14.juni 2025
Labyrinten
”Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer
til Faderen uden ved mig. ”
Joh.14,6
I Granada i Spanien er der en enorm have, hvor der er meget at se, smukke
planter og usædvanlige træer. Men det underligste er en labyrint, der
strækker sig over det meste af haven.
Labyrinten består af blomsterbuske, der er sammengroede, så de kommer
til at udgøre høje, faste lodrette vægge. Inde i labyrinten går der et utal af
stier i alle retninger.
Turister ynder at se denne mærkelige labyrint, men der er ingen, der har
mod til at gå derind uden at have en rejseleder med sig. For hvis du først er
kommet derind, så er det umuligt at finde ud igen derfra, uden at du altså
er sammen med én, der kender alle vejene, for alt ser jo ens ud mellem
disse høje blomsterbuske.
Der fortælles historier om en grusom despotisk kejser, der anvendte
labyrinten på en rædselsvækkende måde. Når han ville komme af med en
eller anden fjende, så lokkede han ham ind i labyrinten. Han vidste, at
derfra var der ingen, der fandt vejen ud igen. De omkom alle sammen af
sult og træthed.
Livet er som en labyrint. Uden rejseleder ender det i fortabelse. Navnet på
rejselederen er Jesus Kristus. Der er mange stemmer og onde magter, der
forsøger at lokke os til at leve livet uden denne rejseleder.
Det er derfor afgørende at være vågen!
E. Campbell oversatte
Bibelen
”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos
hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. ”
Jak.1,17
En godsejer i midt England stod velfornøjet og betragtede en flok
landmænd, der langsomt og med besvær kæmpede sig vej op imod hans
herregård. De slæbte på store bøger. Dette var i det 14. århundrede, og
dengang var Guds ord dyrt. Ikke lang tid senere blev alle bøgerne samlet
midt på gårdspladsen, og ildluerne åd sig igennem de hellige blade.
Godsejeren stod på en lille altan, idet et hvidt ark pludselig kom flyvende
imod ham. Han greb papirarket, der var sodet til i kanterne, og det var lige
før, at også dette papirark blev et bytte for flammerne. Midt på siden stod
der skrevet nogle helt tydelige linjer, og forbløffet læste han ordene:
”...for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens
blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver
til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer.”1. Pet. 1,24-25
Dette er en sandhed, som århundreders strid mod den Hellige Skrift aldrig
har været i stand til at ændre, for Guds ord lever den dag i dag.
E. Campbell oversatte
Hun vandt et menneske for Kristus
”De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de,
der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og
altid.”
Dan. 12, 3
For nogle år siden var der en missionær i K.F.U.K. Han fortalte blandt
andet om en 5 år gammel pige, som blev årsag til, at en hel afrikansk
landsby blev kristen. Denne pige havde været indlagt på et kristent
sygehus, hvor hun havde hørt om Jesus og hans kærlighed, og da hun
senere vendte tilbage til landsbyen, fortalte hun alt det, hun havde hørt om
Jesus, der forlod al Himmelens herlighed og kom herned på denne jord for
at løskøbe os med sit blod på Golgata kors. Indbyggerne i landsbyen ville
gerne høre mere om denne Jesus, og sendte derfor bud efter en missionær.
Resultatet var, at hele landsbyen omvendte sig.
Sådan gik en 5 årig pige ærinde for Jesus og lod sit lys skinne. Da jeg hørte
denne fortælling kom jeg til at tænke på en anden fortælling, jeg tidligere
havde fået fortalt.
I England var der en pige, der tjente i et hus. Denne pige elskede sin Bibel
og læste meget i den. En dag var hun i gang med at læse 2. Kongebog
kapitel 5. Der læste hun om en anden ung pige, der også tjente. Det var den
unge israelske pige, der var i Naamans hus.
Naaman var meget syg. Han var spedalsk. Men denne pige sagde: ”Hvis
blot min Herre havde været hos profeten i Samaria, så ville han utvivlsomt
have helbredt ham.”
Naaman tog derfor sin afsked med dem og rejste til profeten. Da han så
havde gjort, som profeten havde befalet ham og dypped sig syv gange
under ned i Jordan floden, da blev han rask, og huden blev ren igen som et
nyfødt barns hud. Han vendte da tilbage til profeten og sagde: ”Nu ved jeg,
at ingen Gud er til i noget land uden i Israel”.
Da denne unge engelske pige læste om den israelske pige, der havde været
så tro og ladet sit lys skinne og med sit vidnesbyrd gjort det, at Naaman
blev legemligt helbredt og var overbevist om, at der ikke findes en Gud,
uden Israels Gud, da fik hun lyst til også at vinde menneskesjæle for Jesus.
Hun gik længe og overvejede, hvad hun skulle gøre, fordi hun var så
genert. Hun turde intet sige herom og vidste heller ikke, hvad hun skulle
sige. Derfor mente hun, at hun så bare kunne skrive istedet for. Hun købte
sig et lille tyndt skrivehæfte, og i dette hæfte skrev hun de bedste
skriftsteder, hun kendte. Da så skrivehæftet var fuldt, tænkte hun på, hvem
hun mon kunne give hæftet til.
Da kom hun til at tænke på en gammel mand, der stod nede på gadehjørnet
og solgte tidsskrifter og magasiner. Han var altid så umådelig ilter og
hidsig og bed og skændte, så alle var bange for ham. Derfor gik hun derned
og gav ham bogen, men hun blev meget skuffet, da han ikke så meget som
skimmede i den men blot stak den i lommen.
Men Jesus vidste! Han vidste, hvad der skulle laves ved manden, så han
kunne få tid til at læse Guds ord. Manden blev nemlig syg, og fordi, han
ikke havde noget andet at læse i, tog han hæftet frem og begyndte at læse
skriftordene, som pigen havde skrevet. Og kan du gætte, hvad der skete?
Ordet gik ham lige til hjertet. Han tog imod Ordet i tro og blev et Guds
barn og fik et andet sindelag. For, som der står skrevet, der er kraft i Guds
Ord.
Det drejer sig om at så, for Gud skal nok give væksten til sin time. Sådan
som denne pige gjorde, kunne du også gøre og lagt skriftordene i en
sømandspakke. Og hvem ved, på den store dag vil Jesus måske vise dig det
menneske, du vandt for ham.
Den dag bliver en salig dag for dig. Der får du lønnen, for Herren siger:
”De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de,
der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og
altid.”
Dan. 12, 3
E. Campbell oversatte
Betydningen af det skrevne ord (2:2)
”Men meðan fólkini svóvu, kom óvinur hansara og sáaði illgresi upp í
hveitina og fór so avstað.”
Matt.13,25
Udemødet var lige færdigt. Missionæren var meget tilfreds, idet han lod sit
blik vandre over den store menneskemængde, der havde stået og lyttet, og
som nu var på vej hjem. Endnu engang blev budskabet givet videre. John
Mendow takkede diskret Gud for den velsignelse at få lov til at videregive
evangeliet til mennesket i Fjernøsten. Han huskede også sine trofaste
hjælpere. Jo, han var særdeles tilfreds med det hele. Han takkede igen Gud.
Da missionæren kiggede ud over folkeskaren, lagde han mærke til en
officer i den kinesiske hær, der nærmede sig ham. ”Måske vil han gerne
høre mere om Jesus,” tænkte missionæren. Men hån og foragt stod
tydeligvis at læse i officerens øjne, og han skjulte det heller ikke, da han
sagde: ”I missionærer, I er nogle store fjolser.”
”Er vi det?” John Mendow vejede sine ord nøje og brugte de mest diskrete
udtryk. ”Hvad får dig til at tro, at vi er sådan nogle fjolser?”
”Jeres arbejdsmetoder giver mig den opfattelse?”
”Hvad er der galt med vores arbejdsmetode?”
”Vi kan bruge dette udemøde, som lige nu er færdigt som eksempel. Her
havde du en god mulighed for at vinde sejr for din tro; men du tabte denne
mulighed. Nu er gået tabt i al evighed.”
”Jeg forstår ikke, hvad du mener, gået tabt i al evighed?”
Den kinesiske officer forklarede koldt og nøjagtigt, hvad han mente. Han
fortalte missionæren, at han aldrig igen ville få mulighed for at tale igen til
præcis den samme menneskemasse, der nu var på vej hjem. Budskabet var
bragt videre, og for missionæren var dette budskab fuldstændig
krystalklart, men det var helt nyt og fuldstændig fremmed for tilhørerne,
og det lignede slet ikke noget af det, de tidligere havde hørt. Det handlede
om en fremmed Gud og en vej at leve, som var tilhørerne totalt ukendt.
Hvordan kunne missionæren forvente, at menneskeskaren skulle forstå en
så ny og anderledes religion, den første gang, de hørte den forkyndt?
”Hvorfor gav du dem ikke et eller andet at læse?” fortsatte officeren. Noget
skriftligt, som de kunne forstå. Så kunne de, såfremt de fattede interesse
for det, læse og undersøge mere om det, de lige havde hørt. På denne måde
ville dit budskab have haft indflydelse på dem i måneder, ja, muligvis i
mange år. Nu vil den blive glemt i løbet af kort tid.
Missionæren var fuldstændig lammet og kunne ikke få ordet frem.
Frustrationen skyllede over ham. Med sorg tænkte han på, hvor mange
gange han havde anmodet om at få præcis sådant et hæfte, der her var talen
om. Han ville give officeren svar på tiltale, da denne fortsatte sin kritik og
sine skarpe udfald.
”I missionærer, I har været i Kina i mere end 100 år, men I har ikke vundet
Kina for jeres Kristua. I beklager jer om, at der er millioner, der endnu ikke
har hørt navnet Jesus nævnt. De ved heller intet om jeres kristne tro.”
Officeren ventede, så missionæren kunne få lov til at tænke, og hans øjne
lyste af tilfredshed, da han kunne se, hvor meget skade, hans ord
forårsagede. Han fortsatte, ”Vi kommunister har været i Kina i mindre end
10 år, men ingen kineser findes, som ikke har hørt om Stalin, eller som
intet ved om kommunismen. Det I missionærer ikke har formået at gøre i
mere end 100 år, det har vi kommunister gjort på mindre end 10 år. Vi har
fyldt Kina med vores læresætninger og doktriner.”
John forsøgte at svare igen, men havde intet at komme med som modsvar.
Han vidste, at anklagen var sand. Så fortsatte officeren: ”Nu skal jeg
fortælle dig, hvorfor I ikke har formået det, som vi har. I har forsøgt at gøre
opmærksom på jer her i Kina ved at bygge kirker, skoler, missionshuse
osv. Vi kommunister har derimod publiceret vore læresætninger og spredt
dem ud over hele Kina. En dag vil vi fordrive jer ud af landet pga vor
litteratur og vore skriftlige kilder.
Mismodig og såret af sandheden i kommunistens anklager stod
missionæren blot stiltiende og bad om et bønnesvar. Mange tanker fløj
gennem hans sind. Han vidste, at den kommunistiske propaganda-maskine
havde nået frem i hver en afkrog. Aviser, tidsskrifter, gadeopslag, bøger og
flyers havde dannet fælles sag at overbevise Kina om ”den store løgn”.
Mange af dsse bøger hånede udlændinge og kaldte kristendommen, ”den
hvide mands religion”. De anklagede missionærer for at være spioner for
fremmede magter. Nu og da spottede de Jesus og sagde, at dette altsammen
var en løgnehistorie, som rige udlændinge havde fundet på. Men den
kommunistiske litteratur blev i høj grad læst, og kinesere blev hjernevasket
i ”rødt blæk”.
John Mendow tænkte tilbage på alle de gange, han havde skrevet til
hjemlandet og anmodet om støtte til kristen litteratur. Hvis blot de havde
kunnet få dele og vers fra Bibelen, traktater, bøger og lignende, der ville
kunne forklare dem om det kristne budskab. Så havde situationen allerhelst
været en anden end den er i dag.
John betragtede blot officeren, der bukkede og gik.
Dette var Arnfinn Andås' artikel. Som det kan ses på indholdet, så er
artiklen skrevet 10 år efter, at kommunisterne påbegyndte deres aktiviteter.
Det uhyggelige er, at officeren fik ret, da han sagde: ”En skønne dag vil vi
drive alle missionærer ud af landet.”
Hvad var det da for en arbejdsmetode, som lykkedes så fantastisk godt? Jo,
de satte penge i bøger, blade og tidsskrifter i stedet for store prægtige
monumenter. De var sædemænd. Det er bare det, at det de såede, var
ukrudtet, som Jesus fortæller det i lignelsen i Matt. 13,25.
Dette må anspore os til at være endnu mere ivrige og brændende efter at så
det skrevne ord. H. K. Neerskov har engang fortalt, at når mennesker går
til fødselsdag eller er inviteret ud, så giver de ofte en konfektæske eller en
blomsterbuket. Men blomsterne falmer og dør, sjokoladen sætter sig på
ribbenene. Giver vi derimod en solid kristen og opbyggelig bog, så giver vi
noget, der har evig værdi.
E. Campbell oversatte
Betydningen af det skrevne ord(1:2)
”Men fat mod, og lad ikke hænderne synke, for I vil få løn for jeres
gerning.”
2. Krøn. 15,7
I ”Kirke-og Missions kalenderen” står der om de forskellige aktiviteter hos
Hjemmemissionen(Indre Mission) Missionen har eget forlag, der udgiver
kristne bøger foruden aviser og magasiner, først og fremmest Trúboðin
med sine 16 sider. Trúboðin er en meget god og opbyggelig avis. Dernæst
er der ”Sunnudagsblaðið”, der er udkommet siden 1940. Det er et traktat-
blad og er også tiltænkt som evangeliserings-medie.
I mange år har trofaste mennesker frivilligt båret ”Sunnudagsblaðið” ud,
fordi de vidste, at de havde et vidunderligt budskab, evangeliet om vor
Herre, Jesus Kristus, og de vidste, at mennesker på landet nu også havde
mulighed for at læse Ordet og blive frelst. Disse mennesker var trofaste,
dette var deres lod i livet deres jordstykke i Guds vingård. Jeg er
heller ikke i tvivl om, at mens de bar bladet ud, bad de også for det.
De bad om, at bladet måtte blive læst, og at Herren måtte velsigne
budskabet og åbne det, så det kunne blive til frelse, styrke, genfødsel, lære,
påmindelse og opbyggelse for mennesker.
Løfterne er mange, der er knyttet til en sådan tjeneste. ”Hvor herligt lyder
fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!” Rom. 10,15
”...gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!” 2. Tim. 4,5
”Men fat mod, og lad ikke hænderne synke, for I vil få løn for jeres
gerning.” 2. Krøn. 15,7
I byen er det umuligt at få bladet ud i hvert hus, når det skal bæres ud. I
Tórshavn, Tvøroyri og i Vági har mennesker følt sig kaldet til at få
Sunnudagsblaðið (Søndagsbladet) ud i hvert enkelt hus i deres by. De har
samlet sig for at pakke bladet, og betaler selv portoen. Men disse
mennesker bliver ældre, og flere af dem, der tegnede sig at betale portoen i
Tórshavn, er nu døde.
Hvilken betydning har så i grunden det skrevne ord? Mon ikke, vi
allesammen kender sætninger som disse:
-Pennen er stærkere end sværdet.
-En dråbe blæk kan få millioner til at tænke.
Gamle Luther sagde: ”Vi må smide tryksværte på Djævelen.”
Det skrevne ord har den fordel, at du altid kan vende tilbage til det og læse
det om og om igen, hvis der er et eller andet, du har glemt eller ikke
forstod rigtigt. Det skrevne ord når længere end til den begrænsede og
snævre flok, der træder indenfor til møderne rundt omkring. Den Hellige
Skrift viser os også, hvilken betydning, Apostlene tillagde det skrevne ord.
De skrev breve til menighederne, og disse breve læser vi endnu den dag i
dag 2 årtusinde senere.
Men verdens børn er ofte klogere end Rigets børn, og verden bruger det
skrevne ord som propaganda. Leo Trotskij sagde. ”Kommunismens
stærkeste våben er det lille hæfte, der bliver puttet i lommen.”
Voltaire sagde: ”De store bogsamlinger på adskillige bind vil aldrig
komme til at føre til nogen revolution. Det er de små skrevne bøger og
hæfter, der er farlige.” Med en ironisk latter kunne mænd citere:
”Missionen lærer mennesker at læse, men kommunisterne giver mennesket
læse-stof.” I virkeligheden blev der under kommunismen sendt 15 tons
ødelæggende og nedbrydeligt læse-stof til afrikanske lande om dagen,
mens vi sov vores tornerosesøvn.
Der fortælles, at verdens største religiøse trykkeri er Jehovas Vidners
trykkeri. De trykker 500 blade hvert minut, eller 84 mio hæfter om året. De
har sandelig forstået, hvordan de bedst skal spede deres budskab.
Hvad siger missionen så. Har missionen nogen erfaringer med dette? En
missionsleder i Latinamerika sagde: ”Det gjorde mig forbløffet at opdage,
at 90% af al den seneste tids omvendelser er direkte eller indirekte resultat
af læsning i det skrevne ord.”
I Kina bor der næsten 1,5 milliard mennesker. Alligevel vandt
kommunismen en stor sejr i dette vældige rige, blot fordi de konstruerede
en velorganiseret distribuering af deres skrift-materiale.
I det norske blad ”Himmelveien” stod der i juni-versionen 2001 en artikel
med titlen ”Publiser eller kapituler”, eller med andre ord. Udgiv bøger og
tidsskrifter, eller hold op med dine kristelige aktiviteter. Artiklen er
hjertegribende og alvorlig, og det er Arnfinn Andås, missionær i Japan,
der fortæller denne beretning og viser os, hvor stor indflydelse skriftlig
litteratur har. Måtte blot det trykte ord ikke alene være et våben hos
Antikrist, ja giv at det måtte være et redskab at udsprede evangeliet, det
Glade Budskab ud til millionerne i denne verden. I det følgende kommer
artiklen (Andagtsstykket til i morgen)
En pinseprædiken
”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give
jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: ”
Joh.14,15-16
Treplin, provst i Holstein fortæller: ”I mine unge år var der en præst, som
kaldtes Weihe. Han var præst i en lille landsbykirke i mit kære Westfalen.
Han var en prædikant af Guds store nåde.
Omkring to sømil derfra levede en spillemand, der på grund af sit
ugudelige liv aldrig blev kaldt andet end ”skøre Jakob”. Allevegne, hvor
forlystelsen måtte være særlig stor måtte han og violinen være med. Han
frygtede hverken Gud eller mennesker. Og ofte havde han disse spotterens
ord fremme:
”Lev blot lysteligt, men dø salig – for så har du snydt djævelen, og han har
mistet sit bytte!” En pinseaften hørte Jakob om de vældige prædikener af
”Fader Weihe” og han besluttede sig til at ville høre ham den følgende dag.
Hans hustru, der havde samme sindelag som ægtemanden, advarede ham
imod at tage afsted. Hun frygtede, at præsten skulle komme til at forvirre
hendes mand og forandre ham.
Men da afbrød Jakob hende med en hård latter og sagde: ”Nej, så blød er
”skøre Jakob” ikke! Tværtimod går jeg i kirke for at vise den der blærede
sortkjole, at der stadig findes selvstændigt tænkende mennesker.”
Desto mere hustruen frarådede ham at tage med, desto mere hårdnakket
holdt han fast ved sin plan og til sidst sagde han: ”Jeg vil tage violinen
med mig i kirke i morgen og når jeg kommer hjem igen vil jeg spille en
gemytlig melodi, så snart jeg kommer ind i byen. Så vil du straks blive
rolig og kunne forstå, at al din frygt har været ugrundet.”
Og sandelig – den følgende dag bemærkede folk i kirken, at ”skøre Jakob”
indfandt sig i kirken. Inde i kirken var der mange, der kiggede spørgende
mod manden, der stod der med sin violin i hånden.
Da ”Fader Weihe” begav sig til at prædike blev Jakob straks betaget. Uden
at han var klar over det forsvandt hans stivsind gradvis fra hans ansigt og
han lyttede imod sin egen vilje – mere og mere opmærksomt som
minutterne gik. Fra talen åndede der en mildhed og kærlighed imod ham,
som han aldrig tidligere havde følt og kendt, men nu og da fik han lyst til
at afbryde præsten og sige, ”Ti stille med det der! Det der er jo ikke sandt!”
Men en indre stemme sagde: ”Det der er alligevel sandt!”
Han blev mere og mere underlig til mode. Hjertet bankede som vanvittigt.
Tårene løb ned ad hans kinder, og lige så snart præsten havde sagt amen,
stormede Jakob ud af kirken og slog af al magt hans violin mod
kirkemuren så den blev totalt smadret.
Fra den dag spillede Jakob aldrig igen til dans men søgte og fandt en anden
levevej. Pinseprædikenen smadrede violinen men hjalp spillemanden til
frelse.
”Himmelvejen” E.Campbell oversatte
8.juni 2025
Fred være med jer!
”Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen
med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt
dem og sagde: »Fred være med jer!« ”
Joh.20,26
Bag låste dør sad disciplene påskeaften. Hvorfor? ”Af frygt for jøderne,”
står der. Hvorfor? Fordi Jesu opstandelse endnu ikke var blevet virkelighed
for dem. Hvorfor? Tør vi spørge endnu en gang? Har vi ikke en følelse af,
at vi slår os selv i ansigtet?
Så rigt er evangeliet, at det fortæller, hvordan den opstandne opsøger de
bange disciple og siger til dem: ”Fred være med jer!” Han skælder dem
ikke ud, selvom de havde fortjent det. Gennem låst dør kommer ham til
dem for at hjælpe dem op på fødderne igen. Dette er ord, vi har brug for. I
kirken synger vi sejrssalmer og i dagligdagen bukker vi under. Når vi er
sammen med dem, der bekender deres tro på Kristus, så taler vi stærke ord
om Guds nåde og magt, men ellers tier vi. Men Herren er så nådig, at han
kommer gennem den låste dør. ”Vær ikke vantro men troende,” siger han.
Hvorfor kommer han til de frygtsomme disciple? Fordi det trods alt var
sandt, at han var uundværlig for dem. Hvad skulle vi gøre, hvis ikke vi
kunne stole på, at de følgende ord stadig er gyldige: ”Det knækkede rør
sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, til han har ført
retten til sejr;” Matt.12,20 Hvad skulle vi gøre, hvis ikke det var sandt, at:
”er vi utro, forbliver han dog tro,
thi fornægte sig selv kan han ikke.” 2.Tim.2,13
For disciplene blev alting forandret, og det må vi ikke glemme. Efter
pinsen var de ikke til at kendeigen, frygten var blevet til frimod, og med
dristighed vidnede de nu om den opstandne. Det er stort, at Kristus
kommer til frygtsomme og modfaldne disciple, der gemmer sig bag låst
dør. Endnu større er det, at han sender os Helligånden, driver modløsheden
væk og skaber en hær, der anvender Åndens sværd under korsets banner.
Måtte dette ske også for os.
Hvor stor er Gud
”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du
satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at
du tager dig af det?”
Salme 8,4-5
Og
””Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på
jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen
for mig.” ”
Gal.2,20
En fritænker mødte engang manden, der boede lige ved siden af. Han
spurgte ham, hvor han skulle hen.
Manden svarede og sagde, at han var på vej i kirke.
”Hvad vil du i kirken” spurgte fritænkeren
”Jeg vil bede til Gud” sagde manden
”Sig mig”, sagde fritænkeren, ”er Gud da lille eller stor?”
”Begge dele” svarede manden. ”Han er så lille, at han kan bo i mit
hjerte, men samtidig så stor, at himlenes himle ikke kan forstå eller rumme ham.”
E. Campbell oversatte
Den største besked
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde
alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.« ”
Matt.28,19-20
Neerskov fortalte engang, at han stod sammen med en ven i Leningrad og
ventede på en bus. Det var i kommunistæraen. Da kom der en mand over
til dem og spurgte dem om noget på russisk. Neerskovs ven talte med ham
i nogle minutter og så gik manden igen.
”Hvad spurgte han om?” ville Neerskov vide.
”Han spurgte hvilken bus han skulle tage for at komme over i den anden
ende af byen. Det fortalte jeg ham så, men så fortalte jeg ham noget, der
har større betydning end at finde en bus.”
”Hvad var det da?” spurgte Neerskov med ængstelig stemme.
”Jeg fortalte ham, at Gud havde sendt sin søn Kristus Jesus til frelse for
alle mennesker.”
Neerskov blev helt bange og spejdede omkring sig for at se, om manden nu
var på vej tilbage igen sammen med politiet. ”Hvordan kunne du dog finde
på at tale så direkte til en fremmed mand her midt ude på gaden? Ved du
ikke hvor farligt det er? Det kan koste flere års fængsel!”
”Ved du ikke, hvor farligt det er for ham?” spurgte han hurtigt, ”hvis han
aldrig hører evangeliet, så går han evigt fortabt.”
Da skammede Neerskov sig; men vennen fortsatte ufortrødent: ”Man kan
sætte mig i fængsel, det har man også gjort før. Men hvad er det af
betydning? Det drejer sig blot om nogle ganske få år sammenlignet med
evigheden. Ihvertfald har jeg besluttet, at jeg ønsker at videregive den
bedste og største besked til ethvert menneske, jeg kommer i kontakt med,
nemlig, at der er frelse at få i Jesus Kristus.”
Hvordan står det til hos dig og mig, er vi lige ivrige som denne ven, os, der
bor trygt i et land, hvor det ikke koster fængsel at forkynde Ordet?
Effie Campbell
Marana ta!
”Hvis nogen ikke elsker Herren være han forbandet! Marana ta! ”
1.Kor.16,22
Vi lever på den anden side af korset og det fuldbragte værk. Vi har hørt den
opstandne Kristus fortælle os hvilke tegn og hvilke begivenheder skal sige
os, at Jesu komme er nært forestående. Vi har i Luk.21,28 hørt ham sige:
”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for
jeres forløsning nærmer sig.« ” N.S
Vi har hørt Jesus sige: ”Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds
rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt
dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. ”
Luk.21,31-33
Noa så ingen tegn, men han troede alligevel! Vi ser alle tegnene rulle ind
over os – som hos en kvinde, der skal føde!
Men tror vi? Er vi henrykte? Fortæller vi andre om Frelseren? Glæder vi os
til Jesu anden komme? Er vi rede til bortrykkelsen? For den kommer uden
forudgående varsel.
Jeg siger: ”Maran ata!” 1.Kor.16,22. Det betyder: ”Kom,Herre Jesus!”
Åb.22,20
Effie Campbell oversatte
4.juni 2025
Glæden over altergangen
Jesus sagde da til dem. ”Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg
jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I
ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og
jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”
Joh. 6,53-54
Da Kristian Buhl, højskoleleder og præst, var på Færøerne i forbindelse
med bibelkurset i Sandavág, talte han også i Vesturkirkjan í Tórshavn. Der
fortalte han blandt andet om en pige, der hed Betty. Han havde konfirmeret
hende.
Senere var der en lejr for unge. Mener det var en sommerlejr, som K.F.U.K
og K.F.U.M arrangerede. Der var en hel masse unge kommet sammen.
Da de sad ved middagsbordet efter gudstjenesten, var humøret højt. Der
blev talt og leet. Så siger Betty langsomt: ”ja, vit kan sagtens være glade.
Vi har været til alters i dag og fået alle vore synder tilgivet.” Da blev der
med ét stille, for det havde nok ikke været det, snakken havde drejet sig
om.
Kort tid efter dette døde Betty, og en af hendes veninder kom til Kristian
Buhl og fortalte ham denne episode, og da han holdt gravtalen over hende,
nævnte han dette.
E. Campbell oversatte
Da kineseren Ni blev kristen
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. ”
Joh.3,16
Hudson Taylor fortæller historien om, dengang kineseren, kaldt Harra Ni,
blev kristen.
Harra Ni var leder for afgudsdyrkere. Men han frygtede for sine synder.
Han var ulykkelig og bange, fordi han ikke vidste, hvad der ville ske, når
han døde.
En aften skete der det, at Harra Ni passerede den åbne dør ind til
missionen. Der blev ringet med en stor klokke, og mennesker gik derind.
En eller anden fortalte, at en lærer skulle fortælle om Gud, derfor gik Ni
også derind.
Måske vil disse mennesker kunne fortælle mig noget om det, jeg ønsker at
høre om, tænkte han. Han satte sig ned og lyttede opmærksomt efter, hvad
der blev sagt.
Læreren fortalte, at den eneste sande Gud elskede verden så meget, at han
havde sendt sin eneste søn til vor verden. Sønnen led og døde på et kors for
at betale for alt det forkerte, som syndige mennesker har gjort. Han blev
begravet, og tre dage senere opstod han fra de døde. ”Gud tilgiver synden
hos dem, der tror på hans søn.” fortsatte læreren. ”Han giver dem evigt
liv.”
Harra Ni's øjne lyste af forbløffelse. Aldrig tidligere havde han hørt noget
lignende. Da Hudson Taylor holdt inde med sin tale, rejste Harra Ni sig
langsomt op.
”Jeg har længe søgt sandheden,” sagde han alvorligt, ”men uden at kunne
finden den. Jeg har rejst vidt omkring og aldrig fundet den. Jeg har ikke
kunnet finde nogen fred. Men jeg har fundet fred i det, som vi har hørt her
i aften. Fra denne dag af vil jeg tro på Jesus.”
Fra den aften begyndte Harra Ni at ransage Bibelen. Allevegne, hvor han
kom, var han en glad missionær for Jesus. Og han blev en af
missionærernes bedste og trofaste hjælpere.
Få dage efter, at Harra Ni var kommen til tro på Jesus, spurge han Hudson:
”Hvor længe har I kendt det Glade Budskab i jeres land?”
”I nogle åhundreder,” sagde Hudson med en noget beklemt stemme.
”Flere hundrede år?” spurgte Ni overrasket. ”Er det virkelig sandt, at dit
folk har kendt Jesus så længe og ikke før nu har sendt nogen at fortælle os
om ham?” Han rystede sørgmodig på hovedet.
”Min far søgte sandheden i mere end 20 år og døde uden at have fundet
den.
Å nej, hvorfor kom missionærerne ikke hertil blot en smule tidligere?”
Hudson glemte aldrig dette spørgsmål fra Ni. Det fik ham at længes efter at
gøre alt det, han kunne, så millionerne i Kina kunne høre om Guds søn.
Han håbede på, at mange ville komme til tro på ham og blive frelst fra
synden.
”Evangelisk Børnemission” har udgivet. Brugt ved tilladelse.
E. Campbell oversatte
Glæd jer i Herren
”Israel skal glæde sig over sin skaber, Zions sønner skal juble over deres
konge.”
Salme 149,2
En præst gik en tur for at besøge en kvinde i menigheden. Straks, han var
trådt indenfor, begyndte kvinden at beklage sig over, at alle menigheden
var så uvenlige imod hende, og at hun ikke havde penge nok til at betale
alle sine regninger med. Da hun endelig tav, spurgte præsten: ”Må jeg have
lov at se din salmebog? Der er nogle salmer, som jeg bliver nødt til at rive
ud af din salmebog, salmer og sange, som ikke længere har nogen
betydning for dig. Lad os begynde med salme 37, ”Lovsyng din Herre!”
Her er der en anden, nr. 40, ”Min Gud, jeg vil prise dig”. Præsten foregav
at ville rive disse sider ud.
”Vent, du må ikke ødelægge min salmebog.” råbte kvinden vred. ”Jeg har
ingen penge at købe en ny for. Desuden har jeg fået den af min far.”
Præsten foreslog, at hun skulle gå igennem hele salmebogen og gøre sig en
liste over alle de salmer, som frembar en tak og pris. Så bad præsten hende
købe sig et hæfte og lave sig en liste over alle bibelord, der omhandlede
glæde, tak og pris. Til sidst bad han hende hver dag skrive et eller andet,
som hun var taknemmelig for i et andet hæfte.
Nu smilede kvinden. ”Var der mere?” spurgte hun.
”Ja, en ting mere. I det her ”Jeg-er-taknemmelig-hæfte” skal du sætte et
kryds, hver gang, du forsøger at hjælpe nogen. Du skal ikke notere, hvad
du gør. Det skal vi ikke holde regnskab over. Forsøg at få så mange krydser
i hæftet som muligt. I stedet for at være deprimeret og tung om hjertet vil
du blive lykkelig. Og,” fortsatte han, ”Din glæde i Herren vil være
smitsom som mæslinger.”
E. Campbell oversatte
1.juni 2025
Hvad er det at se Jesus?
”Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at
se, for han måtte komme den vej forbi.”
Luk.19,4
Er det som at se et maleri eller et billede af ham? Er det det at se en
skikkelse, en afbildning hugget ud i sten? Hvad er det at se Jesus?
”Det er umuligt at se ham,” svarer nogle. ”For han er i Himlen. Og ikke før
vi kommer dertil får vi ham at se sådan som han er.”
Ja, og på en måde har de ret i det.
Jeg hørte engang om en dreng. Han var født mens hans far sejlede ude på
de store verdenshave. Der gik mange år. Drengen skulle nu begynde i
skolen, men endnu havde han ikke set sin far. Men faren skrev jævnligt
hjem. Hans mor læste brevene for drengen. Og drengen fik nogle gaver fra
sin far. Ja, det skete også ind imellem, at drengen fik lov til at tale med sin
far i telefonen fra et andet land.
Denne dreng havde aldrig set sin far, men alligevel havde han set ham.
Drengen havde fået et billede af sin far prentet ind i sit hjerte og havde hørt
hans stemme. Ja, han forstod, at hans far holdt af ham.
Så oprandt dagen, hvor faren endelig kom hjem. Drengen fløj sin, på een
gang både kendte og ukendte far om halsen og sagde: ”Far!”
Faren var nok en smule anderledes end drengen havde troet og tænkt. Men
han var – på alle måder – meget bedre! Drengen var glad.
Du har fået et brev fra Jesus og om ham. Det er Bibelen. Din mor og
mange andre har læst for dig fra dette brev. Jesus selv har talt til dig fra sit
”land” gennem bønnens telefon og gennem det fine modtageapparat,
samvittigheden. Jesus har sendt sine mange, mange gaver. Tæl dem, hvis
du kan!
Kan du ikke se for dig, hvor meget han elsker dig? Der er et træ, du kan
klatre op i for rigtig at kunne se ham. Det er bønnens træ. Er du ivrig der,
så vil du mere og mere kunne sige: ”Jeg kender Jesus! Jeg ved, hvem han
er, og hvad han er.”
E.Campbell oversatte