10. april 2021

BLÅ ØJNE

men som én et sted har vidnet: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et
menneskebarn, at du tager dig af det? Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle,
med herlighed og ære har du kronet ham,

Hebr.2,6-7

En lille engelsk pige havde i mange år bedt Gud om at ændre hendes mørkebrune øjne til blå
øjne. Mange år senere kæmpede hun som missionær i Indien for at få de indfødte til at stole
på sig. Hun var iført indisk tøj og havde stor interesse for de lokales problemer, men alligevel
ville de ikke acceptere hende.

En dag hørte hun to lokale kvinder tale sammen. Den ene sagde: ”Jeg ved, hvordan vi kan
være sikre på, om hun er een af vor egne – hendes øjne. Alle europæere har blå øjne.”

Amy Carmichael huskede nu de bønner, hun bad om som barn. Hun smilte og takkede nu
Gud for, at han havde givet hende mørkebrune øjne og ikke blå.

Vi ønsker ofte at blive anderledes end vi er, en stærkere personlighed, eller vi ønsker os flere
talenter. Vi føler at livet ville blive meget mere sjovt, interessant og underfuldt, hvis vi kunne få
det, andre har. Men Gud havde en plan og et mål dengang han skabte os som han gjorde.

Hans plan med os er ligeså speciel og underfuld som vores personlighed er det. Han ser
vejen frem hos os og efter hans ledelse skal vi forstå, hvor fuldkommen denne plan var, som
han lagde i vort liv.

Far i himmelen, vi tager fejl, hvis vi selv tilrettelægger vor livsvej. Før du os efter din
fuldkomne plan.
t.hansen oversatte

 
 
 
 
 
9. april 2021


JESUS KRISTUS – LIVETS CENTRUM

Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg
vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.
Es.43,4


De fleste ting har en begyndelse, også det kristne liv. Alligevel kan det ikke siges at dette kom
pludselig. Nej det kom lidt efter lidt men havde dog en tydelig begyndelse. Når vi skuer lidt
bagud så var det en større og mere begivenhedsrig prøve, end jeg dengang var i stand til at
forstå. Det ændrede hele min tankegang og gav mit liv en helt anden retning.

Selvom jeg voksede op i et kristent miljø, så syntes jeg, at evangeliet var meget besynderligt.
Hvorfor handlede det så meget om korset og Kristi lidelse? Gik vejen mod himmelen kun
igennem dette? Angår dette overhovedet mig? Men efterhånden som tiden gik så blev mine
spørgsmål besvaret via bøger og prædikener, jeg hørte.

Jeg forstod, at det var på korset, at Jesus døde den død, jeg havde 
fortjent på grund af min synd. Vejen til himmelen var vidåben fordi Jesus 
døde på korset. Det jeg blot skulle gøre var at vende mig bort fra synden 
og modtage den frelse, som Jesus havde vundet til mig og som han nu tilbød 
mig.

Men så dukkede der et andet problem op. Hvordan ville det have været, hvis 
ikke alt dette havde været en virkelighed, og hvis blot jeg havde været en 
tåbe? Fandtes der ikke mange religioner i verdenen? Måske var kun den ene 
af disse den rette. Mange af mine spørgsmål har jeg først fået svar på her 
den sidste tid og nogle af disse har jeg  ikke fået besvaret endnu. Men 
det, der overbeviste mig, det var, at det virkelig var en reelt levende og 
personlig Gud og frelser. Og at evangeliet matchede alle mine behov. Jeg 
ønskede overalt at komme i himlen.

Så kom den aften, jeg aldrig glemmer. Møder blev afholdt i 2 uger på en 
gård i nærheden af vores bopæl. Laden var nykalket til møderne. På væggene 
hang alle mulige redskaber. Et lille bord blev anvendt som prædikestol. 
Fredagen i den første uge sad jeg bagerst i laden. Budskabet ramte mig lige 
i hjertet og det stod klart for mig, at jeg i alt for lang tid havde 
gamblet med min frelse og Guds nåde.

Da mødet sluttede sagde jeg stille og forlegen, at jeg gerne ville blive 
frelst. Til den følgende bønnetime bad jeg ærligt men med få ord om, at 
Herren Jesus ville borttage mine synder og komme ind i mit liv. Næsten 
øjeblikkeligt fik jeg visheden for, at jeg var frelst. Jeg stolede på det, 
Kristus havde gjort for mig og jeg håbede, at han ville udføre alt det i 
mit liv, som han lovede os i Bibelen.

Jeg fik den fred i hjertet, som alene Jesus kan give. Men jeg gruede for, 
at jeg ikke altid ville fortsætte med at være lige ivrig for det, der 
tilhørte Gud, som jeg var nu. Men Herren fjernede også denne bekymring via 
sit løfte fra Esajas 46,4: ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I 
bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte 
jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed. ”

Ikke før jeg var frelst var alt mit problem, at jeg måtte have mine synders 
forladelse og blive klar til himmelen. Dette har jeg sandelig ikke glemt 
men jeg har lidt efter lidt lært at jeg ikke skal lægge alle mine kræfter 
på at få mine spørgsmål besvaret. For mig er  centret i hele evangeliet 
Jesus Kristus – ikke ét navn i historien eller en interessant milepæl i 
Bibelen, men en levende og virkelig person, som er min vejleder, min 
frelser og min Gud. 

Jeg har indset, at den mester, jeg forsøgte at følge dengang jeg blev 
omvendt, har været langt større, rigere og kærligere end jeg nogensinde 
ville have troet muligt.
t.hansen oversatte

 

 

 

 

 

 

8.april 2021

SIG TAK UNDER ALLE FORHOLD

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter 

hans beslutning er kaldet.
Rom.8,28


sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. 
1.Tess.5,18

Ovenstående ord fra Paulus kan forekomme at overdrive noget og
være urimelige. Skal vi virkelig takke Gud for alt.  Det skal vi. Men først
må vi overveje, hvad der ligger i ordet: alle forhold. Naturligvis skal vi ikke takke
for det, der strider imod Guds vilje – f.eks. Synden. Det ville have været
gudsbespotteligt. Det er noget helt andet, at Gud så kan lade noget godt
blive resultatet af det onde; men selve ondskaben skal vi naturligvis ikke
takke for.

Men kan vi virkelig takke for alt det, der møder os, når vi alligevel ikke 
er taknemmelige for det? Det afhænger af hvad vi mener med at være 
taknemmelige for noget. I almindelighed er det sådan, at det, vi er 
taknemmelige for er vi også glade for.

Men der findes også en dybere taknemmelighed end blot følelserne. Når vi 
forstår eller ihvertfald stoler på, at alt virker sammen til gode for dem, 
der elsker Gud, så ser vi Guds visdom bag alle ting og præcis den 
overbevisning, det at hvile i Guds fuldkomne vilje, det er også 
taknemmelighed.

Paulus siger ikke, at vi skal føle os taknemmelige for alt, der møder os, 
og da slet ikke, at alt dette fylder os med glæde. Han siger, at vi ved 
taknemmelig. Den er konstant en torn i kødet for ham, men Herren har vist 
ham, hvilken velsignelse og åndelig kraft, han får del i, når tornen piner.

Derfor bør også vi takke Gud for alle ting og tro, at Gud kan lade alle 
ting samvirke til gode for os.

Og efterhånden som årene  i livets skole går, så ser vi til trods for alt 
Guds gode hånd i alle ting, også de uløste spørgsmål, for Gud bar os, når 
vejen blev for tung for os.

Da vil også den taknemmelighed, som Paulus her omtaler, mere og mere fylde 
vore hjerter, og sammen med det følger også en underfuld fred.

Tak Gud, for det, jeg har,
for alt i det skjulte gik,
for bøn og bønnesvar,
for det jeg ikke fik!
Tak, Gud, for din gåde
for hjælp og trøst alle år
for den fuldt prøvede nåde,
for salige børnekår.
 
 
 
 
 
7. april 2021


OM GAVER OG GUDS GAVE

Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: »Kom og se en mand,
som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?«

Joh.4,28-29

Der står således om kvinden fra Samaria: ”Han måtte tage vejen igennem Samaria.” Her er
der ingen usikkerhed eller tøven at spore. Hvad er denne tvingende kraft, der får Guds søn til
at ydmyge sig, så han beder en forkastet kvinde give sig vand? Han er jo selv kilden med det
levende vand. Jo, han har set vort store behov for fællesskab og han brænder efter at give ud
af sin overflod. Læg mærke til hvordan han gør det! Først beder han hende give sig vand for
at han selv kan få en lejlighed til give hende det levende vand.

Han lader ikke hendes uhøflige og hovmodige opførsel forhindre sit ærinde. Hør blot hans
milde ord: ”»Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget
at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«


Hos Gud er gaven ikke en almisse, en nem måde at slippe for vort daglige og nødvendige
behov. Gaven er bare at få en kommunikation i stand, en mulighed for at kunne give sit eget
rige hjerte.

Gaven er et nådesmiddel, der bebuder nåde, kærlighed, liv og kraft. Gaven skal sætte i
frihed, ikke binde ned. Guds gave er aldrig et forsøg på at binde nogen i taknemmelighed.
Gaven er en hjertets længsel efter at få lov til at give. Giveren giver sig selv i gaven. Et
forunderligt eksempel! Alene den fuldkomne gave kommer fra foroven, fra lysets fader.

Og kvinde, der oplever alt dette, hvad laver hun? Der står skrevet, at hun lod sin vandkrukke
stå. For en stund glemte hun al den daglige bekymring og frygt. Hun havde fået et nyt behov:
at have dette, som hun selv havde oplevet, sammen med andre, at søge dem hun på denne
tid netop var kommet til brønden for at undgå at møde.

Da hun bekendte sin synd fik hun fællesskab med mennesker. Efter at have modtaget
syndens tilgivelse fik hun en ny opgave. Redelighed, sandhed og ydmygelse gjorde hende nu
til en menneskefisker.

Når vi har mødt kærligheden kan vi lade vandkrukken stå tilbage – vores symbol om frygt –
og med hjertet fyldt af stor glæde og ivrighed fortælle andre om vores samtale med Jesus. Og
dette er det evige liv – at lære at kende Jesus Kristus og at gøre ham kendt. Den der tror på
Jesus skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« siger Skriften.

 

 

 

 

 

6. april 2021

PÅSKEN

Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før
tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.

1.Kor.2,7

H.K.Neerskov
Det er underligt, at vi i de evengeliske kirker gør så meget ud af julens højtid men forbereder
os markant mindre til påskens højtid. Påsken burde være den kirkeårets allerstørste højtid.

Det var i påsken, at Jesus gav sig selv offer for vor skyld. Det var første gang i historien, at
himmel og helvede var enige – men med omvendt fortegn. Guds modstander havde fundet
sin overmand. Han formåede ikke at friste Jesus til fald. Derfor ønskede han, der rådede over
dødens vælde, at slå Jesus ihjel, for da mente han sig at have vundet sejr over Jesus, men
da blev han selv overvundet og besejret.

Også Gud i Himmelen ønskede, at Jesus skulle dø. Men det var en hemmelighed,(1.Kor.2,7
og fremad) der lå skjult fra evighed af. Ved påskens begivenheder skulle der sones for alle
verdens synder, og derfor mistede den onde sin magt.

Skrifterne siger, at den sjæl, der synder skal dø men nu døde en anden i vores sted. Derfor er
vi ubundne og frie, hvis vi vil modtage det i tro. Det gør vi, når vi siger Gud tak for Jesu
fuldbragte værk på Golgata.

 

 

 

 

 

5. april 2021

PÅSKENS BUDSKAB

Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i
Galilæa,

Luk.24,6

Der er en fortælling om en dansk missionær, som da han blev gammel og blind altid bad en
eller anden om at læse skriftteksten for ham, da han holdt møder i missionshuset. Når så
vedkommende, der skulle læse teksten spurgte, hvad missionæren ville tale om, så svarede
han: Det er underordnet, hvad du læser, alt i Skriften er Guds ord, uanset hvor du læser.
Derfor var det ham ligemeget, hvad han valgte at læse, for missionæren holdt kun den ene
og samme prædiken.

Jeg kom i tanke om denne beretning, da jeg en af disse dage læste påskeevangeliet. Det kan
være det samme, hvad teksten er, når blot det er Bibelen. I påsken er det kun det ene, der
burde blive prædiket om, og det er livets sejr over døden. Og præcis fordi vi lever i en verden,
der er præget af dødens magt bliver dette evangelium nyt hvert år. Derfor får påsken et helt
særligt skær. Just i den tid hvor den vinterfrosne jord skal til på ny at spire og dermed vise os,
at det der for vore øjne forekom dødt og værdiløst, ja det sprudler med liv og livskraft og vi
bliver mindet om at vi ingen frygt bør have for dem, der ligger i graven, fordi der netop findes
en grav, som engang slog revner og ham, der lå i den, er opstået og dermed sejrede over
døden.

Det er dette, vi nævner ”Det kristne håb”.
Det er dette, vi kristne har fremform alle andre, som lever på jorden.

Vi skal ikke smage døden. Jesus, vor Herre og Frelser har overvundet døden og derfor skal
ingen grav i evighed skjule dem, som tror på ham.

I en kirkegård i Tyskland findes der en grav, der er kendt overalt i verden. I denne grav ligger
der en mand, som da han levede, nægtede at tro, at døde kunne opstå. Han besluttede
derfor, at når han engang skulle begraves, så skulle der støbes et så tykt låg til graven, at
den aldrig skulle kunne gå i stykker. På låget skulle der skrives: Denne grav skal aldrig i
evighed åbnes. Så gik der en rum tid; men så en dag opdagede nogle mennesker, at der var
kommet en revne i låget. Denne revne blev større og større og op igennem revnen groede
der et træ, som, da det var fuldt vokset, havde sprængt låget i mange dele. Et lille frø havde
således været i stand til at gøre det, denne mand i sin vantro havde troet var umuligt for den
almægtige levende Gud.

Nej, ingen grav kan skjule os, for Kristus er opstået. Påskens budskab er den samme i dag
som i urkirken.

Sandelig er Kristus opstået.
Johan Chr. Nielsen, præst

 

 

 

 

 

4. apríl 2021

PÅSKEDAG

KOM OG SE

Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.
Matt.28,6

Påskemorgen kom der nogle kvinder ud til Jesu grav. De ønskede at salve Jesu legeme. De
havde så meget at takke Jesus for. Nu ville de vise hans legeme den sidste ære. Men graven
var tom. I stedet for at møde den døde Jesus mødte de en levende engel fra Gud, der
fortæller dem, at han er opstået og engelen viser dem stedet, hvor Jesus lå. Senere på
dagen åbenbarede Jesus sig som den opstandne og levende Kristus for én af disse kvinder.
Og i 40 dage efter denne dag åbenbarede Jesus sig flere gange for sine venner, mest for
disciplene, men også én gang for 500 troende mennesker på én gang. 1.Kor.15,6

Jesus var udgået fra Gud for at frelse os mennesker fra vor syndeskyld, frelse os fra evig død
og fortabelse.


Det har han fuldført med sin korsdød og sin opstandelse. Det hjalp ikke hans vantroende
fjender med kejserens hjælp og myndighed at fastholde ham i graven med sejl og vogtere.
Og det hjælper os heller ikke i dag med vantroende lærdomme og videnskab at begrave
Jesus som en død mand, som kvinder, svage og gamle mennesker kan lege sig med at
salve. - Engelen siger også den dag i dag til alle mennesker, der søger Jesus: Han er
opstået!

Og ligesom Jesus dengang legemligt og konkret ikke åbenbarede sig for sine vantroende
fjender men kun for sine venner – dem, der elskede ham, sådan har han gjort gennem
tiderne og sådan handler han også den dag i dag. De store, kloge og kritiske, de
selvretfærdige og vantroende ser ikke Jesus nogen steder, mens de fattige i ånden, dem der
sørger over deres synder, dem, der tørster og hungrer efter retfærdighed, de rene af hjertet,
dem der tror, at Jesus er opstået – de ser Jesus, fordi for disse åbenbarer han sig for i ånden.
Er du blandt dem?
n.

 
 
 
 
 
 

3. april 2021

PÅSKE

Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort
påskelam er slagtet, Kristus.

1.Kor.5,7

H.E.Wisløff

Den nat hvor Jesus blev forrådt sad han sammen med sine disciple og spiste påskelammet.
Deres tanker dvælede over det der skete dengang for mange år siden i Ægypten, dengang
påskelammet blev slagtet. På samme måde skal vi – den nye pagts folk – samle vore tanker
om vores påskelam – Jesus.

”gør dette til ihukommelse af mig! ” sagde Jesus.

Lad nu vore tanker for en stund gå tilbage til det der skete i Ægypten. Guds folk var slaver.
Det folk, som Gud i Abraham havde udvalgt sig sukkede og sled i det i et fremmed land. Men
Herren havde ikke glemt sine udvalgte. Det gør Gud aldrig. Han husker altid sine løfter. Da
steg han ned og talte i en brændende tornebusk til Moses og sagde: ”Så sagde Herren: »Jeg
har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg
har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra
egypterne ...” 2.Mos.3,7-8

Gud kaldte Moses til at føre folket ud af slaveriet og ind i Kanaens land. Men det var ikke
nemt. Farao ville ikke lade folket drage afsted. Han havde brug for dem som slaver. Vi husker
rækken af underværker, som Moses udførte ved Guds kraft. Men Farao forhærdede sit hjerte
og nægtede folket at forlade landet.

Ingen sætter sig ustraffet op imod Guds vilje. ”Syndens løn er døden.” Ordet står fast. Og
dødsengelen skulle drage igennem landet ved midnatstid, og den førstefødte i hvert hus
skulle dø.

Da var det at Gud gav dem beskeden, at hans folk skulle holde påske. Lammet skulle slagtes
og blodet skulle smøres på dørstolperne. ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. ” (dvs. springe
jer over). Lammets blod på dørstolperne var befrielsens tegn. Bagved de blodmalede døre
var folket i sikkerhed. Påskelammet måtte dø for at Israel skulle slippe for at dø. Her møder vi
tanken om én, der er stedfortræder for andre. Her er vuggen eller oprindelsen til
påsketanken.

Der var spænding og drama i luften i Israel(folket) den nat. Alle sad ikke lige stærke i troen
bagved de blodstænkede døre. - Mange spørgsmål blev luftet: Er det nu også sikkert, at det
er nok? Er det sikkert, at blodet var blevet smurt på dørstolperne på ret vis, så at
dødsengelen så det? - Men det var ikke styrken i troens mod, der var afgørende. Det var
troens lydighed, der blev spurt efter. Var lammet slagtet og blodet stænket på dørstolperne,
så var dem, der boede derinde, fri – hvadenten de sad og sang lovsange eller de sad i frygt
med mange spørgsmål bag dørene.

Mon ikke også det her har noget at sige os i dag? Vi ved godt, at det der frelser, det er
lammets blod – og ikke styrken i din tro eller størrelsen af din frelsesvished.

Alle havde de den nat sine tanker om påskelammet, der skulle slagtes. Dette lam måtte ikke
have nogen fejl eller mangler – det måtte være lydløst og årsgammelt – altså i sin fulde
livskraft. De måtte spise det helt – måtte ikke vælge noget og forkaste noget andet. Hele
lammet skulle det være.

Se, sådan var forbilledet, skyggen af det der skulle komme. Og nu ser vi bort fra forbilledet og
over på virkeligheden. ”for også vort påskelam er slagtet, Kristus.”

 
 

 

 

 

 

LANG FREDAG

Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham.
og ”De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad
ham. Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder
på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

Mark.15,17 og 19-20

Nogle ting er bitre og gode på én og samme tid. Nogle frugter kan både være sure og søde
på én og samme tid. Og hvordan er det egentlig med kvinden, der skal føde. Hun føler en
stor smerte, ja, og alligevel også en glæde. På lignende måde kan et menneske føle to
modsatte ting samtidig. Sådan er det også med det, der skete langfredag: for os var det godt,
men samtidig var det forfærdeligt.


Som barn var jeg altid meget bevæget i vores lille reformerte, episkopale kirke, til
gudstjenesten langfredag. Tjenesten var alvorlig. Nogle gange var den hvide alterdug
erstattet med en sort. Salmerne var melankolske og alvorlige.

Det jeg allerbedst husker var da vi forlod kirken i lutter tavshed. Den dag standsede ingen op
til snak i forkirken, som man gjorde normalt. Det var den ene dag i kirkeåret, hvor
menigheden ikke viste nogen tegn på glæde i kirken, kun alvor. Dagens alvor brændte sig ind
i mit børnesind. Og det er jeg glad for. Glade og opmuntrende skriftord og salmer passer godt
til påskedag, da Kristus opstod; men langfredag bør vi allesammen huske på syndens onde,
knusende tyngde, som Kristus tog med sig op på korset.

Prøv i dag at tænke på Golgata. Hav korset i tankerne. Forsøg at forestille dig den smerte,
som Frelseren skulle gennemgå for at sikre os muligheden for at synge glædes- og lovsange
for Gud.

Herre, lad mig aldrig glemme, hvad langfredag kostede dig.

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det frelser af din nåde!
Stå mig bi, når fjenden frister,
ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: Vi går til paradis.

Joni Eareckson Tada

 

 

 

 

 

1.april 2021

SKÆRTORSDAG

"og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen
med jer, før jeg skal lide, 
"
Luk.22,15

Skærtorsdag husker vi, at Jesus indviede nadveren. Jesus begyndte med ordene herover i
Lukas 22.

Hvis vi intet andet vidste, så ville vi snarere have gættet, at Jesus aftenen inden sin egen død
ville have sagt nogenlunde følgende: ”Jeg har sandelig været bange, ja, i virkeligheden
skrækslagen...”

Hvad var det Jesus længtes efter? Han længtes efter det al kærlighed higer efter – ikke
mindst den ofrende, stridende og lidende kærlighed. Kærligheden længes efter at få lov til at
give, den længes efter det øjeblik, hvor den kan få lov til at give sin elskede frugterne af sit
offer, sine kampe, sin selvfornægtelse. Det kærligheden lever for og lever af de mange og
lange timer i kampen, det er drømmen om engang at kunne nærme sig sin elskede og sige
”Se, her er jeg – og alt, det jeg kan gøre for dig, det har jeg gjort. Her er min gave, tag imod
den.”

Dette er indholdet i nadveren. Husk på det næste gang, du deltager i nadveren.

Flemming Kofod-Svendsen
”Dansk Europamission”, Effie Campbell