23. september 2023
Er gudsfrygten forsvundet
”og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og
søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra
himlen og tilgive deres synd og læge deres land. ”
2.Krøn.7,14
Er du og jeg tilhængere, der blot følger de andre, eller er vi Jesu
efterfølgere? Der er stor forskel på de to!
Ordet ”kristen” forekommer kun 7 gange i den danske Bibel. Bl.a i
1.Pet.4,16: "”men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig,
men gøre Gud ære med det navn. ” - Men ordet ”discipel” bliver ofte
nævnt, og Jesus selv nævner det, da han giver os disse bud i Matt.28,19-
20: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber
dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at
holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.« ”
Vi hører ofte folk sige, at Gud er kærlighed, og det er han sandelig. Men er
Han kun kærlighed? Nej, Han er også hellig. Det forekommer mig, at
gudsfrygten er ved at aftage og forsvinde fra vort folk. Intet blivet længere
anset som værende helligt. Dele af vor ungdom vokser op og ved ikke,
hvorfor vi afholder de forekellige højtider.
Vi ser, hvor alvorligt Gud ser det, da Ananias og Saffira lyver for
Helligånden i Apg.5,1-11 De omkommer begge to.
Bliver vi hånet, spottet eller leet ad og muligvis forfulgt fordi vi ønsker at
leve et gudfrygtigt liv, så får vi styrke gennem Jesu opstandelseskraft.
Fil.3,10. Lad os leve så nær Jesus, at vi genspejler ham.
Effie Campbell
Dit ord er sandhed
”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. ”
Joh.17,17
Midt i en forvirrende og modfalden verden, hvor specialister daglig
præcenterer forskellige meninger, er vi Jesus-og Bibeltroende rigt
velsignet. I fire ord ved vi, hvad sandheden er. Jesus beder til sin og vores
himmelske Fader: ”DIT ORD ER SANDHED.” Johs.17,17
Den der bøjer sig under disse fire ord, bøjer sig for Kristus, for han er
Ordet og Sandheden.
Det tragiske i vores slægt er, at en stor del af folket ikke kender
Sandheden og søger ham heller ikke. Sandheden er for de fleste, at det,
som JEG mener er sandt, ja det er sandt.
Men Jesus skar igennem alle vore meninger og tanker og sagde og siger
endnu i dag: ”Himmelske Fader! Dit Ord er Sandhed.”
Effie Campbell oversatte
Først af alt bønner
”Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og
taksigelser for alle mennesker; ”
1.Tim.2,1
Oddvar Søvik
Hallesby sagde engang: ”Det væsentligste arbejde, vi gør i Guds rige, det
er at bede, for bønnen er forudsætningen for alt andet, vi foretager os.”
Timotheus skal lede menigheden i Efesus, og det er ikke en enkel opgave.
Paulus giver ham en række gode råd i den forbindelse, men siger så, at
Timotheus først af alt skal holde sig til bønnen. 1.Tim.2,1
Nogle mener, at bøn er en kamp, men Jesus siger det modsatte: ”Den dag
skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I
Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke
bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være
fuldkommen. ” Joh.16,23-24 Bøn giver glæde, og nøglen til bøn er at bede
i Jesu navn. Betyder det at ende bønnen med: ”I Jesu navn.Amen!” Nej,
det hebraiske ord her betyder to ting: på vegne af(Jesus) og i
overensstemmelse(med Jesus).
Hvordan bad Jesus da? Jesu gerninger begyndte i bøn. Siden gik han 40
dage ude i ørkenen, hvor han fastede og bad. Da han vendte tilbage, siger
Lukas, at han vendte tilbage i Åndens kraft. Luk.4,14. Jesu arbejdsdag
begyndte også i bøn. I Joh.6,15 står der, at Jesus ofte drog afsted alene til
øde steder for at bede. Markus 1,35 fortalte, at mens der endnu var mørkt
stod Jesus op for at bede. Jesus kunne afkorte nattesøvnen men ikke
morgenbønnen. Da Jesus skulle udvælge sig de 12 disciple står der
skrevet, at han var i bøn hele natten. Jeg mener, at Jesus ikke først og
fremmest så på, hvordan disciplene var, men efter, hvad de kunne blive til.
Jesus bad iht. Guds vilje. Joh.8,28. Hvor havde han lært det? I bønnen, i
samtalen med sin Fader. Jesus bad for sine: ”Simon, Simon! Satan gjorde
krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro
ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« ”
Luk.22,31-32
Jesus beder også for os. Joh.17,20
Effie Campbell
Ikke halv- men helhjertet
”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller
under pres, for Gud elsker en glad giver. ”
2.Kor.9,7
Der fortælles om en stenrig mand, at han blev blind i begge øjne, helt
blind. En dag gik han til øjenlægen, en specialist, der var berømt for sin
dygtighed. Han blev undersøgt nøje og han fik at vide, at han ville kunne
få synet igen ved operation.
Nærig, som han var, sprugte han, hvor meget det ville koste, og fik et tal
opgivet, som han studsede over.
”Ja, hvor meget det så ville koste kun at operere det ene øje.”
”Halvdelen,” svarede øjenlægen.
”Så vil jeg gerne have det ene øje opereret,” svarede den nærige.
Det være som det nu er med denne her historie, så rummer den dog
ihvertfald, den sandhed, at sådan er der mange mennesker, der bærer sig
ad, når det drejer sig om åndelige spørgsmål. Der er mange, der gerne vil
være kristne, men heller ikke mere end til husbrug. De vil gerne til
himmels, når der er bud efter dem, og de vil gerne høre om, at Gud er
kærlighed, og at nåden er gratis.
Men at Guds kærlighed kræver os ud i tjeneste for sit rige, det bryder de
sig ikke om at høre. Er der tale om at ofre for Guds riges sag, så ønsker
man snarere at se med det ene øje: se, hvor meget der kræves til det
daglige liv ja, men ikke, at Guds gerning kræver penge, også fra dem.
De bliver enøjede kristne, der ikke har fattet, at nåden kommer at høste
det, den såer. Fattig kristendom og fattigt liv er det at være åndelig enøjet.
Rigt liv er det at vide sig selv som Guds husholder over hans mangfoldige
nåde.
Gud vil gerne, at du skal få dit åndelige syn tilbage. Men han vil give dig
begge øjne, så du ikke alene ser, hvad du selv har brug for, men også, hvad
der er af opgaver, små som store, hvor du kan være med til at hjælpe og at
ofre.
A.J.
Frelsen fra Zion
”Gid Israels frelse må komme fra Zion! Når Herren vender sit folks
skæbne, skal Jakob juble og Israel glæde sig.”
Salme 14,7
Herren ser ovenfra, hvorvidt der er nogen, der søger Ham.
Men han ser kun syndige mennesker. ”De er alle kommet på afveje, alle er
fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Vers 3)
Når salmisten grunder over dette begynder en længsel at røre på sig i hans
hjerte: ”Gid Israels frelse må komme fra Zion!”
Gudskelov! Nu er frelsen kommet! Midt i menneskeverdenen, der er fuld
af syndere, står der et kors, der taler om synd og frelse.
Den er stadigvæk gyldig: ”for alle har syndet og har mistet herligheden
fra Gud, ” Rom.3,23 Men da bliver der også vist barmhjertighed for alle
dem, der vender om og tror på Kristus. Jesus Kristus er Frelseren fra Zion.
Han ønsker også at være din Frelser.
Lyset er kommet i verden
”Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive
åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.« ”
Joh.3,21
En nat drømte en svensk præst, at han stod foran Guds trone, og Guds
hellighed skræmte ham. ”Hvorfor er du så trist, præst?” spurgte Gud ham.
- ”Áh, Herre, svarede han,” ”det er alle mine synder, der tynger mig.”
”Hvilke synder?” spurgte Gud. ”Herre, du kender dem allesammen: alle
tanker, ord og gerninger i mit liv!” ”Jeg ved ikke, hvad du taler om!”
sagde Gud.
Da dristede præsten sig at se op og se ind i Guds milde ansigt. ”Taler du
om ting, du har bekendt overfor mig?” spurgte Gud. ”Ja, Herre!” ”Og som
jeg efterfølgende har tilgivet?” ”Ja, Herre!” ”Ja, men så er det noget, jeg
ikke kendes ved,” fortsatte Gud, ”Jeg har jo selv sagt: Jeres synder vil jeg
aldrig mere komme i hu,” forsatte Gud, ”jeg har jo selv sagt: Jeres synder
vil jeg aldrig mere komme i hu! Herefter må du lægge dig på sinde, hvad
jeg siger.”
Lyset er kommet i verden. Ham, der er verdens Lys, er kommet. Lyset, der
skinner ind i al verdens mørke. Lyset er kommet. Og mørket greb det ikke.
Spørg ikke, hvorfor Gud ikke fylder mørkets dyb, fortabelsens dyb. Spørg
ikke, hvorfor han, der er den store bygmester, ikke tilintetgør dødsrigets
vildledende kraft. Ingen har svaret.
Vi ved kun, at lyset er kommet i verden, og behøver ingen længere at lade
sig forvilde ud i det mørkeste mørke og håbløshed ... for nu kan al synds
mørke blive oplyst af Guds tilgivende ord.
Lyset er kommet i verden. Men der bor en fristelse i os mennesker til
hellere at ville leve i Guds skygge, og ville følge det kunstige lys, der
findes i vor egen vilje. Vi kan hjælpes lidt en kort stund – men der findes
ingen varme i det kunstige lys.
Lyset er kommet. Længe forsøger Gud at smelte vor isdør. Den der ikke
vil åbne døren forbliver derude i kulden, hvor den sidste længsel
efterhånden også dør...
Tiden
”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste,
blot vi ikke giver op.”
Gal.6,9
Rolf Slot-Henriksen, sognepræst
Vor tids ur giver os mennesker det falske håb at tiden på denne her jord er
uden ende. Urets pinde standser ikke deres vandring på skiven, når de er
nået rundt een gang på skiven. Derimod minder timeglasset mennesker
om, at engang vil det sidste sandkorn være faldet ned og livet slut. Det
sidste sandkorn er den sidste stund hos et menneske.
Oplevelsen af det guddommelige og storheden i ”nu-et”, i øjeblikket – det
er noget, alt for få mennesker kender i dag, altså hvor ikke bare
erhvervsliv sætter tid og penge lig med hinanden i værdi.
Skumringstimen eller de stille øjeblikke er fremmede for de fleste af os i
vor tid. Tiden bliver ”slået ihjel” med TV, radio og underholdning.
Overfladisk og tynd underholdning og manglende stilhed og bøn sløver og
gør menneskesjælen dvask og ligegyldig.
Vor tids rytme er fuldstændig anderledes end det var i
landbrugssamfundet, der ikke kendte noget til vor tids mange maskiner:
mennesker dengang levede i deres eget stille sind hver eneste dag, det ene
år efter det andet gav de sig tid til at lytte til stilheden og grundede over
evigheden som noget ganske naturligt. Der er ikke kun tale om to
århundreder, der står uforlignelige overfor hinanden, men to helt
forskellige måder at forstå tiden og livet på.
E. Campbell oversatte
Frygt ikke
Da kvinderne påskemorgen kom til Jesu grav sagde en engel: ”Men englen
sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den
korsfæstede. ”
Matt.28,5
I dag er verden fuld af frygt og angst. Folk frygter og er bekymret for krig,
ægteskabet, forældre, børn, arbejdsløshed, dårlig indkomst, at gå fallit
m.m. Udtrykket ”frygt ikke” står 366 gange i Bibelen, altså en gang for
hver af årets 365 dage, og så en ekstra for skuåret. Andre har al grund til
frygt, men ikke de kristne. Vi er sammen med engle, der hjælper os. De
har stor kraft og kender os godt. Engelen sagde til kvinderne ved graven,
at han vidste, hvem de søgte efter.
Gud har givet os sine løfter. Vi har intet fotjent men alting er af Guds frie
nåde. Vi lever under en åben himmel, sådan som Ordet siger i: ”Jeg kender
dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, ... ” Åb.3,8 Vi er bedt om
med frimodighed at træde frem for nådens trone...” (Hebr.4,16), ikke fordi
vi er så begavede og dygtige, men fordi Jesus hang på korset i vores sted
og beder for os deroppe i himmelen. Derfor påminder Skriften os: ”for alle
Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort
amen, Gud til ære. ” 2.Kor.1,20
Så får vi lov til at tro, at der stiger engle op og går ned mellem himmelen
og os. Når vi beder i vore hjem skal vi regne med, at ”her er Guds hus og
himmelens hær”.
Endog Cornelius, som var romersk officer i en militærafdeling fik besøg af
en hellig engel som svar på bøn. Der står skrevet om ham i Apg.10,2 at
han ”bad bestandig til Gud. ”. Engelen gav ham både navn og adresse hos
Peter i Joppe. Og da Saul fra Tarsus havde set det himmelske syn og var
blevet blind, åbenbarede Herren for Ananias, at han – Ananias – var svaret
på den bøn, Saul bad. Det afgørende tegn, der fik Ananias til at slippe al
sin tvivl om, at han, der forfulgte de kristne nu var blevet en ny skabning,
det var ordene: ”... For han beder, ” Apg.9,11 Også her giver Herren navn
og adresse til den, der beder.
Skal vi da ikke tilskynde hinanden og stole på, at bøn sætter
himmelkræfterne i sving. Lad os regne med det og ikke blot sige og synge
det.
Ganske vist er det rigtigt, at ”jeg går i fare, hvorend jeg går”, og at vore liv
hænger i en tynd tråd, men kære alle, lige så sandfærdigt er det, at denne
tråd ligger i vor Fars hænder. Derfor: Vær ved godt mod.
E. Campbell oversatte
Fodspor
”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den
er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”
Klages.3,22-23
Efter at jeg havde mistet een af mine kære fik jeg trøstende ord fra
England. Disse blev kaldt ”footprints”, der betyder fodspor eller spor.
Ordene var følgende:
En nat lå der en mand og drømte. Han drømte, at han vandrede nede på
stranden sammen med Herren. Forskellige begivenheder fra hans liv viste
sig for ham som billeder på himmelhvælvingen. Efter hver hændelse
bemærkede han to fodspor i sandet: Det ene af disse var hans eget og det
andet var Herrens fodspor.
Idet hans seneste livsbegivenhed funklende viste sig for ham vendte han
sig og betragtede fodsporene i sandet. Da lagde han mærke til, at der ofte
på hans vej gennem livet kun var det ene sæt fodspor at se. Han
bemærkede også, at det var præcis der, han havde haft det allersværest og
tungest i livet.
Dette forvirrede ham i sandhed, og han spurgte derfor Herren om dette.
”Herre, du sagde, at dengang jeg besluttede mig at følge dig, så ville du gå
sammen med mig hele vejen. Men jeg har bemærket, at den tid i livet,
hvor jeg havde det allersværest her i livet er der kune de ene sæt fodspor at
se. Jeg forstår ikke, at når jeg havde allermest brug for dig, da forlod du
mig.”
Herren svarede: ”Min søn, mit dyrebare barn, jeg elsker dig og vil aldrig
forlade dig. Da du gennemgik prøvelser og lidelser i livet og kun kan se
det ene sæt fodspor, det var da, at jeg bar dig.”
E.Campbell oversatte
Der kommer en nat
”De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så
længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. ”
Joh.9,4
Der kommer en nat – derfor færdedes Jesus iblandt dem, der led, mens der
var dag. Derfor gjorde han Guds gerning i kampen mod sygdom og
ondskabens magt.
Der kommer en nat – og hvad gavner det mig da, at jeg har kendt Guds
vilje, men ikke har fulgt Ham?
Der kommer en nat – men hvad gavner det mig da, at jeg har kendt min
Herre, hvis ikke jeg kendtes ved ham?
Der kommer en nat – og hvad gavner det da, at jeg kendte nogle af dem,
som også levede i livssamfund med min Herre, hvis ikke jeg kendtes ved
dem, men istedet nånede dem og intet ville have med dem at gøre.
Der kommer en nat – og hvad gavner det mig da, at jeg så ofte havde hørt
om Kristi korsfæstelse men aldrig havde set, at mit ansigt og hænder var
blandt dem, der råbte: Korsfæst, korsfæst! -?
Der kommer en nat – men hvad gavner det mig da at få rosende ord og
anbefalinger og beviser med sig, når der ingen lommer er på vores seneste
klædning?
Der kommer en nat – hvad gavn er der da i, at Skriften taler om venner,
der skal tage imod mig i de himmelske boliger, for de blev forhindret af
den måde, som et andet menneske levede sit liv på og den måde han
anvendte sine penge ... hvad gavner da alt dette mig, hvis ikke nogen har
noget at takke mig for?
Der kommer en nat – endnu er der dag. I bønnen bringer jeg mit liv foran
Ham, der bandt sit liv til mig. Ham, der er lyset. Og livet. Og Dagen. Så er
natten ikke det sidste. Efter at natten har passeret, gryr dagen: ”Og byen
har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed
oplyser den, og Lammet er dens lys. ” Åb.21,23
Natten kommer – hinsides natten er Kristus. Min dommer. Min Frelser.
Vielsesringen
”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er
kærligheden. ”
1.Kor.13,13
Dengang jeg var 16 år gammel blev jeg syg og lå 3/4 år indlagt på et
sygehus. Det var på mange måder en god tid selvom omstændighederne
var specielle. Tiden der gav mig svar på mange spørgsmål, men en helt
særlig begivenhed fik mig til at undres.
I min stue lå der ni mænd, ind imellem også tolv. Det drejede sig om
mænd, der var indlagt i tre, sekv eller tolv måneder – nogle også i årevis.
Engang kom der en ny mand ind i sengen ved siden min. Han gik frem og
tilbage og forekom at have det godt. Hans hustru kom med ham og blev
hos ham indtil han var kommet i seng og de sagde hinanden ømt farvel
inden hun tog afsked med ham. Efter aftensmad et par dage senere forstod
jeg, at manden sammen med et par andre mænd skulle i byen på en café i
nærheden. Men hvad! Manden tager sin tegnebog frem, tager
vielsesringen af og lægger den i tegnebogen.
Søndag eftermiddag plejede mange mennesker at komme på sygebesøg og
i god tid inden besøgelsestid tager manden nu tegnebogen frem igen og
sætter ringen tilbage på fingeren og tager senere imod sin hustru. Sådan
gentager dramaet sig gang på gang: ringen af, ud i byen med andre – og
når han så forventede sin hustru igen – så på igen med vielsesringen.
Efterfølgende har jeg så forstået mere og mere af dette og erfaret, hvad det
vil sige at få en ring på fingeren. Hvor var det vidunderligt første gang
hånden blev lagt frem til offentlig beskuelse. Hvor ofte søgte ikke øjnene
og tankerne til ringen og det menneske, der bar det navn, der var graveret i
ringen? Ringen blev en skat samtidig som den var vendt mod andre, der
måske kunne finde på at ”lægge an på” een. Men den bandt og forpligtede
mig også. Den blev et synligt bevis på, at jeg nu var bundet til et andet
menneske.
I dag, 25 år efter denne oplevelse på sygehuset, er udviklingen kommet
længere. Det er ikke kun det, at vielsesringen er forsvundet, det at giftes,
at gå ind i et ægtesskab, det er også ved at gå af mode. Det er ikke alene
tilfældet blandt verdslige mennesker, men også blandt troende.
Det er desværre ikke så sjældent at se både præst og prædikanter, som man
ved er gift, uden ring. - Vrøvl siger nogen måske. Ringen har intet at sige.
Det er hvordan du lever, der har alting at sige! Ganske rigtigt. Vor
livsførelse har stor betydning. Men hvad med dem, der ikke ved, at du er
gift? Giver du ikke andre mennesker et falsk håb ved ikke at have din ring
på?
Jeg mener også, at vielsesringen siger endnu mere! Vielsesringen – eller
det, at du ingen ring har på – afspejler din stilling til ægtesskabet. Denne
institution er givet os af Gud og er en forpligtelse, der skal vare hele livet
igennem, og vielsesringen minder dig daglig om det, at du tilhører en
anden, og at en vis anden person tilhører dig.
Som kristne mennesker må vi ikke smide alle bestemmelser, regler og
symboler overbord. Vielsesringen er desuden mere end et billede, et
symbol. Den er en stærk Kantsten langs livets vej. Kantstenen kan gøre
vejen en smule smallere at færdes på, men den er en pålidelig beskyttelse
mod angreb på ægtesskabet. Derfor må vielsesringen ikke lægges på
hylden.
”For Fattig og Rik”. E.Campbell oversatte
Døm ikke
”... »Hvis den mand var profet...”
Luk.7,39
Farisæeren Simon tænker dette ved sig selv.
En kvinde, som der i landbyen kun var kendt for sit syndige liv, viser
anger og kommer med en alabaster-krukke med olie. Hun væder Jesu
fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hovedhår og derpå kysser hun
dem og salver dem med olie.
Men værten, Simon, tænker, at hvis Jesus virkelig var en profet, så burde
han da vide, hvilken kvinde det er, der berører ham.
Efter Simons mening var festen ødelagt. Mon Simon var klar over, at en
ufattelig godhed kan være skjult i det, at Gud lader vore planer mislykkes?
Hvis den mand var en profet... Simon sidder og bedømmer Jesus – han kan
ikke se, at han selv er sat under evighedens bedømmelse. Han anklager
Jesus – og ser ikke, at han selv bliver anklaget for sit hårde og
fordømmende sind, som så ofte tager fejl. Han tænker, at en profet burde
have set, hvilken kvinde hun er – og ikke ser han, at Guds barmhjertighed
også omfatter mennesket i kvinden og tager hende til sig.
Og derinde i Guds barmhjertighed er der også plads til Simon, hvis eller
han har lyst til at komme derind.
Gør dig klar
”Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. ”
Matt.25,10
Sådan bliver det sagt om de 5 kloge jomfruer, der fik lov til at komme med
til bryllupsfesten. Bryllupsfesten er himmeriget. Det bliver sammenlignet
med noget så godt som en bryllupsfest, og kun dem, der er klar, får lov til
at komme med i himmeriget. De andre bliver sat udenfor. Det er derfor et
alvorligt spørgsmål: er du klar, har du forberedt dig, er du klar, så du kan
få lov til at komme ind, når den tid kommer?
De gamle skal dø, de unge kan dø, bliver der sagt. Sådan er livet. Derfor er
det rigtigt at være klar i unge år ligesom også i ældre. Og hvem ved, om
2023 bliver året, vi bliver kaldt bort fra denne her verden og ind i
evigheden? At gøre sig klar til denne rejse er vores reelle, vores største, ja
vores eneste opgave her i verden.
Hvordan skal vi gøre os klar til denne rejse? Præcis på samme måde, som
enhver anden lang rejse, vi skal ud på. Der er naturligvis meget forskelligt
at tænke på, men alt kan komme ind under en af disse 3 dele:
1) at have noget at leve af
2) det man skal have med i bagagen,
3) at have sagt farvel.
Hvis vi ikke har tænkt på dette, inden vor tid er inde, så er vi ilde stedt. Og
for at vi skal kunne nå himmelen er der noget, vi skal kunne leve af, noget
at medbringe i bagagen og noget at have sagt farvel til, hvis vi skal være
klar at tage herfra, når der er bud efter os.
”Jeg er livets brød,” sagde Jesus, ”... den, der spiser af det brød, skal leve
til evig tid ...” Jesus må være vores brød, vores ”mad”, det, vi lever af,
vores livets kilde og livets mål. Den der får sit liv fra ham, hans legeme og
blod, som det også bliver givet os i den hellige nadver vil kunne være klar,
når brudgommen kommer. Men desværre er der mange, der har sit liv i så
meget andet og derfor kommer til at stå udenfor.
Og i vor bagage må vi have – ikke vore synder, som ellers følger os – men
syndernes forladelse, at Gud for Jesu Kristis skyld har udslettet alle vore
synder, hver eneste een – også dem der kommer fra vore velgerninger og
det vi forsømte at gøre. Dette er Guds dåbsgave til os. At have vished for
alle vore synders forladelse er i virkeligheden det største og bedste, et
menneske kan have her i verden, og dette vil Gud give den, der vender sig
til ham i tro på Jesus.
Og så at have sagt farvel, det er måske det allervanskeligste, men i dette
ligger det at kunne være løs og fri fra alt det, man skal efterlade, hvad dette
så end er. Men i selve omvendelsen ligger der ikke kun det at blive vendt
mod Gud, men også at blive løst fra ”verden”, at have fået en sådan
holdning til verden og alting her i verden, at du inderst inde ikke er bundet
af den.
At sige farvel er det sidste, man gør, inden du går bort. Vores holdning til
det, vi skal efterlade viser allertydeligst, hvor langt vi er kommet undervejs
i at være klar.
Johs. Mortensen
Livet afhænger ikke af det du ejer
”Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for
et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har
overflod.«”
Luk.12,15
Sådan som vores samfund er organiseret kan det ikke lade sig gøre at køre
vores samfund uden penge. I vores daglige bøn, Fadervor, hvor vi beder
om dagligt brød, må det også forstås som det, at vi beder om nok med
penge til det, der kræves hver dag.
Men vi bør gå forsigtigt frem mht de penge, vi får. Selvom vi arbejder og
slider for dem, så får vi dem fra Gud, for det er Ham, der giver os helbred
og anlæg, så vi er i stand til at arbejde.
Men vi bør passe på, at penge eller andet gods ikke forårsager og
tilskynder til nærighed iblandt os, for så bliver Gud sat til side i vore liv.
Ugudelig er den og ulykkelig i livets sande betydning bliver den, der lader
sig hoppe på limpinden og lader sig undertrykke af midler eller
pengenærighed. For små midler er det nemt at sælge sin tillid og sin tro på
Gud.
Paulus siger til Timoteus(1.Tim.6,9-10) ”Men de, der vil være rige, falder i
fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige
tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For
kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført
bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter. ”
Dine penge og dine ejendom er fra Gud, og overfor ham skal du stå til
ansvar for, hvordan du administrerer dine gaver.
Hjemmene og børnene har behov for deres, kommune og land skal have
deres, men Gud regner også med, at hans rige får sit. Det sidste må vi ikke
forsømme, for der er ingen årsag for at bede: komme dit rige, når vi ikke
giver vor del for at Guds rige kan komme.
Som kristne er vi dem, Gud kan betro at forkynde evangeliet og at give de
penge, der skal til for at Guds rige skal komme og fortsætte blandt os og
ude blandt hedninger.
Vi har alle ansvar her. Men til ham, der bliver mere betroet bliver der også
krævet mere.
De unge bliver måske mere fristet til at ødsle pengene væk til fjant og fjas,
underholdning og nydelser, mens de ældre falder mere for at holde for fast
på pengene til sig selv – at være nærige.
I begge tilfælde bliver ansvaret for Guds rige forsømt, og Gud får kun utak
og mistillid for gaverne. Vi må ikke blive mammons slaver, men lad os
give kejserens det der er kejserens og Gud det, der er Guds.
Meget eller lidt – så er det Guds velsignelse, der er gavnlig. Og vi bør altid
sige Gud og Faderen tak for alle ting i vor herres Jesu Kristi navn.(Ef.5,20)
De skal skue hans ansigt
”for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets
kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«”
Åb.7,17
Robert H. Pierson
”Hvad vil du mest af alt se, når du kommer i Himlen, Billy?” spurgte en
troende lærer engang en elev i første klasse.
Billy overvejede spørgsmålet en stund. Der var så meget han ønskede sig.
Han hørte ofte de voksne tale om det vidunderlige land med alle skattene.
Så svarede han: ”Jeg vil gerne se løverne, husene og englene, men mest af
alt ønsker jeg at se Jesus.”
Er det ikke det samme ønske, samtlige kristne har? Længes du ikke også
efter at se din Frelser, når du befinder dig midt i livets kamp?
I Bibelen står der dette vidunderlige løfte til de frelste: ”og de skal se hans
ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og
de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser
for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder. ” Åb.22,3-4
Jo, Jesus er der, og han ”...skal vogte dem og lede dem til livets
kildevæld...” Åb.7,17 og ”...Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive
ligesom han, for vi skal se ham, som han er. ” 1.Joh.3,2. Så skal vi være
sammen med ham i al evighed.
Åbenbaringsbogens forfatter siger om de frelste: ”Det er dem, der ikke har
sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det
går. ...” Åb.14,4
Jesu disciple havde en viduderlig fordel, dengang de rejste sammen med
ham i de 3½ år, hvor Jesus vandrede om på jorden. De fik lov at se ham
helbrede. De lyttede til livets ord, der kom fra hans læber og trængte ind i
deres hjerter.
Men vi noget endnu bedre i vente. Vi skal ikke blot være sammen med
Kristus i tre korte år men i hele evigheden. Disciplene blev nødt til at stå
og se ham blive hudflettet og korsfæstet. Du og jeg kan få lov til at være til
stede når han bliver kronet, og opleve hans vidunderlige styre som
kongernes Konge og herrenes Herre. De havde håbet, at han gjorde ende
på Roms jernstyring. Vi vil opleve, at han gør en ende på synderes styre.
Disciplene kunne blot være i følge med Jesus indenfor nogle ganske få
kvadratkilometer, men dig og mig kan få lov at følge vores Herre fra
planet til planet. Vi kan følge ham hvor han end går.
Men der er visse ting, vi ikke må glemme. Der er fremsat særlige krav til
at få lov til at få adgangsbillet til himmelen: ”Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud. ” Matt.5,8 Har vi til hensigt at se ham i Himmelen, så
må vores hjerte være rent her. Lammets blod må rense vores hjerte nu, hvis
vi skulle kunne gøre os nogen forhåbninger om at se ham til den tid. Vi
skal bekende synden og give slip på den. Alene rene mænd og rene
kvinder kan se en hellig Frelser.
Har du og jeg planer om at ”følge Lammet, hvorend” det går,” på den nye
jord, så må vi begynde at følge ham nu på denne her jord.
E.Campbell oversatte
Hvorfor så travlt?
”Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus
Kristus som frelser. ”
Fil.3,20
Ombord på et skib med kurs mod Amerika bemærkede kaptajnen en
kvinde, der løb uroligt frem og tilbage på dækket. Det var en mor, der
måtte krydse havet for at besøge sin syge søn. Kaptajnen spurgte: ”Hvorfor
løberde frem og tilbage på skibet?”
”Jeg har travlt,” svarede hun, ”jeg må komme hurtigt over havet. Hvem
ved, hvorvidt jeg får min søn at se i live?”
Nogen af os kunne måske finde på at trække på smilebåndet og sige: Hun
er et fjols! Kommer hun hurtigere frem ved at ile frem og tilbage på
dækket?
Og vist er det da rigtigt. Men hold lige inde. Opfører du dig ikke selv ofte
på samme måde. Du puster frem og tilbage livet igennem. Tusind ting skal
der gøres og bliver de ikke gjort, så er livet intet værd længere, mener du.
Og hør mig lige engang! Verden går sin vante gang, også den dag, du ikke
længere er i live. Nogen savner dig, Ja, muligvis flere, men alligevel
standser tilværelsen ikke op, når du er borte.
Men spørgsmålet er så: Hvad har du løbet efter her? Og nåede du målet?
Var målet en bugnende bankbog, en underholdende aften eller hyldest og
en sød tilværelse – ja, da er det helt stensikkert, at du ikke når målet. For
så blev hele livet et bedrag, alt sammelt, ligesom det var hos moderen;
selvom hun løb hele vejen, så var sønnen alligevel død, da hun nåede frem.
Paulus havde et andet mål for sit liv end blot det at eksistere og overleve.
”Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus
Kristus som frelser. ”
For Paulus var målet at nå frelst frem til målet. Da får livet mening og
indhold. For uden en kurs og et mål, så bliver rejsen over livets hav
håbløshed og formålsløshed.
A.J
Grænser og hegn
”Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke”
5.Mos.5,7- 8
Der findes grænser og skel, som mennesker har sat og som er aldeles
håbløse.
Det at mennesker i mange lande end ikke får lov til at tænke og tro eller
udtrykke egne tanker i overensstemmelse med deres egen overbevisning,
det mener vi at være helt urimeligt, og det med rette.
Samtidig er der alligevel nogle skel i livet, som vi muligvis også anser som
negative men som alligevel er nødvendige. Her bliver der særlig ment de
skel, Gud har indsat.
De ti bud taler tydeligt om disse skel. For eksempel har Gud sat skel om
livet for hvert enkelt menneske – det må ikke ødelægges. Han har også sat
skel om ejendommen hos alle mennesker – den må ikke stjæles. Gud har
også sat skel om alle ægteskaber – ingen tredjeperson har lov til at
forstyrre det.
Hvis vi istedet for ”skel” siger ”hegn”, så bliver det muligvis mere
tydeligt, hvad disse grænser betyder, som Gud har indsat. De er
beskyttende hegn. De er indsat der, ikke for at forstyrre os eller give os
kvaler, men for at gavne os. Gud ønsker, at vi ikke skal skade hverken os
selv eller andre. Derfor har han givet os sine bud. Hans omsorg for os og
kærlighed til os er grunden til, at han har givet os buddene.
Vores problem er, at Guds hegn forekommer os livshæmmende og
begrænsende. Derfor ønsker vi og forsøger vi igen og igen at krydse disse
grænser – os selv og andre til ulykke og skade for tid og evighed. Ja, i
virkeligheden har vi allesammen klatret over hegnet, som Gud har sat for
os her i livet. Vi er i virkeligheden på den forkerte side i vores forhold til
Gud, vores Skaber.
Men gudskelov kan vi endnu i dag vende tilbage. Dette er alene takket
være Gud. Han har i Jesus Kristus, sin søn, jævnet vor vej gennem hegnet
tilbage til Gud. Og derhjemme hos ham kommer vi efterhånden at betragte
de skel og hegn han har indsat i livet med nye øjne. At de just er
beskyttende hegn, og det drejer sig derfor om for os at være på den rette
side af hegnet.
E.Campbell oversatte
Jeg er
”Israelitternes formænd gik da til Farao og klagede: »Hvorfor behandler
du dine trælle sådan?”
2.Mos.5,15
I flere år passede Moses sin svigerfars, Jetros hjord. Jetro var præst i
Midian. Engang hvor Moses drev dyrene over ørkenlandskabet og var
kommet til gudsbjerget, Horeb, da åbenbarede Gud sig for ham. Moses
bemærkede røg og en flamme der stammede fra en tornebusk, men
tornebusken forblev uskadt. Dette syn forbavsede Moses, en brændende
busk, der ikke brændte op. Moses skyndte sig nærmere for at undersøge
dette store syn. ”Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud
til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde:
»Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står
på, er hellig jord.« ” 2.Mos.3,4-5
Moses stod nu overfor underets Gud og så noget han ikke fattede, men
dette ufattelige ville han gerne forstå med sin fornuft. Da er det at Guds
advarsel lyder: ”Du må ikke komme nærmere” Dette er hellig jord, rør det
ikke, dette skal ikke forstås. Et under er et under! Gud er Gud! Han
hverken kan eller skal forstås men alene blive troet.”
Mange mennesker har forsøgt at trænge ind for at forstå disse
guddommelige gåder.
Der fortælles om kirkefaderen Augustin: En dag kom han vandrende langs
Middelhavets strand idet han grundede over de evige gåder. Han var især
optaget af ”Treenigheden”, som han ikke kunne fatte; tre personer i en og
samme person. Nej, han ville ikke bøje sig og indrømme, at her stod han
overfor noget, han ikke kunne forstå. Da bemærkede han en lille dreng, der
sad og gravede et dybt hul i sandet og som nu også var begyndt at grave en
grøft ud mod havet. ”Hvad skal du med det der hul?” spurgte Augustin.
Drengen svarede: ”Jeg vil have hele Middelhavet ind i hullet!”
Augustin fortsatte sin gang idet han tænkte: det store vide hav ind i et lille
hul. Og her forsøger du at proppe den evige og store Gud ind i din lille
menneskehjerne. De følgende år skrev Augustin 15 store bøger: De
trinitates – om treenigheden.
Salig professor Hallesby, sagde: ”Desto ældre jeg bliver, desto oftere
takker jeg Gud for, at han er ufattelig. Jeg tror vi som oftes benytter for
små mål om Gud.”
Derude ved tornebusken modtog Moses Guds kaldelse. - også til at føre
Israels folk ud af Ægypten. Og Moses sagde til Gud: ”»Når jeg kommer til
israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og
de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud
svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til
israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.« ” 2.Mos.3,13-14
Navnet, ”Jeg er” definerer Gud som den, der ikke skylder nogen sin
tilværelse. Og er uafhængig af alt, mens alting er betinget af og blevet til
ved ham. Navnet ”Jeg er,” betyder også: den urokkelige, den uforanderlige
og den trofaste. Herren beder Moses bringe budskabet til sit folk og tilføjer
i vers 15: ”Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt
efter slægt. ”
Heri ligger der gemt en rig trøst for alle slægter. Også for dig, der lever
som et Guds barn her i verden i dag. ”For bjergene kan rokkes og højene
vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke,
siger Herren, der viser dig barmhjertighed.” Es.54,10
Cl.Eliassen
Ligklædet
”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller
noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje
eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds
kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. ”
Rom.8,38-39
Den kendte tyske præst og forfatter, Otto Funcke fortæller i en af sine
bøger om en oplevelse, han havde haft ved en sygeseng.
”Præst,” sagde den dødsyge, ”Jeg har vundet alt, jeg har higet eftir gennem
et langt liv. Aldrig har jeg undet mig selv fred. Når andre hvilede sig,
knoklede jeg og ville vinde mig mere guld, større ære, anseelse og magt.
Og jeg har opnået det men blev alligevel aldrig tlad. Jeg har aldrig haft tid
til at tænke på min sjæl eller evigheden. Og alt det, jeg har vundet og ejer,
det er et ligklæde. Et ligklæde, hr. Præst, det er alt!”
Et usselt resultat fra et langt, møjsomt og slidsomt liv, et ligklæde. Jeg ved
ikke hvor meget det koster, prisen kan være forskellig, alt afhængig af,
hvat materialet er, hvor nærige de pårørende er, eller hvor rig den afdøde
var. Et ligklæde, præst! Mere får ingen af os med, det være sig af ære, guld
eller anseelse, som vi forsøgte at skrabe til os. Og hvor mange er de ikke,
der må sige ligesom denne her mand: alt det de fik med sig, det var
ligklædet. Et elendigt resultat.
Men hør så lige, hvad apostelen Paulus siger: Jeg er vis på, at hverken død
eller liv eller engle eller magter ... kan skille os fra Guds kærlighed i
Kristus Jesus. Hvadenten jeg lever eller dør, så tilhører jeg Herren. Dette er
et aderledes og en vidunderlig sejrssang. Den har mere end blot et ligklæde
på, han er vis på, at sejrskransen ligger klar til ham.
Hvad bliver mon dit livets udkomme: et ligklæde eller en sejrskrans i
himmelen? Det kommer ikke af sig selv, men af et målbevidst slæb her i
livet, hvor målet hverken var glans eller hæder eller det at komme godt
ned i graven, men det at tjene Gud her og komme frelste hjem i Guds
himmel.
AJ
Indhøstningsdagen
”– Også for dig, Juda, er der fastsat en høst. Når jeg vender mit folks
skæbne,”
Hos.6,11
Ingen årstid er mere spændende end høsttiden, for når høsttiden oprinder
skal vi se resultatet af det, der blev sået om foråret. Men der er også noget
dystert ved denne tid, for der kommer vi også til at se de fejl, der blev
lavet om foråret og som ikke kan gøres om. - I menneskelivet kommer der
også en høsttid, og det er den, der afgør tab eller sejr.
”Hvordan bruger du dine lyse ungdomsdage? Hvad et menneske sår, skal
det også høste, husk det.” Ungdomstiden er menneskelivets forårstid og
derfor også tiden til at så. Lad det være sagt, at det er så lidt, der bliver sået
i forhold til det, der kommer op, og derfor må ungdomstiden ikke ødsles
bort. Man såer altid noget, enten er det godt eller dårligt og resultatet
bliver derefter. Derfor bliver der talt om at så i ånden og ikke i kødet, og
der er en helt afgørende forskel på disse to og dets resultat. Paulus sætter
disse to op imod hinanden i Gal.5,19 og 22,6,8.
Mange må sande, at når livets høst oprinder, så er foråret slut og høsttiden
også, og de er ikke blevet frelst. Jer.8,20
En landmand skulle engang på en udenlandsrejse om foråret. Jorden var
blevet bearbejdet og gjort klar men var ikke blevet tilsået endnu. Inden han
tog afsked fortalte han sin tjenestekarl, hvor han skulle så hveden og
byggen. Da så landmanden vender tilbage igen hen mod sommeren, så går
han glad ud i marken for at se hvordan det går men bliver overrasket over
at se, at der, hvor hveden skulle være blevet sået, der stod der nu byg og
blafrede i vinden.
Landmanden råbte nu tjenestekarlen til sig og sagde: ”Hvorfor fik du ikke
sået det som jeg bad dig om?” Tjenestekarlen bøjede og bad om tilgivelse.
Landmanden svarede da: ”Jeg kan tilgive, men husk på: byggen står der og
den kan ikke såes om om igen!”
Vi har allesammen fået et område i livet til at så i og der såer vi kun een
gang. Hvad skal der stå derpå, når vores livs forår og sommer er passeret
og når livsindhøstningsdagen skal vise resultatet? Gudskelov ved jeg også,
at såfremt man vågner op til at se sit egne forspildte og bortødslede liv og
kommer til Jesus og beder ham om frelse, så får han også tilgivelse og
hjælp, omend de mange år i livet er blevet spildt, for livet kan nu engang
ikke leves om igen.
En 72 år gammel mand sagde mig engang, efter at han var blevet frelst:
”Dengang jeg stod ved min mors dødsleje som 13 årig lovede jeg hende, at
jeg ville følge Jesus. Nu er mine år forspildt, men giv mig nåde til at leve
to år mere, så at jeg kan vidne for nogle af mine venner om din frelse.”
Kære ven, du der læser dette, hvadenten du nu befinder dig i livets forår,
sommer eller efterår, indse livets alvor i dag. ”Det hedder jo: I nådens tid
bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den
nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” 2Kor.6,2
Snart kan livstråden blive kappet over og livet endt. Grib det evige liv nu,
så du kan få lov til at så i ånden og indhøste evigt liv af ånden.
Røveren på korset modtog en frelst sjæl men et forspildt liv. Paulus, Peter
og Johannes modtog også en frelst sjæl, men de fik desuden af nåde lov til
at modtage et frelst liv i tjenesten for Herren Jesus. ”Det er så godt fra en
ung alder at tjene ham og elske ham, der gav os livet.”
J.B.
En feltpræsts oplevelser
”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore
synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi
helbredt.”
Es.53,5
En engelsk præst, kaldt Josef Shepard, havde under første verdenskrig
gjort tjeneste som feltpræst. - ”Jeg kommer i tanker om en døende ung
soldat, der frygtede ensomheden, som døden bringer med sig,” fortalte
præsten Shepard mig, ”han ville ikke skilles fra sine venner. Dengang han
var sammen med dem i skyttegravene havde han altid været en tapper
soldat – men nu, hvor han var døende var han fuld af angst for at gå ind i
døden alene. - ”Men hvis jeg nu blev skudt og skulle ind i døden sammen
med dig, havde du da stadig været bange?” spurgte jeg ham. ”Nej,”
svarede den unge soldat tilbage, ”hvis De kom med mig, så kunne jeg gå
hvor som helst.”
”Nu skal sige dig noget,” sagde jeg til ham, ”der er een, der er større end
jeg og han vil gå sammen med dig – han vil ikke lade dig gå der alene –
din ”hvide ven” (under første verdenskrig kaldte de engelske soldater som
oftest Jesus for ”The camrade in white”, dvs den hvide ven) vil følge dig,
så du kan være helt tryg – han kender vejen, for han har nemlig engang
selv gået den vej – så han farer ikke vild.
Og han står lige nu ved din side. Luk dine øjne og vær stille en stund. Kan
du ikke se tornekronen? Ræk engang din hånd ud – kan du ikke føle
naglemærkerne?”
- Med helt lav stemme sagde jeg da de velsignede ord fra kapitel 53 hos
Esajas: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for
vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi
helbredt.” Es.53,5
Da drejede den unge mand rundt og med en lykkelig stemme sagde han:
”Nu er han her” - så udåndede han.
Øjeblikke som disse er nogle af de rigeste for en feltpræst, at under så
forfærdende omstændigheder, som ingen kan forestille sig det, der ikke
selv har set og oplevet det – der bliver det stadfæstet så vidunderligt, at
evangeliet er en kraft til frelse. Og hvor har ikke fortællingen om Jesu kors
altid en vidunderlig kraft!
Når en feltpræst var ny i sit embede, så havde han altid en tilbøjelighed til
at anvende små og smukke vers med opbyggende indhold for at trøste de
berørte. Men overfor en døende soldat prellede disse nok så smukke og
opbyggende ord af - og drevet af en dyb længsel i sit hjerte at overrække
den døende den rette hjælp begav feltpræsten sig til at berette om Jesu død
på korset – og straks kunne han på den døendes ansigt fornemme en god
forandring. I fortællingen om Jesus var der al den styrke og trøst, som en
mand havde behov for at høre så at han kunne dø med fred i sit hjerte.”
”Dengang jeg studerede teologi i Cambridge,” fortsatte præsten Shephard,
”forårsagede Jesu kors og forsoning mig store vanskeligheder og tvivl, og
jeg undersøgte de forskellige forhold – ikke mindst dem, der sigtede mod
at gøre korsets betydning svagere. - Men midt í alle disse krigens rædsler
og altid omringet af død – blev enhver antydning af tvivl fejet til side i mit
sind. Det blev så levende og virkeligt for mig, hvilken mening Jesu død på
korset havde – men al ret havde også den gamle profet, dengang han sagde
ordene i Es.53,5.
E. Campbell oversatte
Familjealter
”Så byggede han et alter dér og påkaldte Herrens navn. ”
1.Mos.26,25
Den kendsgerning, at Abraham byggede et altar og tilbad Herren overalt,
hvor han slog sig ned(1.Mos.12,7-8; 13,4-18) gjorde Abraham til den
mand han var. Og også angående dette gik Isak i sin faders fodspor.
Et alter er et sted, hvor du påkalder Herrens navn og tilbeder Ham. Vi skal
een gang for alle give os og alt vores over til Gud, men denne overgivelse
må fornyes hver dag gennem bøn og tilbedelse. Dette er vores åndelige
gudsdyrkelse(Rom.12,1-2). Vi må i vore hjem have det, der kaldes et
familiealter.
Samtlige troende fædre må i deres hjem bygge et alter, og er der ingen
fader, så må moderen gøre det. Her er der naturligvis ikke tale om et
synligt alter men om et sted, hvor familien hver dag samles over Guds Ord
og i bøn og tilbedelse. En familie der beder sammen, står sammen. De
børn der vokser op omkring et familiealter vil få det lettere at bygge sit
eget alter engang, når de selv skal til at stifte deres eget hjem.
E. Campbell oversatte
Ud af mørkets skygge
”Han førte dem ud fra mulm og mørke og sprængte deres lænker.”
Salme 107,14
Salmen herover er en hyldestsalme. Gud intervenerede, når det gik folket
imod. Sådan var det ofte gået tidligere og som oftest var det deres egen
skyld.
Gud havde vendt sin vrede imod dem, for de havde været ulydige. Men
alligevel ledte Gud dem ud af mørket og gav dem friheden igen.
Således virker Gud altid mod sine børn. Der findes næppe mange kristne,
der ikke sommetider har oplevet, at mørket trækker sig sammen om dem
og at det føltes nærmest som bånd, der strammedes omkring dem.
Men mange har så også oplevet, at der blev lyst igen, og at Gud løste
båndene op igen. Sådan er Gud og det betyder så også, at sådan vil han
altid vedblive med at være, også næste gang, vi glider ud i mørket, så der
er noget der binder os.
Vi kan altid råbe til Ham i vor nød, og vi kan regne med, at Han ikke
vender os ryggen til men derimod tager os til sig.
Lad os ikke glemme at holde fast ved at takke for det, Gud har gjort for os
i tiden, der er gået! Det kan hjælpe os at hvile lidt tryggere i troen på, at
sådan vil han også tage sig af os i fremtiden.
Gud kan også tugte os ved for en stund at lade mørket trække sig sammen
om os eller ved at lade lænker få lov at binde os.
Men det er aldrig Guds hensigt og mål, at vores liv skal vedblive at være
således. Han vil give os livet i lyset igen og befri os fra det der tynger.