20.april 2024
Det levende håb
”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er
sovet hen ”
1.Kor.15,20
Det står fast, at Kristus virkelig er stået op. Kirken er grundet på denne
begivenhed – denne virkelighed.
Og kirken bebuder, at Jesu opstandelse er førstegrøden, det betyder, at han
er den første del af den indhøstning, der skal samle samtlige de troende til
et evigt liv i glæde derhjemme i Guds rige.
Lige så sikkert det er, at Kristus stod op fra de døde, er det, at også vi skal
opstå. I troen på Kristus har vi et levende håb om et liv, som vi med glæde
kan se frem til.
Det liv har sin oprindelse i Jesu Kristi sejr over synd og død. Det liv vil
Jesus føre os ind til. Og det liv får vi også lov til at leve allerede her og
derefter lever vi videre i et nyt og rigere hjem inde foran Guds trone.
Påskemorgen bebuder ikke kun, at Kristus stod op, men også, at vi skal
opstå. Han døde og genopstod på vegne af os, ikke kun for at vise sin
magt overfor døden. Det havde han allerede gjort dengang han vækkede
enken fra Nains søn og dengang han vakte Jairus' datter og til sidst,
dengang han kaldte Lazarus ud af graven. Men påskemorgen blev den
endelige og altafgørende sejr vundet over døden, for at vi skulle kunne
leve – leve evigt.
Himmelen
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile.”
Mat.11,28
Åh menneskebarn, du gør alting så godt til dig til din lange eller korte
rejsen gennem livet, men hvor går rejsen hen? Har du et sted at tage hen?
En rejse må have et mål, en afslutning. Livet vil engang være slut, og
livrejsen vil da ligge bag dig. Hvad er endestationen?
De troende har et mål, himmelen er deres mål, himmelen er endestationen
for livsrejsen? Og med begejstring og sand glæde vidner og synger de om
himmelen.
Vil du med?
Ec
På kanten
”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal
dømmes. ”
Mark 16,16
Toget der plejede at komme ved middagstid fra York til Dublin, standsede
i Buttervant, og tre eller fire garnisonsofficerer trådte indenfor i en vogn,
hvor der kun befandt sig en enkelt passager, Thomas Weldon Trench, der
kom af en kendt irsk grevefamilie af hugenotisk afstamning og som var en
evangelist af Guds nåde.
Da toget kort efter satte afsted tændte een af officerene en cigar. Trench
gjorde høfligt opmærksom på, at denne her vogn var for ”Ikke rygere”,
men officeren svarede blot, at det var han ligeglad med. Han havde tænkt
sig at ryge og antændte da cigaren.
Et øjeblik senere, da Trench følte, han frit kunne sige det, der lå ham på
hjerte, så sagde han behersket: ”Den Herre Jesus Kristus siger i
Mark.16,16, at den, der ikke tror på ham, skal dømmes. Tror De på Ham?”
”Hvad mener De?” råbte overmanden rasende.
”Verset siger, at hvis De ikke tror på den Herre Jesus Kristus, så bliver De
dømt til den anden død.”
”Sid og hold din kæft, din tåbe!”
”Selvom jeg tier, så forandrer det ingenting. - Tror De ikke på den Herre
Jesus Kristus, så bliver De dømt.”
”Jeg skal knalde dig en på skrinet og smide dig ud gennem vinduet, hvis
ikke du holder kæft.”
”Selvom De slår mig og smider mig ud gennem vinduet, så ændrer det
ingenting. Hvis ikke De tror på den Herre Jesus Kristus, så bliver De
dømt.”
Officeren sprang rasende gal op, men hans venner holdt ham tilbage og
sagde: ”Tag dig ikke af den starut, kan du ikke se, at han er åndsvag?”
”Om jeg er åndsvag eller ikke,” sagde Trench, ”så ændrer det ingenting.
Hvis ikke De tror på den Herre Jesus Kristus, så bliver De dømt.”
I samme øjeblik nåede toget Charleville. Officererne åbnede døren, sprang
ud og søgte efter en anden vogn. Trench strakte sig ud gennem døren og
råbte bag dem: ”Selvom de flygter fra denne vogn, så ændrer det intet.
Hvis ikke De tror på den Herre Jesus Kristus, så bliver De dømt.”
Da Trench to år senere var på vej mod Holyhead med den irske
passagerfærge og kom til Rugby, gik han ind på en restaurant at få sig en
kop te. Da kom en soldat over til ham og sagde: ”Rejste De for to år siden
fra Buttervant til Charleville i det sydlige Irland sammen med en mand,
der truede med at smide Dem ud gennem vinduet, fordi De fortalte ham, at
han ville blive dømt, hvis ikke han troede på den Herre Jesus Kristus?”
”Ja, det gjorde jeg.”
”Jeg takker Gud for det, De sagde. Det glæder mig meget at møde Dem.
Den pågældende aften deltog vi alle til en dansefest hos den
øverstbefalende i Dublin. Men hvad jeg end gjorde, så fik jeg ikke fred for
disse ord. Jeg kunne ikke være der mere og forlod derfor stedet og skyndte
mig over til mit hotel, men kunne ikke falde i søvn. De forfærdelige ord
fortsatte med at ringe i mit hoved ligesom en klokke. Jeg blev klar over, at
jeg ikke kendte Ham, og at jeg var fremmed for Ham – og derfor dømt til
døden. Jeg fik ingen hvile, før jeg troede på Ham. Og nu er jeg frelst og
lykkelig. Jeg takker Gud for, at jeg mødte Dem den dag i det irske tog.
”Evangelisten” E.C
Jesus som pejlemærke
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile.”
Matt.11,28
En gammel mand blev bedt om at give de unge nogle gode råd. Det ville
han gerne, men sagde først, at det var vanskeligt, for ungdommen havde
aldrig forstået de ældre særlig godt og de ældre havde problemer med at
forstå de unge. Nu var han blevet gammel, og hans dage var snart talte,
men pejlemærket havde altid været Jesus, sagde han med sin maritime
farvede sprogdragt, som er så karakteristisk på Færøerne.
Så tilføjede han: ”Mine råd til jer unge, der nu lægger fra land, det er
følgende: Tab ikke pejlemærket af sigte! Livets fjord er både dyb og byder
på hård hvirvelstrøm og skjulte og modsatrettede understrømme. I har
både møje, kraftanstrengelser og farlige tider foran jer, men også mange
øjeblikke i blikstille sø.
Lad Jesus være pejlemærket i jeres liv og hav ham indenbords hos jer. Stol
på ham og styr så ud på fjorden. Er I i hans hænder, så er I i trygge
hænder.
Om rejsen bliver kort eller lang – det betyder mindre, når blot han er med
og er han pejlemærket, så bliver det også ham, der tager imod jer på den
anden side.
I denne tillid og tro har jeg levet livet, og i denne tillid vil jeg også dø, for
Jesus er mit pejlemærke.”
Guds grædende øjne
”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste
blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det
skjult for dine øjne. ”
Luk.19,41-42
I sin bog, ”Undret som väcker os alla” fortæller Roger Larsson om en
rejse til Israel. Her vil vi trække det stykke frem, hvor han besøger en
kirke:
Denne stille sabbatmorgen i Jerusalem havde jeg bevæget mig hen til det
lille kapel, Dominus Flevit(”Herren græd”), eller som man også siger:
”Kirken hos den grædende Gud”. Den er formet ligesom en tåre, en dråbe,
og det er, som er den faldet ned præcis der på Oliebjerget, på det sted,
hvor Jesus græd over Jerusalem. Hædret af menneskeskaren var han
kommet fra Betfage mod Jerusalem, ”Da han kom nærmere og så byen,
græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der
tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. ”
Tidligere i tiden har man fundet tårer der på stedet. Dengang franciskanske
arkæologer i midten af det 20.århundrede gravede der, inden kirken var
opført, fandt man resterne af et mosaikgulv fra en meget gammel kirke,
som allerhelst var bygget allerede i det 6.århundrede. Mønstrene i gulvet
var også tårer og fra disse tårer gik der pile, der pegede i hver sin retning.
De faldt: Mod Jerusalem.
Der sad jeg nu i stilheden og kiggede mod altervinduet, der var lige foran
mig. Det forestillede udsigten over Jerusalem, over tempelpladsen med
velkendte bygninger, med torne og kupler, og man havde udsigt over de
mange huse i byen, der var bygget i den karakteristiske hvide kalksten.
Men der var også noget mere, et perspektiv, der vendte indad, mod hjertet
af den grædende Gud. Hele vinduet vidnede om det. Kunstneren havde
lykkedes med at trække dette frem på mesterlig vis.
Jeg så tårene, de store dråber allevegne i altervinduet. Og jeg så torne, der
endnu ikke var blevet bundet sammen til en tornekrone. De lå der i en
stak. Allerede der havde Jesus oplevet smerten, sorgen over folket. Han så
ud over byen og græd.
Udenfor altervinduet gik mennesker forbi, den ene efter den anden. De
kastede et hurtigt blik indenfor og fortsatte så deres rute. Alle forekom at
have den samme længsel at få lov til at se Jesus, se den hellige Gud, møde
Helligånden.
Lige pludselig så jeg det – billedet fra mine børneår, som jeg farvede i
Søndagsskolen, og som jeg havde set så levende for mig: Hønen der
samler sine unger under sine store, skærmende vinger. Deroppe på
Oliebjerget, inde i kapellet, der var afbildet som en stor dråbe kunne jeg se
dette billede foran alteret. Det var dannet i en skinnende mosaik. Og jeg
tænkte på Jesu ord: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel
og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine
børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. ”
Luk.13,34
Men det er ikke bare en vemodig klage, billedet vil vise. Det viser
samtidig også en kaldende tone. ”Kom her til mig” siger Herren, ”Kom
herind, hvor der er godt og sikkert at være. Kig ikke blot skyndsomt ind
for så at haste videre. Kom! Fasthold blikket op til mig. Se og lev.
E.Campbell oversatte
Jesus Kristus – den samme til evig tid
”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. ”
Hebr.13,8
Sommetider kan store begivenheder og store oplevelser forandre
mennesker. Modgang kan gøre et menneske bittert, hårdt og kynisk. Sejr
og fremgang kan gøre mennesker opblæste og arrogante. Men dagene efter
Jesu opstandelse indså disciplene, at gennem alt det, der var sket, forblev
Jesus til stadighed den samme. Selvom disciplene havde givet ham årsag
til at være skuffet og selvom han havde vundet en gigantisk sejr, så forblev
han alligevel den samme overfor dem.
De kunne sande, at hans tilgivende kærlighed stadig var der. Han var ikke
blevet træt af at vise dem barmhjertighed og give dem alt det, de havde
brug for. Hans uendelige omsorg for dem var ikke opbrugt. Han var stadig
den samme person, som de havde fulgt de sidste tre år. Således var det
bedste i deres liv ikke bragt til ophør. Nej, de skulle stadig have lov til at
være sammen med den Jesus, som de kendte og elskede.
Derfor kan også vi, der er Jesu disciple i dag, glæde os over alt det,
Bibelen fortæller os om ham. For det er den Jesus, vi tilhører og må følge.
Ligesom han var imod sine første disciple, sådan vil han også være mod
os. Hans kærlighed og magt er endnu de samme.
Når vi i Bibelen møder Jesus som synderes ven, så er det samtidig godt at
vide, at det er han endnu i vore dage. Så er han også min ven. Når vi hører
om Jesus som den gode hyrde, der altid har omsorg for sine disciple og
beskytter dem, så bør jeg også vide, at det er den samme Jesus, jeg
tilhører. Han vil også i mit liv være den gode hyrde, der aldrig forlader
mig, men som altid tager sig af mig og leder mig. Og han har heller ikke
mistet sin magt. Ligesom hans disciple aldrig forgæves søgte hans hjælp,
sådan kan også vi leve med den tryghed, at Jesus er den, der både kan og
vil hjælpe. Hvad der end måtte ske, så står det fast, at Jesus har præcis den
hjælp til mig, som jeg har behov for.
Den er den samme Jesus, som jeg engang skal møde og se med mine egne
øjne derhjemme i Himmelen. Heller ikke, når jeg kommer der vil Jesus
forandres og blive en anden. For Guds Ord siger om ham: Jesus Kristus er
i går og i dan den samme i al evighed.
Den søgende finder, den bedende får
denne livslov står fast i Guds rige!
Ej Frelseren brud mod dig begår,
han aldrig sit løfte besvige.
Gud sendte vestenvinden
”Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der
ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde
Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.« ”
Joh.8,10-11
En mand ved navn Hans David boede i een af landsbyerne på den
nordøstlige del af Strømøen på Færøerne. Han havde i sine unge dage
været viklet ind i alt muligt rod. Han var en af hovedmændene bag
opførelsen af en dansestue, fordi han holdt så meget af dans.
Senere blev han omvendt og så fik han voldsomt samvittighedsnag pga
dansestuen. Han følte, at han var gået i spidsen for at føre de unge ind på
denne bane. Da råbte han til Gud og bad ham hjælpe sig ud af denne knibe
og på en eller anden måde komme af med dansestuen.
Og Herren hørte. Den Gud der sendte østenvinden til at blæse ud over
Rødehavet, så et israelske folk kunne gå tørskoet over havet, sendte nu en
hård vestenvind ned over landsbyen og i denne storm endte dansestuen
helt ude på havet, og i eet stykke.
EC
Send mig en Bibel
”Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål.”
Salme 147,5
En kinesisk læge skrev til Asian Outreach og bad om at få tilsendt en
Bibel. Asian Outreach er en organisation, der arbejder i Hongkong og
derfra skriver David Wang:
Dengang vi ankom til Kina opsøgte vi denne mand. Han var overlæge på
et sygehus og medlem af kommunistpartiet. Dengang vi kom ind på hans
kontor skrev han straks sin private adresse ned på en note til os.
”Ikke nu, ikke lige nu, men kom hjem til mig i aften,” sagdde han.
Vi kom da til hans private bolig samme aften. Han havde hustru og to børn
– var ateist og overlæge. Og han ville nu have en Bibel fra os?!
Lægen fortalte nu følgende: ”Jeg har aldrig set Gud. Jeg har aldrig sat min
fod i en kirke eller set en Bibel. Men nu tror jeg. For nogle måneder siden
blev en kvinde sendt hertil. Hun havde været involveret i en ulykke
derhjemme på deres bondegård. En stor sten var faldet ned og havde knust
hendes brystparti. Et kort henkastet blik var nok for mig til at konstatere,
at her var der intet, vi fik gjort. Hendes ribben stak både udad og indad.
Hun blødte voldsomt og kastede blod op. Til trods for alt vores avancerede
udstyr var der intet, vi kunne gøre her. Alligevel tog jeg røntgenbilleder af
hende, som jeg vedlagde i hendes sygejournal. Nu så jeg, at nogle af
hendes ribben stak gennem hendes ene lunge. Jeg gav hende
smertestillende medicin og lagde hende i en seng. Da hørte jeg hende sige
noget. Jeg har hørt mange forskellige lyde fra døende mennesker, men
dette var noget helt andet. Mens hun nu lå bevidstløs der hviskede hun:
”Jesus, red mig! Jesus, red mig!”
Jeg tog hjem til frokost og tænkte så ikke mere over denne kvinde. Men
den følgende morgen, da jeg ankom til sygehuset gik jeg forbi kvindens
seng. Der ser jeg hende nu siddde op med en stor skål ris og spise med god
appetit! Jeg blev totalt rystet.
”Hvad er det du laver?” råbte jeg. Hun blev bange og rakte mig da sin
risret, idet hun fortalte mig, at en sygehjælper havde givet hende maden,
men hvis ikke hun måtte spise den, så måtte jeg blot tage tallerkenen.
Jeg undersøgte først hendes navn. Det var korrekt. Jeg så på hendes
nummer. Også korrekt. Jeg undersøgte hvorfra hun kom og hvor hun
arbejdede. Det var den samme kvinde!
Rystet tog jeg hende ind på røntgenstuen igen og tog nye røntgenbilleder.
Da kunne jeg se, at hvert eneste af hendes brystben var fuldstændig
helbredt og begge lunger var helt intakte og raske. ”Jeg har aldrig set Gud,
aldrig været i kirke, aldrig set en Bibel, men nu tror jeg. Nu har jeg set
Guds almagt. Han lever og er mægtig!”
”Mirakler i øst”. E.Campbell oversatte
Israel
”Men I, Israels bjerge, skal sætte grene og bære frugt for mit folk Israel,
for de kommer snart.”
Ez.36:8
I disse år er det ca. 3.000 år siden kong David valgte Jerusalem til det
jødiske lands hovedstad ca. 1000 år før Kristi fødsel.
Der opstod store forandringer efter valget sidste år. Men vi tror, at nu vil
Gud vise sig som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, som står fast ved sit
Ord. Landet er Hans og Jerusalem er den store konges by, som der står
skrevet i Salme 48,3 i den danske Bibel.
Vores opgave som kristne er at bede og trøste, støtte og hjælpe, sådan som
Herren leder os med sin Ånd. Hele Zakarias' bog taler tydeligt om Guds
plan med Israel. Derfor bør vi også læse profetierne inden vi beder, så vi
kan bede efter Guds vilje. Bed om at Helligånden må komme over
Mellemøsten og at de hårde hjerter må blive bløde, at I får et nyt hjerte og
en ny ånd i jeres indre. (Ez.36,24-2)
Det er ganske vist, at det flytter bjerge i åndens verden. For kort tid siden
samlede 15.000 jøder sig sammen ved grædemuren i Jerusalem for at bede
om tilgivelse for deres egne og for landets synder!
Anne Lise Madsen. E.Campbell oversatte
To engle
”Herren er min styrke og mit værn, min tilflugt på nødens dag;...”
Jer.16,19
En kvinde vidnede på blåkors-caféen: Vi var på rejse i Danmark. Så skulle
vi køre med metroen. Vores datter gik forrest sammen med børnebørnene,
og derefter min ægtefælle og så jeg til sidst, for jeg var dårlig i knæene.
Da jeg var nået til Metroen, smækker døren i og der står jeg alene tilbage.
Min ægtefælle havde min taske og i den lå min mobiltelefon, kreditkort,
nøgler og andet.
Jeg vidste, at min mand ville komme retur med den næste metrovogn, men
jeg følte mig fuldstændig rådvild og bange, for man hører jo så meget om
hvad der sker nede i Metroen. Jeg lukkede øjnene og begav mig til at
bede. Da jeg igen åbnede øjnene stod der to mørke, smukke og smilende
kvinder foran mig. De talte engelsk og sagde: ”Du må ikke være bange. Vi
skal nok stå hos dig indtil din mand kommer tilbage. Han skal nok
komme! Jeg er ikke særlig god til engelsk, men jeg forstod hvert eneste
ord, de sagde.
Da min mand var kommet helt over mod mig forsvandt de sporløst, som
var de sunket i jorden. Det ejendommelige var, at min mand slet ikke
bemærkede dem til trods for at de stod lige ved siden af mig og at de
havde en mørk hudfarve og derfor muligvis ikke lignede nogle af de
øvrige mennesker. Da forstod jeg, at jeg havde haft englebesøg,” sagde
kvinden rørt.
Effie Campbell
Et bønnesvar
”Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af
dem alle.”
Salme 34,20
En mand vidnede på Blåkors caféen:
”Jeg var i Danmark til et kursus sammen med flere andre fra den
virksomhed, hvor jeg arbejder. Vi skulle bo på et hotel, og jeg fik værelse i
stueetagen. Pludselig bliver jeg klar over, at pengepungen er væk.
Dengang brugte man rede penge, og der var flere tusinder i pungen. Jeg
fortæller da de andre, at pengepungen er forsvundet. De går i gang med at
hjælpe mig at lede men forgæves. Jeg bad uden ophør og der kom en
sådan fred over mig. Jeg siger til de øvrige: ”Det er ok, det skal nok gå!”
Jeg går da i seng. Klokken tre om natten vågner jeg og står op. Vinduet her
på nederste etage var stor strakte sig helt ned til gulvet. Jeg stillede mig
ved vinduet for at bede. Da jeg siger amen, ser jeg ned på gulvet, og der
ligger nu pengepungen. Det er bare Herren, trofast og en hjælp i nøden.
Hans er æren.”
Effie Campbell
Det der aldrig dør
”Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du
det?« ”
Joh.11,26
En far ville glæde sin søn og en dag kom han hjem til ham med en lille
hest, og drengen blev overglad, og snart blev hest og dreng bedste venner.
Drengen fik mange rideture.
Men så en morgen lå hesten død. Sorgen var stor men faren sagde så, at
han i stedet skulle få noget andet, han kunne få glæde af, og en dag kom
han så med en hundehvalp til sønnen, og havde hesten og drengen før
været gode venner, så blev nu hunden og drengen ikke mindre glade for
hinanden og bedste venner. De var sammen med hinanden tidligt som sent.
Men en morgen lå også hundehvalpen død og nu var drengen ikke til at
trøste. Faren forsøgte hvad han kunne for at trøste ham og lovede ham
noget andet, han kunne få glæde af. - Men så sagde drengen: ”Far, kan jeg
ikke få noget, der aldrig kan dø?”
Døden er hård og ubarmhjertig. Den tager det bedste og kæreste fra os, så
vi står tilbage med en utrøstelig sorg, men lad mig også straks sige, at der
findes noget i denne her dødens verden, der aldrig kan dø. Der findes et
levende håb for alle dem, der tror på Gud. Dette levende håb rækker ud
over død og grav. Hvem der fik dette håb fik en gave, der aldrig kan dø.
Er det ikke som et skrig fra hele verden i dag: Giv os noget, der ikke kan
dø, noget som hverken atom- eller brintbomber kan beskadige.
Giv os noget at leve på og giv os noget at dø på.
Og svaret er: Der findes kun eet, der aldrig kan dø, det evige håb, der er
bygget på Jesus Kristus – dette håb dør aldrig.
Hvem der ejer dette håb, ejer samtidig den skat, der vokser i døden. A.J
Støv på brillerne
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til
bjælken i dit eget øje? ”
Matt.7,3
Fru Olsen havde en dygtig hjemmehjælp, de hed Anna.
Det var yderst sjældent, at fru Olsen satte brillerne på næsen for at
undersøge, hvordan Anna havde gjort sit arbejde. Men en dag tog hun
brillerne, satte dem på næsen og gik ind i stuen.
”Du må have glemt at tørre støvet af i dag,” sagde fru Olsen, ”Se al støvet
derovre på klaveret.”
”Undskyld,” sagde Anna, ”Men har fruen ikke fået støv på
brilleglassene?”
Fru Olsen tog nu brillerne af. Jo, minsandten havde Anna ret. Der lå et lag
støv på brilleglassene. Efter at have pudset glassene var alting fint og rent.
”Denne lærdom vil jeg altid minde mig selv om,” tænkte fru Olsen
- - - - -
Vi tror ofte, at der er noget galt med de andre, og så er det i virkeligheden
os selv, der er noget galt med.
Vi har støv på brillerne.
”Kirkeklokken” E.Campbell oversatte
I Faders hånd
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som
efter hans beslutning er kaldet. ”
Rom.8,28
Der var udbrudt voldsom storm med torden og lyn fra himlen og folk var
bange. Men lille Ingibjørg sad fuldstændig stille og frygtløs på gulvet.
Nogen spurgte hende da, om hun ikke var bange.
”Bange” svarede hun, ”Nej, hvorfor skulle jeg være det? Bedstemor sagde
altid, at Gud Fader altid holdt fast i den anden ende af lynet!”
Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.
I en fattig frakke kan du Herren takke
”Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald. ”
1.Kor.8,9
To unge kvinder sad og snakkede sammen i køkkenet. Den ene siger så:
”Jeg var til møde i aftes og jeg følte mig så underlig dårlig tilpas, for alle
kvinderne, der sad der omrking mig, de var så fint klædt på.
Da kom det fra en ældre kvinde, der også befandt sig i køkkenet: ”I en
fattig frakke kan du Herren takke. Mødet er ingen modeopvisning. Vi går
ikke derhen for at vise, hvor fint tøj vi har, men for at høre Herrens ord.
Ellers kan jeg fortælle jer om een, jeg kender, der sagde, at han sagtens
kunne have købt sig en dyr og flot bil; men han ville ikke købe et så fint
navn for ikke at bringe nogen til fald.” Se 1.Kor.8
Herunder gengiver vi sangen, den ældre kvinde nævnte:
Gør dig ikke plager
med alverdens sager,
stol kun frit på Nåden fra din Gud.
Lev som Fugl i Lunden,
glad fra Hånd i Munden.
Gå med Sang til Dagens Gerning ud.
Blev måske ej meget
her på Jord dit eget,
er din Stue lille, lavt dit Tag,
kære, husk hvor ofte
under høje Lofte
det som kaldes Lykke, er Bedrag.
I en fattig Frakke
kan du Herren takke
sandt og godt som i en fin og ny.
Bag et fattigt Klæde
gemtes Julens Glæde
som en dejlig Stjerne bag en Sky.
Kan for Gud du synge,
lad så Byrden tynge,
du får Kræfter til at tage fat,
og i al din Møje
får du Barnets Øje
for hver lille Glædes gyldne Skat.
Ikke Glans og Smykke
giver Hjemmets Hygge,
Hjemmets Hygge er vor Herres Fred,
når i Tro vi vandre
kærligt med hverandre,
går den kære Herre Jesus med.
Vilhelm Gregersen, dansk præst
Jesus være med dig!
”Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går
under!« ”
Matt.8,25
I sluptiden (Tiden hvor særlige enmastrede sejlskibe blev anvendt omkring
Færøerne til fiskeri ca.1870-1940) havde foråret sin helt særlige
atmosfære hvert år.
Forårsmånederne, februar og marts, drog samtlige sømand til havs mod
Suðurlandið havområdet omkring det sydlige Island. Den dag, de tog
afsked gik de fra hus til hus i den lille landsby og sagde farvel. - Hilsenen,
lokalbefolkningen gav besætningen ombord var: ”Jesus være med dig!”
Og svaret var: ”Jesus blive tilbage her!” Denne hilsen kan høres endnu
den dag i dag, omend det forekommer, at hilsenen betød mere og vejede
tungere dengang, hvor skibene var dårlige og turene længere og hvor der
ikke fandtes nogen radio ombord og dermed heller ingen vejrprognoser –
det var, som Jesus var større og os mennesker mere magtesløse i
tilværelsen dengang. Men vejrprognoserne bliver aldrig så pålidelige og
radioforbindelsen aldrig så fejlfri og skibene aldrig så stærke, at Jesus kan
blive mindre og gudstroen kan svækkes hos os.
Aldrig må vi glemme historien om stormen på Genesaret sø, dengang
Jesus truede ad vind og bølger, så det blev blikstille. Aldrig må vi glemme
at bede Jesus være ombord sammen med vort sejlende folk og vor
kirkebøn om, at Jesus må være indenbords hos vort søfolk med sin Ånd og
bevare dem, det må aldrig blot blive til tomme ord i vor mund hver
søndag, for Jesus er endnu i vor tid den mand, som både vind og vejr
adlyder.
Og mange af vore egne sømænd har erfaret, at når de i dødsfare råbte:
”Herre, frels os”, da viste Jesus, hvem han var.
Men Jesus vil have os til at kalde på sig hver eneste dag, for hver dag er
for os en nødens dag, hvadenten vi befinder os på havet eller på land, og
hvor sikkert ellers samfundet og livet forekommer os.
Gud ser på hjertet
”Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende og højde; ham
forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker
ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« ”
1.Sam.16,7
De fleste af os kender til at skønne om eller bedømme noget. Vi vurderer
hvad der ser godt ud, det være sig personer eller ting. Vi ser på en bil eller
et hus og alting kan forekomme at være i god stand. Men ser vi nærmere
på bestemte steder, som vi ikke normalt ser, så er det hurtigt at blive
opmærksom på noget, der ikke var helt så godt.
Gud ser der hvor vi ofte ikke ser. Han ser på hjertet! Mennesket er mester i
at narre og snyde andre og sig selv, at skjule sit sande ansigt. Ofte kan det
også lade sig gøre og det går også tilsyneladende som det skal. Og efter at
have narret andre i lang tid, så begynder mennesket selv at tro på, at det
også er sandheden.
Gud kan vi ikke snyde. Jeg kan fuppe andre og tro, at jeg også kan snyde
Gud, men Han ser igennem os, Han ser hjertet. Gud ser, hvad der bor
indeni mig. Han ser, hvis der er noget, der trænger til at blive ryddet ud.
Han ser det, der plager og sårer. Han ser, at jeg behøver hjælp.
Og Han har hjælpen. Han har givet os sin egen søn, Jesus Kristus, der kan
og vil rydde ud i vores hjerte, således at Gud ser et hjerte, der er renset i
Jesu blod, når Han ser på mig.
Hvad ser Gud i dit hjerte?
hh
Ét er fornødent
”Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer
og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den
gode del, og den skal ikke tages fra hende.« ”
Luk.10,41-42
Sådan siger Jesus til sin veninde, den omsorgsfulde og gæstfri Marta i
Betania, som Jesus altid besøgte.
Sådan siger han også til dig, du kære Guds ven eller veninde, der gør dig
bekymringer og er urolig for mange ting, der optager din tid, interesse og
dit sind fremfor det, der er nødvendigt, nemlig – først at søge Guds rige og
hans retfærdighed.
Guds trofaste Ord, der aldrig kan rokkes, beder os søge først Guds rige og
hans retfærdighed, så skal alt det andet gives os i tilgift. Der er så meget i
vore daglige liv, der forekommer os at være nødvendige. Vi har ikke tid til
at være stille, så vi kan høre et andagtsstykke eller læse Bibelen. Vi har
med så mange mennesker at gøre, der behøver vores gæstfrihed og
velgørenhed. Vi bør også være gæstfri og godtgørende mod mennesker,
men dog ikke på den måde, at vi glemmer at lytte til Guds Ord.
Jesus er her kommet på besøg hos sine venner og er både sulten og træt;
alligevel er det mere nødvendigt for ham at tale Guds Ord end at få mad
og hvile. Madlavning skal der til, men Maria har valgt den gode del, og
derfor søger hun først Guds rige. Marta, der ellers forekommer at være en
fornuftig kvinde, har ikke blik for dette.
Åh, hvor mange ordensmennesker holder sig fra at gå i kirke søndag
morgen, fordi de er så trætte eller har et og andet at rydde op eller få
ordnet. De har endnu ikke fået øjnene op for, at ét er nødvendigt. ”Vi bør
fremfor alt give vægt og opprioritere, at vi nu og fremadrettet må blive
Guds kære børn og leve Ham til behag og i samfundet med Ham blive
salige.”
n.
Jesus blive tilbage
”Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste
han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. ”
Matt.8,26
Det er altid en tung stund, når fiskere tager afsked. I det øjeblik, de siger
farvel, kommer der pludselig sådanne tanker, som vi i almindelighed ikke
så ofte har. Og det drejer sig ofte begge parter. Faren klarede måske bedre
at holde sig, da sønnen tog afsked, men moren kunne ofte ikke. Og hvor
var den unge mand så hurtig til at sige farvel? Mon ikke det ofte var fordi,
han måtte vende sig, inden øjnene blev våde; hvad har havet mod at
tilbyde denne her gang?
Men en ting er, som giver livsmod til sømanden og til de hjemmeblivende
og det er gudstroen. ”Jesus være med dig!” - og ”Jesus blive tilbage!” -
Det er stærke ord, vore forfædre har lagt os i munden, som vi ikke bør lade
uddø, for bedre ønsker kan vi ikke give hinanden end det at have Jesus hos
os. Og så er det også et godt vidnesbyrd om, at vi ikke skammes ved Jesus
– et vidnesbyrd om, at vi lægger hele vores liv i hans hænder. Ham, der
kan gøre storm til blikstille, og som med sit ord kan beskærme os på livets
glatte veje.
Sømanden ser muligvis døden ofte for sig end så mange andre, men derfor
er hjemmemanden ikke mere tryg vedrørende døden.
Døden skal vi allesammen kunne forvente hver dag og hvor vi end
befinder os. Og hvis vi har Jesus med i vore liv, så behøver vi ikke være
bange, for der hvor Jesus er, der er der liv, selv gennem døden.
De lemlæstede hænder
”for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! ”
1.Kor.6,20
Du vågnede muligvis her til morgen med en underlig tom følelse af, at
alting er det rene pindebrænde, og dig selv allermest. Intet har nogensom
helst værdi! Det sker sommetider hos os, hos nogle er det almindelig
morgendrik.
Så er det vist præcis denne her hilsen fra Paulus 1. brev til Korintherne,
som du har brug for.
”Ingen værdi,” sagde du. Jovist – en uendelig værdi! - I grunden så stor, at
Jesus blødte til sin sidste bloddråbe præcis for at kunne tilegne sig den
værdi, du er! Og det, han ser som dyrebart, det må vi ikke regne som noget
småt.
Lad os da forsøge at lytte os frem til dette ord en stund.
”Du er dyrt købt”. Købt – så har han altså betalt for dig. Og det, der er
betalt for, ja det kan du aldrig skylde! Så står du jo som den skyldfri! - Så
er der intet, der adskiller dig fra Gud! - Ingen synd i dit liv, der kan vidne
imod dig på den dag, hvor bøger bliver åbnet. Ham, der købte dig, vil
lægge sin hånd på den side, der bærer på dit navn. For da ser Gud intet –
intet uden alene Jesu hånd, hvor han selv skrev det, dengang du modtog
hans frelsergave i tro: han/hun er min!
Og har han betalt for dig, så er du hans ejendom. Hans, hvad der end måtte
møde dig, og hvad du end måtte komme til at miste.
Dette kan du aldrig miste: Jeg er hans!
For han har købt dig og betalt alt det, der er prisen for børneretten hos
Gud. - Det kan ingen og intet true – end ikke døden, der ellers truer alt.
Også i det øjeblik er du ikke dødens, men hans!
Har han betalt for dig, ja så ejer han også og har retten til dit liv. Alt liv
uden Gud er et stjålet liv.
Det ligger i dette: ”Ær Gud med jeres legeme!” - dvs.: i alt det, du er, lever
og gør, for det er hans. Han har betalt for det. Det kostede ham så meget.
Den kristne inder, Sadhu Sundar Sing, der forsvandt sporløst på en
missionsrejse i Tibet, skriver om to unge mænd, der spillede om penge. At
gøre det blev straffet hårdt der. Det varede heller ikke lang tid til de endte
bag tremmer og derinde måtte de så blive lige indtil en stor bøde var blevet
betalt.
Den ene af disse mænd havde velhavende forældre, men den anden havde
ingen, der kunne betale for sig. Da besluttede dennes mor at skaffe gælden
af vejen ved at påtage sig alt det arbejde, hun kunne få fat på, selv det at
slæbe på tunge sten. Og hendes hænder blev også derefter.
Men så en dag var bøden betalt og drengen løsgivet.
Da drengens ven senere bragte pengespil på bane svarede vor unge mand:
”Jeg spiller aldrig igen et spil, der lemlæstede min mors hænder!”
Når fristeren kommer, så se da først på de lemlæstede hænder! De ikke
alene bærer. De beskytter også!
J.Weihe