8.maj 2024
Nåde være med jer og fred
”Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige. Nåde være
med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!”
Rom.1,7
På denne måde begynder Paulus mange af sine breve. Nåde og fred være
med jer. Og fred er der ingen af uden ved Guds nåde. Guds fred, det er
syndernes forladelse, Guds nådegave til os med vor Herre, Jesus Kristus.
Således begynder Paulus sine brev med ordene: Nåde være med jer og fred
fra Gud. Og han slutter dem: Nåde være med jer.
For når jeg er sikker på Guds nåde, så har jeg fred i hjertet, har jeg fred
hvadenten jeg lever eller dør. ”For således elskede Gud verden, at han gav
sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men
have evigt liv. ”
Nåden er Guds Faders. Af sin store nåde ofrede han sin søn for at frelse os.
Guds søn forligte os med Gud ved sit blod, da han led korsdøden for vore
synder. Ved ham har vi syndernes tilgivelse. Ved ham har vi fred. Når
livets dag går på hæld og natten forestår, når ingen er i stand til at arbejde,
så samler samtlige spørgsmål sig i dette ene: Er jeg sikker på og sikker i
Guds nåde i Jesus Kristus, vor Herre? Hvad bygger vi nu denne sikkerhed
om Guds nåde og fred på? Vi bygger den på Ordet, det evige og
uforanderlige Guds Ord. Guds Ord må vi tro på, det må vi have fuld og hel
tillid til, og Ordet er Kristus selv, den korsfæstede og opstandne. Ordet er
givet til os allesammen, så vi allesammen kan blive salige af nåde.
Men der findes mennesker, der ikke ser sig have behov for denne nåde,
vende Jesus ryggen og ønsker intet at have med ham at gøre. Sådanne
mennesker kender ikke deres eget bedste, og vi kan hjælpe dem ved at
bede for dem. Når et menneske står udenfor Guds rige, og uden tro, så er
der ingen trøst den dag, hvor sorgen kommer. Alting bliver uden mening.
Men har vi troen på Gud Fader, Guds søn og Helligånden ved syndernes
forladelse, legemets opstandelse og det evige liv, så ser vi lys på den anden
side grav og død, og ser frem til opstandelsen, når Herren kommer igen, og
alle de døde skal opstå. Så har vi trøst i dette håb om opstandelse og det
evige liv. Vi skilles ikke for altid men skal mødes igen. Det er lykke for et
menneske at have sat sin lid til Gud, af hjertet at turde sige: Af Guds store
nåde er jeg frelst og hvadenten jeg lever eller dør, så tilhører jeg Herren.
Lykkeligt det menneske, der kan dø i fred og i fuld og hel tillid til Herren
blot venter på, at Herren skal tage een med hjem – længes efter at blive
hjemkaldt.
Poul Jacobsen
Gå derfor
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og
se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« ”
Matt.28,19-20
Ud af verdens 40.000 missionærer virker 95% blandt de menneskegrupper, hvor der er flest
kristne(Afrika, Filippinerne, Indonesien, Taiwan, Brasilien osv.). Ud af disse virker 50% alene i
Afrika. Kun 5% af missionærerne arbejder blandt hindu slægten, budhister eller muslimer. Dette
er samtidig grunden til, at mere end halvdelen af verdens samlede befolkning aldrig har hørt
navnet Jesus nævnt, ikke så meget som een enkelt gang.
Hele verden vidste i løbet af 24 timer, at en mand var landet på månen, men efter snart 2000 år
har halvdelen af verdens befolkning stadig aldrig hørt navnet Jesus nævnt blot een enkelt gang i
deres liv.
Ec
Det begyndte med en traktat
”Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og
fangerne lyttede. ”
Apg.16,25
P.L.Rounds, forhenværende missionær i Japan beretter:
En ung pige i Japan havde været indlagt 2 år på et tuberkel-sygehus. Hun
var så tynd og elendig, at hun næsten ikke kunne bevæge sig i sengen.
En dag, da nogle troende kristne besøgte sygehuset modtog hun en traktat.
Den pågældende dag var hun for svag til at holde traktaten, og hun bad
derfor sygeplejersken om at hjælpe sig, så hun kunne komme til at læse
den.
Da hun nu læste dette enkle evangelium om Jesus påvirkede det hende
meget. Hun bad sygeplejersken stå ved sengen mens hun udøste sit hjerte i
bøn.
Hun bad om tilgivelse for sin synd, og hun blev i sandhed omvendt. Som
så mange andre ønskede denne unge pige at dele sin frelsesglæde med andre.
En dag læste hun om en mand, der var dødsdømt for mord. Hun besluttede
sig for at skrive til ham og fortælle ham om Jesus; men det tog hende hele
tre dage at skrive et lille brev færdigt. Hun sendte også traktaten, der havde
haft så stor betydning for hende sammen med brevet.
Iwate San, som fangen blev kaldt, var i begyndelsen ligeglad og kold
overfor modtagelsen af brevet, men efter at han havde læst det og var
begyndt at forstå, hvad det havde kostet hende at sende brevet til ham, blev
han rørt, fordi der var nogen, der havde fattet omsorg for hans sjæl.
Traktaten blev læst mere end een gang, og en dag greb sandheden hans
hjerte. Han tog imod budskabet i tro og den dag frelste Gud en brutal
morder i et af Tokyos mange fængsler. Den unge piges vidnesbyrd havde
båret frugt.
Senere blev denne drabsmand overflyttet til det fængsel, hvor han skulle
henrettes, ca. 600 km fra Tokyo. En dag, hvor han sad og sang en af de
kristne sange, han havde lært, hørte han en stemme kalde gennem en lille
sprække fra en anden fængselscelle.
Der sad en mand, der kaldtes Uchida, og som også havde fundet Jesus som
sin Frelser. Disse to blev meget glade for at kunne dele frelsesglæden med
hinanden.
Iwata San og Uchida San tog nu fat på arbejdet, således at de øvrige
dødsdømte fanger også kunne blive frelst. Fangevogteren gav dem lov til,
alt mens de sad og spiste, at fortælle de øvrige fanger fra det, der var
overgået dem.
Iwata San sad i fængslet i to år, og i løbet af den tid fik han den nåde at få
lov til at lede 41 andre fanger til Jesus. Fangevogteren gav alle disse 41 lov
til at blive døbt i fængslet, og hele stemningen i disse dødsceller
forandredes fra frygt til glæde og fred. Da fangevogterne gik deres ruter
mellem cellerne hørte de evangeliske sange fra temmelig mange
fængselsceller.
Men tiden, hvor Iwata San skulle henrettes, kom nu nærmere. Han havde
blot eet ønske inden han skulle dø, og det var at få lov til at besøge den
unge pige, der havde sendt ham brevet sammen med traktaten. Dette ønske
blev ham bevilget.
Da han nu sad ved sygesengen fortalte han hende alt, hvad Gud havde
bevirket i hans hjerte gennem brevet. Da pigen nu hørte dette løb tårerne
ned ad hendes kinder.
Inden han tog sin afsked med hende følte Iwata San sig ført til at lægge
hænderne på pigens hoved og bede for hende. Så blev han ført tilbage til
fængslet, hvor han blev henrettet. Men hans sjæl kom hjem til Gud, der
havde renset den i Jesu blod.
Den samme kraft, der havde forvandlet fangernes hjerter kom nu ind i
denne unge piges liv. I løbet af to uger var hun fuldstændig helbredt og
kunne vende hjem igen.
Et sådant mirakel udførte Gud. Og alting begyndte med en traktat.
”Kirkeklokken” Effie Campbell oversatte
Men størst af dem er kærligheden
”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er
kærligheden. ”
1.Kor.13,13
Carl-Gustaf Severin fortæller fra Kanal 10, hvor stor indflydelse,
kærligheden har:
I Amerika laver man mange forsøg. Der fandt man ud af, at 80% af de
vantroende sagde: ”Vi mener ikke, at de troende holder af os!”
Vi burde ære og bede for dem, der er blevet kaldet til prædikentjenesten,
men i Skandinavien analyserer vi alting ned i mindste detalje og kritiserer,
vi dømmer og fordømmer. Jeg var engang i New York til nytåret sammen
med min hustru. Vi besøgte Brooklyn Tabernacle. Dérinde har man 3
gudstjenester hver søndag med 3.000 mennesker til hver.
Pastoren læste Luk.6,38: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet,
topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I
selv få tilmålt med.« ” Når vi hører dette skriftord, så tænker vi ofte på
penge, men her taler Jesus ikke om penge. Nu må vi lige bakke en anelse
og gå eet vers tilbage til vers 37. Her står der: ”Døm ikke, så skal I ikke
selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få
tilgivelse. ” Vi kristne er hurtige til at fordømme. Vi var der slet ikke,
dengang begivenheden fandt sted. Dette må høre op, for verden
fordømmer, men vi kristne er brødre og søstre i Herren, og vi bør elske.
Men det værste af det hele er, at dine søstkende i Herren dømmer dig,
fordømmer dig, og hvis du kommer til at træde ved siden af, ja da vil de
ikke tilgive dig. De er hævngerrige og hadefulde.
Pastoren fortsatte: ”For 25 år siden, engang jeg trådte ud af kirken står der
en kvinde på 25 etage og vil til at springe ud af vinduet. Politiet står på
gaden foran bygningen og mediefolk stod parat med deres
videooptagelsesapparater klar at optage selvmordet. Jeg spørger da
politiet: ”Må jeg have lov til at kom derop til hende?” De giver mig
tilladelse til det. Stående foran hende siger jeg: ”Spring ikke ned her!”
”Jamen, alle dømmer mig, alle fordømmer mig.” ”Men det gør jeg ikke, og
det gør Jesus heller ikke. Grib min hånd!” Da træder hun væk fra vinduet,
og jeg lægger så min frakke over hende, så optagelsesapparaterne ikke skal
få et billede af hende. Jeg ledte hende så ned til politibilen, der kørte afsted
med hende. Det er 25 år siden. I dag sidder hun her til mødet, fordi der var
nogle, der ikke dømte hende! Hun var utvivlsomt prostitueret. Jesus dømte
heller ikke kvinden ved Sikars brønd.(Joh.4,5)
Carl Gustaf fortsætter: ”Min far havde en faster der hed Emma. Dengang
hun var 80 år gammel og lå til det sidste sendte hun bud efter mig. Jeg
havde aldrig set hende før. Da siger hun: ”Dengang du lige var kommet til
verden og kun var to uger gammel lagde jeg hånden på dig og bad om, at
Gud ville bruge dig i sin tjeneste.” Ja, den bøn blev i sandhed hørt.
Hvis Gud kalder dig til tjeneste, vær da ikke bange, men modig! Når Gud
bestiller noget, så betaler Han også for det, og Han tager hånd om dig og
fører gerningen frem til endelig sejr. Effie Campbell
Alt virker sammen
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som
efter hans beslutning er kaldet. ”
Rom.8,28
Er denne kinesers erfaring også din erfaring?
Mens en kristen gennemlever en prøvelse, så må han altid have det
endelige resultat og mål for sit blik. Selvom kampen og strabadserne lige i
øjeblikket er alt andet end behageligt, så er de dog kun det første
trappetrin, der kan lede til velsignelse. Kineserne har en historie om en
mand, en bonde, der havde en hest og kun een enkelt søn. En dag
gennembrød hesten stakittet, hvor den havde været indespærret og
galopperede afsted ud i vildmarken.
”Åh, hvilken ulykke!” sagde naboerne!”
”Hvorfor,” sagde den gamle bonde, ”hvordan kan du vide det?”
Den følgende aften var hesten tilbage ved den tid, den plejede at få vand
og foder, og sammen med den var der nu også 12 andre vilde heste.
Hurtigt smuttede sønnen ud og lukkede porten. Nu havde han 13 heste
istedet for ingen.
Da naboerne hørte om dette råbte de glade: ”Å, hvilken lykke!”
Besindigt svarede den gamle: ”Hvordan kan du vide det?”
Nogle dage senere, da hans søn skulle forsøge at tæmme en af de vilde
heste, blev han kastet af den og brækkede det ene ben.
Hurtigt ilede naboerne til og sagde: ”Åh, hvilken ulykke!”
Atter svarede denne vise bonde: ”Hvordan kan du vide det?”
Få dage efter denne episode kom der en hel hærafdeling gennem byen, og
alle raske unge mænd blev indskrevet til hæren og taget med i krigen.
Disse mænd vendte aldrig tilbage. Men bondens søn fik lov at blive
derhjemme, da han havde brækket sit ben. For de kristne, der elsker
Herren, er der et godt formål med hvilken som helst modgang.
Sommetider er det ikke så klart og tydeligt i dette liv; men selv da er vi i
stand til at sige gennem vore tårer: ”Omend jeg ikke forstår det, så ved jeg
dog, at ALT Gud tillader at ske, det virker til mit bedste – og det omfatter
”ALT”
Effie Campbell oversatte
Tre søstre – tre engle
”Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på
mig, skal leve, om han end dør. ” Joh.11,25
En ældre kvinde har sendt os denne fortælling. Hun har selv oplevet det:
Der stod nogle huse ved vejen. Der var en sand velsignelse af børn, og alt
godt om dem allesammen. Men i det ene hus var der en lille pige, der nu
havde fyldt tre år. Hun var særlig søs og fornuftig. Om morgenen plejede
hun at gå ind i nabohuset for at besøge bedstemor og bedstefar. De blev så
glade for dette besøg, for den lille pige var altid så rar.
Men som der står i salmen: Skæbnen er sommetider mild, sommetider
umild. En dag døde en flok grindehvaler i Tórshavn. Og naturligvis, der
var stor glæde at få fersk hvalkød og spæk til middag. Da det var blevet
kogt tog moren gryden af varmen, og som sædvanligt satte hun gryden på
pladen foran komfuret, mens hun lagde ringene på plads igen. Da skete
det tragiske, at et af børnene var snublede og ramte gryden. Det var den
lille tre årige pige.
Hun brændte sig temmelig voldsomt. Nærmeste læge var i Tórshavn. Det
viste sig, at det tog lang tid at vente på båden Røde Kors. Mange skelede
mod kajen, hvor båden skulle komme.
For at dulme smerten for den lille en smule bar faren pigen uden ophør.
Da det blev særlig slemt gik han udenfor med hende. Da hun så kølnede
ned igen gik faren ind igen. Endelig kom nu båden og lægen. Men der var
intet at gøre. Han tog hende mig sig til Tórshavn og der kunne man heller
ikke gøre noget. Pigen døde.
Sorgen var knugende. Moren sad ved kisten. Men så oprandt dagen, hvor
pigen skulle begraves. Der kom mange mennesker og det blev hurtigt for
trangt derinde, så udenfor var der også mange, både slægt og venner. Det
her skete i krigsårene, og også soldaterne, der var så glade for børnene og
kendte dem, ja de var der også.
Lige inden kisten blev båret ud kom der tre skinnende hvide fugle og de
begav sig til at flyve i en cirkel om huset. De fløj så højt, at der var ingen,
der kunne navngive dem. Men soldaterne sagde til børnene, at det var
engle. I kirkegården stod der et lille hvidt kors og på den stod der skrevet:
Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Der lå også to af den
lille piges søstre. Ingen af dem var ældre end ½ år.
Nu er der flere i kirkegården, også moren og faren. Men Herren er den
samme. Han lever nu og til alle tider. Gudskelov.
Vi bør stole på Gud
”Vælt din Vej paa HERREN, stol paa ham, saa griber han ind”
Salme 37,5
Engang hvor præsten på Sandø på Færøerne havde været til gudstjeneste
på øen Skuvø var der så urolig sø ved landsbyen Sand, idet de sejlede
præsten tilbage, at det var vanskeligt, ja direkte vovet at forsøge at lægge
båden til kajen. Men der var ikke andre muligheder. Bådmændene var
instinktivt klar over, at dette kunne være deres sidste sejlads. Præsten
spørger da formanden, hvordan det her mon vil slutte. Da rejser
formanden sig op, ser direkte på præsten og siger: Vi gør det vi kan og
stoler på Gud. Dette mod og tillid til Gud, som formanden her viste blev
et levende vidnesbyrd for præsten, som han aldrig glemte igen.
Utallige sømand har ofte ikke haft andet at stole på i nødens stund uden
Gud, og hvor mange kunne ikke senere vidne om, at det var Herren, der
hjalp og intet og ingen anden. Og mange er de personlige
vidnesberetninger om Herren, der hjalp i både legemlig såvel som sjælelig
nød. Og hvor stor er ikke den skare, der i dag synger og priser Gud i
Himmelen, fordi Gud hjalp dem i nødens stund.
David havde sandet, at nydelsen her i verden: kødets begær,
menneskehæder og adspredelser og lystighed af forskellig slags, det ender
i tomhed, og derfor kan han bevidne, at Herren er trofast og pålidelig i al
evighed.
Stol på Gud, når kødets begær lokker og forfører til synd, for dit syndige
levned svigter til sidst, men renheden i Gud bliver dig trofast og usvigelig.
Stol på Gud, når frygten og bekymringen for det daglige brød og livets
opretholdelse truer med at kvæle din livsglæde, kast al din sorg på Gud,
for Han har omsorg for dig.
Stol på Gud, du sømand og arbejdsmand, der fristes til at skænde
hviledagen med unødigt arbejde. Stol på Gud, Han giver dig det, der er
ret, i dagligdagene.
Stol på Gud, du enlige, du nødstedte, du syge og svagelige! Stol på Ham,
for Han har omsorg for dig, Han elsker dig, Han ønsker at frelse dig, men
Hans tanker er højere end dine tanker.
Vi forstår ikke, begriber ikke Gud, men vi bør fremfor alt stole på Ham.
Tolderen
”Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen,
men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! ”
Luk.18,13
To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, der var så
taknemmelig ver, at han ved Guds hjælp var kommet så langt med sin
gudfrygtighed, den anden var en tolder, der mente, at alting så så håbløst
ud for sig. De kom begge to dertil. Den ene med sig selv, og den anden
med sin nød!
I ordet herover ser vi, at der ikke blot var tale om falsk beskedenhed hos
tolderen. For ham var der tale om håbløshedens alvor, det at han ikke var
værdig at komme frem for Gud. Men han kunne heller ikke vælge at
holde sig væk! Han måtte forsøge at turde nærme sig Gud. Ikke med stor
frimodighed, men bange og utryg. Men han måtte dog komme.
Vi bør ikke tage tolderens fremgangsmåde som et forbillede om sand
ydmyghed. For så ender det med, at vi kommer til Gud med
taknemmelighed for, at vi er næsten lige så ydmyge som tolderen. Og da
vil det være falsk ydmyghed – farisæisme med modsat fortegn.
Vi skal blot at tolderen lære, at det kan lade sig gøre at komme til Gud,
selv når vi i sandhed føler os usle og uværdige. Vi må aldrig tro, at vi
allerførst må blive en smule mere værdige, inden vi kan komme. Hos Gud
er der åbent for syndere og uværdige. Altså for dig og mig.
Der bliver ikke spurgt til, hvorvidt du tør se lige op eller du ser ned.
Der er altid plads til en synder mere til gudstjeneste i Guds kirke. Så kom
med!