11.december 2024
Hvor blev Jesus af, dengang julemanden kom
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en
herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Joh.1,14
David Marshall
Jeg var bare tre år gammel, dengang jeg gennemskuede løgnen om
julemanden. Det er ikke sådan, at jeg er noget vidunderbarn. Den tykke
mand, der snød sig ind på mit værelse og lagde et pudebetræk med nogle
spændende ting indeni ved min seng, var uden tvivl min far.
Som fem år gammel blev jeg med eet totalt klar over situationen og
mistede alle illusioner om julemanden. Byen hvor vi plejede at købe ind til
julen var oversvømmet af rødklædte, vatskæggede, bredskuldrede og
poseslæbende mænd. Den første gang jeg kom i nærheden af en af disse
var han i gang med at stjæle pungen fra en kvinde, der var på juleindkøb.
Min mor sørgede for, at manden blev arresteret.
Den oplevelse glemte jeg aldrig. I skolen sad læreren og fortalte om den
gamle, evigt unge fortælling om Jesus, hyrderne, stalden, stjernerne, de
vise mænd og gaverne, guld, røgelse og myrra, som de bragte med sig fra
Østen. Pludselig tilføjede læreren: ”Og hvis I nu er søde og rare, så vil
julemanden helst sikkert give jer nogle julegaver...”
Det blev for meget for mig. Jeg begav mig til at fortælle om den
langfingrede julemand, jeg havde set. Mine venner blev chokerede og
græd. Alt blev kaos derinde i klasseværelset – og vi var endda kun drenge i
klassen. - Læreren blev rasende: ”Marshall, hvor vover du dig!”
En af mine venner kom mig til undsætning med et spørgsmål, der fik
læreren og hele klassen til at miste mælet: ”Hr. Lærer, hvad skete der med
Jesus, dengang julemanden kom?” Læreren forblev tavs. Men her kommer
svaret: Han blev glemt. Et skilte med teksten: ”Vi har ingen ledige rum”
blev hængt over den planet, han kom til at frelse. Og den tid på året, som
de kristne kalder ”adventstiden”, bliver mest af alt til en gigantisk
”forbrugsfest”, et hæsblæsende jag, hvor vi skal overgå hinanden og nå
mest muligt. Advent burde være en forberedelsestid, hvor vi minder
hinanden om sandheden, at Jesus blev menneske, og hvor vi også mindes,
at det barn, som dengang blev født under fattige kår, snart vender tilbage
igen som kongernes Konge.
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed ...”
Joh.1,14
Men det der er endnu større er, han kom for at frelse mennesker fra deres
synd. For at bringe os frelse.
Lad aldrig en gammel julemand få lov til at skubbe denne sandhed væk!
”Tidens Tegn”. Effie Campbell oversatte
Julehåbet
”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den
første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. ” og ”Og jeg hørte en høj
røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos
dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil
tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg,
ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er
forsvundet.”
Åb.21,1 og 3-4
Dengang jeg som barn havde åbnet alle mine julegaver ventede jeg altid på
noget større. Ikke flere gaver, men ”mere” i en dybere og større betydning.
Jeg kunne lade gaverne ligge, strakte mig ud mod vinduet og længselsfuldt
skue ud over de snedækkede vidder udenfor. Hvad længtes jeg efter? Jesus
var jo kommet. Hvad mere kunne jeg forvente og håbe på? Hvorfor
fornemmede jeg denne besynderlige længsel efter en mere fuldendt jul?
Ganske vist var jeg kun et barn, men på en eller anden underlig måde
havde jeg forstået, at julen på denne side af evigheden ikke er mere end et
løfte. Frelseren er kommet, jo, rigtigt, men historien er ikke slut endnu.
Der råder fred i vore hjerter, men vi længes også efter, at der skal være fred
i verden. Hver gang vi højtideligholder Jesu første komme, så stadfæster vi
samtidig, at nu er hans anden komme ét år nærmere. Samtlige vore
julesalmer er som en genlyd fra de himmelske hymner, der skal fylde alle
himmelrum, når Gud gør alle ting nye. Hver eneste julegave er også et
tegn, der peger mod den største af alle gaver: Det evige liv. Hvert smil
minder os om den glæde, der venter os, når vi i al evighed får lov til at
være sammen med vore kære.
Englene over Betlehems marker bebudede Jesu fødsel, men en dag vil de
bebude hans genkomst. Flammen i julelyset skal minde os om det lys, som
”Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den
med deres herligheder. ” Åb.21,24 Hver jul kan vi festeligholde, at nu er
hans genkomst ét år nærmere.
Maran ata(Vor Herre kommer). Glædelig jul. Du kom til os, og du vil
komme igen!
Jul i Korea
”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives
jer i tilgift. ”
Matt.6,33
W.F.Miller
Den bedste af alle årets dage nærmede sig hastigt, hvor vi skulle fejre og
holde Jesu Kristi fødselsdag. Vi var alle sammen spændte. Børnene på
børnehjemmet var ivrige efter at lære deres del af juleprogrammet.
Vi havde bestilt julegaver, slik og mad fra Seoul, 240 mil derfra. Det var
det eneste sted, hvorfra det kunne lade sig gøre at få det – og det med tog.
Det gjorde vi tre uger før jul, og den første uge skete der ingenting. Da
begyndte de togansatte en strejke. Der gik en uge og så en mere og det var
lige før juleaften. Jeg cyklede til jernbanestationen, der lå en mil fra vores
hjem i Milyang. Men der havde ikke endnu været nogen tog, og dermed
heller ingen madvarer, julegaver eller slik. Jeg cyklede tilbage igen. Min
hustru mødte mig ved dørtærsklen. Hun spurgte: ”Har der ikke været
nogen tog endnu?” - ”Nej,” svarede jeg, ”og direktøren der vidste ikke
hvornår der ville komme et tog.” - ”Det her bliver en fattig jul,” sagde min
hustru. Vi havde næsten ingenting i huset, en lille smule mel og ris, det var
alt.
Jeg forsøgte at opmuntre hende og sagde: ”Min Gud har endnu aldrig
svigtet os.” Men selv mens jeg sagde dette følte jeg mig tung og
modfalden. Da kom Herrens ord tl mig: ”Men søg først Guds rige og hans
retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. ” Matt.6,33 Gud sagde,
”alt det andet” - Hvad betyder det? Gjaldt det også det vi havde bestilt og
ventede så spændt på. Vi skulle holde højtiden sammen med børnene.
Den følgende dag, juleaftensdag, stod jeg tidlig op, langt inden det
lysnede, og cyklede igen mod togstationen. Igen fik jeg det samme svar:
”Der har ikke været noget tog og jeg ved ikke, hvornår der kommer
nogen.” - Jeg begav mig til at bede: ”Gud, hvad skal vi gøre?” Jeg
mindede Ham på, at Han havde lovet at være med os alle dage indtil
verdens ende. Solen tonede frem i øst. Min hustru kom igen imod mig.
Hendes øjne var våde. ”Hvad gør vi? Hvad skal vi sige til børnene?”
Jeg svarede: ”Min kære, Gud har endnu aldrig ladt os i stikken.” Vi gik
indenfor, læste i Guds ord og faldt på knæ. Vi havde ingen ord at sige – vi
kunne kun græde. Mens vi lå der bankede der på døren. Udenfor stod der
en lille koreansk dreng med en kurvefuld af æg i favnen. Jeg sagde til min
hustru: ”Gud har ikke svigtet os – vi har æg til jul.” Igen faldt vi på knæ,
men denne gang for at takke Gud for æggene. Atter var der nogen, der
bankede på døren. Vi skyndte os ud – vores tro voksede. Der stod en ung
koreaner. Han rakte os en stor pakke indviklet i avispapir. Jeg tog den og
lagde den på køkkenbordet, og idet jeg gjorde det, kunne jeg føle noget
levende indeni. Hurtigt åbnede jeg pakken – det var en stor fisk på 10
pund. ”Ser du,” sagde jeg, ”Gud svigter os ikke.” Og igen måtte vi takke
Herren.
Mens jeg skar fisken op og tog indvoldene ud var der nogen udenfor
døren, der stod og råbte på japansk. Jeg kiggede ud. Det var
politimesteren.
Vi var i Korea under massenedslagtningen. Vi blev arresteret og troede, at
han var kommet tilbage igen for at arrestere os, men det var han ikke. Han
sagde: ”Jeg er kommet her med en gave fordi jeg ved, at det er jeres Guds
fødselsdag. Jeg er lige kommet til dette sogn og jeg vil at I skal vide, at jeg
værdsætter jeres arbejde som missionærer højt og jeg vil gerne være jeres
ven.”
Han havde en koreansk mand med sig, der bar på tre kasser. Han spurgte
hvor han skulle sætte kasserne. Jeg bad ham sætte dem i korridoren. Jeg
takkede hjerteligt og vendte ind for at hente hammeren til at åbne kasserne.
Der var mandariner i alle kasserne. Vi var ellevilde af glæde og fyldt med
taknemmelighed til Herren. Det her var det rene luksus for disse små
koreanske børn. Vi talte mandarinerne. Der var 320, altså rigeligt til alle
børnene og endda nogle til os også.
Jeg havde spist mange gode julemiddage, men aldrig nogen bedre end
denne her, der bestod af æg, fisk og mandariner.
Der er nu gået mange år siden dengang, men Gud har endnu aldrig svigtet
os.
Glædelig jul alle sammen!
”Kirkeklokken” 1969. Effie Campbell oversatte
Julen var dyr
”men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var
han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu
ved tidernes ende af hensyn til jer, ”
1.Pet.1,19-20
Julen kostede Maria og Josef det, at de måtte undvære den hyggelige
atmosfære i deres hjem de mange år, de måtte opholde sig i Ægypten for at
beskytte det lille barns liv.
Det kostede mødrene i og omkring Betlehem deres små børn, fordi den
grufulde Herodes slog dem ihjel.
Det kostede hyrderne deres hvile, da blev nødt til at efterlade fåreflokken
til fordel for krybben.
Det kostede de første apostle og andre kristne disciple forfølgelse og ofte
død.
Det kostede missionærene ufattelig megen lidelse og afsavn at forkynde og
udbrede evangeliet.
Men mere end alt dette – det kostede Gud Fader sin eneste søn – Han
sendte Ham til jorden for at dø for synge mennesker.
Det kostede Jesus et liv i offer og tjeneste og en hård død på korset, hvor
Han bar verdens synder.
ER JULEN FOR DYR?
Det er den, hvis den blot betyder at give og modtage gaver.
Det er den, hvis den bare betyder juletræ og dekorationer.
Det er den, hvis millioner bliver anvendt til denne fest.
Det er den, hvis den blot betyder nogle fridage.
JULEN ER IKKE FOR DYR
Hvis den bringer håb til verden!
Hvis den betyder syndernes forladelse!
Hvis den betyder fred mellem mennesker!
Hvis den forbereder mennesker til at komme til Himmelen!
Hvis vi ser på det, Gud og Kristus gav, og ser vi så al verdens nød, er julen
da overhovedet dyr nok for os?
”Kirkeklokken 1969. Effie Campbell oversatte
En julefortælling om et gøgeur
”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes
op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den,
som banker på, lukkes der op for. ”
Matt.7,7-8
En diakonisse og sygeplejerske, der arbejder på plejehjemmet i
Betaniahuset nær Solingen i Tyskland, oplevede engang noget ganske
særligt:
Hun tænkte meget på alle dem, der led under diverse dårligdomme og
sygdomme og var plagede i denne verden og derfor havde hun i mange
uger op til julen pakket 24 pakker. Arbejdet med at finde, købe, pakke og
sende afsted havde udmattet hende, men alligevel havde det fyldt hende
med glæde og taknemmelighed.
Men der manglede endnu en pakke, der skulle sendes afsted. Den skulle til
Polen. Hun havde lige akkurat penge nok til pakken. Hun kunne ikke lade
være at se op på sin tomme væg, og så kom hun i tanke om et ønske, hun
længe havde næret, ønsket om at købe et gøgeur. Når alt kom til alt, så
måtte hun også være lidt god ved sig selv!
Havde Bibelen ikke en påmindelse til de kristne om at elske andre som sig
selv? 24 pakker var beviset om hendes kærlighed til dem, der var hendes
næste, venner og slægtninge! Nu måtte det da være i orden at være lidt god
ved sig selv også!
Som julen nu nærmede sig fik hun ikke ro i sindet. Hun havde flere gange
planlagt at tage ud og se på gøgeuret, men hver gang havde hun lagt
pengene tilbage i sin pung.
”Måske har menneskene i Polen ikke længere brug for min hjælp,”
forsøgte hun at sige til sig selv. Men så blev det pludselig klart for hende,
at tankerne blot var et forsøg på at standse hendes gode planer og hun tog
så afsted for at bruge sine sidste penge til ting, man ikke kunne få fat på i
Polen og snart var købt, gjort klar og sendt afsted.
Glad vendte hun tilbage for at hvile sig efter en lang tur ned til posthuset.
Pludselig ringede en eller anden på døren. Usikker og tvivlende åbnede
hun døren og derude stod postmanden med en pakke til hende. Hun kunne
slet ikke forestille sig, hvem der havde sendt den. Efter at have anstrengt
sig lykkedes det hende at stave sig gennem navnet af afsenderen. Og da
huskede hun. Det var fra nogle mennesker i Schwarzwald, som hun havde
mødt for en rum tid siden og som hun siden havde sendt lidt kristen
litteratur.
Da hun havde fjernet det brune papir og åbnet æsken havde hun nær
skreget højt af glæde og fryd, for i æsken lå der et gøgeur, et ægte gøgeur
fra Schwarzwald!
Disse mennesker fra Schwarzwald ønskede at vise deres taknemmelighed
for den kristne litteratur, diakonissen havde givet dem. Eller var det mon
Gud selv, der brugte familien i Schwarzwald til at pynte væggen og til at
lyse op i livet for denne troende diakonisse? Kald det hvad du vil, men selv
er denne tyske diakonisse overbevist om, at Gud ikke blot lytter til de tavse
ønsker vi gemmer på i vore hjerter, men at Han også taler til os, endda
igennem en gøgelyd, for hver gang gøgen slår sine timeslag, så minder det
hende om, hvordan sejren over selviskhed og det at være syg efter verden
kan føre til den allerstørste glæde.
”Kirkeklokken” Effie Campbell oversatte
Stor glæde
”Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor
glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i
Davids by; han er Kristus, Herren. ”
Luk.2,10-11
Allerede fra det første ophav, dengang Gud skabte menneskene og blæste
livsånde ind i det, har Gud elsket sin skabning. Men det var snart, at
djævelen begyndte at arbejde imod Gud for at få mennesker til at vende
ryggen til Gud og gå imod hans bud og forskrifter.
Menneskene begav sig til synd. Gud hader synd. Han hader synden, men
selvom Han hader synden, så hader Han alligevel ikke synderen.
Tværtimod, så elsker Gud synderen.
Da synden havde fået en sådan magt over menneskeslægten, at Gud var
nødt til at sende syndfloden over jorden, så kunne han dog ikke få sig til at
udrydde mennesker nådesløst. Han ønskede at give dem en mulighed for
frelse. Han lod Noah bygge arken, så alle dem, der holdt sig til den levende
Gud, skulle frelses. Efter syndfloden blev mennesker igen flere og flere.
Synden fik atter herredømmet, så mennesker vendte ryggen til Gud. Gud
sendte sine profeter for at advare folk og bede dem igen omvende sig til
den levende Gud, for Han elskede stadig menneskene på samme vis. Men
snart blev det igen klart for Gud, at mennesker havde fjernet sig så langt
fra Gud i synd, at dette kun kunne genoprettes gennem dette ene. Gud
måtte lade sin eneste søn drage ned på jorden, blive født, leve og dø som
menneskesøn. Kun hvis Guds søn gav sit liv til os, kunne Hans blod blive
løsesum for alle verdens synder. Og så højt elskede Gud verden, at han gav
sin enbårne søn ned til vor verden.
Det var disse glædelige nyheder englene forkyndte den første julenat.
Verdens Frelser var født.
Nu er der gået 2.000 år siden det skete, men holder vi jul for at mindes
denne umådelig store kærlighedsgerning mod menneskeslægten af gud?
Jesus Kristus blev født i en stald den første julenat på jorden. Han gav sit
liv på Golgata, men inden han udåndede, råbte han: ”Det er fuldbragt!”
Hvad var det, der var fuldbragt? Såmænd hele frelsesgerningen, som han
var sendt herned for at fuldføre, var nu fuldt ud opfyldt. Nu havde han med
sit eget blod kvitteret for al verdens synd. Derfor skal enhver, der tror på
ham ikke fortabes men have evigt liv.
Jo, minsandten, Gud elsker os stadig ligesom før, og derfor kan vi glæde os
over julebudskabet: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er
Kristus, Herren. ” Luk.2,11 og sammen sige:
Nu, kære Herre Jesus Krist,
gør dig en vugge i mit bryst,
tag herberg i mit hjerte der,
at jeg dig aldrig glemmer mer!
J.Kass
”Du har sejret, galilæer!”
”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og
dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en
krybbe.« ”
Luk.2,11-12
En af de romerske kejsere, der var størst modstander af de kristne, det var
Julian den Frafaldne, der var kejser i perioden(361-363). Han blev kaldt
”den frafaldne”, fordi han som ung havde støttet kristendommen, men efter
at han var blevet kåret til kejser vendte han 180 grader og blev hedning
istedet.
Hedenskaben fik gode vækstbetingelser under Julians herredømme og
hedningerne fik mange privilegier, men alligevel var der kun ganske få,
der svigtede deres kristne tro og gik over til hedensk tro.
Julian var næsten 32 år gammel, da han omkom under et slag mod
perserne i året 363. Der siges at inden han udåndede rakte han sine hænder
mod himmelen og råbte: ”Du har sejret, galilæer!”
Til sidst måtte Julian erkende, at Jesus Kristus havde sejret, men det har så
mange andre mennesker også måttet sande. Hvor meget de end forsøgte at
kæmpe imod Kristus, så vandt de ikke den endelige sejr over ham, men
måtte bukke under. Det måtte mange erkende, om ikke før, så i det
mindste, da livets timeglas var ved at rinde ud.
I menneskers øjne ser det fattigt og usselt ud, at et barn bliver født i en
krybbe – og fattigt var det da også, men dette lille barn sejrede til sidst!
Der var noget foragteligt og hånligt i at se en mand hænge på et kors, men
manden på korset sejrede den endelige sejr påskemorgen!
Jesus sejrede over djævelen og den onde – han kæmpede kampen til ende
og han vandt sejr.
Også vi kan vinde den endelige sejr – hvis vi lader Jesus råde over vort liv,
så vil vi sejre sammen med ham.
Engelen sagde den første julenat ude på Betlehems marker: ”... Fred til
mennesker med Guds velbehag!” luk.2,14
Ja, sådan lød hilsenen, men fred på jord får vi ikke undtagen når Jesus
vinder og besejrer menneskehjerter. - Lad derfor Jesus besejre dit hjerte, en
sejr, der gør dig til en del i frelsen og du er med til at gøre hilsenen om fred
på jord til virkelighed.
I et troende menneskes liv findes der altid en kamp, men en kamp, der til
slut vil føre til den endelige sejr, hvis man er vedholdende, og sejren vil
give een en himmelsk fred.
Sådan er den kristnes liv, spændende, indholdsrigt og glædeligt.
Gud give, at ham, der blev født ind i verden i en stald i Betlehem julenat,
at han må vinde sejr i mit og dit liv – for så er livet værd at leve”
G.Z.
JULENS BUDSKAB
Chr. C. Svendsen, redaktør
”... »Hvor er jødernes nyfødte konge? ... ”
Matt. 2,2
Dette var spørgsmålet, som de vise mænd satte, dengang de ankom til
Jerusalem. Hvem var disse vise mænd? Man har ment, at det var tre
repræsentanter for hedningefolket. Vi ved det ikke med sikkerhed, heller
ikke, om de var tre eller flere.
Det bliver heller ikke sagt.
Allerhelst drejer det sig om efterkommere af jøderne, der 500 år forud for
dette blev fordrevet ud af deres land af Nebukadnezers hærenheder,
dengang Babel besatte landet, destruerede templet og tvang størstedelen af
folket i eksil.
Knap hundrede år senere vendte en lille folk tilbage og genopbyggede
Jerusalem, men størstedelen af det jødiske folk forblev i Babal, hvor de
efterhånden opførte en skole for den jødiske tro, en institution, der fik en
afgørende betydning for, hvordan det senere skulle gå for det jødiske. Her
blev Skrifterne grundigt gransket, og der, hvor Guds bliver gransket
helhjertet og redeligt, der er der også mulighed at få en åbenbaring.
De har kendt til stederne i det Gamle Testamente, hvor der bliver sagt, at
en konge skulle fødes, een, der skulle frelse folket. Et af disse steder, som
de utvivlsomt har studeret er, 4. Mos. 24,17:
”... En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, ...”
Men der er allerhelst flere skriftsteder fra Bibelen, der har inspireret dem.
Og da tiden var moden til, at disse historiske begivenheder skulle gå ud,
virkede Helligånden blandt disse teologiske forskere. En dag så de denne
usædvanlige stjerne, og disse lærde mænd har ganske givet omtalt dette
fænomen. En lille delegation blev udvalgt og sendt afsted til Jerusalem. De
fik gaver at medbringe til den nye konge og tog så afsked, langs
Eufratfloden, gennem den tørre ørken og nordfra kom de ind i landet, langs
Megiddo-passet og så videre til Jerusalem.
Hvor længe var de undervejs? Mindst to uger. Troen og håbet bar dem
fremad. I Jerusalem begav de sig straks til at spørge efter den nyfødte
konge. Men byens indbyggere kendte intet til det. Vismændene fortalte, at
de havde set hans stjerne i Østerland, og nu var de kommet denne lange vej
hertil for at tilbede denne enestående person. Da Herodes fik nys om,
hvorfor disse fremmede var kommet til Jerusalem, blev han rædselsslagen.
Men han fejede ikke det hele af bordet som noget ævl, for de gamle
skrifter havde en mægtig indflydelse på det jødiske folk. Han kaldte byens
skriftkloge sammen til sig og spurgte dem: ”Hvor skal Kristus fødes?”
Hvad står der skrevet om dette?”
Disse skriftlærde mænd gav kongen et klart svar: ”I Betlehem – for
profeten skriver: ”Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den
mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal
vogte mit folk, Israel.« ” Da Herodes hørte dette, sendte han i
hemmelighed bud efter vismændene og forhørte dem indgående om,
hvornår de første gang havde set stjernen. Mon ikke, han derved mente at
kunne udregne, hvor gammelt barnet så nu måtte være blevet.
Han bad vismændene drage afsted og finde barnet og så derefter komme
tilbage til ham og fortælle, hvor denne konge befandt sig, for han ville så
gerne komme og tilbede ham. Men han løj, han havde svig i tankerne. Han
havde skjulte planer. Herodes troede tilsyneladende profetens ord; men han
gjorde sig nogle forkerte konklusioner. Hans hjerte var ikke ret i forhold til
Gud. Det er ikke nok blot at vide om Guds ord. Hjertet må stilles ind til
sandheden. Da de vise mænd trådte udenfor igen måtte de erkende, at dette
fik de ikke noget ud af. Og de havde nu ingen at vejlede sig. Men da så de
pludselig stjernen, som de engang havde set i Østerland, og de blev meget
glade.
Disse mænd ønskede at finde Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Og
de fandt ham. Stjernen gik foran og viste dem vejen. Her kan vi lære noget
vigtigt. Hvis du følger det lys, du har, så bliver du ført videre på den rette
vej, også selv om du skulle komme til et sted, hvor alt synes at være
håbløst. Det er Jesus, der er svaret i dit liv.
De fandt frem til huset, hvor barnet befandt sig. De gav deres gaver til
barnet og de tilbad kongen.
Så skulle de vende tilbage og give Herodes besked med alt dette. Men
disse mænd var følsomme i ånden – det var derfor, de var vise. Gud kunne
advare dem, så de ikke opsøgte Herodes, og de satte straks kursen mod
deres eget land.
- - -
Jesus er kongen. Inden hans fødsel sagde en engel til hans mor: ”Hans
navn skal du kalde Jesus. ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og
du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes
søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være
konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans
rige.« ” Luk. 1,31-33
I den kristne kirkeskare har vi lagt vægt på, at Jesus forsonede vore synder
med sit blod. Og dette er en afgørende sandhed. Dette er begyndelsen til
evangeliet, glædesbudskabet. Men vi må ikke glemme enden. Vi skal
huske på, at han er konge. Han vender tilbage for at sætte sig på sin høje
trone i Jerusalem. Han kaldte Jerusalem ”Den store konges by”. Det var
det, der engang begyndte i Betlehem. ”Kirkeklokken”.
E. Campbell oversatte.
Det eneste jeg ønsker mig til jul
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver
os vore synder og renser os for al uretfærdighed. ”
1.Joh.1,9
Hvis vi bekender, at vi har syndet, kan vi komme til vor Frelser og
modtage tilgivelsens gave.
C.S.Lewis skrev: ”Det at få tilgivelse fra Jesus er som at få overrakt et
videobånd med hele dit liv på, hvor alt er blevet slettet af båndet. Utroligt,
vidunderligt! Så kom vi ind i et personligt forhold til Ham og modtager
som gave Hans Helligånd.
Det er en virkelig julegave. Men ligesom med alle andre julegaver, så må
vi være villige til at modtage den og åbne den.
Er du villig til at give Ham dit hjerte denne her jul? Vil du ligesom de tre
vise mænd:
* Bringe myrra – dine synder bliver lagt bag dig
* Bringe røgelse – idet du kommer ind i et personligt tillidsforhold til
Ham.
* Bringe guld – idet du giver Ham det bedste du har. Dig selv!
Hvis du ønsker at tage imod Ham, bed da denne her bøn:
Tak Jesus, at du forlod Himmelen for at komme til vor verden som et lille
barn. Tak for alt det, du så gerne ønsker at give mig i dette liv. Tak, fordi
du døde for mine synder. Jeg ved, at jeg er en synder, og jeg er umådelig
ked af det. Tilgiv mig, Herre. Kom med din Helligånd ind i mit liv. Hjælp
mig fra denne stund til at vise, at jeg tilhører dig og ønsker at følge dig.
Amen!
E.C oversatte
GUDS JULEGAVE TIL DIG
Når vi juleaften går til en fuld kirke og hører disse smukke ord fra
Luk. 2,1-11, bliver vi alle grebet. Teksten er om Maria, fødslen, krybben i
stalden, hyrderne og englene, dem, der viderebringer de gode nyheder:
”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at
holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens
Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig
indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til
Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og
slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som
ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun
fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for
der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt
over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed
strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:
»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele
folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en
krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare,
som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred
til mennesker med Guds velbehag!” Luk.2,1-14
Dette er så smukt, så stort, så rent og guddommeligt. Det har alle
momenter i sig, der viser Guds kærlighed til os mennesker, og det store er,
at alle er medtaget. Gud gør ikke forskel. Alle er med, Gud har alle
mennesker kære.
Derfor er juletraditionen og vores kristne kulturarv så betydningsfuld. Den
peger tilbage til vore rødder og viser os vejen ind i evigheden. Når et
samfund bliver afkristnet og verdsliggjort, så mister vi ærefrygten for Gud
og derefter agtelsen for naturen og medmennesket, skabt i Guds billede.
Da får vi et koldt samfund, hvor ingen kærer sig for sin næste. Da bliver
det jeg og mit, der tæller.
Jeg takker Gud for, at jeg er født i et land, hvor jeg har hørt evangeliet fra
barnsben af. Tak til mor og far, mine bedsteforældre. Ikke mindst, tusind
tak for, at jeg fik lov til at møde Jesusbarnet i krybben, og endnu større er
det at have modtaget den opstandne Frelser, Jesus Kristus.
Her i julen ser vi lysene fra tusinder af hjem nede i byen, og jeg tænker:
Jeg håber, at alle får en velsignet juleaften, og at de vil møde den
opstandne Jesus Kristus. Julen er en glædelig højtid, hvor vi skal glemme
det, der er trist og ondt. Som det står i Neh. 8,10: ”Nehemias fortsatte: »I
skal fejre dagen med et festmåltid, fede retter og søde drikke, og dele med
dem, der intet har. Vær ikke sørgmodige, for glæden fra Herren giver jer
styrke!« ”
Naturligvis er julen en svær og følsom tid for dig, hvis du har oplevet sorg
i det forgangne år eller i de forgangne år. Måske har du mistet en af dine
kære, eller har gennemgået diverse prøvelser, f.eks. Sygdom, skilsmisse,
arbejdsløshed eller bankerot. Uanset hvad, gør da som Skriften siger. Glæd
dig i Jesus, der kom herned for at frelse os. Husk, at glæden i Herren
overskygger al sorg og alle prøvelser. Husk, at glæden i Herren er din
styrke.
Så er der kun tilbage at sige: Velsignet og god jul. Husk, du er talt med.
Effie Campbell oversatte
1.søndag i advent
Lyset brød frem
”Zebulons land og Naftalis land, Vejen langs Havet, Landet på den anden
side af Jordan og Folkeslagenes Galilæa, det folk, der sad i mørket, har set
et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset
frem.”
Matt.4,15-16
Så kom advent igen. - Adventslysene bliver tændt og mange steder lyser
adventskransene også i mørket. Vi er nu nået frem til årets mørkeste tid,
hvor hver dag er mørkere end den anden, ja når der er mørkt i vejret, så er
dagen ikke meget mere end daggry og skumring og i mange boliger er
lyset tændt hele dagen.
Sådan var situationen engang i Israels historie. Der var kun mørke, en lang,
lang skumringstid, og det forekom, som skulle dette aldrig få en slutning
og komme med nye dage igen. Og folket levede i mørket og kæmpede med
deres mismod. Det forekom, som om det aldrig skulle få en ende. Den
mørke nat ville blot komme nærmere og nærmere lige indtil den til sidst
ville kvæle al livshåb i sin kolde og kvælende favn.
Men da det så allermørkest ud brød lyset ind. Da tændte Herren selv sit
strålende lys fra det høje.
Sebulons land og Naftalis land, som så bitterligt havde gået og længtes
efter lyset, de fik lov til at se lyset. Hele det galilæiske og judæiske område
fik lov til at se, ja, selv også det ugle sete Samaria fik lov til at se dette
skinnende klare lys. Og hvem skulle have troet det? Endog til Østerland
kunne det kraftige skær af lyset ses og den var så stærk, at også derfra drog
en lille flok afsted for at hylde det lys, der var brudt frem.
Nu skinner vore adventslys klart. De bringer os et budskab. De har et
budskab til dig, der troede, at det aldrig igen skulle blive lyst. Nu forestår
der en skøn og lys dag!
Og dig, der sidder i synderens mørke og trækker i lænkerne, syndens
lænker for at sprænge dem, dig der altid blev nødt til at give op.
Adventslysene, der nu er tændt, har også bud til dig. Det er bud om, at
vores konge, vors mægtige Herre Kristus, går ind i den stærkes fæstning
og befrier fangerne ud af hans hænder. Han kalder sig den stærkere og
derfor kan han også gøre det.
Betragt du derfor glad disse adventslys, for de har store og gode nyheder
til mennesker. Giv at Herren ville give os hørende øren og seende øjne, så
at vi allesammen kunne fatte de glade nyheder, som adventslysene har at
bringe os!
Chr.Høj