21.marts 2025
Når Gud helbreder
”Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« ”
Markus 9,24
Ivar Ruud, provst
En eftermiddag blev jeg tilkaldt til en familie, hvor manden var syg.
Jeg havde set manden til flere møder. Han havde været i strengekoret,
havde jeg bemærket. Jeg havde ikke regnet med at møde manden i en
sådan situation, som han nu befandt sig i. Ingen havde fortalt med noget
om hans problemer.
Da jeg trådte ind i køkkenet, hvor familien sad ved middagsbordet, så jeg
nemlig, at manden var fuld. Jeg blev meget forundret over dette, fordi jeg
troede, at manden var en “almindelig kristen”, som ikke havde problemer
med “Kong alkohol”. Men det værste var ikke det, at havde problemer –
det er der jo så mange, der har. Nej, det var dette, at han var hovmodig og
ubehagelig. Han kendte mig godt. Jeg blev lidt utilpas, da han sagde: “der
kommer ham, Jesus-typen igen. En ting er at prædike til møder, men det er
noget helt andet, når en kommer ud i livet. Jeg har ondti maven og hvis jeg
ikke fås hjælp,så agter jeg at hænge mig.”
Efter at han havde hældt en svada ufine og grimme bandeord ud,
betragtede han mig og sagde. “Tror du, at Gud kan hjælpe mig og gøre mig
rask? Du som er så stærki troen på Gud.”
Manden talte med drævende, og det var helt tydeligt, at han ikke selv
havde en tro på, at det kunne være muligt at få hjælp fra nogen Gud. Jeg
forsøgte at svare ham, så godt jeg kunne og sagde til ham, at jeg nok heller
ikke havde så stærk en tro, men til trods for det, så havde jeg en
fornemmelse af, at Gud ville hjælpe.
“Tror du, at Gud kan hjælpe mig?” spurgte han atter.
“Ja, hvorfor skulle han ikke kunne hjælpe dig? Jesus har sagt, at den der
råber til ham i sin nød, han skal få hjælp,” svarede jeg.
Manden blev forbavset over svaret og gentog spørgsmålet:
“Tror du virkelig, at hvis jeg beder, så svarer Gud mig?” Jeg nikkede som
svar.
“Tror du virkelig, at hvis jeg beder til Gud nu, så svarer Gud og hjælper
mig? Fortsatte manden.
Jeg blev pludselig så sikker, at Gud ville svare, og så forvisset, at manden
ville få hjælp, at jeg svarede: “Hvis du beder, så vil Gud hjælpe dig.”
Da der opstod en kort stilhed, faldt manden pludselig ned på knæ ved
stolen, hvor han havde siddet og jeg faldt på knæ ved siden af ham, og så
begav manden sig til at bede.
“Kære Gud, nu må du hjælpe mig – du ved.” Så sagde han ikke mere, før
han udstødte et skrig: “Nu føler jeg, at du rører ved mig, Gud – nu føler
jeg, at smerten fortager sig. Du – du, nu er han her.Gud. Han svarer mig –
hører du det?”
Manden havde haft et møde med selveste, Mesteren, med Jesus. Det har
ikke altid været almindeligt at opleve noget sådant,som der skete denne
dag, når jeg bad for nogen. I virkeligheden tvivlede jeg nok også om,
hvorvidt en helbredelse virkelig ville finde sted, ihvertfald burde jeg have
været tvivlende. Men jeg tror,at Gud lader os fornemme sig på en særlig
måde sommetider.
Her havde jeg ikke bedt, men det var Gud, der havde været parat med
svaret og havde mindet manden på at bede. Dette var ikke menneskeværk,
men Guds værk.
Det er i sådanne situationer, at du føler, at bønnesvaret ikke er kneb og
teknik, ikke er påtaget, men modtaget. Kristus kan, og jeg mener, at han
havde været glad, om han oftere kunne få lov at komme til osi vores liv.
Det er ikke afgørende at have megen og stor tro, men det rette er at bede
om hjælp til at bruge den tro, vi har. Den er nemlig en gave fra Gud – og er
troen ikke tilstrækkelig, så fylder Gud på os.
E. Campbell oversatte
20.mars 2025
Hvad ved vi om Himmelen?
“I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at
jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? ”
Joh.14,2
Vi ved ikke så meget om Himmelen. Indimellem udkommer der bøger om
dette emne, men i virkeligheden ved vi ikke så forfærdelig meget om
Himmelen. Bibelen fortæller mest om livet her på jord, om hvordan Gud
virker gennem sit folk og om menneskets muligheder at vælge ret her i
livet med hensyn til det, der sker efter døden.
Det eneste, vi med sikkerhed ved her i livet, det er, at døden indtræder.
Denne viden behøver vi ikke læse os frem til. Og selvom vi skubber den
fra os, så ligger den alligevel altid og lurer. Bevidst eller ubevidst leder
mennesket altid efter en løsning på spørgsmålet: Hvad sker der, når jeg
skal herfra?
Selvom vi ikke får viden om livet efter døden ned i detaljer, så fortæller
Bibelen os alligevel noget – nok til, at vi kan slå os til tåls. Vi kan få fred i
sindet. Men ligesom med andre løfter i Bibelen, så virker det kun, når vi
tror på Ordet.
Skriften fortæller os om en verden udenfor den, vi ser hver dag. Den bliver
nævnt “himlene” ikke himmelen, som vi i almindelighed hører: “Vor
Fader, du som er i himlene!” Matt.6,9 “og en menighed af førstefødte, som
er indskrevet i himlene, ... ” Hebr.12,23 “... men glæd jer over, at jeres
navne er indskrevet i himlene.« ” Luk.10,20
Om selve himlene får vi ikke så meget at vide, men vi fornemmer, at der er
noget umådelig stort – for stort til, at det kan forklares, så vi i sandhed
fatter det. Ikke før, vi når ud over jordens begrænsninger, kommer vi til at
fatte det.
“Men nu kunne nogen sige: “Hvordan opstår de døde? Og med hvilket
legeme kommer de? Du uvidende! Det du såer, det bliver ikke levende,
uden at det først dør... Der findes himmelske legemer og jordiske legemer,
men herligheden er een hos det himmelske og en anden hos det jordiske...
“Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære
det himmelske menneskes billede. ” 1.Kor.15
Spørgsmålet er så, hvad slags legeme. Det bliver besvaret positivt. I den
evige verden er der tale om eet legeme, men det er anderledes end det, vi
kender her.
Selvom vi ikke har klarhed over alle detaljer, så giver det Ny Testamente
alligevel nogle personlige anvisninger vedrørende fremtiden: “Jeres hjerte
må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der
mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre
en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for
jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg
er. ” Joh.14,1-3
I den kommende verden er der boliger, får vi her at vide. Og Jesus går bort
for at gøre boliger rede til sine efterfølgere. En dag kommer han igen efter
dem.
“Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være
sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det
mest nødvendige af hensyn til jer. ” Fil. 1,23-24
For den troende er døden det samme som at bryde op og være sammen
med Kristus. Det er meget bedre end at leve her på jorden.
Når vi alligevel skal være her endnu en tid, så er det for at vi kan være til
velsignelse for andre. Der er endnu nogle, der har brug for os her, men hvis
vi vil være egoistiske og selvglade, så ville det være meget bedre at gå bort
– at dø.
“Kirkeklokken” Effie Campbell oversatte
Eksempel eller stedfortræder
”Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet
ved et menneske. ”
1.Kor.15,21
Efter et møde gik en mand over til taleren for at snakke,
dr.M.Stearns, salig. Han sagde: Jeg kunne ikke lide deres tale. Jeg
bryder mig ikke om korset. Jeg synes, at i stedet for at prædike
om Kristi død på korset, så havde det været meget bedre at
prædike om Kristus som lærer og eksempel.
Jamen, havde De været villig til at følge ham, hvis jeg
prædikede Kristus som et eksempel? Spurgte dr. Stearns.
Det havde jeg været villig til, svarede manden – jeg ville have
fulgt i hans fodspor.
Jamen, sagde dr. Stearns, - lad os da tage det første skridt.
”Ham, som ikke gjorde synd,” Kan De tage dette skridt.
Manden blev forvirret. - Nej, sagde han, - jeg synder, det må jeg
indrømme.
Jamen, hvis det er sådan, sagde dr. Stearns, - så bliver Deres første og
største behov for Kristus ikke som eksempel, men som Frelser.
Det er dette, som er hvert eneste menneskes største behov.
”Krigsropet” E.Campbell oversatte
Ret kurs
”gør dig rede til at møde din Gud”
Amos' Bog 4, 12
Dette skete under anden verdenskrig, engang da fiskerne fra Esbjerg var
ude og fiske. Havet var overfyldt med drivende miner og de blev nødt til at
tage på arbejde, velvidende, at livet hang i en tynd tråd.
Tidligt en morgen blev den enmastrede skonnert, ”Duen” ramt af en mine,
mens besætningen, der bestod af 10 mænd, holdt morgenandakt.
Skonnerten sank, men det lykkedes besætningen at komme fra episoden
med livet i behold ved at klatre op på et stykke drivtømmer, og der
fortælles, at der fortsatte besætningen hvor de slap med morgenandagten.
Da den første af dem sank og blev havets bytte, begyndte den yngste,
Verner, at synge:
Ring, himmelske klokker! Glæde er i dag,
for en sjæl kom hjem fra sult og nød.
Faderen fik i stand fest i ro og mag,
det stakkels barn velkommen bød.
Sangen var et vidnesbyrd fra en ung mand, der trygt kunne se døden i
øjnene, fordi han kort forinden minesprængningen havde givet Jesus sit
hjerte og derfor sat kursen mod den himmelske strand.
Da så skibene, der havde opholdt sig i nærheden af, ”Duen” hørte
minesprængningen, afbrød de deres aktiviteter og skyndte sig at sejle mod
ulykkesstedet for om muligt at finde overlevende. De kom for sent til at
kunne hjælpe Verner, som druknede sammen med sin ven; men den tredje
blev reddet, og det er ham, der har fortalt dette. Gennem hans vidnesbyrd
om denne forunderlige oplevelse var der nogle, der besluttede sig for at
ændre deres liv og sætte kurs mod den himmelske strand, og de kunne
synge med på denne samme sang:
“Ved Guds trone højt synger engle
lov og pris til harpespil,
og fra frelst skare, som havets bølge
der høres evig lyd så mild.”
Hvordan ser det ud hos dig, der læser dette? Har du sat kurs mod den
himmelske strand? Har du sikkerhed for, at du skal leve, selvom du dør?
Er du klar til at sige farvel til denne verden? Døden spørger ikke om tid og
alder. Verner var helt ung. Ingen har lovet os, at vi skal blive gamle.
Bibelens ord står faste, også i dag:
”gør dig rede til at møde din Gud”
Amos' Bog 4, 12
Der er kun en måde, der kan gøre dig rede til at møde Gud, det er at tage
imod Jesus som din personlige Frelser. Han er vejen og sandheden og
livet; ingen kommer til Faderen uden ved ham.
Joh. 14, 6.
Du kan tage imod ham, mens du læser dette, for Guds ord siger: ”Se, nu er
det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!”
Kor. 6,2
Hvis målet af din livets sejlads er ukendt, så må du ændre kursen og lade
målet være den himelske strand. Bed ganske enkelt Jesus om at komme
ind i dit liv og lad ham stikke kursen for dig, så kommer du selv i mål, og
du kan vise andre vejen.
E. Campbell oversatte
DEN SIDSTE UDBÆRING
Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem,
der tror på hans navn;”
Joh. 1,12
Det var en kold vintermorgen, og der var kommet noget sne i løbet af
natten. En tro Herrens tjener var stået tidligt op for at læse Guds ord og
bede for de mange opgaver, han skulle møde denne ny dag.
Mens han således beder, lød der en stille stemme inde i ham. Den sagde, at
han denne morgen skulle minde postbudet om Guds frelsende kærlighed i
Jesus Kristus.
Da han senere hørte breve og andet falde ind igennem brevsprækken, tog
han hurtigt to traktater og skyndte sig ud i den kolde sne for at give
postbudet dem sammen med et venligt: God morgen. Selvom der var
halvmørkt, anede han postbudets spørgende ansigtsudtryk. Dette kom helt
bag på postbudet.
Ved middagstid kom postbilen forbi med pakker og den første tilskyndelse
for denne trofaste tjener var, at bilchaufføren også måtte få en lille hilsen
med på vejen. Men chaufføren sagde, nej tak, mens han fortalte, at
postbudet, som om morgenen havde fået traktaten, var faldet om på
posthuset, og døde af et hjerteslag. Det var rystende og svært at forstå og
tro på. Postbudet var en mand i bedste alder, og nu var han pludselig død.
Men det var sandt, og Gud vidste, at denne dag ville være hans sidste, og
derfor ville han give ham en mulighed for at vende sig til Jesus og blive
frelst.
Denne begivenhed siger os, hvor stor en betydning det har at være lydige,
når Gud taler. Og han taler til os om at være rede, når Herren kalder til
omvendelse og frelse. Hvorfor tøve med det mest afgørende i livet til
sidste øjeblik? Det kan blive for sent!
Kære ven, hvordan har du det med Jesus? Har du i tro taget imod ham og
oplevet, at det er sandt, når Bibelen siger: ”Men alle dem, der tog imod
ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;”
Joh. 1,12
“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Joh. 3,16
For, når Gud i dag kalder på dig igennem dette skriftord, så forhærd ikke
dit hjerte; derfor: ”Det hedder jo: I nådens tid bønhører jeg dig;på frelsens
dag hjælper jeg dig.”
2. Kor. 3,16
Du ved ikke, hvor lang tid, du skal være her på jord. Postbudet anede ikke,
at dette var hans sidste dag. Og sådan går det hos mange mennesker. De
tror, at de har masser af tid, men pludselig indhenter døden dem.
Lad ikke denne dag komme til ende, uden at du får gjort op med Gud, som
elsker dig så højt, at han lod sin egen søn dø på korset, også for dig.
Det afgørende er ikke først at blive et bedre menneske, eller at gå mere i
kirke, eller at gøre gode gerninger. Men dette er et spørgsmål om at
komme til Jesus, som du er. Han vil aldrig vise dig bort fra sig.
E. Campbell oversatte
FRELSENS DAG.
”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!”
2. Kor. 6,2
Når vi undersøger andre religioner, finder vi ikke lignende ord. De findes
ikke i Hinduismen. Den siger, at du skal arbejde hårdt og længe, og så skal
du vinde frelsen. Andre religioner siger: du må genfødes så og så mange
gange og da vil du finde frelsen. I Buddhismen hedder det: dræb dine
ønsker, og når du så ingen ønsker har tilbage, så vil du vinde frelsen.
Alle religioner lover frelse engang i fremtiden. Kristus siger, NU. Nogle
mennesker, der, når de møder kaldet, siger, at de vil tænke over det og
beslutte sig i morgen. Måske får de aldrig en ny mulighed.
NU er tiden.
E. Campbell oversatte
EN UNDERLIG MASKINE
“Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som
mand og kvinde skabte han dem”
1. Mos. 1,27
Hvis mennesket selv skulle skabe og udvikle vores krop, og sat den
sammen teknisk som en anden maskine, så ville vi have højlovet den.
Et hjerte slår 70 gange i minutet, dvs 100.000 gange i døgnet, og knap 2
mia på 50 år, og det uden at skulle udbedres. Denne maskine vejer 300
gram.
2 mio. svedeporer i huden ser til, at vores legemsvarme bliver holdt stabilt
på 37 grader. Nerverne er tre gange hurtigere end et lyntog. De omtrent 5
liter blod, som vi har i os indeholder 25 billioner røde blodlegemer og 34
mia hvide blodlegemer.
Men det mener vi er en selvfølge og forundres ikke, da vi ikke er vores
eget værk og altså ikke har skabt os selv. Vi er nemlig Guds skaberværk!
Derfor kan et mennenske lykkes og blive det ufatteligt store: Guds barn,
Guds ven, Guds medarbejder.
Og et mennenske kan mislykkes og blive et umenneske. Af alle skabninger
er vi de eneste, der kan blive det modsatte af det, vi er skabt til. En levende
ræv er og bliver en ræv. Den kan ikke blive en skurkagtig og ond ræv.
Mennesket er en skabning, som på den ene side ligner dyrene og planterne.
Vi kan altså falme og dø, rådne og vende tilbage til jorden, men hvis vi ser
på den anden side, så er vi skabt i Guds billede, så vi ligner ham og lever
evigt hos ham.
En maskine! Ja, bestående af 66% vand – 10,5% fedt – 16,8%
æggehvidemasse – 1,1% kulhydrat – 5,6% aske. Hvis værdien af dette
skulle skønnes, så havde materialet kostet omtrent 20 kroner. Men Gud
elsker os og har blæst sin livsånde i os.
Hvem kan fatte det? Og for at vi ikke skal blive umennesker, sendte Gud
os ham, som Pilatus førte forpint og dømt frem med ordene: “Her er
manden.” Det er i ham, vi ser, hvad Gud havde tænkt sig med os. Det er
også alene med ham, Jesus, at vi bliver det, som Gud har skabt os at være.
“Kirkeklokken” E. Campbell oversatte
KOM MED TIL FESTMÅLTIDET, DU ER OGSÅ INVITERET
(Jesus) “...sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og
tro på evangeliet!«”
Markus 1,15
Sv. Rehling synger: ”O Gud, det er så stort, at du ønsker dit værk udført af
menneskebørn små.”
Vi er blandt andet sat her for at invitere mennesker til det store festmåltid.
E.C oversatte
KOMMER JESUS SNART?
”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg
igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. ”
Joh.14,3
Hvornår kommer Jesus? Dette spørgsmål har utallige troende stillet
gennem tiderne. Og dette er absolut ikke et uvæsentligt spørgsmål. Det er
karakteristisk for troen at forvente. Der bliver ikke spurgt: Kommer Jesus?
Men: hvornår kommer han?
Kom snart, Herre Jesus! Er Bibelens afsluttende ord. Endnu er han ikke
kommet – men han kommer og genrejser alt. Hvornår? Snart!
Allerede Paulus ventede ham i sin egen tid: “Vi, der lever og bliver tilbage
til Herrens komme,” skriver Paulus et sted. Men Jesus kom ikke i hans tid.
Mange andre forventede med glæde; men de måtte indse, at tiden endnu
ikke var kommet.
I 1953 hørte jeg Anne Larssen Bjørner på en messe i Nyborg sige, at hun
forventede, at Jesus ville komme igen, inden året var gået. Nu er der gået
mere end 40 år siden dengang.
I årene 1666 forventede mange kristne i Europa, at Herren snart ville
komme. Den lange trediveårskrig hærgede Europa, og troede, at målet nu
var nået. Nu måtte han da snart komme!
Vi må passe på med at laste dem, der forventede uden at få sine hjertens
ønsker opfyldt. De talte, fordi de troede. Kun dem, der i sandhed tror på
Jesus, kan vente hans komme. Og selv om tog fejl af tiden, så bliver de
ikke gjort til skamme.
Peter taler om nogle spottere, der siger: Hvad sker der med forjættelserne
om hans komme? For fra tiden, hvor fædrene sov hen er alt ved det same
som fra verdens skabelse.
Peter siger, at denne fremstilling er forkert. Gud lod en hel verden gå til
grunde ved vandfloden, og på samme måde vil også den nuværende
verden blive renset, dog næste gang ved ild. Nej, spotternes bevisførelse
holder ikke.
Ordet blev kød – Jesus kom! Hvornår? I tidernes fylde, siger Skriften.
Når han kommer anden gang, bliver det også I tidernes fylde.
Tidernes fylde er, når alt er klart. Kun Faderen alene kender timen, ikke
engang sønnen i sin menneskeskikkelse kendte den præcise tid.
Det eneste, vi har at pejle os efter, er tidstegnene, og dem minder Jesus os
om at agte på. Det profetiske ord lyser og siger ikke så lidt. Det er tydeligt,
at Jesus kommer snart!
Kirkeklokken E.Campbell oversatte
GUD LADER SIG IKKE SPOTTE
”Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det
også høste:”
Gal. 6, 7
Min far der er stammer fra sandhøjene ved Vesterhavet fortalte engang, at
han en aften, hvor torden gik og lynene glimtede, havde set nin far, der
stammer fra sandhøj områderne ved Vesterhavet, fortalte migogle mænd,
der sad inde på det lokale værtshus og drak.
Pludselig tog en afden sit glas, gik udenfor. Da han var kommet ud,
hævede han glasset mod himmelen og sagde: ”Skål Gud!”, og i samme
øjeblik blev han ramt og dræbt af et lynnedslag.
Helge Bækby, ”Tidernes Tegn” Effie Campbell oversatte
ISRAEL
I 1996 var det 3000 år siden kong David valgte Jerusalem til hovedstad.
Utvivlsomt er der sket utallige forandringer i Israel siden dengang, såvel
som det også sker nu. Men vi tror, at lige nu vil Gud vise sig som
Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der står fast på sit Ord. Landet er hans,
og Jerusalem er “den store konges by”, som det står i Bibelen i Salme
48,3.
Vores opgave som kristne erat bede og trøste, støtte og hjælpe, som Herren
leder os med sin Ånd. Hele Zakarias' Bog taler tydeligt og klart om Guds
planer med Israel. Derfor bør vi læse profetierne, før vi beder, så vi kan
bede efter Guds vilje. Bed om, at Helligånden må komme over
Mellemøsten, og at de hårde hjerter må smelte og blive renset og få en ny
ånd i Jeres indre. (Ez. 36,26-29)
Det er sikkert, at det flytter bjerge i åndens verden. For kort tid siden gik
15.000 jøder sammen til Grædemuren i Jerusalem og bad om tilgivelse for
deres egne og landets synder!
Anne Lise Madsen E. Campbell oversatte
Kaldet at arbejde i vingården
“»Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens Herre om at sende
arbejdere ud til sin høst. ”
Luk. 10,2
Om en af sine sange skriver forfatteren, Hjalmar Hansen, sådan:
Jeg var på vej til et korps I Opland, hvor jeg skulle stå for mødet, der
skulle holdes pinsedagene. I toget pinseaften fik jeg denne sang fra Gud.
Officeren og hans kone var begge to fremragende sangere. De øvede på
sangen og sang den 1. pinsedag til formiddagsmødet.
Da mødet var ved at være færdigt, kom der en kvindelig soldat frem og
bad om forbøn. Hun fortalte, at hun i flere år havde følt, at hun burde have
været med i søndagsskolearbejdet, men hun havde ladet være for ikke at
blive for bundet. Denne sang, der lige var blevet sunget, havde dog haft en
stor indflydelse på hende, så hun nu kom frem for at tilbyde sig for
søndagsskolearbejdet.
Var det en tilfældighed, at jeg lige præcis skulle skrive denne sang, lige
inden jeg skulle besøge dette korps, eller var det Gud, der lagde det sådan
til til rette, at sangen blev skrevet lige på dette tidspunkt? Jo, det var
nok Gud, der leder og styrer alt, der organiserede det.
E. Campbell oversatte
DET INDPLANTEDE ORD
“...det ord, som er indplantet i jer,...”
Jak. 1,21
Det drejer sig om at høre Guds ord således at ordet bliver indplantet i
hjertet. Derinde skal ordets træ få lov til at stå og bære frugter for Gud. At
lade Ordet få herredømmet over sind og tanker, så de kan blive vejledt og
retledt af Ordet, det er det, vi kalder omvendelse.
Prøv nu, om du i dag kan lade Guds ord få lov at fæstne sine rødder inde i
dig – tag det ud i dagligdagen – og når du står derude og møder de mange
små og store problemer og skal tage stilling til det ene og det andet, lad så
det indplantede ord vejlede dig at gøre det rigtige.
Han, som i sandhed lader Ordet indplante i hjertet, vil bære smukke
frugter, det slår ikke fejl – det vil sige, det er ikke ham selv, der bærer disse
frugter, men det er det indplantede ord, der gør det. Så bliver al egenros
udelukket, og tilbage står der kun en lovprisen af det levende Guds ord,
der skaber det, det nævner.
Ejnar Fledelius, præst. E. Campbell oversatte
STØV PÅ BRILLERNE
“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til
bjælken i dit eget øje?”
Matt 7,3
Fru Olsen havde en dygtig hjemmehjælp, der hed Anna. Det forekom
næsten aldrig, at fru Olsen satte brillerne på næsen for at vide, hvordan
Anna udført sit arbejde. Men engang tog hun brillerne, satte dem på næsen
og hastede ind i stuen.
“Du må have glemt at fjerne støvet I dag,” sagde fru Olsen, “Se alt støvet
ovre ved klaveret.”
“Undskyld,” sagde Anna, “men har fruen ikke støv på sine brilleglas?”
Fru Olsen tog brillerne af. Jo, Anna havde ret. Et fint lag støv lå på
brilleglassene. Da hun havde pudset dem, var alt fint og rent, “Denne
lektie vil jeg gerne mindes altid,” tænkte fru Olsen.
---
Vi mener ofte, at der er et og andet galt med de andre, og så er det i
virkeligheden os selv, som der er noget galt med. Det er os, der har støv på
brillerne.
Kirkeklokken Effie Campbell oversatte
ENKENS SMÅSKILLINGER
Han så også en fattig enke, som lagde to småskillinger i den. Og Han
sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: denne fattige enke lagde mere end alle
[[de andre]]!
Luk 21:2-3
En velhavende kvinde blev bedt om en pengegave til et velgørende formål.
“Det vil jeg gerne,” svarede hun, “men de må være tilfreds med enkens
småskillinger.” “Det er alt for meget,” lød svaret, “Det kan vi slet ikke tage
imod.”
“Alt for meget?” sagde kvinden. “De må have misforstået mig. I den sidste
tid har jeg givet så meget til velgørende formål, at de denne gang må være
tilfreds med enkens småskillinger.”
“Men kære frue,” svarede ham, der indsamlede penge, “det er alt for
meget. Enken, som de omtaler gav alt, hun ejede som en gave til Gud.
Men jeg synes, det er alt for meget, hvis de vil give alt, som de ejer.” Det
endte med, at kvinden gav en god pengegave; men efter denne dag
sammenlignede hun aldrig sine gaver med enkens småskillinger.
“Kirkeklokken''' E. Campbell oversatte
SALMER OG SANGE
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom
hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres
hjerte til Gud. ”
Kol.3,16
Det du ønsker, at dine børn skal rodfæstes i og leve af åndeligt, det skal du
synge ind i deres sind. Og du skal begynde tidligt. Morens sang ved
vuggen stemmer barnesjælen til den rette tonefald. Det som vi ældre tror er
værd at leve og dø for, det skal vi synge ind i vore børns sind.
Jeg har I flere år haft en salmebog liggende på mit natbord både dag og
nat. det har jeg haft stor glæde og jeg vil meget gerne lade dette gå videre
til andre.
Jeg husker fra mine børneår, at da mine ældre søskende kom hjem på
besøg søndag eftermiddag, så var det selvfølge, at vi skulle synge. Så kom
Mortan Eskesens salme- og sangbog ned af hylden, og så sang vi af
hjertets lyst, til trods for, at ingen af os var særlig god at synge.
Der er et bestemt sted salmebogen altid bør ligge, og det er ved
sygesengen. Et salmevers kan du altid læse, og det sker, at et enkelt vers
eller bare en linie af salmen kan live een op.
“Et Ord med på Vejen.” E. Campbell oversatte
ORD OM KORSET
“»Det er fuldbragt.«”
Joh. 19,30
Kristendom uden kors er som en bil uden motor: Du kan sagtens sætte dig
ind i den og have det godt; men den fører dig ikke frem til noget.
Da Ypperstepræsterne, rådet, tjenerne, den romerske landshøvding og
soldaterne langfredag omsider var færdige med deres slid og havde fået
Jesus hængt op på korset, da var det ikke deres værk, men Hans' værk, der
var “fuldbragt!”
Efter Kr. Friis: “Pigge og Nagler”.E. Campbell oversatte
FRØKORN
”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. ”
Matt.5,14
Der bliver fortalt om den norske digter, Henrik Wergeland, at han på sine
ture og rejser altid medbragte en pose med blomsterfrø med sig.
Skete det så det, at han kom forbi et lille bart stykke jord, hvor der intet
voksede, så tog han en håndfuld af sit frøkorn og såede det på stedet, så at
han næste gang, han kom forbi stedet kunne se et stykke jord med smukke
blomster der i stedet for en bar plet.
Det er også vores pligt som kristne at så frøkorn, der hvor vi færdes. Vi har
fået del i Guds ord og det skulle helst gribe os så meget, at vi gerne bærer
det videre til andre mennesker. Og det haster...
“Et Ord med på Vejen”. E. Campbell oversatte
Få dig af livets brød
“Jeg er livets brød. ”
Joh. 6,48
Mange mennensker læser næsten aldrig Guds ord, Bibelen. Så har de ingen
trøst og ingen hjælp. Hvorfor det? Fordi ordet fra Jesus og ordet om Jesus
ikke er blevet “Livets brød” for dem. De lever ikke i atmosfæren, hvor
Guds ord er som den daglige føde, som vi må have.
I en salme står der: Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne
jord.” Mange mennesker husker, at sådan var det I deres barndomshjem
engang. De tænker tilbage på det med glæde. Men hvordan er situationen
ivores hjem idag? Er Guds ord det daglige brød, der fører Jesus nær til os?
E. Campbell oversatte
Se, dér er Guds lam
”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds
lam, som bærer verdens synd. ”
Joh. 1, 29
Martin Luther.
Se det Guds lam, der bærer al verdens synd. Gud siger: “Jeg ved, at dine
synder er alt for tunge for dig at bære. Se, derfor vil jeg lægge dem over på
mit lam og fjerne dem fra dig. Tro blot dette! Når du gør det, så er du fri
fra synden.
Synden har blot to steder, den kan være: Enten er den hos dig og ligger om
din egen hals, eller også ligger den på Kristus, Guds lam. Ligger den nu på
dig, så er du fortabt; men når den ligger på Kristus, så er du fri fra den og
bliver salig.
Vælg nu, hvad du vil! I henhold til lov og ret, så burde det være således, at
synden lå på dig. Men af nåde er den blevet kastet på Kristus, Guds lam.
E. Campbell oversatte
GUDS GRÆDENDE ØJE
”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine
kyllinger under vingerne, men I ville ikke.”
Matt. 23,37
I sin bog, “Undret som väcker oss alla” fortæller Roger Larsson om en tur
til Israel. Her vil vi medtage den tekst-sekvens, hvor han besøger en kirke:
Denne stille sabbatsmorgen I Jerusalem havde jeg søgt ind i det lille kapel,
Dominus Flevit (“Herren græd”), eller som der også bliver sagt: “Kirken
hos den grædende Gud”. Den har form af en tåre, en dråbe, og det er, som
om den er faldet ned lige der på Oliebjerget, på det sted, hvor Jesus græd
om Jerusalem. Hyldet af menneskemassen var han kommet fra Betfage
mod Jerusalem, ”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og
sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men
nu er det skjult for dine øjne.” Luk.19,41-42
Der er i sin tid blevet fundet afbildninger af tårer her på stedet. Da
franciskanske arkæologer i midten af det 20. århundrede foretog
udgravninger der inden kirken blev bygget, opdagede de resterne af et
mosaikgulv fra en meget gammel kirke, der helst var blevet opført allerede
i det 6. århundrede. På mønstret i mosaikgulvet var der også tårer, og fra
disse udgik der pile, der viste, hvilken retning de havde: mod Jerusalem.
Her sad jeg nu i stilheden og kiggede op mod altervinduet, der var lige
foran mig. Det forestillede udsigten over Jerusalem, over Tempelpladsen
med velkendte bygninger, med tårne og kupler, og jeg så ud over de mange
huse i byen, opført i de karakteristiske hvide kalksten.
Men her var noget mer, et perspektiv, der vendte indad, imod hjertet hos
den grædende Gud. Hele vinduet vidnede om det. Kunstneren havde
lykkedes at afbilde dette så enestående klart.
Jeg så tårerne, de store dråber allesteds i altervinduet. Og jeg så torne, der
endnu ikke var blevet bundet sammen til en tornekrone. De lå der i en
bunke. Allerede der havde Jesus oplevet pinen, sorgen over folket.
Han så byen og græd.
Udenfor altervinduet gik menneskerne forbi, den ene efter den anden. De
kastede et hastigt blik ind og fortsatte derefter deres rute, alle syntes de at
have den samme længsel at få lov at se Jesus, se den hellige Gud, møde
den Hellige Ånd.
Lige pludselig så jeg den – billedet fra mine børneår, som jeg farvede i
søndagsskolen, og som jeg havde set så levende for mig: hønen, der samler
sine unger under sine store, trygge vinger. Her på Oliebjerget og inde i
kapellet, der var formet som en stor dråbe, var dette billede at se på
forsiden af alteret. Den var lavet af skinnende mosaik. Og jeg tænkte på
Jesu ord: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler
sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.”
Matt. 23,37
Men det er ikke alene en vemodig klage, billedet udtrykker. På een gang
udtrykker den også en kaldende tone. ”Kom her til mig,” siger Herren,
”Kom ind her, hvor der er trygt at være. Kom ikke blot med et hurtigt
henkastet blik ind for så at ile videre.
Kom!
Bliv ved med at se op på mig.
Se og lev.
E. Campbell oversatte