afstand fra dem, hver gang Djævelen kommer med dem. De
næste tanker der kommer frem i sindet er, at måske er dette rigtigt, og så
varer det ikke længe, før det er lykkedes at rive Ordet ud af hjertet.
Forhåbentlig er det ikke dig, der her er talen om. Men Herren har mere at
sige, og måske bliver det der, du hører hjemme. ”Noget faldt på klippen, og
da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde.” “De på
klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men
de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter
ind.” Vers 6 og 13.
Her taler Jesus om dem, der nyder at være under Ordet nogle minutter, idet
de mener de har gjort et eller andet godt og rigtigt. Men det fæstnede ikke
rod. De læste det blot og gav sig ikke tid til at tænke mere over det, åbne
op for det, så det kunne trænge dybere ned i hjertet. Da så fristelsen satte
ind, faldt de, da der ingen rod var. Ordet var ikke trængt ned.
At læse og bede er et arbejde, som ikke må gøres i hast og med den tanke,
at nu har du gjort din pligt, og så er det nok. Mange er dovne, når det drejer
sig om at fremme vores åndelige vækst; men det hjælper, hvis vi i løbet af
dagen får en pause, og der tænker på Ordet, vi fik om morgenen, og lader
det blive en del af os selv. Når fristelsen kommer, så har vi Ordet som
værn.
Måske har du ikke fundet dig selv i denne lignelse; men så er der her det
tredje, som vi kan spejle os i: ”Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne
groede helt sammen og kvalte det.” ”Det, som faldt mellem tidslerne, det
er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme
og nydelser, så de ikke bærer moden frugt.” Vers 7 og 14.
Hvordan kan vi modtage ”livets sorger”? Hænger tankerne fast ved dig og
ender i rene og skære bekymringer? Inden længe, kan det kvæle Ordet, der
var sået og groede. Og det sker, når du bliver mere optaget af verdens
fristelser end af din åndelige situation.
Hvis vi lover Herren at få plads og komme til, så vil han tage sig af det, vi
har behov for, for han har sagt: ”Men søg først Guds rige og hans
retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matt.6,33
Så er der en slags jord endnu, og måske er det der, du befinder dig. ”Men
noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.” ”Men det
i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og
godt hjerte, er udholdende og bærer frugt." Luk. 8,8 og 8,15.
Det er visdom at høre ordet og beslutte sig for at bevare det. Den mand og
kvinde, der gør det, forstår, at når der står skrevet: ”Elsk ikke verden og
heller ikke det, som er i verden.” 1. Joh. 2,15, så elsker de ikke verden, og
det, der hører den til. De lader sig ikke friste af ham, for de har kun det i
tankerne at være og blive sande kristne, der bærer frugt.
De ved, at dengang de blev frelst, blev de en ny skabning i Jesus Krist.
”Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” 2. Kor. 5,17.
E. Campballe oversatte