22.februar 2024

Levende sten

og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt
præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er
kærkomne for Gud.

1.Pet.2,5

Gud vil gennem sit ord virke i os og ved os. Vi hører ikke alene Guds ord
for at finde trøst og styrke til vores dagligdag, men for at Gud kan skabe
det fællesskab, der er hans bygningsværk. Han vil bygge sin kirke af
levende sten – af mennesker.

Kirken er bygget af de sten, der rummer det liv, Gud giver dem. Vi er ikke
kun dødt byggemateriale. Men Gud lever og virker i os. Derfor er vi Guds
præsteskab – det betyder et præsteskab, der bringer offer.

Det gør vi, når vi lægger vore liv i hans hænder og lader ham råde. Det
gør vi, når vi siger Gud tak for hans gaver og gerne lader andre få del i
dem. Og det gør vi, når vi forstår alt vores liv som en tjeneste for Gud.

Vi bringer ofre. Ikke for at tækkes Gud. Men takket være Jesus Kristus
kan vi bringe ofre, der glæder Gud. Kristus har givet os livet. Vi skal
hverken vinde eller nå noget med vore ofre. Alt er givet os af ham. Derfor
kan ofrene, vi bringer, kun være tegn på tro og taknemmelighed.

Med glæde kan vi bede om, at Gud vil bruge os til velsignelse for
mennesker i dag. Det kommer muligvis til at koste os noget, at Gud viser
sin nåde imod os ved at bruge os.

 
 
 
 
 
21.februar 2024


Det tidløse budskab

Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom.
Rom.1,15

En præst beretter om et besøg hos en gammel kvinde for nogle år siden:

Det var besværligt at tale med hende, for hun hørte dårligt. Da jeg forstod,
at hun ikke havde økonomiske problemer spurgte jeg hende forsigtigt, om
hun ikke kunne tænke sig at forsøge et af de nye høreapparater? Da
betragtede hun mig et øjeblik med undren over alt det nye, der er kommet
frem: ”Har jeg ikke hørt nok?” Jeg forstod hende.

Utvivlsomt tænkte hun på alt det unødvendige tidsspild af talestrømme
om alt og alle, når mennesker besøger gamle mennesker. Der tales om
vejr og priser, om sygdom og fejl, om trafik og politik. Hun mente hun
havde hørt nok af dette.

Ind imellem hører man mennesker, der endda har masser af erfaringer
sige, at vi ikke behøver høre evangeliernes fortællinger gang på gang. Er
det nødvendigt for os at fortsætte at læse Bibelen? Er det nødvendigt at
komme og høre det samme budskab uge efter uge, år efter år? Når vi nu
engang har lært det, hørt det og godtaget det, behøver vi da også terpe det
om og om igen? Er der nogen mening i at forkynde evangeliet for alle
dem, der allerede er troende?

Paulus fandt det nødvendigt.

Til menigheden i Rom skriver han: ”Derfor min iver efter også at
forkynde evangeliet for jer i Rom.
” Rom.1,15

Budskabet, der gemmer sig mellem første og sidste side i Bibelen er ikke
en læresætning, vi må nå at læse igennem på en bestemt tid og derpå
eksamineres i. Dette budskab møder dig gennem forkyndelsen, og det er
ved aktivt at lytte til budskabet, at du kan tilegne dig troens gave. Og har
du modtaget denne gave bliver den som en rigdom, der nærmest vokser af
sig selv, hvis altså du få føden via Bibelens budskab.

Vi behøver ikke være bange for, at Bibelen ikke har noget at give til os
moderne nutidsmennesker. Dengang den kendte bibeloversætter, J. B.
Phillips udgav Apostlenes gerninger i et moderne sprog kom han med
denne sammenligning: ”Jeg føler mig som en elektiker, der er kommet ind
i et gammelt hus for at korrigere elforsyningen, og som ikke kan slukke
for strømmen.” Strømstød gik gennem hans hænder og gnister mellem
ledningerne.

- Der var også strøm i de gamle kapitler og vers. Ingen af os har
nogensinde hørt nok. Men bed snarere om Helligåndens lys og vejledning,
da kan det ske, at også du får svært ved at slukke for strømmen. Og da
bliver du evig taknemmelig.

 
 
 
 
 
 
20.februar 2024


I Mesterens hånd

Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med
hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville
have det.

Jer.18,4

Om ler i mesterhånd, om Israel i mesterhånd, om mennesket i Guds hånd
vil Jeremias lære.

”Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med
hånden, mislykkedes ...” Dette er jo vores egen historie. Men
fortsættelsen af vores historie er: Han tager sig at det folk, der bukker
under og lider nederlag. Han giver en ny begyndelse. Fejlfri og intakt
rækker han os hver dag livets gave. Han lavede det om til et andet kar.
Han laver det om til et nyt kar.

Han vil atter skabe noget d af det -. På dette område skal hans børn lære
af ham. For også mennesker mellem mislykkes kar. Selv når vore hænder
forsøger at være forsigtige kan de nemt blive for hårde. Han lavede det
om til et nyt kar – gjorde Han ikke det, så var vores fremtid på
lossepladsen. Men når han begynder på ny med os bør vi også begynde på
ny med hinanden. Da får også de, hvis fortid var gået i knus, en fremtid.

Han lavede det om til et andet kar. - Han skabte noget i fuldkommen
stilhed. Der er en historie om en gammel mand, der stod og savede
knastfyldt træ at fyre med og det gik kun langsomt. Da kom der nogen
forbi: ”Du skulle hellere tage og slibe dig din sav!” sagde han. Men den
gamle kiggede arrig på ham og svarede: ”Jeg skulle gerne være færdig at
save alt dette inden aftenen falder på ... tror du så, at jeg har tid til at slibe
saven?”

Hvis Gud skal kunne skabe noget nyt i vore liv så må han få stille stunder
at skabe noget i. Et menneskeliv uden stille stunder bliver ikke noget liv.
Men på den anden side, så skaber stilheden i sig selv ikke noget. En
stilhed, hvor Gud ikke får lov til at komme til (f.eks via Bibelen, bønnen
og nadverbordet) det bliver kun til stilhed, som igen bliver en uudholdelig
tomhed.

Der bliver ikke krævet noget af selve leret. Intet uden kun dette ene, at det
lader sig forme.

Men i dette ene ligger også alting gemt!

 
 
 
 
 
 
19.februar 2024


Regn med Jesus i dødens stund(9:9)

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!«
Joh.11,43

Det er en underlig tekst, vi har foran os i dag, kære børn. Johannes, der
fortæller, har ligesom taget os ud på en lille lokal kirkegård udenfor
Betania. Det er der nok ikke så meget mærkeligt ved, for kirkegårde
findes jo allevegne. De ligger udenfor hver eneste landsby alle steder i
vort land – og i andre lande også.

Syndens løn er døden, siger Guds ord. Og vi har jo allesammen syndet!

Derfor er det sådan, og derfor står mennesker ofte ved en grav på en
kirkegård og græder. Sådan var det også denne her dag.

Marta og Maria græd – også Jesus græd, læser vi. ”... »Herre, havde du
været her, var min bror ikke død.” sagde de til Jesus. Men nu var det for
sent. De havde ellers sendt bud til ham straks efter at Lazarus var blevet
syg, men der gik nu det meste af en uge inden han endelig kom – og det er
det, der er så mærkeligt!

Hvorfor kom han ikke før?

Og disse tre søskende var ellers nogle af hans bedste venner. Det er i
sandhed underligt – men det er også vidunderligt!

For Jesus, der står midt iblandt dem siger: ”... »Jeg er opstandelsen og
livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Og selvom Marta protesterede og sagde, at det nu var fire dage siden, han
blev begravet, så vender Jesus sig pludselig mod graven og befaler, at
stenen skal fjernes – og så råber han på Lazarus: ”»Lazarus, kom herud!«
” Og tænk engang, Lazarus kom ud af graven.

Men det der er mest vidunderligt af alt vidunderligt, det er alligevel, at
dette her ikke kun er gældende for Lazarus. En dag kommer Jesus og
kalder de døde frem. Da vil alle dem, der tror på Jesus, stå op af graven.
De vil få et nyt legeme og bo i Guds Paradis i al evighed!

Minsandten er det stort at tro på Jesus! Har du ikke Jesus i hjertet, så send
bud efter ham og husk: Han kommer aldrig for sent!
Vilhelm Munch. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
18.februar 2024


Jesus hjælper i dagens slid og slæb(8:9)

”Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham
for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var
gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene ...”
Luk.5,1-3

Engang – sådan begynder denne vidunderlige beretning om Peters
fiskefangst. Det var ikke kun denne her ene gang, at Jesus hjalp sine
venner! Nej, gang på gang kom han dem til undsætning!

Der er nok ikke mange af os, der er fiskere og står og skyller garn. Men så
gør vi noget andet. Måske skyller vi tallerkener for mor, eller vi laver
lektier. Muligvis gennemlever vi noget svært og tungt, måske er vi kede af
det pga et eller andet eller vi er bange. Da kommer han os til undsætning,
ligesom dengang han gik her på jorden.

”Kast jeres garn ud til fangst” sagde han til Peter. Han vidste jo godt, hvor
dårligt fiskeriet havde været for dem om natten. ”... »Mester, vi har slidt
hele natten og ingenting fået; ... ” sagde Peter Luk.5,5. Stol på Jesus! Så
vil Gud velsigne jeres dagligdag i alt det, vi gør – ja, hele livet!

Ligesom Peters og hans venners både var meget tungt lastet – sådan skal
jeres liv blive af Guds gaver! Snarere skal I smide al bekymring og
beklagelse ”overbord” - og kaste jer i Jesu hænder, ”for han har omsorg
for jer!” Ja, tænk engang hvor vidunderligt og stort det er: Jesus vil hjælpe
os!

En lille dreng, der var i stor nød, bad bønnen: ”Kære Gud, du, som er så
stor, hjælp mig, der er så lille” - og Gud hjalp!

Denne her bøn beder jeg ofte selv – det må du også gøre!
Vilhelm Munch. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
17.februar 2024


Regn med Jesus – i livets mest betydningsfulde spørgsmål(7:9)

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal
Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i
ham.

Joh.3,14-15

I skæret fra en funklende olielampe sad to mænd og talte sammen en nat.
Det var Jesus og Nikodemus, en fornem rådherre fra Jerusalem og
medlem af det højeste råd i byen. Muligvis lå også en ung mand i et mørkt
hjørne i samme rum og lyttede – den yngste af discipelflokken? Han
glemte aldrig denne samtale. Som gammel nedskrev han dette i sit
evangelium – så også vi kan få lov til at høre med ...

”Vi ved” med disse ord begyndte Nikodemus samtalen, og han vidste
meget. Han havde taget en lang uddannelse i Skriften, men der var noget,
han ikke vidste. Han vidste ikke svaret på livets vigtigste spørgsmål:
Hvordan bliver man frelst? Hvordan tilvejebringe dette?

Selv ved at læse alle verdens bøger, ja, blive professor i Bibelen med
højeste udmærkelser, så kan det dog aldrig ”læres”!

”Du må fødes på ny!” sagde Jesus.

Ligesom et lille nyfødt barn er et under fra Gud, sådan er det også et
under at blive et barn af Gud. Det sker, når vi hører Guds Ord. Det sker,
når vi ser på Jesus. Da bliver troen skabt i hjertet ved Ånden.

Ligesom det israelitiske folk blev helbredt i ørkenen fra slangebiddene, da
de så op på kobberslangen, sådan bliver vi frelst, når vi ser op til Jesus. Vi
ved ikke, om Nikodemus forstod dette den pågældende nat – eller om han
mon ikke rigtig forstod det før han stod derude på Golgata, hvor han
utvivlsomt har stået og set op til Jesus!

Det bringer liv at se til Jesus, Guds lam,
der er frelse, o sjæl, for dig!
Se fortrøstningsfuldt på korset i tro og bliv frelst,
se på ham, der hang der for dig!

Samme aften var Nikodemus sammen med andre derude og nedtog Jesu
døde legeme af korset. Mon ikke han med det bekræftede, hvad der sket
inde i hans hjerte, og at han fra samme dag også ville tro på Jesus.
Vilhelm Munch

 
 
 
 
 
 
16.februar 2024


Regn med Jesus – i nattens storm og mørke(6:9)

Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at
synke og råbte: »Herre, frels mig!«

Matt.14,30

Peter var en modig mand, og det er altid spændende at høre om ham. Han
oplevede mange underlige ting, denne Peter. Men det underligste, han
oplevede, har nok været dengang, han en stormfuld nat ved Genesaret
søen spadserede hen over bølgerne over til Jesus.

De var i havsnød derude på søen. Stormen rasede. Men de blev endnu
mere forfærdede, da de så nogen komme gående ovenpå den oprørte sø.
De troede, det var et spøgelse og skreg af rædsel.

»Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« råbte Jesus. Han kom dem jo i
møde for at hjælpe dem. Og Peter blev så overrasket og glad, at han
sagde: ”Er det rigtigt, at det er dig, Jesus – hvis ja, sig så, at jeg skal
komme hen til dig over bølgerne.” Og Jesus sagde, »Kom!«.

Dette glemte Peter vist aldrig – og så lærte han også noget derude på
vandet, som han næppe heller nogensinde har kunnet glemme. Nemlig, at
det er af afgørende betydning at tro på Jesus. At han er den eneste, der kan
hjælpe os, når vi for alvor er i nød. Ja, for da han kiggede mod bølgerne
begyndte han at synke. »Herre, frels mig!« råbte han og straks gav Jesus
ham sin hånd og greb ham.

Nogen tid efter dette var Peter igen ved at synke, men denne gang var det
i syndens dyb, og dette er meget værre. Tænk engang, at han bandede og
svor på, at han kendte ikke Jesus. Ja, så slemt kan det gå os. Bagefter
græd Peter og troede, at han aldrig nogensinde igen ville kunne blive glad.
Men Jesus elskede stadig Peter! Han sendte ham en mild hilsen. Han
opsøgte ham, rakte ham igen sin hånd og tilgav ham alt.

Også vi vil tro på Jesus, ligesom Peter gjorde det. Han vil også gribe
vores hånd, når vi befinder os i nød og er i knibe af en eller anden slags!
Ja, vi vil bede: Grib min hånd, før mig skridt for skridt indtil jeg frelst og
salig træder ind over Himmelens tærskel.
Vilhelm Munch. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
15.februar 2024


Regn med Jesus i dagligdagens travlhed(5:9)

Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer
og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den
gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Luk.10,41-42

På et gammelt tysk maleri ses en familie, der sidder omkring et
middagsbord. Bag en tom stol skimtes Jesus og under maleriet står der:
Til den usynlige gæst!

Og Jesus vil sandelig blive den usynlige gæst i vore hjem og bo hos os
med al sin velsignelse og nåde!

I dag vil vi besøge hjemmet i Betania – hvor Jesus ofte kom på besøg og
var en højt skattet gæst. Her bor tre af Jesu venner, men det ser ud til, at
de ikke havde forventet besøg i dag. Lazarus er ikke hjemme og Marta
havde travlt med mange ting.

Ja, præcis sådan kan Jesus komme på besøg, når vi allermindst havde
forventet det. Derfor har det betydning, at vi altid – i vore hjerter – må
være klar!

Kunne vi blot ligne Maria. Hun blev glad! Og med det samme satte hun
sig ved Jesu fødder at høre, hvad han havde at sige!

Men Marta blev vred. Hvordan kunne Maria være det bekendt, når hun
vidste, hvor travlt de havde det i dag?

”Sig dog til hende, at hun skal tage fat sammen med mig!” sagde hun til
Jesus. Da er det, at Jesus siger disse alvorsord: ”... Martha, Martha! Du
gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent ...”

Sådan kan det nemt gå os! I al vor travlhed har vi så svært at finde tid til
Jesus – til Bibelen – og til at komme for at lytte til Guds Ord.

Men skal vi da ikke passe vort arbejde og vore forpligtelser, spørger du
måske. Jo, men det, Jesus mener, det er, at vi ”må tage os tid” til det
vigtigste. For ellers snyder den onde os – og vi får aldrig tid.

Måtte vi allesammen vælge den gode del! Den skal ikke tages fra os, siger
Jesus. Nej, for han vil selv bevare os.
Vilhelm Munch. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
14.februar 2024


Jesus – de fordrevnes ven(4:9)

Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han
priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og
takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti,
der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt
tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå
herfra! Din tro har frelst dig.«

Luk.17,15-19

Spedalskhed er en rædsom og særdeles smitsom sygdom. På Jesu tid var
der mange spedalske mennesker, men ingen medicin kunne hjælpe disse
ulykkelige mennesker.

De blev smidt ud! Fordrevet ud af byen! De kunne ikke længere få lov til
at bo derhjemme, men blev forvist til huller og kløfter. Når mennesker
nærmede sig, hvor de befandt sig, råbte de: ”Urene – Urene! Kom ikke
nærmere!”

Men Jesus helbredte mange spedalske. Engang, hvor han var undervejs
mod Jerusalem mødte han ti spedalske mænd. ”Mester, forbarm dig over
os!” råbte de, mens de stadig stod med god afstand fra Jesus – de smittede
jo! Tror du, Jesus forbarmede sig over dem? Ja, han ynkedes over dem!
Han elskede dem, som alle andre mennesker fordrev væk – de urene! Og
de blev renset – alle ti!

Glade og lykkelige skyndte de sig hjem – og vær ganske sikker på, at der
blev stor glæde i disse hjem, hvor faderen vendte hjem igen til hustru og
børn!

Sådan er det! Jesus kommer med glæde!

Men de glemte en ting, desværre – de ni andre. Blot en af dem vendte
tilbage for at sige tak. Og han blev ikke alene rask, men blev frelst fra sin
synd i samme øjeblik. Og det er endnu større! ”Din tro har frelst dig!”
sagde Jesus, og han priste Gud med hård stemme – han blev dobbelt glad!

Synden er nemlig endnu værre end spedalskhed. Det var den, der fordrev
Adam og Eva ud af Paradis – og det er den, der låser Himlens porte for os,
hvis ikke vi tror på Jesus!

Vi er urene! Men Jesu blod renser os fra al synd!
Vilhelm Munch. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
13.februar 2024


Jesus – de enliges ven(3:9)

Han måtte tage vejen igennem Samaria. Han kom da til en by i Samaria,
der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér
var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var
ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus
sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.«

Og
Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste
igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i
evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som
vælder med vand til evigt liv.«

Joh.4

En enlig kvinde kommer gående med sin vandkrukke. Det er ved
middagstid, og solen står højt på himmelen. Kvinderne fra Sikar plejede
ellers at følges ad ud til brønden, men aldrig ved denne her tid. Puha! Nej,
det var sandelig for varmt at gå ud for at hente vand nu í denne
middagshede.

Men denne kvinde kunne bedst lide at gå alene – selvom det var præcis
hendes største nød, at hun var så alene. For så slap hun for at møde de
andre kvinder og høre, hvordan de drillede hende og kom med sarkastiske
bemærkninger. Hun var den syndfulde kvinde i landsbyen og var fuldt ud
klar over, hvordan mennesker hviskede om hende og bagtalte hende. Nej,
synden giver ingen glæde! Det havde hun fuldt ud kunnet se – hun var
blevet en ensom og ulykkelig kvinde!

Men derude ved brønden sad Jesus og ventede på hende. Ja, det var for
hendes skyld, at han var kommet: ”Han måtte tage vejen igennem
Samaria...” læser vi. Hans kærlighed til syndere drog ham denne her vej.
Han ville slukke hendes sjæls tørst og gøre hende glad og lykkelig.

Og hun blev glad. Så glad, at hun glemte sin tørst og lod vandkrukken stå
tilbage, da hun løb ind i landsbyen for at dele dette med de andre.

Ja, Gud brugte endda hende til at bringe de andre besked om sin frelse.
Der blev vækkelse i Sikar og mange kom til tro på Jesus!

Sådan er Jesus! Husk det, når det en dag måske er dig, der er alene og
ulykkelig. Jesus er de enliges ven!
Vilhelm Munch. Effie Campbell

 
 
 
 
 
 
12.februar 2024


Den søgende Frelser(2:9)

»Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke
de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet,
indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på
sine skuldre,

Luk.15,4-5

Jeg har en bog med en underlig titel: ”Gud ja! Men Jesus?” Det
mærkelige er, at der findes mennesker, der tror på Gud, men ikke vil have
noget at gøre med Jesus. Men det forfærdeligste af alle ting ville være at
møde Gud – uden om Jesus, og uden at stå renset i Jesu blod.

Den der vender ryggen til Jesus vender ryggen til Gud og Himmelen og
går fortabt i al evighed!

For, der er kunne frelse at få i Jesu navn alene!

Farisæerne og de skriftkloge sagde også ja til Gud – men nej til Jesus!
Ingen bad så ofte til Gud og læste så flittigt i Bibelen som dem. Alligevel
hadede de Jesus. Og for at søle hans gode navn og rygte til, så kaldte de
ham, ”synderes ven”.

Men tænk engang, hvilket vidunderligt navn det blev for samtlige
syndere!

Ja, det blev et hædersnavn! Han var jo netop kommet for at frelse syndere
– og for at de helt skulle kunne forstå det fortalte han dem historien om de
100 får. Han fortalte om de 99, der stod trygge i folden og om den ene, der
for vild, og så fortalte han videre, hvordan hyrden søgte efter den indtil
han fandt den, og hvordan han bar den hjem med glæde.

Dette er et vidunderligt billede af Jesus – undersøg det meget grundigt!

Han blev ikke forarget og kneb ikke fåret i benet eller slog den arrigt. Han
brummede ikke, fordi dette tåbelige får var løbet sine egne veje. Nej, han
var bare glad, han talte mildt og ømt til den. Forsigtigt løftede han den op
på skuldrene og bar den glad hjem!

Præcis sådan er Jesus! Han bliver glad! Der bliver glæde i Himmelen – og
du bliver glad, hvis han får lov til at bære dig hjem til sig! Ja, enhver, der
tror på Jesus, synderes ven, bliver glad og salig! Og der er ingen forskel,
hvorvidt vi er store eller små.
Vilhelm Munch. Effie Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
11.februar 2024


Den kærlighedsfulde Frelser(1:9)

Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har
elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«

Luk.7,47

Et termometer er udmærket at have til rådighed. Den viser fryse- og
varmegraderne og fortæller os, hvordan vejret er. Inde i vort hjerte kan der
også være koldt eller varmt og vor tekst til dagen i dag er næsten som et
termometer, der viser vores ”hjerte-varme”.

Vi læser om Jesus, der var gæst hos Simon – en farisæer – og om den
syndefulde kvinde, der grædende salver Jesu fødder. Det havde været en
gribende stund for Jesus, tør vi nok antyde – men også for kvinden.

Simon derimod forstod intet. Jesus kan ikke være nogen stor profet,
tænkte han, for ellers havde han vidst, hvor syndig kvinde hun er, der
rører ved ham. Men Jesus så, hvad han tænkte og sagde: ”Simon, jeg har
noget at fortælle dig!” Og så fortalte han om en mand, der havde to
skyldnere. Den ene skyldte ham 500 og den anden 50 denarer, men da
ingen af dem havde noget at betale med, slettede han deres skyld.

”... Hvem af dem vil så elske ham mest?« ” spurgte Jesus. ”Simon
svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du
ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde?
Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har
vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig
ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg
kom herind
” Luk.7,43-45.

Hvor vanrøgtede han dog sine opgaver! Simon havde ikke vist sin gæst
den gæstfrihed, der var skik dengang. Dette viste ligeså tydeligt som et
termometer, hvor koldt hans hjerte var – og hvor lidt han elskede Jesus.
Men tår og kys og den syndige kvindes kærlighedsgave viste tydeligt, at
hun elskede meget – at hendes hjerte brændte for Jesus! Hun var kommet
derhen for at takke ham!

Hun fik også den vidunderligste hilsen i denne her verden: ”... »Dine
synder er tilgivet.«” og ”... »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« ”

Kom, lad os falde på knæ ved siden af kvinden – og takke Jesus!
Vilhelm Munch. E. Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
10.februar 2024


Tilgivelse

”Så fik den tjeners herre medynk med ham ...”
Matt.18,27

Engang fortalte Jesus en lignelse om en tjener, der skyldte sin herre et
stort beløb penge, som han ingen som helst mulighed havde at få betalt.
Da øjeblikket oprandt, hvor beløbet skulle betales tilbage står der
følgende smukke ord: ”Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod
ham gå og eftergav ham gælden.
” Matt.18,27

Denne tjener er et billede af os, for vore synder er som en gigantisk synd
overfor Gud. Vi skylder Gud lydighed og frygt, tilbedelse og kærlighed af
hele vort hjerte. Og vi skylder Gud at elske vore medmennesker, ligesom
vi elsker os selv. Men dette har vi ikke gjort, og derfor står vi overfor Gud
som store skyldnere. På grund af vor synd har vi en gæld, vi aldrig kan
betale.

Men Gud vil behandle os ligesom herren i Jesu lignelse gjorde med den
gældbundne tjener.

Af ren og skær godhed og kærlighed tilgiver Gud os alle vore synder og
udsletter al vor synd, når vi kommer til Ham i vor nød og beder Ham om
nåde. Ja, allerede inden vi kommer til Gud, har Jesus betalt al vor skyld,
så Guds tilgivelse er klar som en gave, der udelukkende ligger og venter
på at blive modtaget.

Underfuldt er det, at Gud sådan bærer os med en sådan godhed, kærlighed
og nåde. Når Gud nu gør dette, så er det først og fremmest for at frelse os,
så alting kan blive godt mellem Ham og os. Men Gud opdrager os gennem
sin nåde. Når Gud således lader os møde sin tilgivelse i så stor målestok,
så sætter han os i stand til at tilgive andre. Vi får råd til at tilgive og
forbarme os for andre, der gør os uret. Og vi får mulighed for at møde
andre med kærlighed, for vi har selv mødt en kærlighed fra Gud, der er så
stor, at vi har nok at dele ud af. Og Gud opdrager os til at tjene hverandre
ved at vise, at vi har en Frelser, der har tjent os med hele sit liv og med sin
død på korset.

En lille detalje kan ødelægge meget. Du kan høre mennesker sige: ”Han
er god, men...” - ”Fru X er en fremragende kristen, men...” Der findes
ingen ”men” i Åndens helliggørelse. Men og hvis eksisterer ikke længere,
og det drejer sig nu kun om: ”Jeg skal,” - ”Jeg vil”.
Ec oversatte


 

 
 
 
 
 
 
9.februar 2024


De helliges samfund

De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse
og ved bønnerne.

Apg.2,42

En præst, der sommetider har morgenandagter i radio, fortæller her om
sine betragtninger.

Og hver gang bliver jeg overrasket over, hvor mange der lytter til
udsendelserne hver morgen. Mennesker som jeg ikke vidste om bruger tid
til at lytte til en morgenandagt. Mennesker, der særdeles sjældent sætter
deres fødder i en kirke – ja nogle af disse praler endda over, at de ikke har
været der siden de blev konfirmeret eller gift – kommer og fortæller, at de
har lyttet til morgenandagten.

Og der er ikke noget nyt i dette. Lytterundersøgelser har i mange år vist, at
religiøse udsendelser har en meget større lytterskare end man skulle tro.
Og på mange måder er det at glædes over. Men på den anden side er det
også noget at grues over. Forkyndelsen via radio og TV er udmærket, når
det angår de syge og gamle og dem, der er nødt til at arbejde hjemmefra
og på institutioner. Og dette er udmærket og nødvendigt, når det drejer sig
om at nå ud til dem, der endnu ikke har fundet hemmeligheden i de
helliges samfund.

Vores trosbekendelse har jo også denne formulering: ”Jeg tror på de
helliges samfund”. Det at komme sammen, det er en social funktion.
Nogle holder af at gå til koncerter, men den oplevelse er næppe den
samme, hvis du er den eneste tilhører. Og hvad er der med en landskamp i
fodbold, hvis ikke mange er kommet sammen for at overvære kampen?

Ganske vist kan man gribe den kristne tro fra lænestolen mens du sidder
alene derhjemme og lytter. Men det er lige så sandt, at enhver, der
bekender Jesus Kristus som Frelser i samme øjeblik bliver en del af et
fællesskab, et samfund af troende over hele kloden og som på mange
måder er forskellig.

Du forstår den i lænestolen. Det er det nemmeste. Men alle, der har læst
historien fra de første kristne(Apostlenes Gerninger), de ved, at der ikke
først og fremmest bliver fortalt om gloende fortællinger om Paulus, Peter
og Silas og alle de øvrige, men her bliver der skrevet om deres kamp, tårer
og sejre i fællesskaber, det vi kristne kalder for en menighed.

 
 
 
 
 
 
 
8.februar 2024


Hjemlængslen

Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have
hjemme hos Herren.

2.Kor.5,8

Efter tiden på det store Atlanterhav søger laksen tilbage igen til
selvsamme flod eller kilde, hvor den i sit tid første gang så dagens lys, for
at gyde. Ligesom så mange andre af naturens skabninger har den et
indbygget instinkt, der fører den hundredvis at sømil mod det mål, den
ikke kender, men som den af en eller anden uforklarlig årsag bliver
trukket tilbage til.

Indimellem melder spørgsmålet sig, om mennesket mon også har en sådan
indbygget kraft i sig, men som af tidens hvirvelstrøm og strid nærmest er
svækket og sløret væk.

Oftest bliver dette spørgsmål vist tilbage med udtryk som, at sådan noget
kan hverken bevises eller modbevises. Findes der et sted eller en
tilværelse, som vi allesammen længes tilbage til, og som vi kan lade som
om vi ikke kender eller ligefrem benægter eksistensen af, men som kan en
afgørende betydning for alt vort liv, hvis vi lader den få lov til at komme
frem.

Paulus taler om at være ”hjemme hos Herren”, ja, han siger ligeud, at hvis
han selv havde kunnet vælge, så ville han hellere ”... bryde op fra legemet
og have hjemme hos Herren...”

Gennem alle slægtled har de kristne sunget om himmelen, om hjemmet og
om paradiset. På vore dage svæver adskillige astronauter i rummet, så vi
nærmest ikke længere tør synge om himmelen. Der er ingen himmel
deroppe i skyerne, og ej hellere nogen Gud, var der een der sagde, som
utvivlsomt ikke kan have haft øjnene med sig. Dette fortæller blot,
hvordan vore tanker er bundet til det, der er på vor side, det materielle.

Himmelen, som den troende længes efter, er ikke et sted men en
tilværelse.

Vi ved ikke meget om himmelen og om hjemmet. Men vi ved, at Jesus
Kristus er der, og at kærligheden råder over alle dér.

 
 
 
 
 
 
7.februar 2024


”Krukken blev ikke tom for mel ...”

Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie,
efter det ord, Herren havde talt ved Elias.

1.Kong.17.16

En ting er at læse de gamle bibelske historier. Det er nemt at trække
undskyldende på smilebåndet – og tale om sagn og gamle fortællinger.
Men når så det samme sker i vore dage, hvad skal vi så sige? Her har vi en
fortælling direkte fra vor tids dagligdag. ”Stol på Herren af hele dit hjerte,
og støt dig ikke til din egen indsigt” Ordspr.3,5 For Han er den samme i
går, idag og til alle tider.

Efter at jeg havde mistet min mand, sad jeg alene tilbage med ansvaret for
syv børn i alderen fra 2 til 16 år, med fars gård(på Fanrem i Orkdal i
Norge), med ny stald med cirka 50 køer i båse – og med en gæld på 600-
700.000. Hvad skulle jeg stille op? Alting forekom mig så håbløst. Set
med menneskeøjne havde jeg ingen som helst mulighed for at få styr på
forholdene – hverken arbejdsmæssigt eller pengemæssigt.

I min nød begav jeg mig til at anråbe Himmelens Gud. Havde Han ikke
lovet at være Faderløses fader og enkers forsvarer? Salme 68,6 og 146,1:
Alt det jeg tidligere havde hørt forkyndt og selv havde læst i Bibelen, det
blev nu sat på en hård prøve. Men jeg klamrede mig til alle Herrens løfter
– nat og dag – og i al min nød, både for børn og dyr og alle andre fik jeg i
sandhed at se hans vidunderlige omsorg. Hvor er det dog sandt, som står i
Salme 46,1: ”Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i
trængsler.


Vi havde bl.a en meltange i forbindelse med stalden. Fra denne tange
tappede vi foder to gange om dagen. Hver måned skulle tangen fyldes –
og prisen for at fylde den var 5.000 kroner.

En måned hvor tiden var inde at beholderen skulle fyldes havde jeg
ganske enkelt ingen penge tilbage. I banken var der intet mere at komme
efter og der fandtes ikke andre muligheder. Men dyrene skulle jo have
foder, for ellers fik vi jo ingen mælk og alting stoppede op.

Det var mit livs hårdeste krise. Meltanken måtte fyldes! Terminsdagen var
overskredet, og foderet kunne være forbi når som helst. Hvad kunne jeg
stille op? Skulle jeg måske bare acceptere nederlaget og simpelthen give
op?

”Herre, du ser, at vi ingen penge har tilbage denne her måned til at fylde
vores beholder. Men du ved, at dyrene skal have foder. Almægtige Gud,
hjælp os – efter dit løfte, i Jesu navn!”

Hvor føler man sig lille og elendig, når det drejer sig om at henvende sig
til Herren på en sådan barnlig og direkte måde. Ja, i grunden føler man sig
nærmest latterlig i forhold til mennesker. Men i nøden er troens vej ofte
også den eneste vej – den eneste udvej! Så må det gå som det nu skal,
hvad end du føler om dette. Trods alt er det måske lige præcis nøden i
vore liv, der giver Gud lejlighed til at få os i tale, hvis blot vi giver Ham
lov til det...

Hvordan skete det? Da vi havde bedt lod jeg blot det daglige liv på gården
fortsætte. De største børn var fremragende til at tage fat. Vi tappede fra
meltanken to gange daglig som sædvanlig og dette fortsatte vi med dag
efter dag! Jeg var overvældet og kunne ikke lade være med at takke min
himmelske Fader.

Dagene blev til uger, og vi blot fortsatte med tapningen af mel. Det var
som at overvære et dagligt mirakel for os allesammen. Når så den onde
stemme hviskede: ”Hvor længe bilder du dig selv ind, at det her kan få lov
til at gå?” - Så priste jeg mine almægtige Herre og Mester – og fortsatte
blot med at tappe. Og alle dyrene fik det foder, de havde brug for, og
mælen ”flød”.

Denne periode, hvor Guds vældige velsignelse holdt os i live fik vi
mulighed for at lægge penge til side til nyt foder. Og efter at der var gået 3
måneder havde jeg nok til at fylde tanken igen.

Den samme dag var melet sluppet op – beholderen var tom!

Da havde vi tappet to gange om dagen i næsten 3 måneder. Det svarede til
et beløb på ca. 15.000 kroner, og dette resulterede i, at vi kunne klare at
rette kursen, så vi igen kunne klare det almindelige arbejde.

Jeg takker Gud for denne lejlighed at fortælle om ”De skal takke Herren
for hans trofasthed og ”... hans undere mod mennesker”. Salme 107,8 – og
al min længsel er nu at prise og ære Ham, min dyrebare Frelser – Ham der
forandrede min værste tid til glæde og begejstring!
Margit Folvik T.F. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
6.februar 2024


Trojanske heste

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men
indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man
druer af tjørn eller figner af tidsler?

Matt.7,15-16

Når vi læser de gamle græske sagn, så kommer vi også frem til den
trojanske hest. Digteren Homer fortæller, at byen Troja faldt af en kæmpe
træhest, som angrebsmændene havde ladet stå tilbage udenfor bymurene,
da de tilsyneladende standsede deres angreb. De nysgerrige folk i Troja
trak hesten indenfor bymuren uden at fatte mistanke om, at de fjendtlige
soldater lå og gemte sig indeni hestens store mave, der var åben indeni.
Da natten faldt på krøb fjenden ud af hesten og satte ild på byen...

I dag anvender vi ofte begrebet ”trojansk hest” om femtekolonner –
fjenden, der snyder sig ind på modstanderens områder. Hvad dette har at
gøre med de kristne, ja, det burde være åbenlyst for alle: fjenden blander
sig i forsvarsrækkerne og falder i ryggen på soldaterne, når slaget
begynder.

Den trojanske hest kan også komme indenfor murene i menigheden.
Bibelen italesætter det direkte og kalder visse gerninger for synd. Men i
”vor kultur” udviser vi en sådan tolerance mod enkelte synder, at vi til
sidst slet ikke ser dem som synder længere, f.eks misundelse. Får den lov
til at komme indenfor og plejer vi den blot, så varer det ikke længe, til vi
ikke ser misundelsen som det den er: en synd. Måske ændrer vi dens navn
og kalder den ”retfærdighed”, og så får den uhæmmet lov til at forpeste
forholdene. Misundelsen er blot et af mange eksempler. Samtlige synder,
som vi tillader og ikke bekender overfor Gud, er farlige.

For ”trojanske heste” er en del af djævelens angrebsplaner. De djævelske
kræfter kæmper med blodig alvor for at nedbryde kristen tro og moral.
Det er et snedigt fupnummer at få sneget ondskaben indenfor for siden at
falde i ryggen på dem, der er indenfor, så modstandskraften svækkes.
Dette er et gammelt kneb, som vi bør forvente og nemt kunne genkende.

Hvordan skal vi kunne modstå denne? Den Hellige Gud ønsker, at Hans
børn skal være hellige. Han giver os kraft og styrke til at leve ret. Vi må
tale åbent og ærligt om det og tilskynde både den enkelte såvel som
menigheden til at forsøge: anvend Bibeles ord om ret og forkert som et
spejl, så den enkelte synd bliver opdaget inden den spreder sig og forgifter
alt.

Hvis vi skal leve som kristne, så er det nødvendigt for os at gøre op med
synden, bekende den og modtage syndernes forladelse fra Gud.
”Krigsropet”. E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
5.februar 2024


Ligner du hundene?

og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og
hundene kom tilmed og slikkede hans sår.

Luk.16,21

En mand gik omkring og undersøgte fejl og mangler hos andre, og særligt
hos de kristne, hvor han fandt særdeles meget at kritisere. En dag mødte
han en mand, der sad og lyttede til hans bebrejdelser.

”Har du nogensinde læst din Bibel?” spurgte manden ham.

”Ja, naturligvis,” svarede den anden.

”Så har du nok også læst fortællingen om den rige mand og Lazarus.”

”Ja, selvfølgelig,” var svaret.

”Nå, nå,” sagde den anden, ”Men du minder mig meget om hundene i den
lignelse.”

”Hvad mener du med det?” spurgte manden fornærmet.

”Jo, ser du, der står, at hundene slikkede hans sår. Jeg mener du gør det
samme. Du leder kun efter det, der er sygt hos de kristne. Det der er i
orden, det ser du ikke.”

Der er mange mennesker, også i vort land, der ligner hundene i denne
lignelse. De søger kun efter sår og svagheder, og fejlene, de finder hos
andre, dem har de aldrig selv.

Hvordan står det til med dig, der læser dette? Leder du også efter sår hos
andre for at skjule dine egne sår? Det er en fattig trøst, for så finder du
ingen hjælp til dine egne sår.

Ham, der ser og opdager sine egne sår, han har muligheden at blive
hjulpet af den store læge.

Undersøg dig selv: ligner du hundene eller indser du, at du har brug for
den store læge?
A.J.

 
 
 
 
 
 
4.februar 2024


”Send ham en drøm, Herre!”

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er
hans domme, og hvor usporlige hans veje!

Rom.11,33

Denne beretning handler om to unge troende mænd, der var særdeles gode
venner. Begge to var grebet af Kristus, de var aktive og arbejds-ihærdige
og de havde rige gaver på mange måder. Jeg overhørte selv, hvordan de
talte sammen om åndelige forhold og bad og priste deres Herre og Frelser.

Men efter en tid skete der en ændring. De fik kendskab til en tredjemand
og blev gode venner med ham og var ofte sammen med ham. Denne mand
var ikke troende. Tværtimod! Han havde ingen interesse for religiøse
forhold overhovedet – og han troede ikke på nogen Gud. Han var helt
igennem et verdsligt festmenneske. Men han var spændende at være
sammen med, en kunstner, der med sin glødende gode humør havde en
stærk indflydelse på disse unge kristne mænd. De blev mere og mere
tiltrukket af hans smittende livsstil. Og til sidst kom deres åndelige liv i
fare.

Jeg, der havde haft mulighed for at følge disse forhold, blev utrolig trist til
mode, da jeg indså, hvorhen det bar. Jeg fik en sådan nød i mit hjerte for
begge disse kristne unge mænd, så jeg blev nødt til at råbe til Gud for
mændene både tidligt og sent: ”Stands dem, Herre og bring dem tilbage
igen!”

Ja, sådan lød mine bønner dengang. Åh, hvor tog dette mig nær.

Så en dag, mens jeg havde disse mænd i tankerne, stod det tindrende klart
for mig, at jeg skulle bede en bestemt bøn og konkret bøn for ”tredje-
manden”. Det var jo ham, der var den sande årsag til de to mænds ulykke.
Og bønnen, jeg bad, lød således:

”Herre, send ham en drøm! Væk ham, så han kan indse alvoren og
ansvaret. Jeg kan ikke nå ham, men du kan. Tal Herre gennem en drøm!”

Efter en rum tid fik jeg nys om noget meget interessant. Begge disse
troende unge mænd havde fået hver sit brev fra den verdslige ven. Det ene
af disse breve fik jeg tilfældigvis lov til at læse – og senere fik jeg brevet
til ejendom. I dag er det som et troens dokument for mig – et bevis på, at
Herren hører bønner. Følgende er i hovedtræk, hvad der stod i brevet:

Kære ven!
Jeg må fortælle dig om noget, jeg oplevede her i formiddag. Efter at jeg
vågnede(her på hotelværelset), må jeg være faldet i søvn igen, for jeg så
noget, der var fuldstændig uforståeligt. Jeg overværede 17.maj optogene,
både her og på Karl Johan i Oslo. Først så jeg blot en god feststemning og
glade mennesker overalt. Men pludselig blev alle så triste og mørke af
udseende – for mange mennesker forsvandt og vendte aldrig tilbage! Der
blev såre smerteligt og uhyggeligt. Dødsangst greb allesammen og mange
stirrede vredt og anklagende mod hverandre, også mod mig. I var der
også! Siger de kristne ikke noget om, at Jesus kommer tilbage for at hente
sine? Jeg har altid tænkt, at djævelen kun eksisterede i Hitler-
Tyskland(var fange der) – og at det eller kun drejede sig om at leve og
dø– i en god latter om med højt humør! Men er det sådan, at jeg skal have
min velfortjente løn, så må ihvertfald du, der selv har hjulpet vildfarne
sjæle, forsøge at finde tilbage igen til dig selv og dit liv!

Det her er noget, jeg MÅ skrive til jer ...

For mig er det blot ”sidste ende engang” - alene og fortabt. Men tilgiv mig
det, jeg har forledt dig til. Jeg orker ikke at leve, hvis jeg har ført ulykke
ind over jer – og om det, jeg drømte, skulle blive opfyldt ...
Venligst ...

Hvordan det ellers gik denne verdslige ”tredjemand”, det har jeg aldrig
fået klarhed over, men jeg har det håb, at han til trods for sin vantro
holdning, gennem den anger, han fortæller om i ovenstående brev, til sidst
finder Kristus. Drømmen Gud sendte ham om Jesu snarlige tilbagekomst,
rystede ham ihvertfald op af søvne! Og vidunderligt var det, at Gud fik
brugt ham på denne måde til at føre de sløve og ligegyldige troende unge
mænd tilbage igen i ellevte time. Gudskelov!

O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er
hans domme, og hvor usporlige hans veje!

Rom.11,33
Effie Campbell oversatte

 
 
 
 
 
3.februar 2024


Giv dig tid til Jesus

Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke
tages fra hende.«

Luk.10,42

I kapitel 10 hos Lukas læser vi om søstrene Marta og Maria.

Jesus kom på besøg og straks går Marta i gang med at nusse og opvarte og
lave en måltid, så Jesus kunne få noget at spise. Maria derimod sætter sig
ned for at lytte til Jesus. Marta er ikke tilfreds med, at søsteren blot sætter
sig ned for at sløse tiden sådan væk – Kom hellere og hjælp – er hendes
ord til Maria. Men Jesus kritiserer Marta, for det er den anden søster, altså
Maria, der har valgt den gode del.

Jesus kommer ikke til os for at vi skal gå i gang med at opvarte og
tilberede, så han kunne have det godt og føle sig godt tilpas sammen med
os. Han ønsker først og fremmest at have os til at lytte til sig. Han vil have
os til at sætte os ned ved sine fødder og give agt på hans ord og så ikke
lade alt muligt andet, der findes omkring os, komme i første række.

Det er ikke alt det, vi kan gøre og forberede, der giver os del i den gode
del, som Maria havde valgt, den del, der ikke bliver taget fra os. Nej, vi
vælger den gode del ved at lytte til Jesus. Ham hører vi i hans Ord,
Bibelen.
hh.

 
 
 
 
 
2.februar 2024


Kun en drøm

Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke
bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Joh.3,3

Der var en mand, der drømte, at han var død og stod foran Guds trone.
Der var en stor masse af mennesker. Een efter en trådte de nu frem foran
Guds trone og bøger blev åbnet. Manden stak nu hånden ned i sin
brystlomme og følte sig tryg og glad, idet han berørte sine papirer og
kunne dermed vide sig sikker, at de var der, som de plejede.

Så var det hans tur. Han fornemmede en let skælven i sin krop, da han
stod foran Guds øjne. Han havde ikki helt forestillet sig Gud sådan, så
alvorlig, så nær og levende. Ejendommeligt var det, men præcis i samme
øjeblik kom mange billeder frem for sig, som han havde set stort på og
været ligeglad med i sit liv, og som han aldrig tidligere havde skænket en
tanke. Ja, i virkeligheden havde han aldrig rigtig tænkt på Gud, havde
heller aldrig talt med sine børn om denne alvorlige dommens time, havde
aldrig ...

Det gav et sæt i ham, da han fornemmede Guds øjne hvile på sig. Han
stak sin hånd i lommen og trak et stykke papir frem. Det var hans
dåbsbrev. Dette løste utvivlsomt hans sag. En engel tog brevet fra ham,
kiggede et øjeblik tavs på ham og lagde det så fra sig igen.

Manden følte sig beklemt. Her forekom dåbsbrevet intet at hjælpe ham,
tværtimod, her var det et minus for ham, en anklage imod ham, for havde
hans dåb ikke forpligtet ham til i ånd og sandhed at leve sit liv med Gud?

Igen stak han sin hånd i lommen og trak et andet stykke dokument frem.

Det var hans konfirmationsbevis. Her havde de dog sort på hvidt, at han
var en god, kristen mand. Nu måtte han da afgjort få lov til at slippe
uskadt igennem.

Da forekom det ham, som at Herrens øjne så så skarpt imod ham. Engelen
tog beviset – lagde det fra sig.

Rædselslagen måtte han nu vedgå overfor sig selv: ”Lovede jeg ikke Jesus
mit hjerte den dag, jeg blev konfirmeret?” Han huskede øjeblikket så
godt. Moderen havde grædt, og faderen havde taget ham i sine arme og
selv havde han hjertet fydt med gode tanker og beslutninger. Og hvad blev
der så ud af dem hos mig? ”Jeg har tjent andre guder!”

Men, tænkte han ved sig selv, jeg har jo da mere endnu. Atter søgte han
ned i sin lomme og tog en masse stykker papirer frem. ”Se her, og her!”
Dette var altsammen kvitteringer for penge, han havde givet til kirken,
hedningemissionen og til andre velgørende organisationer. ”Her, og
her....!”

”Ja, - og her!” lød Guds røst dyb og alvorlig. Han pegede på bogen,
engelen stod med i hånden. Og engelen læste:

1. bud: ”Du må ikke have andre guder end mig... ”
Denne mand har ikke æret dig, Herre. Han var sin egen gud. Hans penge
var hans gud. Begæret og lysterne var hans gud. Han er skyldig!

2. bud: ”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, ...”

Denne mand brugte aldrig dit navn i bønner og lovsange. Men han brugte
det til forbandelser og eder. Men hans hjerte var dødt. Han er skyldig

3. bud: ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig...”
Denne mand havde tusinde muligheder for at høre dit ord. Han er 40 år og
samtlige søndage, han har levet, giver ialt 6 år. Søndag formiddag læste
han først nyhedsaviserne. Herefter var han ude for at spadsere en tur.
Dernæst spiste han meget og godt og havde venner og familie på besøg,
eller var selv ude at besøge andre. Men dit ord havde han ikke tid til. Det
hånede han. Han er skyldig!

Da satte manden i et skrig og vågnede. Sveden drev ned ad ham. Længe lå
han som en lam. Da faldt hans blik på konfirmandordet, som han havde
hængende på væggen. Det havde han hængt der for mange år siden, mens
konfirmationen endnu var en lys og smuk erindring for ham. Men så lidt
havde han tænkt på det siden selvom han hver dag havde det foran sine
øjne, at han i virkeligheden ikke vidste, hvad der stod på det. Ellers var
der intet som helst i vejen med hans hukommelse. Alt andet kunne han
med lethed huske. Han rankede sig op og læste: ”»Sandelig, sandelig siger
jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« ... ”

En stund lang sad han i dybe tanker. Så foldede han sine hænder. Han
havde gennemlevet den smerteligste, men også den lykkeligste nat i sit
liv.

Dette var blot en drøm – eller var det noget mere?
J. Weihe oversatte

 
 
 
 
 
 
1.februar 2024


Kærligheden

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
1.Kor.13,7

Om den eneste kraft, der kan smelte det, der er frosset, og løsne det, der er
bundet, taler Paulus – han taler om kærligheden.

Og at kærligheden er noget andet, end en kort, overfladisk rus – at den er
en følsom blomst, et kunsværk af Guds hånd, plantet ind i en hård verden,
det ses tydeligt bag billedet, som Paulus bruger: Kærligheden må tåle, tro,
håbe og bære.

Kærligheden har sin pris – men alt det, der er værdifuldt, det har sin pris.
Jo større værdi, desto højere er prisen. Og alt, der er ægte, det er altid sin
pris værd.

Derfor har biskop Monrad ret, når han siger: Sorgen er glædens
tvillingesøster, de har den samme moder: kærligheden ... Glæden kommer
aldrig alene, den holder med hånden på sorgen. Alt du elsker volder dig
glæde og sorg – sådan er nu engang menneskenes vilkår.”

En legende handler om et menneske, der døde og så stod ved himmelens
dør. Herren spørger vedkommende, hvad hun ønsker sig. ”Saligheden!”
sarer hun. ”Men er der ikke noget fra menneskelivet, du kunne tænke dig
at genfinde heroppe, noget, der fyldte dit hjerte med glæde og fryd?”
”Nej, Herre,” svarede hun, ”Jeg har altid gået med ansigtet vendt op mod
det himmelske ... jeg savner intet af det, som jeg oplevede på jorden!” Og
legenden slutter med, at Herren siger: ”Drag da først ned igen på jorden
og lev livet på ny, som jeg gav dig – du har ikke fortjent det liv, jeg gav
dig – du har ikke fortjent det liv, du havde!”

Af frygt for livets pris var der mange der ikke turde modtog livets gave.
Men alt, der er ægte, det er altid sin pris værd.

Og den der lagde takken, behovet og frygten i Guds hænder, kunne sande,
at selv smerten kan bære rigdom med sig. Gud er jo den, der ikke blot har
kærlighed, men er kærligheden!