21.september 2021

SIG TAK UNDER ALLE FORHOLD

Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!
Salme 103,2

En opdigtet historie handler om to engle, der blev sendt ned på jorden med
hver sin kurv. Den ene skulle samle alle bønnerne, som mennesker sender
til Gud i sin kurv. I løbet af meget kort tid blev denne kurv fyldt til
bristepunktet. Den anden engel skulle derimod samle alle taksigelserne.
Men for sidstnævnte blev det særdeles svært at fylde sin kurv.

 

Sådan er vi mennesker. I nøden trygler vi Gud om hjælp, men når nøden er
slut, så glemmer vi ofte at sige tak. Det samme ser vi også ske i
fortællingen om de ti spedalske, som Jesus helbredte. Kun én af dem
vender tilbage for at takke Jesus for helbredelsen.

Vore forfædre lagde alting i Guds hænder, når de drog ud på havet med
deres små fiskerbåde eller de tog op i bjergene, og på hjemrejsen fandt de
takkesangen frem. Men mennesker i dag i vores avancerede samfund
forekommer at tage alt som en selvfølgelighed, nøjsomhed er en
sjældenhed, men ikke krav. At leve i et trygt samfund er sandelig noget at
være taknemmelig for, og det burde være årsag til, at der også blev lagt
mere i takkekurven.Tænker vi over, hvor godt vi i virkeligheden har det,
så burde der være grund nok til at synge både den ene og den anden
takkesang og som Paulus skriver til de kristne i Efesos: ”... og sig altid
Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.
””

 
 
 
 
 
20.september 2021


AT VI ALLE MÅ VÆRE ET

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal
også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har
kærlighed til hinanden.«

Joh.13,34-35

 

En dag med strålende vejr stod jeg på et fjeld og skuede ned over en
landsby. Der var en god udsigt. Man kunne se både bække og søer og det
smukke græstæppe omkring landsbyen og øen på den anden side af
sundet.

Deroppe, fra øverst på fjeldet og højt hævet over landsbyen, forekom
kirken og et af de kristne menighedshuse, der stod lige bag kirken, at være
sammensmeltet til eet. Jeg tænkte ved mig selv, om ikke Gud mon så os
lidt på samme måde? Hos Ham er der kun tale om eet folk, en menighed,
en almindelig kirke, de helliges samfund. Vi kan komme sammen i
forskellige huse, hvad de end måtte blive kaldt, og under forskellige
former. Vi kan have forskellige holdninger om forskellige forhold, men vi
må ikke glemme, at i Guds øjne er vi eet folk, og vi er allesammen på vej
mod det selvsamme mål.

I sin ypperstepræstelige bøn(Joh.17,21) beder Jesus: ”at de alle må være
ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at
verden skal tro, at du har udsendt mig.
” I himmelen vil vi allesammen –
hvor forskellige vi end måtte være – synge med på den evige lovsang,
Lammets sang og Moses' sang.

 

Måtte Gud stå os bi med at støtte og hjælpe hinanden og at have inderlig
kærlighed til hinanden, alt mens vi endnu er undervejs på rejsen hjem og
ikke bagtale og fordømme hinanden.

 
 
 
 
 
 
19.september 2021


SJÆLEVINDERE

Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der
omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for
omvendelse.

Luk.15,7

En hyrde der ejede en stor flok får opdagede en aften, at der manglede tre
får, da han talte dem. Han vendte sig mod hunden, der lå sammen med
sine hvalpe og sagde: ”Tre får mangler, gå ud og find dem.” Hunden rejste
sig og strøg afsted.

Efter en tid kom hunden tilbge med det ene får, og hyrden bemærkede, at
hunden havde haft en hård kamp mod ulven for at redde fåret. Han sagde
atter: ”Der mangler stadig to, løb afsted og find dem.”

Hunden løb ud igen og førte det næste får hjem igen; men denne gang var
hunden så udmattet og forslået og det blødte fra flere sår. Den gik over
mod sine hvalpe; men igen sagde hyrden: ”Der resterer stadig et får, løb
og find det!” Hunden kiggede bønfaldende og spørgende på ham. Mente
dets herre virkelig dette. Men han pegede på døren og sagde: ”Løb!”

Hunden lystrede og kom tilbage igen ved midnatstid med det sidste får;
men den kom tilbage igen laset og forreven, lagde sig ned ved sine hvalpe,
slikkede dem og døde ...

Hvis en hund på den her måde lystrer sin herre lige indtil døden, hvad
siger du så, når din Herre peger ud over hele jorden og siger: ”Der er ikke
kun tre, der endnu mangler, men utallige skarer af fortabte mænd og
kvinder. Gå ud og find dem!”

Hvordan vinder man da sjæle for Jesus i en verden, der er fjendsk mod
evangeliet. Svaret er, at vi må være fyldt med en iver og passion til at føre
sjæle ud af fortabelse og til den eneste ene Frelser, ja, så vi decideret ikke
kan leve uden at se frelste sjæle, og hermed bringe Frelseren den glæde,
der bliver omtalt i Luk.15,7-10.

Når der så ikke sker noget i flere uger, så må vi gå bønnens vej, indtil
Guds ånd gør budskabet så overbevisende, at mennesker bliver draget
mod frelsen. Når ilden brænder i vore egne hjerter, så må den jo antænde
andre, men hvis vi gør alt, blot fordi vi mener, at det bør vi, det er vor
pligt, ja så antænder det ikke en brand. Og det uanset om det drejer sig om
et menneske eller det er til et møde med hundreder af mennesker, det er jo
mennesker på afgrundens rand, der må reddes, inden det er for sent. Og
når vi selv har del i livet i Gud og ved, at vi går ind til den evige glæde, ja,
så er det værd at leve for, at også andre kommer med.
”Kirkeklokken”. Effie Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
18. september 2021


GUDS LØFTER HOLDER

Andre påkalder vogne og heste, men vi påkalder Herren vor Guds navn.
Salme 20,8


De så fjenden nærme sig og slap ingen vejne hen. De befandt sig i en
fælde. Der var ingen muligheder or at flygte, og selv stod de med ryggen
mod havet. Men så åbnede Gud en vej for dem – igennem havet!

Han havde 32.000 mænd. I virkeligheden var det alt for lidt, da fjenden
havde 135.000. alligevel fik han at vide, at han havde alt for mange. Han
reducerede da hæren ned til 10.000 mænd. Men beskeden var stadig den
samme: ”Du har alt for meget med dig.” Til sidste stod han tilbage med
blot 300 soldater mod fjendens 135.000 store hær.

De følgende to tekststykker er fra Bibelen. De handler om Moses og
Gideon. Og du kan læse mere om disse hændelser i 14.kapitel i
2.Mosebog og i 7.kapitel i Dommerbogen.

I begge tilfælde befandt det israelske folk sig i en håbløs situation. Deres
eneste mulighed var at sætte hele sin lid til Herren og han svigtede ikke.

Ofte har vi måttet sande, at i vor allerstørste nød var Herren os nær. David
synger i kapitel 130: ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. ” Og i samme
salme: ”Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er
der altid udfrielse.
” Det her kommer Paulus også ind på i 2.Kor.12: ”For
når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

Gud lære os da fuldt og helt i tro at betro os i hans hænder.

 
 
 
 
 
 
17.september 2021


FRA DEN STORE TRÆNGSEL

Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det
er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres
klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

Åb.7,14

De salige har været i stor trængsel her på jorden. Hvad er denne trængsel?
Johannes tænker her ikke på en særlig stor ukristelig trængsel, men om en
trængsel, som enhver, der ønsker at være salig på den anden side, må
komme i.

Det er trængslen, som findes, når den kristne ånd og sandheden kæmper
imod det onde i vort eget hjerte og liv. Trængslen er kampen, der er
beskrevet i en sang: Der bliver kæmpet i stilhed, desto hårdere kampen er,
desto alvorligere er det. Ofte opstår der voldsomme sår, for ofte kæmper vi
ikke godt.


Trængslen er også modstanden udefra. Den der lægger al sin styrke og alle
sine kræfter i at blive salig møder altid modstand. Lever du i sandhed som
et kristent menneske, så bliver du mødt med modstand og mange holder
kun lidt af dig.

Ellers er det et tvivlsomt kendetegn for moderne kristne mennesker, at vi
som oftest får lov til at leve i fred og ro. Vi møder for lidt modstand.

Kender vi trængslen, da er det godt at vide, at vi har Jesus ved vor side –
han der mødte så hård en trængsel, som ingen anden her på jorden har
mødt.

Lægges der hårde trængsler på os, alle og enhver går imod os, vore egne
blev en skuffelse så stor – så står dog Jesus ved vor side.
TDH oversatte

 
 
 
 
 
 
16.september 2021


JESUS HAR DEN ENKELTE I TANKERNE

»Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske
er det ham, der er Kristus?«

Joh.4,15

En programleder på en kristen TV-station fortalte, at han engang fik en
lang og god snak om åndelige forhold med en kvinde, der ringede ind efter
en TV-udsendelse. Hun havde meget på hjerte – både ris og ros. Men mod
slutningen af samtalen sagde hun: ”... når du næste gang er i luften, så
blink da til mig og vis, at du lyttede til mig.”

Ud af alle de tusinder af mennesker, der så udsendelsen næste gang, var
der kun denne her kvinde, der vidste, hvorfor programlederen blinkede;
men for hende var det et tydeligt tegn. Han havde lyttet – til hende.

I 6.kapitel i Johanes evangelium læser vi om dengang, Jesus talte med
kvinden ved brønden i Sykar. Kvinden glemte næppe nogensinde den
samtale. Fra det samme øjeblik blev hendes liv fuldstændig forandret, og
hun fortalte alle mennesker fra det, der skete. Jesus så ikke kun hende, han
så også, hvad hendes sjæl først og femmest tørstede efter og havde brug
for.

Husk på, at Jesus kender hver enkelt af os. Han kender din stemme blandt
samtlige verdens stemmer, og der findes ikke to mennesker i hele verden,
der har identiske fingeraftryk. Bed til Herren, stol på ham, for han ved,
hvem du er.

 
 
 
 
 
 
15.september 2021


UD AF MØRKET, IND I LYSET

Men hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil
dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden,
eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Jeg og mit hus vil tjene
Herren.«

Josva 24,15

Gud alene er den, der sætter et menneske i frihed fra mørkets magt.
Han sætter dem underfuldt i frihed fra et liv af mindre værdi, hvor
de mener sig ikke at kunne slå til, ud af ydmygelse, frygt,
depression, ud af et liv, hvor de er bundet til forskellige stoffer, ud
af ensomhed, forkastelse, ja, meget mere og til et liv i tro, håb,
fremtid, mål, mening, anerkendelse, tryghed, fællesskab, ja, langt
mere.

Det er en virkelighed, at der kommer en dag, hvor vi ikke længere
får lov til at vælge. En dag, hvor alene mine gerninger fortæller det
liv, jeg har levet. Af frugterne skal træet kendes. En dag kommer
jeg til at stå foran Guds ansigt og dér får jeg ikke længere lov til at
vælge.

Ingen af os ved, hvornår natten kommer for den enkelte.
Sommetider kommer den hurtigere end vi anede og forventede.
Sommetider kommer den os meget nær, og smerten over at miste
vore nærmeste og dem, vi har kær, den står så lysende klart for os.

Gud har altid ønsket, at vi som mennesker skal leve i fred og
harmoni med ham og vore medmennesker. Men mennesket ville
selv råde og vendte Gud ryggen, og det medførte så, at der kom så
megen smerte ind i menneskelivet. Men Gud giver dig og mig
muligheden at vælge ham i dag.

Kort inden Josvas død holdt han en afskedstale for det israelske
folk. Han henvendte sig til dem og bad dem vælge Gud og hans
nærvær, håb, fred og glæde i livet. (Læs Josvabog 24,14 og
fremad).

Vi skal allesammen dø, intet er så sikkert som det. Men jeg har
indflydelse på, hvordan mit liv skal være i dag, og også, hvordan
det skal være, når døden indtræder. - Vi er evigheds-farere. Hvis vi
dør på denne her side, så er vi sprællevende på den anden side,
derfor er det så afgørende, at vi vælger Jesus allerede nu i dag
mens vi endnu er i stand til det. ”... Jeg og mit hus vil tjene
Herren.«
” Josva 24,15
Kirkeklokken. Effie Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
14.september 2021


FODSPORENE

Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og
hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.

Matt.6,20

En søndag gik jeg mig en lang tur langs den våde, bløde sand lige over
vandkanten indtil jeg vendte om og gik samme vej tilbage. En stor del af
vandreruten var jeg i stand til at se mine egne fodspor. Men ikke hele
vejen, for nogensteder havde bølgerne vasket dem væk. I forhold til
evigheden er vores tid her i verden så umådelig kort, og før eller siden
udviskes vore spor og forsvinder så helt.

Bibelen anbefaler os til ”samle os skatte i himlen.” Ikke kun fordi vore
spor her svækkes, udviskes og forsvinder, men fordi livet, der tilbydes os
der, er langt herligere end det, vi kender her i verden. Og desuden er den
anden mulighed langt, langt værre.

I dagligdagen er det alligevel værd at overveje, hvilke spor vi sætter efter
os. Der fortælles om en mand, som en morgen med nyfalden sne var på
vej over til værtshuset. Lige pludselig vender han sig om og ser sin lille
søn komme bagefter sig, mens han træder i faderens fodspor. Dette gav
faderen noget at tænke på, og han vendte om og gik tilbage til sit eget
hjem.

Jesus har på mange måder og med mange billeder vist os vejen hjem til
faderhuset. Salig er den der vælger den vej.

 
 
 
 
 
13.september 2021


ER DER OLIE PÅ LAMPEN?

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt.25,13

For kort tid siden oplevede jeg en hændelse, som fik mig til at tænke på de
ti brudepiger, der begav sig afsted for at møde brudgommen. Lignelsen står i
Matt.25.

Vi var i et rejseselskab i Israel og stod ved ”Løveporten”, der fører ind til
den muslimske bydel af Jerusalem og ventede på at vores bus skulle
komme. Vi ventede syv lange og syv brede men bussen udeblev. Nu
begyndte usikkerheden at brede sig: ”Hvorfor kommer bussen ikke? Er
der mon sket noget? Hvor længe skal vi stå her?”

Da er der een der spørger: ”Er der mon nogen af os der har en mobil?” Jo,
minsandten, der var én med en mobil. Så kunne det lade sig gøre at høre
noget nyt. Humøret blev straks bedre indtil vedkommende kunne se at
mobilen var død for strøm. Så der stod vi med en fin mobil af et godt
mærke, der kunne både det ene og det andet. Men uden strøm var den
nytteløs og kunne ingenting.

Da kom jeg i tanke om de 5 tåbelige brudejomfruer. De havde lamper,
men ingen olie. Vi havde en mobil, men ingen strøm.

Vi kan sagtens have store ord i vor mund og vi kan vidne med
svingende og gestikulerende arme og dog alligevel være uden liv og sejr,
når nøden banker på. Derfor slutter Jesus med at sige: ”Våg derfor!” Det
kan kun gøres på een måde, og det er at have daglig, personlig og inderlig
forbindelse med Gud Fader, Søn og Helligånden gennem Ordet. Det er dér
og kun dér, vi får olie på vor lampe, så den til stadighed kan lyse og
skinne.

Det at tale om at have olie på lampen kan for nogle mennesker blive en
uforståelig, overåndelig formulering uden jordforbindelse. Så lad os
forsøge at få det ned på jorden og ind i vores dagligdag. Har olie noget at
gøre med mange følelser, at få gåsehud, at se engle svæve tværs over
problemerne og mere af samme slags.

Nej, ikke det mindste! Livet sammen med Gud er en troens vandring, hvor
du måske ind imellem fornemmer følelserne men det er ikke nødvendigt
med følelserne, og det mest almindelige er, at du intet føler. Lad os derfor
vende tilbage til den lille mobiltelefon, som ikke duede til noget, fordi
batterierne var tomme for strøm.

Hvordan bliver batterierne fyldt? Ganske enkelt ved at ledningen bliver sat
ind i stikket, hvorfra strømmen kommer. Sådan er det også med os.
Hvordan kan vi til stadighed sikre os at have olie på vor lampe? Ved hele
tiden at holde os nær den kilde, hvorfra olien flyder.

Det er ikke det samme som at være på knæ 7 timer om dagen eller at læse
30 kapitler i Ordet om døgnet. Men det betyder, at dine tanker gennem
dagen cirkulerer om Guds kendetegn, sindelag og ord mens du gør dagens
dont og det huslige. Vi må til stadighed øve os til dette.

Men det er en livsstil, der er værd at satse på. For da kommer dit batteri
aldrig at tømmes for den ”himmelske strøm”, og din lampe vil altid have
Helligåndens olie. Da er du en klog brudejomfru.
E.Campbell oversatte

 
 
 
 
 
 
12.september 2021


HØSTEN

For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der
sår rigeligt, skal også høste rigeligt.

2.Kor.9,6

Herre, efteråret står allerede for døren. Dagene bliver kortere, nætternes
bliver længere og det bliver køligere! Der er noget vemodigt ved efteråret.
Det der før blomstrede så yndigt, det falmer og dør. De grønne og friske
blade på træerne synger nu sit ”postludium” - et smukt skue af vidunerlige
efterårsfarver, som man aldrig bliver træt af at se på.

Men pludselig er også det væk. Bladene hænger der brune og rynkede,
indtil efterårsstormene har fejet dem væk. Og en skønne dag drager også
trækfuglene afsted mod varmere og fremmede himmelstrøg.

Men høsten er nødvendig for os. Afgrøden må sikres og bringes i lade, og
vi forbereder os til vinteren – årstiden der allerede nu rækker sine iskolde
hænder imod os og vi ser det blive hvidt på fjeldsiderne.

Men vi høster i forhold til hvad vi såede - ”den, der sår sparsomt, skal
også høste sparsomt
” står der i din Bog, Herre. Og jeg mener ikke, at du
kun tænker på korn og kartofler, men på, hvordan vi lever livet, du gav os.
Hvad kan jeg forvente at høste efter det liv, jeg har levet? Er det god sæd,
der giver resultater, når høstdagen forestår?

En indhøstning forestår. Det ser jeg på menneskene omkring mig. De
ældes og er præget af, at sommeren er gået og lagt bag os. Og jeg ser mig
heller ikke så længe i spejlet mere, for rynkerne er nu blevet større og
flere.

Trækfuglene er fløjet mod varmere lande. Tak, Herre, at også jeg kan gøre
mig rede til at flytte. Hjælpe mig at lette mine vinger, når min tid er
kommet til at begive mig hjem til dig. Dette håb er et lysglimt i
efterårsmørket og giver livsmod og fremtidstro.

En dag så falder denne bolig -
en ukendt time, dag og stund;
men Jesus Kristus, det ved jeg mig
reder bolig i livets lund.

 
 
 
 
 
 
11.september 2021


DRØMMEN

thi hans øje rækker til jordens ender, under himlen ser han alt.
Job 28,24

En mand talte i Menighedshuset. Blandt andet fortalte han om et
tekststykke, som han havde læst for mange år siden i Dansk Missionsblad.
Til trods for de mange år, der var gået siden dengang, så huskede han
teksten ned i mindste detalje, da teksten havde talt så stærkt til ham.

Teksten handlede om en mand, der havde en drøm. Vi drømmer ofte,
og når vi så vågner op igen siger vi: ”Det var blot en drøm!” Men det kan
ske, at når vi vågner, så ved vi med vished, at denne her gang var det mere
end blot en drøm.

Manden, der skrev i Dansk Missionsblad fortæller nogenlunde sådan her:

”Jeg drømmer, at jeg går ned til bageren for at købe rundstykker. På vej
tilbage møder jeg Jesus, der siger, at han kommer for at besøge mig idag.
Når vi kommer hjem til os selv tilbyder jeg Jesus den allerbedste stol i
huset, og vi sætter os omkring morgenbordet for at få rundstykker og
kaffe. Det som jeg særlig bemærker, er, at ingen siger et ord. Der var
tavshed, og en underfuld, velsignet fred herskede. Fred er i sandhed en
mangelvare i disse dage – ord, ord og atter ord skyller ind over os dag ud
og dag ind. Radio og TV står tændt og sang og musik fylder rummet.
Jovist, larm og ufred har vi rigeligt af.

Til sidst siger jeg: ”Jesus, nu må jeg afsted på arbejde. Sæt du dig blot her
og hvil dig og føl dig hjemme her. Når jeg kommer tilbage i aften, så skal
vi to hygge os og have en god aften sammen.”

Men Jesus sagde, at han kom med mig på arbejde. Idet vi træder indenfor
på arbejdspladsen tilbyder jeg Jesus en god stol at sætte sig på, men han
siger, at han gerne vil sidde lige indenfor døren på en taburet.

Snart dukker den første kunde op. Han taler højt, er pralende og mundrap.
”Nu skal du bare høre. Jeg har fundet frem til nogen fiduser som vi begge
to kan vinde store summer på. Og så begav han sig til at fortælle om sine
svindelnumre med store ord og fagter.

Manden blev mere og mere beklemt ved situationen, da Jesus sad der og
hørte det altsammen. Til sidste smed manden kunden på porten. ”Hvad er
der i vejen med dig, du plejer ikke at være sådan. Er du blevet hellig?”
råbte han rasende, idet han strøg ud gennem døren.

Så kom den næste kunde. Denne mand havde en skrækkelig grim mund.
Ederne vældede ud af ham og snakken var rå. Manden måtte også smide
denne kunde ud, og kunden spurgte ham hånende om han nu var blevet
hellig.

Da aftenen kom gik manden over til Jesus og sagde til ham: ”Herre, det
var uheldigt, at du skulle komme til at opleve alt dette lige i dag.

Jeg er jo hos dig hver eneste dag, 24 timer om døgnet. Jeg hører og ser alt,
du siger og gør,” svarede Jesus.

Og så vågnede manden. Det er ikke overdrevet at sige, at han var rystet.
Naturligvis var han klar over, at Jesus altid er hos os og hører og ser alt.
Det havde han jo læst i Bibelen. Men denne viden havde ikke helt fæstnet
sig i hans sind og hjerne, så han kom til at overveje og tænke mere nøje
over, hvad det i virkeligheden betød.

Nu havde han oplevet Jesu besøg, og han ønskede aldrig mere at stå 
skamfuld som han her havde oplevet. Hvordan står det til hos dig og mig?
Tænker vi på vor usynlige gæst, der er ved vor side.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

10.september 2021

DER ER STADIG PLADS

Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er
stadig plads.

Luk.14,22

En ung kristen mand var kommet i åndelig nød, for han var kommet i tvivl
om hvorvidt han stadig var et Guds barn. Han talte til sin ældre ven om
det. Vennen ledte en stund i Bibelen og så fandt han frem til Luk.14,22:
Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er
stadig plads.


Den ældre forsøgte at forklare ham klart og tydeligt, at der stadig er plads
hos Jesus, også for ham, der tvivler. Men dette hjalp kun meget lidt. For
andre var der muligvis plads hos Gud, men ikke for en synder som ham.

Da fortalte den ældre om en erindring fra sine børneår: ”Jeg husker, at mor
sagde, at vi skulle have en gådeaften derhjemme. Jeg skulle først af alle
fremsige mine gåder. Ja, i grunden skulle jeg remse dem op, som jeg
kunnu huske. Jeg syntes ikke, mor var særlig god til at gætte dem.

Men så var det mors tur til at fremsige sine gåder.

”Hvad er det første, et menneske har behov for at få?”

”Mad” råbte jeg.

”God omsorg” råbte eg af mine søskende.

 

Men mor blot rystede med sit hoved og smilede.
”Det allerførste et menneske har for nøden,” sagde hun, ”det er en bopæl.”
Og så tilføjede hun: ”Denne bopæl har ingen af os bedt om. Inden du kom
i tanker om det, og inden du fik besked på det, havde Jesus forberedt dig
en bopæl i sit rige. Snart kommer han igen at føre dig dertil.”

Den unge tvivlende mand overvejede grundigt for en stund, og så strålede
han glad: ”Jo, den der bopæl ejede jeg allerede inden jeg begyndte at
tvivle og derfor ejer jeg den stadig!”

Jo, Gudske tak og lov, der er stadig plads.
TDH oversatte

 
 
 
 
 
 
9.september 2021


TRÆKFUGLENE

Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus
Kristus som frelser.

Fil.3,20

Vi sad foran køkkenvinduet denne smukke efterårsdag. Det var søndag, så
vi havde god tid. Småfuglene udenfor vinduet bekæmpede hinanden for at
få fat på brødsmulerne, som vi havde kastet ud til dem.

Det var efterår og fuglene var nu ved at være rede til den lange rejse.
Kiggede man indimellem op i luften så så man dem i flokke og
allesammen fløj de i den samme retning – mod varmere himmelstrøg i
syd.

Det her undrer mig, Herre. Hvad er det, der gør, at de allesammen
beslutter at drage afsted samtidig? Hvad er det for ”vækkelsesmøde,” de
har deltaget i, der får dem alle til at flyve afsted? Hvem er det der siger
dem, at nu er tiden inde? Er det dig, Herre, der giver befalingen? - eller
har du lagt det ned i deres små hoveder, at nu er den rette tid kommet?
Eller fornemmer de det blot på sig selv, at nu skal de afsted?

Hvad end årsagen måtte være, så drager de afsted, og vi kan blot vinke
farvel og ønske dem en god rejse. Herre, noget af det samme føler jeg i
min egen barm. En indre ufred – og glæde. Hos os forestår også en rejse –
ikke mod varme og solfyldte strande i syd, men hjem til dig! Du siger, at
du kommer, når tiden er inde – når basunen lyder – og vil tage os hjem til
dig! Herre, glem ikke, at jeg har givet dig mit hjerte.

 
 
 
 
 
 
8.september 2021


ALDRIG HAR NOGET MENNESKE TALT SÅDAN

Tempelvagterne svarede: »Aldrig har noget menneske talt sådan.«
Joh.7,46

En opsigtsvækkende og nærmest morsom beretning:

Ypperstepræsterne og farisæerne havde forventet, at tempelvogterne ville
gribe Jesus med magt og føre ham til dem. Men i stedet for at ”pågribe”
ham blev de så optaget og fængslet af hans budskab, at de blev stående og
lyttede.

Da tempelvogterne så vender tilbage til farisæerne og ypperstepræsterne
siger de årsagen til at de ikke havde Jesus med, være, at ”aldrig har noget
menneske talt sådan.”

Så præcis og gennemtrængende kan Jesu ord være. Og mange mennesker
– også i vor egen tid – er standset af Guds Ord. På samme måde kan
skarer af mennesker bevidne, at Guds Ord i Bibelen har givet dem nyt
håb, ny trøst og ny glæde.

 

Aldrig har noget menneske talt som Jesus. Hans ord var og er stadig 
livgivende. Og det er mere end blot ord. Virkeligheden bag Jesu ord kan 
ikke fordrejes og er evigt uforanderligt. Det ”skaber det, det nævner.”

Måtte vi derfor i sandhed lytte til næste gang, vi hører Guds Ord forkyndt.

Gud have lov for Herrens ord
vel trøster dem, der strider!
Gud have lov, i Jesu spor
Han fra os små ej viger!
Gud have lov hans Hellig Ånd
os føre vil i til livets land,
til himmerig det blide.
 
 
 
 
 
 
7.september 2021

EN REJSE TIL DE 7 MENIGHEDER I ÅBENBARINGENFra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i 
Efesos, de troende i Kristus Jesus.”
Ef.1,1

I bladet ”Dansk Europamission” dec. 2002 skriver Ove Klausen om en 
rejse, han deltog i sammen med ”Unitas” til de 7 menigheder, der står 
omtalt i 2. og 3. kapitel i Johannes Åbenbaring. Disse byer ligger alle 
sammen i det, vi i dag kalder Tyrkiet.

Alt det almindelige, som turisterne oplever, f.eks. den Blå Moské, Hagia 
Sofia Kirken, en rejse i Troja og op i en efterligning af den trojanske hest, 
ind at se hvordan man væver tæpper – ja de så endda ”et flyvende tæppe” 
- alt dette og meget, meget mere oplevede de.

Men at opleve historiens vingesus, det slog dog altsammen. Tænk engang 
at befinde sig i Efesos og at gå på de samme gader og træde på de 
selvsamme sten, som Paulus havde betrådt dengang han boede her og at 
sidde i det store teater i Efesos og høre oplæsning fra det 19. kapitel i 
Apostlenes Gerninger, hvordan mænd fra Efesos på præcis dette 
sted(19,29) rasede som gale mod Paulus. Og – i lidt længere væk at dvæle 
ved apostlen Johannes' grav.

Selv om fordums storhedstid nu ligger i ruiner, så er det noget helt særligt 
at befinde sig på disse bibelske steder. Meget er forandret, men meget 
ligger endnu den dag i dag som i fordums tid. Paulus og de første kristne, 
der har boet her i nogle af datidens storbyer, Smyrna, Pergamon, Sardes 
og hvad de nu ellers hedder, de har set det samme hav, de samme bjerge 
og det samme landskab, som vores rejsehold så.

Tidligere var byer og steder blot navne i det Ny Testamente, men nu bliver 
de konkret historie og geogafi, og det at kunne få kendskab til de 
historiske forhold, som de bibelske tekster taler ind i, det gør, at du 
pludselig forstår teksterne meget bedre.

Det er værd at overveje, at disse steder, hvor de første kristne menigheder 
befandt sig, her råder og regerer islam fuldstændig i vore dage. Vor 
tyrkiske rejseleder var kristen. Da vi spurgte ham, hvorfor islam besejrede 
kristendommen svarer han, at det var fordi, den daværende kirke holdt op 
med at drage ud med evangeliet. Den missionerede ikke.

Rejseleder, der kaldtes Gürkan, har en omvendelseshistorie at berette om, 
der ligner den Paulus gennemgik. Allerede i de allerførste skoleår blev han 
udvalgt til at skulle granske islam, sådan at han kunne blive imam engang. 
Det er dem der står for gudstjenesten i en moské.  Han gik op i dette med 
liv og sjæl og var aldeles overbevist i sin tro. Som ung muslim gik han en 
dag ind i en kristen boghandel i Istnbul. Han havde til hensigt at omvende 
de ansatte der til islam. Men de fik ham til at købe et Ny Testamente. 
Omtrent to år senere begyndte han at læse i det, ikke for at blive kristen 
men for at bekræfte og påvise, at de kristne havde forfalsket Bibelen, for 
det er just det, muslimer lærer.

Men han blev enormt overrasket. Han fik en fuldstændig anden opfattelse 
af Bibelen end den, han havde lært. Dybt inde i sig selv følte han, at det 
kristne håb var anderledes end det, han nogensinde ville kunne gøre sig 
forhåbninger om at nå som muslim, uanset om han gjorde alt, som en god 
muslim bør gøre.

Han var nedtrykt og tvivlrådig og vidste ikke, hvad han skulle tro. I sin 
nød bad han en aften Allah den følgende nat åbenbare sig svaret i en drøm. 
Men imens han nu beder, så hører han tydeligt og klart en stemme spørge: 
”Hvilken frugt er den beste?” Han tænkte straks ”Muhamed eller Jesus”, 
og helt af sig selv svarer han: ”Jesus.” Stemmen besvarer ham: ”Det er 
min vej.”

Efter at han blev kristen har han stødt på megen modstand, og han har 
desuden siddet i fængsel for sin tro, selv om der officielt er trosfrihed i 
Tyrkiet.

Gürkan er ikke den eneste muslim, der i disse dage bliver omvendt, idet 
Gud griber direkte ind, f.eks. Via drømme og syner.
Effie Campbell oversatte
 
 
 
 
 
 
6.september 2021

VÆR HILSET KORS – VORT ENESTE HÅBDine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
Salme 119,105

En af dem, der har kæmpet mest indædt mod kristendommen og troen på 
den levende Gud er den svenske poet og dramatiker, August Strindberg. 
Han fik en stor flok mennesker på sin side gennem stort set hele livet.

Men på sine ældre dage blev han omvendt og kom til fast tro på Guds 
frelse gennem Jesus Kristus som korsfæstet og genopstået for al verdens 
synd.

August Strindberg angrede bitterligt, at han i sine unge år havde besluttet 
at forlade Gud og i strid med Guds ord og Guds bud havde forfattet så 
meget i en gudløs ånd.

I 1907-1908 skrev han sin ”Blå bog”. Der siger han bla. ”....... alt mit 
mismod og alle ulykkerne i mit liv var opstået fordi jeg har levet som en 
ateist – ja, som en slave.”

På sit dødsleje bad han selv ærkebiskoppen holde gravtalen over sig ud fra 
ordene i Prædikeren, 12,1-7. Her lyder det første vers: ”Husk på din 
skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, 
om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!« ” 

August Strindberg døde en smuk død med Bibelen i hånden. Hans sidste 
ord var: ”Alt er tilgivet!”

På sit leje i Norre Kirkegård i Stockholm står der et trækors med følgende 
ord på latin: ”Ave crux spes unica!” Det betyder: ”Vær hilset, kors, vort 
eneste håb”

Og alligevel bliver hans værker i vantro og gudløshed gengivet og 
højlovet som storværker i den litterære verden, men så godt som aldrig 
hans omvendelse og afslutning af livet.

Korsmærket bør ikke kun være vores sejrsmærke på graven men også i 
livet. Guds ord og Guds bud bør kalde os til omvendelse og de burde 
vejlede os til livets sandhed i troen på Kristus.

Guds ord og Guds bud bør være vores værn, som vi lever vores dagligliv 
indenfor.
J.A.Næs
 
 
 
 
 
 
5.september 2021

DØDEN ER IKKE DET SIDSTEI skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er 
i gravene, skal høre hans røst ”
Joh.5,28

Gå en tur ud i kirkegården og lad dine tanker få frit spil. Der dukker 
mange tanker op et sådan øjeblik mens du går frem og tilbage blandt 
gravene, og kirkegården minder os om det, ingen af os kan komme 
udenom.

Her er alle lige. Her ligger de side om side. Nogle døde som unge, andre i 
alderdommen. Nogle fik en dyr gravsten, andre blot en fattig 
erindringsplade. Men hvad betyder det, døden fjerner alle forskelle. Af 
jord er du kommet, til jord skal du blive, hvem du så end er. Dette er 
sandheden og den rokkes ikke.

Tiden var blot en kort stund. Vi læser navnene på gravstenene. Mange af 
dem kendte vi mens de var i bedste alder. Vi synes, det er så kort siden de 
gik her blandt os, men alligevel har de nu været død og begravet for 
mange år siden. Sådan er vores herlighed. ”Som et øjeblik gik tiden, vi 
ånder her på jord.” Engang bliver det også din tur. Det huer dig ikke at 
tænke på, men døden kommer ingen udenom, hvis ikke Kristus er kommet 
forinden.

Er døden det sidste? Det er spørgsmålet. Vi kan gøre os mange tanker; 
men der er ikke megen nytte i dem, når dødens magt kræver sit. ”Fred” 
står der på gravstenene. Gid det altid var sådan! Men der er dog ét, der 
ihverfald er sandt: ”Kun dem er med i den syngende skare, som her fandt 
fred med sin Gud.”

Kirkegården er Guds mark. Når vore jordiske rester er båret derud, har 
Gud ordet. Og kun ham. Der bliver sået i forgængelighed, men den stund 
kommer, når alle dem, der er i gravene skal høre hans røst. Han gør ingen 
uret, men afsiger dommen, vi selv har afsagt gennem vore valg.

Det store problem er ikke døden, men livet. Hvordan lærer vi at leve 
således, at vi tåler døden? Svaret lyder: ”Troen på den opstandne giver sejr 
– også i døden.
 
 
 
 
 
 
4.september 2021

BØN DER FORMÅR MEGETHan fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive 
trætte. ”
Luk.18,1

Når vi læser om de mennesker, der har været store i deres bønneliv så får 
det os til at ønske, at vi kunne bede bønner, der formåede mere. Det har 
stor betydning, at vi bliver vækket op, så vi forstår, hvor nødvendigt det 
er med denne her slags bønner. Tiden fører det med sig at vi farer afsted 
og derfor  er der mange der ikke giver sig tid til at bede. Men hvis vi 
ønsker, at Herrens gerning skal have fremgang så må vi hver dag tage os 
tid til at bede. ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold 
jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. ” Fil.4,6

Mænd hørte John Know bede: ”Giv mig Skotland, eller jeg dør!” George 
Whitefield bad: ”Giv mig sjæle, eller tag min!” Brainerd sagde mere end 
én gang om sig selv, ”Jeg kerede mig ikke om, hvordan jeg levede eller 
hvilke vanskeligheder, jeg måtte gennemgå så længe jeg blot kunne vinde 
sjæle for Kristus.” Når dem, der sad ved David Stoners dødsleje troede, at 
ånden var faret ud af hans legeme, satte han sig op og sagde: ”O Herre, 
frels syndere! Frels dem i dusinantal! Frels dem i hundreder! Frels dem i 
tusinder!” Den begejstring og ildhu, der prægede ham i livet var også 
stærk i døden.

Kæmper vi i bøn for fortabte sjæle? Måtte Herren hjælpe os at forstå de 
fortabtes skæbne. Måtte vor daglige bøn være: ”Gud, giv os en større 
byrde, så at mennesker kan blive frelst.”
”... En retfærdigs bøn formår meget, stærk, som den er. ” Jak.5,16
”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at 
bede om, det skal de få af min himmelske fader. ” Matt.18,19
”Kirkeklokken” 1.1969. Effie Campbell oversatte
 
 
 
 
 
 
3.september 2021


HJÆLP I FRISTELSEN

For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem,
der fristes.

Hebr.2,18

Det er særdeles vigtigt i nødens stund at have en ven, der forstår mig, og
som kan stå ved min side og hjælpe mig. Og det er på denne måde, at
Jesus Kristus vil være vor ungdoms frelser, sådan som vi synger i en sang.

Her er der ikke tale om en tåget tale og om en fjern Gud, der fra sin trone
nådigst ser ned til os når de betydningsfuldeste livsspørgsmål raser – og
kun da. Nej, han har selv vandret om på denne her klode som et menneske
i støvet.

Derfor kender han til fulde til vore kår og vanskeligheder, og han vil
hjælpe os under alle forhold, også når vi bliver fristet. Han blev selv fristet
på samme måde som vi; men synden kommer ikke frem, før vi giver os
ind under fristelsen, og vi giver os op i fristerens hænder.

Så er der da kun ét værn i den tunge fristelsens stund: straks at fly til ham,
der er stærkere end fristeren, Jesus Kristus.
TDH oversatte

 
 
 
 
 
 
2.september 2021


FRA KVIKSAND TIL KLIPPEN

han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min
fod på klippen, så jeg stod fast.

Salme 40,3

Margreta Palmstjerne, den svenske ambassadørs datter i London, blev født
i 1905. Allerede som 18 årig var hun kendt for sin skønhed, sit ynde og sit
pli. Hun var en af dem, folk flokkedes om og agtede højt.

Hun skrev dagbog, både som pige og som gift kvinde. Dagbogen blev
udgivet efter hendes død i 1942. I dagbogen er det tydeligt, hvordan denne
højagtede pige og kvinde hele sin tid så tomheden i det at bygge sit liv på
verdens rigdomme, penge og luksus og magelighed og hæder og ros fra
mennesker.

Dagbogen viser, at Margreta læser meget i Bibelen og skridt for skridt
giver hun slip på verdens tomhed og hovmod og tilegner sig istedet en
levende tro på Kristus som sin Frelser.

I 1941 blev hun alvorlig syg og kom sig aldrig fra denne sygdom. Det
seneste hun skrev i sin dagbog inden hun døde i 1942 er disse kendte ord:
”Her på jorden lever vi som kviksand. Gud have lov for at Han sendte
Kristus til verdenen. Hans liv står så klart for mig. Det er det eneste, som
står urokkelig fast i tilværelsen; og jeg beder Ham om at beskytte mig fra
mig selv – og fra mine egne svagheder. Jeg siger som David siger til Gud i
Salme 40,3: ”han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen, så jeg stod fast.

J.A.Næs

 
 
 
 
 
 
1.september 2021


BØN ALENE

”... gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.
Matt.14,23

Jesus bad oftest alene med sig selv. Vi hører om dette mange gange i det Ny Testamente. En
bøn som hans ypperstepræstebøn har han naturligvis bedt mens andre mennesker var til
stede, for ellers havde den ikke været nedskrevet og bevaret for eftertiden.

Vi kan bede sammen, og fællesbønnen har mange forjættelser. Vi burde anvende denne
måde at bede på oftere end vi gør. Men – alligevel – lønkammerbønnen, når jeg er alene
sammen med Gud, er den bedste. Den vi elsker vil vi helst være alene sammen med.
                                                                                                                     
Derfor er lønkammerbønnen det bedste svar, vi kan give Jesus, når han spørger:
”Elsker du mig?”

Længes du efter hver dag at være alene sammen med Gud? Længes du efter de øjeblikke,
når du i fred og ro kan tale med ham om alt, der brydes i dit hjerte?

”Du, Herre, ejer al æren – jeg al skammen, men alligevel driver du mig ikke væk fra dig, du,
den salvede Guds søn!”
Gå så ind i dit lønkammer sammen med Herren!
TDH oversatte