27.juli 2024
At holde tal på vore dage
”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.”
Sl.90,12
Den der kan holde tal på sine dage har visdom i hjertet. Denne livets
sandhed indser salmedigteren.
Dette skal ikke forstås på den måde, at vi med frygt og bæven skal se dage
og år i hast forsvinde og forfærdes over, at vore liv bliver kortere for hver
dag, der går. Denne frygt har vi kun så længe, vi lever i afstand af Gud og
ikke ejer den velsignede tryghed der følger af at være et Guds barn. Mens vi
lever i synd er Guds vrede over os og da har vi al god grund til at frygte,
ja, der forgår vi af Guds vrede, fordi vor forbrydelse og vantro har Han
altid for øje. Vi kan ingenting skjule for Gud.
”Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed
er du Gud.” Sl.90,2
”Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al
deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort.”
Sl.90,10 Ja, sammenlignet med Gud så er vi støv og vores liv kort og
fattigt.
Men lærer vi at tage vore liv af Hans hånd, og kan Han lære os at tælle
vore dage under sit værn og med Ham som vort tilflugtsted, så forsvinder vor frygt og
bæven, og vi får livets visdom i hjertet. Da bliver det vor store glæde at
være i fællesskab med Gud. Da kan vi indse, at Gud har en plan med vore
liv. Da får vore liv værdi for andre mennesker. Og da kender vi livets
glæde. Lad os bede sammen med salmisten: Herre, du var vort værn slægt
efter slægt!
”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.” Sl.90,12
Mæt os med din barmhjertighed ved morgentide, lad os glædes og frydes
alle vore dage!
Herren vor Guds ynde være over os! Det vore hænder foretager sig, det
gennemfører du i os! Ja, udfør du vore hænders værk!
Forfrosne menneskesjæl
„Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man
give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« “
Luk.6,38
På en bondegård i Sverige blev der en dag fundet en landmand, der lå død
i sin seng. Han var frosset ihjel. Senere kom det frem, at landmanden ikke
alene ejede sin gård gældfri, men at han foruden dette havde ikke så lidt
stående i banken. Alligevel var han død af kulde indenfor, fordi han ikk
„havde råd“ til at lægge noget i ovnen. Det værste for denne mand var
alligevel det, at han var forfrosset indefra, for han var slave af pengene.
Jo sandelig, mammon er en hård herre at tjene, det har mange måttet
sande. Penge er en god tjener, men en hård og kold herre.Men ak! Ikke er
det kun penge, mennesker ikke under sig at bruge. Tænk blot på alle de
kolde mennesker, der aldrig har råd til et venligt smil eller et
imødekommende ord, eller aldrig går forbi et barn uden at skulle skælde
ud over et og andet.
Det vrimler med kolde og forfrosne menneskesjæle. Hvad er nærighed
andet end havesyge og begærlighed. Andre må ikke få noget, man vil have
det hele selv. Også ham, der slider sig gennem livet bliver misundet af den
nærige, for denne frygter, at der bliver for lidt til sig selv.
Stakkels menneske, der aldrig har lært, at jo mere, man giver og under sin
nabo, des rigere bliver man selv og jo større glæde og rigdom bliver ens
eget liv.
Var det ikke også det, Jesus sagde: Giv, så skal der gives jer! Den der
fatter, at alt vi her har og besidder, det er jo lånt gods eller en husholdning,
vi har fået at røgte. Vi har råd til at hjælpe andre, der fik mindre, og vi har
råd til at glædes sammen med andre.
Giv, så skal der gives jer!
A.J
Hvad slukker vor sjæls tørst?
“Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer
til Faderen uden ved mig.”
Joh.14,6
Det var Moody, der i en af sine bøger sagde, at hvis du smider en
håndfuld savsmuld ud på gårdspladsen, så er der ikke så meget som én
lille fugl, der så meget som skeler efter det, men smider du til gengæld en
håndfuld brødkrummer, så er de små fugle der straks for at spise
krummerne op.
Når vi tænker på åndelig føde, så kender et sandt Guds barn forskellen på
verdens savsmuld og brødet, der kommer ned fra himmelen, Jesus
Kristus. Hans ord er det eneste, der kan slukke en tørstende sjæl. Drik
ikke fra verdens mange mudderpøle, men sluk hellere din tørst ved det
klare, rene kildevand, som Jesus har at give dig, sit eget ord.
Hele sommeren bliver der organiseret verdslige aktiviteter i
weekenderne, ja, både to og tre forskellige af slagsen er der undertiden at
vælge imellem. Men når larmen og støjen er udslukket, så udslukkes også
glæden, for glæde kan du ikke finde i larm. Det færøske ord for
morsomhed/lystighed er “stuttleiki”, som rammer præcis ved sin
betydning, der er: “Kort leg”.
Nej, Jesus tilbyder den ægte vare. Han fylder livet med mening og
indhold. Når vi tager imod ham i tro og byder ham indenfor i vore hjerter,
så giver han os syndernes tilgivelse, et evigt liv, fred og den sande glæde.
Han er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan tilegne sig alt dette uden
at overgive sig til Jesus. Han venter på dig og ønsker alt det bedste for
dig.
24.juli 2024
For penge får man alt ... ?
”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit
liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? ”
Matt.16,26
Penge er ikke den største skat, vi kan få. Men det er der mange mennesker,
der tror. Det kan ikke lade sig gøre at spise dem. Vi kan have vore lommer
fulde af penge og så alligevel sulte, tørste eller fryse ihjel, hvis ikke vi kan
få fat på mad, drikke eller tøj. Penge i sig selv er intet værd, men det er en
god gave for den, der anvender dem ret.
”For penge får man alt,” bliver der sagt. Nej, det er ikke således. En digter
siger:
For penge får man:
Mad, men ikke appetit
medicin, men ikke et godt helbred
sengetøj, men ikke søvn,
uddannelse, men ikke visdom og fornuft,
pynt og stads, men ikke skønhed,
adspredelse, men ikke glæde,
venner, men ikke venskab,
tjenere, men ikke troskab,
grå hår, men ikke ære,
rolige dage, men ikke fred,
Det overfladiske hylster af alt kan du få for penge, men kernen bliver ikke
solgt for guld!
“Budskab fra Naadens Rige” Effie Campbell oversatte.
Han var fundet
”Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, ”
Luk.15,5
Hvert år bliver der afholdt et missionstræf i Basel i Schweiz. Til et sådant
træf skulle der engang vies ti unge mænd til missionærer, som så herefter
skulle sendes afsted til hedningelande.
De stod allesammen på rad og række og en præst gik forbi dem og spurgte
hver enkelt af dem: ”Har du fundet din frelser?” Og hver gang fik præsten
svaret: ”Ja!” Men så svarer den ene
pludselig ”Nej!” - Præsten blev helt opskræmt.
”Nej!” gentager den unge mand grædende: ”Frelseren har fundet mig!”
N. oversatte
Kun et skridt
”Men David svor: »Din far ved godt, at jeg har vundet din velvilje, og han
tænker: Jonatan skal ikke have det at vide, for at han ikke skal blive
bedrøvet. Men så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Der er kun et
skridt mellem mig og døden!« ”
1.Sam.20,3
Det er David, der siger disse ord til sin ven, Jonatan. Kong, Saul, søgte at
slå David ihjel. Selvom det gang på gang var lykkedes for Jonatan at redde
Davids liv, så forstod han dog, at hans liv hang i en tynd tråd. ”Det er kun
et skridt mellem mig og døden”
Men præcis gennem modgangen havde David lært at forstå verdens
tomhed og igennem sine egne fald lærte han sin egen magtesløshed at
kende. Dette kommer til udtryk mange steder, bl.a i Salme 103:15-16:
”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når
vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man
det ikke mere.”
Men også gennem trængslerne havde han lært at søge ind til Gud. Der
findes næppe et sted i Bibelen, der ånder mere af tillid til Gud end Davids
salmer. Han havde lært at lægge sig ind til Guds faderhjerte med sin nød,
og der oplevede han, at Gud var hans styrke, og at ”Jacobs Gud var hans
faste borg”
Kun et skridt. Passer disse ord ikke som overskrift for ethvert
menneskeliv? For dit og mit? Det forekommer mig? Vores livsløb er fra
vugge til grav. For nogle er det kort, for andre lidt længere. Men når alting
kommer til alt, så må vi erkende, at livet er kort. Og vore liv former sig
forskelligt. Den der får lov til at opleve et antal år undgår næppe at støde
på noget at verdens modgang, sorg og bekymring. Men den tyngste byrde
at bære på er dog syndebyrden. Ingen vidste dette bedre end David, og
derfor kunne han også, da han havde oplevet syndernes forladelse, fryde
sig i sin sjæl og sige: ”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis
synder er blevet skjult;” Sl.32,1
Også du, der slider under syndebyrden, kan opleve den samme glæde.
Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile.” Matt.11,28
Hvis nogen, der læser disse linjer, skulle have det svært på en eller anden
måde, hvadenten det er synden, der knuger, sygdom, afsavn eller
ensomhed, så skal det siges til dig: du er ikke alene, Jesus ser dig! Læg dig
derofr med alt det, der tynger, ind til hans frelserhjerte. Så vil han tilgive
dig – og han vil, at du skal stole på ham i tro: - Min ven, det er fuldbragt,
også for dig”
Cl.Eliassen
Hvorfor lader vi som ingenting?
”Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster
Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« ”
Joh.11,28
Præsten er kommet på besøg hos en mand, der ligger på sygehuset.
Pludselig går en alarmklokke i gang over hele afdelingen. Præsten bliver
forskrækket, for der må da være noget galt et eller andet sted. Lægen
der sidder ved patientens seng lader som ingenting og det gør
sygeplejersken, der også befinder sig i patientenstuen, heller ikke. Men
alarmen fortsatte sin skingre lyd med uformindsket styrke.
Et øjeblik senere var hele afdelingen fyldt med en tyk, grålig røgmasse.
Ilden havde fænget ved udgangen og der fandtes ingen nødudgang.
Den time det varede med at få bugt med ildebranden tænkte præsten over,
hvorfor mennesker ikke tager det alvorligt, når en alarmklokke ringer.
Hvordan kan man blot sidde fuldstændig stille og være nærmest ligeglad,
når alarmen lyder lige foran ens ører, at der er opstået en farlig situation.
En del af svaret er nok den, at lægen og sygeplejersken ikke lod som
ingenting, men så, hvorfor foretog jeg selv mig ingenting?” tænkte
præsten.
I dag ringer der en advarselsklokke i vor samvittighed. Den gør klart, at
det haster, at du får dine forhold bragt i orden med Gud. Han ringer med en
advarselsklokke, der vækker dig op, så du bliver helt lysvågen, så du skal
se, at Gud må du tage alvorligt. Hør, hvad han siger: ”Mesteren er her og
kalder på dig.”
Jeg plejer ikke at skræmme folk, for jeg kan ikke lide selv at blive skræmt.
Men både jeg og du vil gerne blive advaret, når der er fare på færde.
Bibelen skjuler ikke, hvilken alvor der møder os, når vi dør og går ind i
evigheden. Dem der tror på Jesus og syndernes tilgivelse, bliver frelst.
Dem der ikke tror går fortabt.
”Mesteren er her og kalder på dig.” Dette er et alvorligt advarselsskud, en
advarselsalarm i din samvittighed, og samtidig en invitation til at blive
kristen.
Du, som freden forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
ak, hvor vi to passer sammen,
du, Guds salvede, Guds søn!
Mennesket har sagt nej til Gud, ikke for at have andre guder, men for at
være gudløse.
Eliat
En sand discipel er fri
“Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver
i mit ord, er I sandelig mine disciple,”
Joh.8,31
Ordet frihed betyder oprindelig “fri hals” dvs hals uden en træring.
I gamle dage gik slaver med ring om halsen, men den frie mand ingen ring
Under den færøske sluptid(Sluppen var et enmastet sejlskib anvendt til
fiskeri 1880-1940) skete det hyppigt for fiskerne, at forklædet gnavede
mærker i skulder og ryg på trøjen. Dette fænomen blev spøgefuldt kaldt
slavemærket.
Sådan sætter arbejde og sociale forhold deres præg på mennesker.
Men også vores livsopfattelse, vores opdragelse og vores liv sætter deres
mærker på os: den gudløse og den, der frygter Gud, den umoralske og den
dannede med god opdragelse, den der håner og den der bærer over med –
alle får vi vores karakter af det, vi er.
Så er spørgsmålet blot, om vi er frie, hvor vi står, eller hvorvidt vi er
slaver. Er vi det, vi er ud af egen fri vilje eller som tvungen?
Mennesker bliver nemt bundet af vaner, begær og laster. Da er de slaver.
Herren sagde til Kain: “Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis
du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du
siger han: “»Min straf er for stor at bære.”
Kain var blevet slave af sin misundelse mod sin broder og i sin nød flygter
han langt væk fra Gud og vil ikke komme på tal med ham om tilgivelse.
Da det går op for disciplen Peter, hvor han sad i forgården, at han havde
afnægtet og svigtet sin Herre og Frelser og havde misbrugt sin frihed som
hans discipel, da fortryder Peter og græder bitterligt. Dette førte til, at
Peter fik tilgivelse og blev stadig bedre og bedre discipel i Kristi tjeneste.
Dette er ofte vejen til sandheden, som er Kristus: Gennem fejl og fald.
Men hos Kristus lærer man livets sandhed, og denne sandhed frier fra
slaveri og giver omvendelse, visdom, mod og glæde, som slaveriet i synd
ikke kender. Om dette vidner salmisten, når han siger: “Stor er lykken for
dem, der elsker din lov, intet får dem til at snuble.” Sl.119,165
Ilden renser og skaber smerte – men giver også varme og lys
“så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan
blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal
ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.”
Åb.3,18
Ild er af afgørende betydning for vor tilværelse. Mennesket har gennem
alle tider gjort brug af ilden, men også frygtet den.
Guds ord er ligesom ild, læser vi. Dvs at Ordet har de samme forførende
egenskaber som ilden. Det afslører, skaber smerte, renser og antænder alt,
der kan brænde, og som ikke er ægte i menneskesindet. Det lyser og
varmer – afhængig af hvordan vi er, når vi møder Guds Ord.
Vi mennesker ønsker, at andre skal tro, at vi er sådan og sådan, selvom vi
måske slet ikke er sådan. Men overfor Gud går den slags slet ikke.
Hans Ord afslører os – og det er ikke nogen rar oplevelse. Men vi må
igennem den. Ikke fordi Gud er nysgerrig. Han kaster aldrig lys over vort
indre menneske for at afsløre men for at rense og føre os ud i lys og varme.
Men så længe vi hellere ønsker at leve i mørket vil lyset altid forekomme
os uhyggeligt.
Men vi kommer til at opdage, at Ordet er ligesom ild, der sætter sig på os.
Vi forstår manden så godt, der efter en hård prædiken spurgte præsten:
“Hvem har fortalt Dem og mit liv?” Således kan det nemlig føles, når
Guds Ord brænder sig vej ind gennem vort sind, og bagom vor facade og
ind i samtlige skjulte og snævre hjørner.
Men dette er blot een side af Ordets gerning. Når dette er slut, da skaber
det samme Ord, der skræmte mig, tryghed, varme og lys. Guds Ord har
mange egenskaber, præcis ligesom ilden. Det kræver alt eller intet, og
ingen kan skjule sig for det.
Men det kommer ligeledes med tilgivelse og nåde fra Ham, der har det
kærlighedsfulde hjerte, Ham, der elsker os så højt, at Han gav sin egen
enbårne søn for at vi kunne blive frelst.
Så er det da ikke så farligt, som vi troede. Naturligvis koster det at stå
foran Guds altseende øjne og at give Ham ret. Men bagefter bliver sindet
fyldt med en vedvarende vished om fuld tilgivelse.
Mit livsløb er i din hånd
“Men jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i
din hånd, red mig fra mine fjender og forfølgere! Lad dit ansigt lyse over
din tjener, frels mig i din trofasthed!”
Salme 31,15-17
Dette lille ord, “men”, som ordene herover begynder med, er sat op imod
noget andet, der også er nævnt i samme ombæring. Manden der her taler,
siger, at han sætter sin tillid til Herren og siger til ham, at Han er hans
Gud. Men dette gør han i modsætning til alt andet, som han kunne sætte
sin lid til, og særlig i modsætning til alt det, “mennesker” kan gøre, og
hvordan de kan være.
Han har forsøgt forskelligt og har erfaret menneskers ondskab og had,
deres bedrag og falskhed og deres troløshed og hån. Dette har han alt
sammen været udsat for, som også ses i følgende ord: “Jeg hører mange
hviske, alle vegne er der rædsel, de rotter sig sammen mod mig, lægger
planer om at tage mit liv.”
Op imod dette er det, at han fremsætter sit “men”, og siger ordene: “... jeg
stoler på dig, Herre ...”
Dette fortæller om en stærk tro til Herren.
Om alle andre er imod, så er dog Herren med.
Om alt andet glipper, så slipper Herren ikke.
Her har han noget fast at holde ved, her har han noget trygt at stå på.
Også vi har ofte brug for at have et lignende “men” at sætte op imod alt
andet, der kan overgå os, så vi ikke mister fodfæstet. Hvad der end sker
og hvad der end forandres, bør vi kunne sige, at vi stoler på Herren. Når
vi indser vor egen uformåen og når vi ser andres svaghed, hvor der ikke
kan forventes nogen hjælp, så er det det eneste, der holder een oppe,
nemlig at sætte sin lid til Herren. Og ikke mindst, som f.eks. ved
overgangen til et nyt år, når vi i særlig grad bliver påmindet om, hvordan
tiden går, da er det velsignet at tage fat på dette “men” og sige: det skader
intet, at tiden går, for vi stoler på Herren og ved Herren holder vi fast ved
det evige.
Vi får i Guds Ord ofte den påmindelse, at vi ikke må lade modet falde og
ikke kaste vor frimodighed overbord, men være ved godt mod.
det er både godt og nødvendigt at få en sådan påmindelse og vi har stort
behov for den, for der er jo så meget, der truer med og vil tage modet fra
os og få os til at tabe modet.
I virkeligheden kan alting i for synlige og verdslige verden tage vor
frimodighed fra os.
Denne her verden er mærket af synd, forgængelighed og død, og der er
intet at være glad, forhåbningsfuld og frimodig af.
Og husk så på alt det, der deraf følger: Kamp og slid, sorg og bekymring,
frygt og bæven, trængsler og lidelser, sygdomme og nød af forskellig
slags, dette øger ikke frimodigheden.
Skulle vi blive sparet for noget af dette, så er der dog så lille en trøst i det,
for alt dette er her, og det sker for så mange andre og vi er en del af
fællesskabet. Og een ting er vi i al fald fælles om, og det er, at som tiden
går og årene henruller, så vil engang vores “ydre menneske gå til
grunde”, vi ældes, vi svækkes, afstandene reduceres, skridtene bliver
tungere, helbredet svigter og alting får en ende.
Dertil kommer også den mørke, dystre, tunge nedtrykte stemning, der kan
præge menneskelivet, hvadenten mennesket står på et højt eller lavt
udviklingstrin.
Alt dette kan få modet til at falde og kan true med at tage frimodigheden
fra os.
Men, hvis vi op imod alt dette kan indføre vores “men” og sige, “Jeg
stoler på dig, Herre, så bliver alting anderledes. Da bliver det klarere,
hjertet opløftes og vi skimter og kan se vejen for os ud af al trængslen.
Og så tilføjer vi: “Mit livsløb er i din hånd”
Hvor er det godt at kunne sige dette hver dag, vi får lov til at leve. Og
hvor mange eller få dage, der måtte forundes os, ja, det ved ingen
undtagen Gud. Han alene holder styr på vore livs dage. Han råder vor
skæbne, alt mens dagene kommer og går.
Alting er usikkert.
Det eneste, der findes nogen tryghed i, det er at sige: “Mit livsløb er i din
hånd” Mine tider og alt det, tiderne fører med sig, som jeg skal møde på
min vej og som vil falde mig til del, ja det står alting i Herrens hånd og
det kommer alt fra Herrens hånd.
J.Dahl: “Mellem bygerne”
Det er ret at søge Guds rige først
“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives
jer i tilgift.”
Matt.6,33
Det er ret at tage til sig af Guds ord hver eneste dag. Det er ret at søge Gud
i bøn til alle tider. Det er ret at holde fast i fællesskabet med alle de troende
og ikke holde sig væk, når menigheden savnes. Det er ret at give tiende og
gaver til Guds riges arbejde af det, vi administrerer over. Det er ret at gå til
alters og blive mindet om det mest væsentlige i vores tro. Det er ret at leve
i tilgivelsen og at tilgive andre, ligesom vi selv har fået tilgivelse. Det er
ret at videregive evangeliet om Jesus til alle mennesker i vor verden, og
det er ret at sende andre ud, der lægger deres hjerte i at videregive det.
Der er mange forskellige ting, der er væsentlige at holde fast ved uanset
hvilke tider vi lever i. På den måde bliver troen ført videre fra en
generation til den næste og dette vil fortsætte selvom tiderne skifter og der
sker forandringer finder sted, der kan opleves krævende og udfordrende.
Moses fortsatte som så han den usynlige (Hebr.11,27). Vi bliver tilskyndet
til at holde vore øjne fæstnet på Jesus, troens banebryder og
fuldender(Hebr.12,2), og gennem alt dette kan troen ikke tæres og
forsvinde, men bliver forædlet og fornyet, styrket og opbygget.
Effie Campbell oversatte
At besejre sig selv
“Hellere være sen til vrede end være krigshelt, hellere beherske sig selv
end indtage en by.”
Ordspr.16,32
Der bliver sagt, at den største sejr et menneske kan vinde, det er sejren
over sig selv – den indre sejr, hvor man måske midt i kampen er
behersket og rolig, selv under de vanskeligste forhold. Dette er en sejr,
der har værdi – noget der tæller, som der bliver sagt. Modsat kan alt det
ydre være i fineste orden og man kan have mange gode egenskaber, men
når det allermest gælder, så kan man falde på den indre front.
Det skete for apostlen Peter, der både var modig og ivrig for Herren, men
som alligevel fornægtede ham i prøvelsens time.
Mange mennesker er måske hjælpsomme – altid rede til at give en
hjælpende hånd men ønsker ikke at bøje sig og ikke standse op for at
gennemgå, om de på nogen felter i deres eget liv muligvis skulle have
taget fejl.
Hvis vort liv skal kunne lykkes, så må Gud have førstepladsen i alle
forhold. Da kommer vi ind på en vej, der er helt anderledes end den, vi
forud gik på, og vore tanker, planer og forestillinger om et og andet bliver
måske tilintetgjort. Da lytter vi, når Herren siger: “Giv mig dit hjerte, min
søn, lad dine øjne finde behag i mine veje.” Ordspr.23,26
På denne måde fik en mand, der havde et brændende ønske om at virke
for Herren, sit ønske opfyldt, men på en helt anderledes måde, end han
havde tænkt det. Han blev nemlig syg, måtte sidde i kørestol og kom på
et handicap-plejehjem. Samtlige hans bønner forekom ham ubesvarede
og han kunne ikke se Guds ledelse i noget af dette.
Men der på plejehjemmet havde Gud brug for ham og snart kunne han se,
hvordan mennesker blev frelst; al hans mening og holdning blev efter
ganske kort tid fuldstændig vend på hovedet. Hvor følte han sig nu
lykkelig!
Du føler dig måske tilsidesat og bliver måske ikke forstået, hverken af
din familie eller andre; men hvis du siger: “Jeg kan ikke mere, mine
lidelser er ubærlige;”, så husk på, at Guds Ord siger: “Vi ved, at alt virker
sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er
kaldet.” Rom.8,28
Husk, du er under Guds opdragelse, og at “Altid overgives vi midt i livet
til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores
dødelige krop.” 2.Kor.4,11
Når så diverse prøvelser kommer ind over dit liv, så er det, for at selveste
livet må dø, for at Jesu liv kan vokse frem indeni dig. Det er jo på den
indre front, at kampen kommer at stå, og her kan sejre med
evighedsbetydning vindes.
Eksempel eller stedfortræder
“Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi
kunne blive Guds retfærdighed i ham.”
2.Kor.5,21
Efter et møde kom en mand til taleren, dr.M.Stearns. han sagde: “Jeg
kunne ikke lide deres tale. Jeg bryder mig ikke om korset. Jeg synes, at i
stedet for at prædike Kristi død på korset, så havde det været meget bedre
at prædike Kristus som lærer og eksempel.
- Jamen, ville de have været villig til at følge ham, hvis jeg prædikede
Kristus som et eksempel til efterfølgelse? Spurgte dr. Stearns.
- Det havde jeg villet, svarede manden. – Jeg ville have fulgt i hans
fodspor.
- Jamen, sagde dr. Stearns, - Lad os da så tage det første skridt. “Ham, der
ikke gjorde synd.” Kan De træde dette skridt?
Manden blev forvirret. – Nej, sagde han, - jeg synder, det må jeg
indrømme.
- Nuvel, hvis det forholder sig således, sagde dr. Stearns, - så bliver deres
første og største behov for Kristus ikke som eksempel, men som Frelser.
Det er dette, der er hovedbehovet for hvert eneste menneske.
“Krigsropet”. E. Campbell overersatte
Guds besøg
“Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er
fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«”
Luk.7,16
Sådan lød lovprisningen fra ligflokken den dag udenfor Nains byport,
dengang Jesus opvakte enkens søn til live igen. Dette var et glædens
budskab at få midt i sorgens tid, når alting ellers forekom håbløst og
mørkt. Og vi forstår godt, at folk i Nain lovpriste Gud for Jesus, som Han
havde sendt til dem med dødens magt i sin hånd.
Men så bør vi også forstå, at det er os nulevende mennesker, Gud også
besøger med Jesus. Spørgsmålet er så, hvorvidt vi ligeledes er sådan
vendt mod Jesus, at han kan få os i tale, så vi hører hans trøstens ord og
åbner vore hjerter for dem. Først da kan vi se, at Gud har besøgt os i
Jesus.
Gud besøgte mig på en særlig måde på min dåbsdag ved døbefonten. Han
velsignede mig som sit barn og gav mig Kristi korsmærke at bære på.
Gud besøgte mig på en særlig måde på konfirmationsdagen ved alterets
knæfald, hvor jeg fik lejlighed for at bekræfte, at jeg benægtede djævelen
og alt hans og at jeg troede på den treenige Gud.
Disse to dage er to højtidsdage i mit liv. Men gudskelov, at han ikke
besøger os mennesker alene på højtidsdage – for da havde det mange
gange været mørkt på vor livsvej – men hver dag, ja, i grunden hver en
stund, vi vil være stille foran Gud, så besøger han med sin ånd vore
hjerter. Og mildt hvisker han til det sorgtunge hjerte: græd ikke, frygt
ikke, Jesus er vejen, sandheden og livet. Tror du på ham skal selveste
døden ikke skade dig.
Og Gud besøger mig på en helt særlig måde den dag, mine øjne brister,
såfremt jeg vedholdende holdt fast i troen. Så kommer Jesus til dødens
port for at opvække mig til evig trøst og glæde.
I sandhed, Gud besøger sit folk hver gang, vi hører budskabet om Jesus.
Kom, lad os være stille forud for Guds besøg!
N.
Mit gældsbrev er slettet
“Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han
fjernede det ved at nagle det til korset;”
Kol.2,14
Som forretningsmand oplevede jeg at få tilsendt en opkrævning på en
faktura, som jeg allerede havde betalt. Først blev jeg vred, men da jeg
havde tænkt lidt over det forsvandt vreden. Først ringede jeg til min
revisor og bad ham sende mig en kopi af kvitteringen. På denne stod der
påført fakturanummeret, betalingsdato og beløb. Kopien hæftede jeg til
opkrævningen og skrev med store fede bogstaver ovenover: BETALT.
Med en vis tilfredshed sendte jeg det hele tilbage igen til grossisten, som
havde sendt opkrævningen. Så var sagen klaret og blev aldrig senere
nævnt.
At sende en opkrævning for noget, der allerede er betalt er helt forkert og
bør ikke ske. Men sommetider går det galt, der hvor mennesker er
involveret. Dette sker aldrig for Gud. Alting er i orden ved Hans regnskab
og Han opkræver aldrig betaling for noget, der tidligere er betalt. Det der
een gang er betalt er derfor færdigt og afsluttet en gang for alle. Dette er
en vidunderlig sandhed for alle, der tror det, der står skrevet i den Hellige
Skrift. Ja, det er vores kvittering.
“Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han
fjernede det ved at nagle det til korset;” Kol.2,14
Betalingsdagen var langfredag, og prisen var Jesu blod. “men denne
præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter
taget sæde ved Guds højre hånd,” Hebr.10,12 Så er det altså sandt, at
synden er sonet og gælden betalt. Ingen kan hereefter blive opkrævet for
det, Kristus døde for på Golgata kors. “Faderen dømmer heller ingen,
men hele dommen har han overdraget til Sønnen,” Joh.5,22
Mit skyldbrev er utslettet,
min regning er betalt.
Han naglet det til korset
den gang han sonet alt.
Og alle mine synder
som jeg har gjort mot ham,
ble båret ut af verden
av det Guds offerlam.
Alligevel kommer der en dommedag, men dommen gælder ikke verdens
synder. Den dom blev sonet på Golgata og kommer aldrig mere.
Dommen der forestår bliver mod den foragt og hån, som mennesker har
vist mod Gud. De vragede Guds kald og afviste at tage imod Jesu frelse.
De trådte hans hellige blod under deres fødder. Ingen skal forvente, at
dette går upåtalt hen. Dette må vi stå til ansvar for.
“Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider
bort fra det. For når selv det ord, der var talt ved engle, havde gyldighed,
og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvordan
skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, at den fra
først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem,
som havde hørt ham,” Hebr.2,1-3
Lad os stå urokkelig faste. “For når vi kan komme ind til hvilen, er det,
fordi vi tror, ...” Hebr.4,3
E.C. oversatte
Millionæren, der gav
“År for år skal du tage tiende af hele den afgrøde, din mark bærer,”
5.Mos.14,22
Den kendte amerikanske milliardær Rockefeller fortæller, hvordan hans
professionelle vej begyndte:
“Ja, jeg giver ti procent af det, jeg tjener til Guds riges arbejde. Jeg
fortæller dig gerne, hvordan det hele begyndte: Dengang jeg var en lille
knægt måtte jeg forsørge min mor. Min første løn var 1½ dollars(ca.10
kroner) om ugen.
Jeg gav mor pengene. Hun tog dem i sin hånd og sagde til mig, at hun
ville blive glad, hvis jeg gav Herren tiendedelen af lønnen.
Det gjorde jeg. Og siden den dag har jeg givet en tiendedel af hver dollar,
Gud har velsignet mig med. Og det ligger mig meget på sinde at sige
dette: Hvis ikke jeg var begyndt at give Gud ti procent af al min indtægt –
fra den allerførste dollar, jeg modtog i løn – så havde jeg heller ikke givet
en tiendedel af min allerførste million. Fortæl mennesker, at de må lære
sig at være tro til at give til Guds riges sag.”
John D. Rockefeller, senior. “Shalom”. E.Campbell oversatte
Verdens største prædikant
“Derfor stræber jeg også selv efter altid at have en uplettet samvittighed
over for Gud og mennesker.”
Apg.24,16
Lad mig fortælle dig lidt om verdens største prædikant. Denne prædikant
har større magt i menneskets hjerte end noget andet menneske og den er
en fremragende vækkelsesforkynder. Mens andre prædikanter tæller sine
tilhørere højst i tusinder, taler denne prædikant til millioner.
Jeg henviser til samvittigheden!
Samvittigheden vender sig ikke blot til en bestemt gruppe mennesker
eller under særlige vejrbetingelser, men til samtlige samfundslag og
samtlige aldersgrupper under himmelhvælvet. Samvittigheden gør
ligesom nåden ikke forskel på folk.
Dens tjeneste begyndte i Edens have sammen med Adam og Eva. Med
blændende protester lod den sin røst lyde, dengang blodet fra den
retfærdige Abel blev udgydt. Den talte hårdt ind i Jakobs hjerte. Den
fandt endog også sin vej ind i Davids kongeborg og stod som anklager
overfor Judas og Pilatus.
Og op igennem århundrederne, der er henrullet, er dens tale ikke bleven
svækket eller blevet mindre tydelig og mindre forståelig, og alt mens
andre prædikanter er blevet tavse og andre er blevet begravet, ja så
fortsætter samvittigheden med sin mission.
Denne prædikant nøjes ikke blot med at tale fra prædikantstole og katedre
på de højeste universiteter, men den lader sin stemme lyde i private hjem
og skoler, i butikker, på fjelde og på havet. Ja, ingen menneskefod formår
at træde så langt, at denne prædikant ikke kan følge med. Den bliver
aldrig træt og under sig ingen hvile. Den lader sin stemme lyde ikke blot
en halv eller en hel time dagligt, men dag og nat, hele døgnet rundt.
Bliver samvittigheden behandlet som den skal, så den får sin ret, når den
taler, så bliver den menneskets gode ven og kære vejleder og trøster. Den
trøstede Josef nede i bunden af brønden, den gjorde Daniel tryg i
løvekuglen, og den fik Paulus til at synge midt om natten i det mørke
fængsel og den hjalp Peter til at sove trygt, dengang han forventede at
blive dræbt den følgende morgen. Samvittigheden er nemlig Guds tjener,
der giver fred og trøst.
Hvis ikke vi lytter til samvittigheden, så bliver den en fjende og vi
kommer i nød og vanskeligheder.
Samvittigheden dør ikke. Heller ikke det kommende år bliver stemmen
tavs, ja, heller ikke i evigheden.
Samvittigheden siger altid sandheden og dens budskab og domme
forpligter. Alle der har kuet den og holdt dens stemme nede kommer til at
betale for det, men ikke een, der følger samvittighedens råd vil
nogensinde fortryde det.
“kirkeklokken” E.Campbell oversatte
Indhøstningsdagen
“Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og
herlige dag kommer.”
Apg.2,20
Høstdagen er en stor dag, en mægtig og dyr dag.
Hvem husker ikke fra barnsben af, at hvert år var der en høstdag, den dag,
hvor al høen blev båret ind, den dag kartoflerne blev taget op, den dag,
gåsen kom hjem fra marken, den dag, mænd vendte hjem fra fjeldene med
det, der skulle slagtes. Men høstdagen sagde også noget om foråret. For
den, hvor foråret havde svigtet var høstdagen ikke så rig, som den ellers
burde være.
Os, der har flere år på bagen, har oplevet mange høstdage. Men lad os nu
standse lidt op og spørge os selv: takkede vi Gud, der gav os alt, Ham, der
lod det lykkes for os – hvad arbejde vi end stod i? Havde vi hjerte til på
høstdagen at give noget til Guds riges arbejde?
Og lad os spørge os selv, hvorvidt høstdagen ingenting har at sige os om,
hvordan vores forår var. Vores menneskeliv har årligt både forår og høst.
I Guds rige er der et langt forår, Et helt menneskeliv, omend der kan være
stor forskel hos den enkelte – men høstdagen er een for altid, fælles for
alle. Hvornår denne høstdag kommer, ja det ved ingen uden Gud Fader.
Da udsender han sendebud over hele jorden for at adskille dem, der havde
et godt forår og dem, der fik et dårligt livets forår. Dem der havde et godt
forår, det er dem, der ved tro på Jesus Kristus lever i den tillid, at al deres
synd er blevet dem tilgivet for hans lidelses og døds skyld. De er den gode
frugt i Guds rige, den frugt, der bliver bevaret i al evighed, mens den
anden frugt bliver brændt. Min ven, hver dag er for os en dag at spire i, at
arbejde på vor egen frelse for at dagen ikke skal komme som en
overraskelse over os, når solen bliver til mørke og månen til blod.
Gud elsker os og hans ord og løfter holder. Lad os stole på hans løfter, når
han siger til os: “Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”
Apg.2,21
n.
Jeres navne er indskrevet i himlene
“Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at
jeres navne er indskrevet i himlene.«”
Luk.10,20
Disciplene var glade, og allerhelst også ikke så lidt stolte, da de kunne få
de onde ånder, som alle frygtede, til at adlyde sig. Og derfor haster de
afsted for at fortælle Jesus om det, for han skulle også have del i deres
glæde. Og så i stedet for at glæde sig på deres vegne, så svarer han dem så
underligt tilbage, syntes de, som om der slet ikke var noget at glæde sig
over.
Det var nu ikke det, Jesus mente, altså at de gjorde noget galt ved at glæde
sig over, at ånderne adlød dem. Nej, det var ikke det. Vi har ligeledes lov
til at glæde os, når vi får de onde ånder til at flygte, onde ånder som had,
misundelse, hidsighed, legemlige fristelser, pengebegær osv., som vi jo
allesammen slås med, og jeg ved med sikkerhed, at Jesus glædes sammen
med os.
Men Jesus vil vise dem til en endnu større grund til glæde: at deres navne
var indskrevet i himlene. Det er det eneste, der holder, når alting kommer
til alt. Alt andet er så flygtigt og upålideligt. Lad os derfor ikke tillægge
det alt for stor værdi, at vi sejrede i denne eller en anden fristelse, for også
det kan den onde misbruge til at få os til at glemme, at enhver sejr er Guds
og ikke vores.
Men glæden over, at vore navne står indskrevet i himlene, den kan vi altid
vende tilbage til. Denne gerning er ikke vores, men hans, der gav sit liv
for os, uden at vi ejer den mindste del i den. Han stod selv ved
døbefonten, dengang vi blev døbt, og indskrev vore navne i sin bog. Hold
fast ved dette, når fristelser og fald truer, og du kender alt det, du ellers
har sat din lid til, smuldre under dine fødder, og du vil da gøre den
erfaring, at det bærer og holder, for Herren kendes jo ved sin egen skrift.
J.Weihe, præst
Hvordan skal jeg leve?
“Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på
jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen
for mig.”
Gal.2,20
Guds børn spørger ofte: Hvad er jeg? Det ser ud som at den onde får
rokket ved vor tro og får held til at føre os ind på tvivlens vej, så vi om og
om igen står tvivlende til, hvad jeg må og hvad jeg ikke må, eller hvordan
jeg skal være og ikke være.
Hvordan bør jeg da leve, hvis jeg vil være et ret Guds barn? Ja, hvorfor
spørge således, er der noget at være i tvivl over? Ja, for den, der er af
sandhed, for tvivlen rammer ham, fordi vi er i en verden, der er af det
onde, og som den onde har umådelig stor magt over, og det har vi et
synligt bevis for i vor tid, hvor mange hellere lytter til den ondes råd end
til Jesu råd, og vi kan ved selvsyn konstatere, at Guds børn ikke blues ved
at bruge grimme våben som sladder og gør på den måde sig selv til
beskidte sladderklude.
Hvordan bør jeg da leve? Paulus siger det her: det må ikke være dig, men
Jesus, der lever i dig, det skal være Jesus, der råder i dit liv, og det skal i
hvertfald være ham, du søger, når du er i tvivl, og det velsignede er, at
han er i stand til at føre dig og råde dig og han fører dig ikke vild, men
viser dig vejen, så tvivlen må vige, så du ser, at lys bliver din vej!
Nogle siger: jeg kan ikke bede “Fader vor”, for så er jeg nødt til at tilgive.
Til dette vil jeg sige: Læs Matt.6,14-15, for skal Jesus leve indeni dig, ja
så må du give ham plads, sådan som han er, ja, som den tilgivende frelser,
han er, som vil lære dig at tilgive med sit sindelag. For det var ham, der
elskede og tilgav mere end vi nogensinde vil være i stand til at forstå.
Han elskede mig så højt, at min død sonede han med et blodigt legeme,
og arrene fra dette vil aldrig forsvinde fra hans hænder og fødder, ar, som
jeg må huske på, når vi taler om tilgivelse fra min side!
Måtte denne andagt hjælpe os til, at det, vi herefter skal leve i kødet, det
må vi leve i troen på Guds søn, som elskede os så højt, at han tilgav os
alle vore synder.
Oliver Hansen
En lille sten i skoen
“Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver
os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”
1.Joh.1,9
En lille sten i skoen forårsager ofte mere fortræd end en tung byrde på
ryggen. Den lille sten hæmmer ens bevægelser. Den kan også blive farlig,
for et gnidesår må man ikke undervurdere.
Man kan undres over, at en så lille ting kan ødelægge så meget. Det
hjælper ikke, hvor klar luften er, hvor man går, hvor smuk udsigten er,
eller hvor hyggeligt selskab man er i. stenen i skoen ødelægger alt.
Der er kun eet at gøre: Stop, tag skoen af og fjern stenen!
Mange mennesker går åndelig set med sten i skoene. Der er noget, der
ikke er gjort op – en uret, man gjorde sig skyldig i, et ord man sagde,
ulydighed, uvenlighed, bitterhed. Så længe, det er der får man ikke fred,
man er utilfreds, utryg, bange, uordentlig og uglad. Hvis stenen får lov til
at blive der, så kommer der et sår, der kan være farligt. Den kan føre til
blodforgiftning.
Husk nu, at du har kun eet at gøre: Stop, tag skoen af og fjern stenen!
Det koster lidt at ydmyge sig og at gøre op, men det kommer du ikke
udenom.
Hør hvad Guds ord siger: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og
retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al
uretfærdighed.” 1.Joh.1,9
Dette er en prøvet vej, en tryg vej, vejen til frihed.
Fra “Solstrejf på vejen” af H.E.Wisløff. tj oversatte
Hvorfor gå i kirke?
”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus!”
Salme 122,1
Thorvald Kristensen
Færøerne må være et af de få lande, hvor mennesker tror, at de kan være
kristne uden at gå til gudstjeneste, i kirke eller til møde.
Det væsentligste i gudstjenesten er bønnen. Dengang Moses mødte Gud
blev der sagt til ham: ”og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag
dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« ” 2.Mos.3,5
Stedet var ikke helligt pga ydre omstændigheder, men fordi Gud var til
stede der. Når vi beder til Gud i kirken, hjemmet eller hvor som helst, så
bør vi huske ordene, der blev sagt til Moses. Jesus lovede at være dem
nær, der beder: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg
midt iblandt dem.« ” Matt.18,20
At tilbede er det, en person gør, når han er i Guds nærværelse. I
gudstjenesten lovpriser vi Gud i sang og bøn. I højagter Guds
barmhjertighed, visdom og kærlighed. Vi takker og glæder os i
gudstjenesten over frelsen i Kristus. Det samme gør vi i vor daglige
vidnesbyrd. Når vi beder, så bør vi fortælle Gud, hvad vi i sandhed
tænker og hvad der røres i vort sind og ikke det, vi mener, Gud ønsker at
høre.
De første kristne samledes i templet, synagogen eller i hjemmene. Efter at
disciplene havde sagt Jesus farvel på Oliebjerget får vi at vide: ”Da de
var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at
opholde sig...” Derefter bliver navnene på de elleve disciple nævnt og så
fortsættes der: ”Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå,
hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas,
Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og
zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved
bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre. ”
Apg.13-14 De kom sammen for at mindes den korsfæstede og opstandne
Jesus, der havde lovet dem at komme tilbage. De er virksomme. De
beder.
Bibelen nævner flere grunde og årsager til at gå i kirke og til
gudstjeneste. Sammen med andre får vi lejlighed til at lovprise Gud i
sang og bøn(1.Kor.14,26). Vi får lejlighed for at synge ud i ord vor glæde
og taknemmelighed for Guds daglige ledelse(Salme 122,1). Vi kan
deltage i bibeltimer og til samtalemøder(Luk.4,16-21). Vi kan lytte til
budskabet og i sandhed styrkes i troen og få hjælp til at få dagligdagen
som Guds vidne(Rom.10,17). At gå i kirke burde være noget glædeligt,
som vi glæder os til. Har vi ikke hver dag fællesskab med Gud, så kan
livet ofte forekomme én meningsløst. I gudstjenesten kan vi møde Jesus
og få en ny begyndelse.
Charles Spurgeon skrev: ”På et alter, hvorpå der kun ligger kold aske,
kan der ikke antændes ild til menigheden og til hele verden.” Hvis ham,
der står på prædikestolen ikke har et bibelsk budskab at bringe med
Kristus i centrum og en hellig flamme i hjertet, så er det bedre, at han
holder sig tavs. Spild ikke tiden til uvedkommende agitation og ved at
besvare spørgsmål, som ingen sætter. Mange kirkefolk kender Bibelen
lige godt som taleren. Vi bør forberede os godt, men husk altid, at kun
Helligånden kan gøre Ordet til et evangelium, et glædens budskab.
E.Campbell oversatte
Forbøn som beskyttelsesrum
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. ”
Joh.3,16
En præst besøgte et fængsel og mødte der en mand, der havde fået en
hård dom for mord. Præsten talte med ham og besøgte ham mange gange
efter dette. Pludselig en dag, hvor præsten var på besøg begyndte fangen
at tale om sin søn og præsten så straks en mulighed her for at få skabt en
forbindelse.
“Hvad ville De have gjort for at beskærme Deres søn fra det onde?”
Manden sad en stund eftertænksom, men så kom svaret pludselig: “Hvis
det var mig muligt, så ville jeg sætte mig selv imellem alle
helvedesmagter og så min søn for at forhindre, at de nåede ham og
beskadigede ham.”
Du, som læser dette, hvad vil du gøre for dit barn eller for dem, der står
dig nær? Hvor mange fædre har ikke givet sin søn det første glas, der
førte ham ud i dyndet, eller gået foran og åbnet dem vejen til andre
steder, der førte dem på gale veje.
Hvad vil du gøre for dit barn?
Det her er ikke spørgsmål og tomme ord, men virkelighed. Her er der tale
om liv, der skal leves i en verden, hvor synden sætter fælder i tusindtal –
og mange, ja, utællelig mange går til grunde her.
Vil du bede for dit barn, vil du sætte dine sammenfoldede hænder mellem
dit barn og det onde? Vil du bede om Guds velsignelse og bevarelse til
dem, der er betroet dig?
Glem ikke, at Jesus selv gik mellem djævelen og dig og han var rede at
lide døden for, at du skulle blive fri. Men han forventer, at du også beder
om frelse, om frelse for dit barn.
A.J
Han ville glæde sin fader
“Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er
Guds vilje med jer i Kristus Jesus.”
1.Tess.5,16-18
Der var blevet så tomt derhjemme. Moderen var død for kort tid siden.
Jørgen og hans fader boede sammen og forsøgte at være alt de kunne for
hinanden. Hver aften gik de ture sammen og talte som sidestillede til
hinanden om alting.
sådan her gik månederne indtil pludselig Jørgen fik så forfærdelig travlt.
Så snar han var kommet hjem fra skole(han gik på det lokale
gymnasium), da gik han ind på sit værelse og låste sig derinde og
arbejdede med et eller andet, mens hans fader sad ensom udenfor.
Faderen sørgede. Havde han mistet sin søns tillid, eller hvad var der galt?
Den dag faderen havde fødselsdag kom Jørgen tidlig ind til ham og satte
sig på sengekanten.
“Værsågod, far, dette er fødselsdagsgaven fra mig.” Han lagde en stor
pakke på dynen. Faderen åbnede pakken og indeni fandt han et nydeligt
udskåret skrin. Naturligvis blev faderen både glad og overrasket, for
skrinet var særdeles smukt.
“Er det det her, du har haft travlt med både tidlig og sent?” spurgte han.
“Ja, far, jeg ville glæde dig.”
“Tak, min gode dreng, det har du sandelig også, men jeg vil gerne, at du
skal vide, at du er mig mere kær end din gave. Jeg har ingen større glæde
end at være sammen med dig.”
Også vi kæmper ofte med skrinet og har så ringe tid til at være sammen
med vor himmelske Fader. Vi låser os inde i bestræbelserne på at få
skrinet færdigt og lader derved Gud stå udenfor og banke på.
Det er os selv, Gud ønsker at få – først. Han ønsker et inderligt fællesskab
med sine. Ikke helgener søger Gud, men syndere, der ønsker at komme
og være hos Ham for at blive frelst fra sine synder. Lad os gå ind til Ham
– selvom vi skulle komme tomhændede. Og har vi først været hos Ham,
ja, så kan vi gå i gang med skrinet. For det skal han få fra os en dag –
som tak fra os.
Vi ønsker også at glæde vor himmelske far.
Fra bogen “Solstrejf på vejen” af H.E.Wisløff. tj. Oversatte
3.juli 2024
Sidste hilsen til sønnen
“Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver
gammel, vil han ikke vige fra den.”
Ords.22,6
Den store tyske salmedigter, præsten, Paul Gerhardt, f.1607, som vi også
kender fra salmer som, “Befal du dine veje” og andre, skrev kort inden
sin død dette afskedsbrev til sin eneste søn, der dengang lærte til præst:
“Ja, nu bliver jeg snart 70 år og jeg har det glædelige håb, at min kære
Gud snart vil tage mig herfra og føre mig ind til et bedre liv, end det, jeg
hidtil har levet her på jord. Jeg vil først og fremmest takke Ham for al
sin godhed og trofasthed mod mig fra første dag, både på legeme og sjæl.
Dernæst vil jeg af hele mit hjerte bede om, at Gud vil give mig en god
bortgang herfra, når min time kommer, at Han vil tage min sjæl i sin
faderhånd og mage det således, at mit legeme kan sove mildt ind i døden
og kunne hvile i fred indtil den smukke dag, når jeg atter skal opstå fra de
døde sammen med mine kære, og når jeg skal se mine kære Herre Jesus
Kristus ansigt til ansigt – ham, som jeg endnu ikke har set, men som jeg
tror på.
Af verdens gods har jeg kun ganske lidt at overlade efter mig til min
eneste søn, men et ærligt navn kan jeg give ham, og det må han fremfor
alt passe på ikke at besudle. Han er givet af Gud som overordentlig lille
så han kunne blive en Guds Ords tjener og budbringer.
Vær hos Gud, og tag dig ikke af, om du ikke skulle få gode dage – det har
Gud råd for. Han kommer til os i smertelig modgang og det giver os fred
og glæde i hjertet og frimodighed i sindet.
Du må sørge for at læse teologi ved de rette skoler, der har den rette lære.
Lad være med at blande dig i teologiske diskussioner, for med dem
tilpasser man sig tidens krav og så bliver man hverken tro mod Gud eller
mennesker.
Hold dig fra alt skændigt og sjofelt og følg hellere Guds vilje og hans
bud.
Anstreng dig for at gøre følgende:
1. Lad være med at komme rode dig ud i noget tvivlsomt og skummelt i
håbet om, at ingen opdager det! Hvor smart det end er vævet sammen, så
bliver det afsløret en dag.
2. Lad aldrig vreden få magt over dig! Om hidsigheden provokerer dig,
så ti stille og lad ikke et ord komme ud af din mund før du for din mund
allerførst har læst de 10 bud og trosbekendelsen.
3. Hold dig fra det kødelige, syndige begær, og når du er giftefærdig,
spørg da først Gud om råd og dernæst gudfrygtige og fornuftige
mennesker.
4. Gør vel imod mennesker, selvom de ikke gengælder dig din godhed.
For det, mennesker ikke kan gøre for dig, ja, det har allerede himmelens
og Jordens Skaber gjort for dig, dengang Han skabte dig og dengang Han
gav dig sin kære enbårne søn, og dengang Han i den hellige dåb gav dig
børnekår hos sig og gjorde dig til arving i sit himmelske rige.
5. Flygt fra nærighed som fra selveste den onde! Vær tilfreds med det du
kan skaffe dig gennem ære og god samvittighed, også selvom der ikke
bliver noget tilovers!
Betror den kærlige Gud dig meget, så bed Ham om at bevare dig fra
misbrug af jordisk gods.
- Og når vi tager det hele under eet, så: Læs ærligt! – Lev fredeligt! –
Tjen med et redeligt
sind! Stå fast i troen og din trosbekendelse!
Så vil du også engang kunne gå bort herfra glad og salig! Amen!
n.
2.juli 2024
Men Gud sagde: “Din tåbe”
“ Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal
så have alt det, du har samlet?”
Luk.12,20
Men Gud sagde. – Det lyder som et hammerslag. Hvor værdiløst er nu
ikke for den rige mand det de andre siger. Nu er der intet mere at sige.
Gud fik det sidste ord – det allersidste.
Men Gud sagde: “Din tåbe!” Den rige mand var ikke blot et navn.
Tværtimod. Alt gik godt for ham. Han var også en driftig og ihærdig
mand, og det skal han ikke lastes for. Men der var sket noget sørgeligt
med ham. Han havde gjort en grufuld fejl. Han mente at menneskelivet
og dets velfærd var sikret med den rigdom, han kom til at råde over. Men
vores liv bliver sikret på en helt anden måde, på et helt andet fundament.
Det afhænger af, i hvis hænder, vi selv er med alt det, vi har fået betroet.
Han havde fået gjort verden og tingene i verden til sin Gud. Men det der
er afgørende og hovedsagen i det hele er at få Gud og alt, der har med
Hans vilje at gøre, gjort til sin egen tilværelse. Derfor var han en tåbe,
omend han havde nogle fremragende menneskelige egenskaber og
talenter.
Tåbe er den, der siger, at Gud ikke er til. Endnu større dåre er den, der
siger Gud eksisterer og så alligevel lever som man nu synes passer een
bedst uden at spørge efter Guds vilje. Og en tåbe er også den, der
forsøger at få sig selv til at tro, at ens egne tanker om Gud er mere
pålidelige og troværdige end det, Gud selv siger i sit Ord.
Der er forskel på at være klog og at være vis, og der er således også
forskel på at være enfoldig/uvidende og så at være en tåbe. Klogskab og
enfoldighed/uvidenhed siger noget om, hvordan det står til med vor
forstand, mens visdom og det at være en tåbe siger noget om vores
holdning til det evige, om vores forhold til livets Skaber og Herre.
Det værste der kan ske med os, det er til allersidst at høre Guds dom over
os: din tåbe -!
Kai Jensen
1.juli 2024
Sværest og nemmest
“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til
bjælken i dit eget øje? ”
Matt.7,3
En af de syv vise fra det gamle Grækenland hed Thales. Han blev engang
spurgt, hvad der var det letteste her i livet og hvad der var det sværeste
her i livet. Den gamle græker rynkede brynene og grublede langt og
længe. Men lige pludselig kom svaret. – Det sværeste her i livet er at
finde sine egne fejl, mens det nemmeste her i livet er at finde de andres
fejl.
I sandhed sandt. Når alting kommer til alt, så er det allerhelst sværest her
i livet at anerkende ens egne fejl, altså virkelig at se, at det er een selv og
ikke de andre, der hele tiden fejler. Det er nu engang sådan, at de andres
fejl kan jeg næppe rette, men mine egne fejl burde jeg derimod haft gode
muligheder for at rette op på, men dette sidste kræver meget mere af mig,
end det havde gjort, hvis jeg blot skulle finde og sige, hvad de andre
skulle gøre anderledes. Det havde været nemt at finde og bekende deres
synder, men ikke mine egne. Men vedrørende mine egne synder, så ville
det have medført velsignelser for mig at bekende dette. At bekende ens
egne synder giver ny styrke til at rette de fejl, jeg har gjort mig skyldig i.
Det største øjeblik i et menneskes liv, det er, når det indser, at Jesus er
rede til at tilgive synd, og at en bekendt synd er overfor ham det samme
som en tilgivet og glemt synd. Så ufatteligt og stort er det at bære
betegnelsen: synder, frelst af nåde ved tro på Herren Jesus Kristus.
A.J