19. juni 2019


HVORFOR KOM HAN?

”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn ...”
Gal. 4,4


Hvorfor kom han? De hellige Skrifter
varsler nøje og præcis om hans komme, og de samme Skrifter fortæller os om ÅRSAGEN til hans komme.

For det første kom han, for at vi ikke skulle gå fortabt, men få et evigt liv! (Joh.3,16) Men det
ser ud til, at mennesker ikke bryder sig om noget andet liv end dette korte og forgængelige jordiske liv! Ufatteligt! Men for dig – dig, der i hjertet skriger efter noget andet og mere: Det var for DIG, at han kom.



For det næste: Han kom for at udfri alle dem, der var slaver eller var indfanget af dødsangst og frygt. (Hebr.2,15) Nu findes der uden tvivl mennesker, der påstår, at de ikke frygter noget som helst! Og det kan se ud som, at disse mennesker er vore sande helte. Men det hjælper dem intet. Tværtimod! Men til dem, der kender frygtens pine i sin sjl: Det var for DIG, at han kom!


For det tredje: Han kom for at gøre det, vi ikke selv var i stand til at gøre! (Rom.8,3) ”Nåeehh, jeg klarer mig nu meget godt!”, er der nogle, der selvsikkert fastholder. Men arme sjæl – hvor længe? Dig, der ellers har set det – og virkelig plages af ikke at kunne slå til: Han kom for DIG! Og husk nu på: Jesus gør endnu i dag det, som han kom til at gøre – i overensstemmelse med sit evige Ord!
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

18. juni 2019

FAMILIEN MØDES IGEN

”... så skal vi altid være sammen med Herren. ”
1. Tess. 4,17

I bogen og filmen, ”Himmelen findes virkelig (Heaven Is for Real) var Colton Burpo blot fire år gammel, dengang han overlevede en
akut operation, hvor man måtte fjerne hans blindtarm. Colton fortalte helt præcis, hvad hans forældre havde foretaget sig under operationen og fortalte om mennesker, han havde mødt i himmelen – mennesker, som han aldrig havde mødt her på jorden og ejheller havde hørt noget om.

Han sagde til sin mor: ”Der var et spædbarn, der døde i din mave, ikke...?” Hans forældre havde aldrig nævnt den spontane abort, som moderen havde været igennem, fordi han var for lille til endnu at kunne forstå det. Hans mor spurgte: ”Hvem har fortalt dig, at et spædbarn døde i min mave?” Han svarede: ”Det gjorde hun, mor. Hun sagde, at hun døde i din mave.” Så fortsatte han: ”Det er i orden, mor. Hun har det godt. Gud tog hende til sig.”

 

Hans mor sagde: ”Mener du ikke, at Jesus tog hende til sig?” Han svarede ”Nej, mor, det gjorde hans far!” Morens øjne lyste op, og hun spurgte videre: ”Hvad hed hun? Hvad var navnet på den lille pige?” Den fire år gamle Colton svarede: ”Hun har intet navn. I gav hende ikke noget navn.”
 

Og han huskede endnu en ting, som han også fortalte, inden han strøg ud for at lege med de andre børn: ”Ja, hun sagde, at hun glæder sig umådelig meget til at du og far kommer i Himmelen.”
 

Lige nu i dette øjeblik er der nogen i Himmelen, som siger det samme om dig – nogen, som glæder sig til den dag, når Guds familie igen er samlet. Skulle vi ikke også glæde os?
Bibelen siger: ”... så skal vi altid være sammen med Herren. ” 1. Tess. 4,17
”Trøst derfor hinanden med disse ord.” (Vers 17-18)

„... et Ord til Dagen“

Effie Campbell oversatte.

 

 

 

 

17. juni 2019

OM HVORDAN ALTING SLUTTER

”og de skal se hans ansigt ... og de skal være konger i evighedernes evigheder. ”
Åb. 22,4-5

For at vide, hvordan en fortælling slutter, så må vi læse fortællingens sidste kapitel. Og i Johannes Åbenbaring kapitel 22 – som er Bibelens sidste kapitel – læser vi om fremtidsudsigterne, som vil glæde alle Guds frelste børn. Lad os se på disse:

1) ”og de skal se hans ansigt” En af himmelens allerstørste glæder vil blive, når vi ser ansigterne på vore kære, som vi nu er adskilt fra og at leve til evig tid sammen med dem. Men hvor spændende dette end bliver, så kan det ikke sammenlignes med glæden at se Jesus ansigt til ansigt – at se ham, vi elsker mest af alle. Sangskriveren sagde: ”Hans åsyn jeg snart skal se hinsides stjernerne. Ansigt da til ansigt skue Ham i al evighed.” Og dette er ikke alt. Læs lige dette: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. ” 1. Joh. 3,2
Vi skal se ham, vi skal blive ligesom han og vi skal være sammen med ham i evighedernes evigheder. Hvor vidunderligt!

 

2) ”de skal være konger i evighedernes evigheder.” Ligesom folkeskolens afsluttende afgangseksamen gjorde dig skikket til at påbegynde en uddannelse og at drage ud i livet, sådan gør også erfaringerne her i dette liv dig skikket til at råde sammen med Kristus i det kommende liv. Tænk endnu engang over belønningen. Dette liv er en kort historie, det kommende liv er en lang historie – den handler om, at vi ser Jesus ansigt til ansigt og råder evigt sammen med ham.
„... et Ord til Dagen“
Effie Campbell oversatte.

 

 

 

 

16. juni 2019

ALENE JESUS KAN STILLE OS TILFREDS

Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. ...”
Joh. 4,14


I en gammel sang bliver der sunget om at ”lede efter kærligheden alle de forkerte steder.” Og sådan var det også med kvinden, som Jesus stødte på ved brønden i Samaria.

Her er hendes historie: Hun forsøgte religion
en, men kunne ikke stilles tilfreds der. Hun sagde til Jesus: ”Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« ” (Vers 20) Hun havde altså viden og kundskab om religion i sit hoved, men det fyldte ikke hendes hjertes længsel. Har du oplevet det samme?

Hun forsøgte sig med menneskelige relationer, men de svigtede hende. Jesus sagde: ”... du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; ...”(vers 18)
Har du også oplevet det? Den relation, du allermest har for nøden – det er Jesus.

 

Hun forsøgte Jesus, og han stillede hendes sjæl tilfreds. Jesus sagde: ”... den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. ...” Da svarede hun: ”... »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste ...” (Vers 14-15) Religion uden et personligt forhold til Gud vil til stadighed stille dig utilfreds. Det er som at drikke saltvand – des mere du drikker, des mere tørster du.
 

Religion, der intet forhold har til Kristus, er ligesom en sut, som et spædbarn kraftigt suger på for at få næring fra. Muligvis er du også blevet desillusioneret og frustreret af troende mennesker og er blevet såret af kirken.
Hvis det er tilfældet, så skal du have dette ord: Du må ikke vende ryggen til troen før du har forsøgt Jesus, for alene han kan stille din sjæl tilfreds.
„... et Ord til Dagen“
Effie Campbell oversatte.

 

 

 

 

15. juni 2019

NOAS SKIBSBYGGERE

”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom
jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. ”
Joh. 15,10

Mia Hallesby
En dreng var i en missionskreds. Han var ivrig at samle penge sammen til missionsarbejdet; men ellers var han ikke så nøjeregnende med, hvordan han levede sit liv. Hjemme var han lunefuld og tvær. Han holdt sig ikke for god til at lyve og misbruge Guds navn.

Formanden i missionskredsen blev bedrøvet, da han hørte dette, og han bestemte sig derfor for at tale med drengen om dette. Næste gang, han mødte drengen sagde han: ”Ved du, hvad der blev af Noas arbejdsmænd, tømrerne, der byggede arken?”


Drengen blev overrasket over spørgsmålet og var ikke i stand til at svare.

”Du ved nok,” fortsatte formanden,”at det kun var dem, der gik ind i arken, der blev frelst. Dem, der byggede arken gik ikke ind i arken, og de døde i Syndfloden. Du forstår nok, hvad jeg gerne vil fortælle dig: Vi må først og fremmest opføre os og være som sande kristne. Vi bliver ikke frelst ved at arbejde for andres frelse.”
Effie Campbell oversatte






14. juni 2019

TILFREDS?

Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv;
1. Tim. 6,6

At være tilfreds – mere skal vi ikke ønske os her på jorden. Men selv om vi ikke kræver meget, og selv om der ikke skal så meget til at kunne gøre os tilfreds, så er det vanskeligt at tilfredsstille vore krav. I begyndelsen sætter vi meget store krav, men efterhånden som tiden går lærer vi at slække på kravene; og alligevel er der ganske få mennesker, der føler sig tilfreds med de omstændigheder, de har fået givet. For de fleste af os går det som søster Christian Wahnschaffe. Broderen spurgte hende: ”Er du tilfreds?” Hun svarede: ”Det, jeg har, det er så lidt, og det, jeg ikke har, det er så meget.” Prøv og gå ind i et rigmandshjem, så vil du utvivlsomt se, at de besvarede spørgsmålet just på samme måde. Forsøg at komme i tal med en eller anden, der både er rig og kendt, og vedkommende kommer uden tvivl til at ryste med hovedet og sige: ”Det, jeg har, det er så lidt, og det, jeg ikke har, det er så meget.”

Vi vil aldrig nogensinde få så meget, at det kommer til at fylde vores dybeste behov og afsavn. ”Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst, men når du(Jesus) mig bliver nær, Himlen alt jeg ejer her.” (Den Danske Salmebog nr. 680)
Det er vores ulykke – eller skulle vi ikke hellere sige vores lykke – at vore behov ikke kan dækkes og at vi ikke kan stille os tilfreds med mindre end alt.
Og dette finder vi alene hos Gud. I hans navn bliver hjertets længsel stillet tilfreds og vi får vore behov fuldt ud dækket; men hvor meget, vi end får af det, denne verden har at tilbyde os, så vil det aldrig kunne tilfredsstille vores sjæl og gøre os tilfreds.

Mange mennesker går sure og gnavne og utilfredse rundt inde i sit eget hjem. De stønner, knurrer og klager om denne fordrejede tid, vi lever i, og skylden for alt dette bliver lagt på tiden og det, den fører med sig; men roden sidder meget dybere, helt inde i menneskehjertet. Der findes mennesker, der er meget fattigere end vi, hvad ydre omstændigheder angår, og alligevel så lyser de af lykke, nøjsomhed og glæde, dette af den simple grund, at hjertet er fuldt og helt tilfredsstillet hos Gud.
Notabene
Effie Campbell

 

 

 

 

13. juni 2019

FRISTELSENS VANSKELIGHEDER

”... for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. ”
1. Joh. 4,4

Hvad er midlerne? Hvilken udvej er der? Det er Jesus! Svaret på fristelsen er at lade Jesus møde den for dig. Forsøg ikke at tage kampen op mod den onde alene. Det er for farligt for et menneskebarn. Lad Jesus klare det. Det er han i stand til. ”I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. ” 1.Joh.4,4

Jesus er i stand til at gøre det. Gud ”... formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, ” Judas 24
Lad Jesus tage sig af enhver form for fristelse, som krydser din vej. At gå i krig mod fjenden er at invitere til nederlag.

 

En lille pige fortalte, hvordan det fungerer. Hun sagde: ”Når jeg ser Satan komme, så siger jeg: ”Jesus, du må gå ud til hoveddøren.” Så går Jesus til døren. Og når Satan ser Jesus, så siger han: ”Undskyld mig, jeg må være kommet til en forkert dør.”
Så enkelt er det.

Så længe Jesus har magten over vore liv, så er vi sikret mod fjendens magt. Så længe han sidder ved styret, så ender det ikke galt for os. At overlade styringen til Jesus er svaret på samtlige vanskeligheder i kristenlivet. Men ustandselig kan du ændre afgørelse og sige: ”Jesus, nu mener jeg, jeg selv vil styre.” og så flytter han sig og lader dig komme til. I kristenlivet er der ingen tvang eller vold. Du har fuld frihed. Det er dig, der bestemmer og træffer beslutninger. Og du træffer disse beslutninger i sindet og med viljen.

 

Og nu kommer vi til det, der er så væsentligt. Hver gang, vi vælger ret, så bliver viljen styrket. Hver gang, vi vælger forkert, så svækkes viljen. Så enkelt er det.
 

Både gode og dårlige vaner bliver styrket ved gentagelser. Derfor er det med at være på vagt imod alt, der kan pervertere og fordreje os, så vi ikke er i stand til at skønne, hvad der er godt eller ondt og mister herredømmet over os. Bibelen giver håb til enhver, der intet håb har. Derfor lyder løftet: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden. ” Rom. 6,14
 

Et menneske behøver ikke være slavebundet af dårlige vaner. Han eller hun behøver ikke få sit hjem ødelagt af en svag vilje. Gud kan sprænge syndens lænker. Det er det, Jesus kom herned for at gøre. ”Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,” Es. 61,1

Jesus kom for at sprænge lænker og føre fanger i frihed. Ingen behøver at være slave af nedbrydende vaner. Alle kan blive fri. Jeg siger dette med den levende Guds ords myndighed.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

12. juni 2019

AT TATOVERE

I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!
3. Mos. 19,28

En mand fortæller, at han som ung dreng fik stor lyst til sølivet. Han lagde mærke til, at mange sømænd havde tatoveringer, og tænkte derfor, at havde han bare en tatovering indgraveret på sig, ja, så kunne han straks regne sig som en voksen. Han tog derfor en pen i hånden og tegnede diverse billeder på armen, og han blev så betaget at dette, at han en dag bad sin mor love sig at få tilladelse til at lade sig tatovere.

Moren sagde: ”Lad og se, hvad Gud siger om dette i sit eget ord.” Hun søgte altid i Bibelen, når hun ville finde svar på vanskelige spørgsmål, som hun selv var i tvivl om. På denne måde fandt hun ud af, hvad der var ret at gøre. Også i dette tilfælde fandt hun svar på spørgsmålet fra sin søn og læste det højt og tydeligt op for ham: ”I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren! ” 3. Mos. 19,28
Hans spørgsmål var blevet besvaret af selveste Herren, og fra det øjeblik havde han ingen lyst til at lade sig tatovere; han vidste med sikkerhed, at det var forkert.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

11. juni 2019

BERBER OPLEVEDE HELBREDELSE I ALGERIET

”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.« ”
Matt. 18,19-20


Miracle Channel har to indfødte evangelister i Algeriet. De arbejder også blandt berberfolket. Her fortæller de om det, der skete, dengang en troende berberkvinde bad for en patient på det sygehus, hvor hun arbejder.

Kabylerne er en stamme i berberfolket, der lever i det nordlige Algeriet, mere end 100 mil øst for hovedstaden. Kabylerne repræsenterer den største gruppe i det berbersprogede folk i Algeriet og den næststørste i Afrika. De fleste af disse er muslimer, men mange berbere har kæmpet med deres religiøse identitet, fordi de ikke er arabere, og de føler, at den arabiske kultur er tvunget ned over dem. Antallet af kristne blandt berberne vokser.

En kabylsk kvinde, der hedder Faride, arbejdede som rengøringskone på et sygehus. En dag lagde hun mærke til en ung man, der forsøgte at give en ældre mand noget at drikke. Den ældre mand var i koma. Det var far og søn, og efter at lægen havde fortalt sønnen, at faren snart ville dø, gjorde sønnen alt, han overhovedet kunne for at holde faren i live. Da Farida så den omsorg, sønnen viste overfor sin far, fik hun medlidenhed med dem, og hun følte ligesom med sig selv, at hun måtte gøre et eller andet for manden, der lå til det sidste.


Hun bad sønnen gå udenfor, så hun kunne gøre fuldstændig rent på patientens stue. Da han var gået fremtog hun den lille vandflaske, mens hun bad en enkelt bøn: ”Herre, du sagde, at når to – patienten og jeg – er samlet i dit navn, så er du her. Denne flaske med vand er dit blod, og det er dig, der helbreder den syge.”


Så tog hun lidt vand i skeen og førte den varsomt hen til mandens mund, og hun blev forbløffet, da hun så ham synke vandet. Hun gjorde det endnu engang, og igen sank han vandet. Da hun gav ham den tredje spiseske vand, åbnede han selv munden og slugte uden nogen problemer. Da personalet på sygehuset forventede, at han skulle dø, havde han blot et lagen som dække over sig.


Farida hældte resten af vandet i flasken over hele hans krop og sagde: ”Herre, lad dit blod, som renser, helbrede denne syge mand. Du ser Herre, at han har to sønner. Vis ham barmhjertighed.”


Da hun havde hældt vandet over ham, begyndte den syge at ryste voldsomt. Hun skyndte sig at pakke ham ind i et tæppe. En sygeplejerske kom forbi med en madvogn; men hun nægtede at give den døende mand mad. Men Farida insisterede på, at i det mindste sønnen fik en bakke mad – de havde jo betalt for ham. Modvilligt satte sygeplejersken en bakke fra sig. En del af maden var kartoffelmos, og Farida mosede det endnu mere og gav den syge det, og han spiste det helt op.


Sønnen blev fuldstændig målløs, da han kom ind i patientstuen og så faren spise. Han gav Farida en kæmpe knuser og takkede hende så hjerteligt. Farida bad ham tie om det, der var sket, for hun ønskede ikke, at de muslimske ansatte skulle få noget at vide om dette. Så gik hun. Men faren, som var blevet helbredt, havde forstået, at Farida havde bedt for ham i Jesu navn.

 

Dagen derpå mødte Farida på arbejde i god tid og så faren forlade sygehuset sammen med sine to sønner. Sygeplejerskerne fortalte hende, at manden, der havde været i koma, nu lovpriste Jesus for sin helbredelse.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

10. juni 2019

HVEM ER GUDSTJENESTEN TIL?

”Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det. ”
1. Kor. 9,23

Sten Sørensen
Hvem gudstjenesten skal være henvendt til har været et påtrængende og krævende emne i mange menigheder. Holdningen om gudstjenesten har medført, at nogle har trukket sig ud af menigheden, fordi de ikke længere følte sig velkommen der. Gudstjenesten blev for fremmed eller for kedelig, og ingen tilsluttede sig eller bifaldt deres synspunkter.

Lad os straks sige: Gud er centrum i enhver gudstjeneste. Hvis vi deler ordet gudstjeneste i to, så er det at tjene Gud(gudstjeneste). Jeg vil ikke dvæle ved Gudsdimensionen, men vores holdning til gudstjenesten.

 

I den første menighed havde de to platforme, hvor de samledes. Den ene var menigheden, der kom sammen i templet eller ethvert andet offentligt sted, det andet samlingssted var hjemmene. I hjemmene brød de brødet og lagde vægt på de tætte relationer. Her delte de oplevelser og erfaringer med hinanden og blev således opbygget.

Den sunde menighed har to ”spisesteder”. Både gudstjenesten og husfællesskabet giver åndelig føde. Hvis en menighed lægger for stor vægt på gudstjenesten og forsømmer husfællesskabet, så bliver ernæringen begrænset til gudstjenesten. Ønsket eller håbet om, at jeg skal have noget mere ud af det bliver nemt for stor og usund, hvis vi alene deltager i gudstjeneten. Billedet, der ofte bliver anvendt om en menighed, det er fuglen med sine to vinger. Fuglen har brug for begge vingerne for at kunne flyve. Den ene vinge er stormenigheden, og den anden er husfællesskabet.


Jeg tror, vi har misforstået noget væsentligt, hvis vi er så opsat på, at gudstjenesten skal være sådan, som jeg som en trofast kirkegænger ønsker, det skal være. I virkeligheden er det, jeg kan lide og holder af, af mindre betydning. Der er andre, der burde være i centrum i gudstjenesten. Rækkefølgen burde være: Gud som nummer eet. Herefter kommer den næste generation og de nye i troen, og naturligvis dem, der ikke kender Jesus.


Derfor er min enkle og ligefremme påstand følgende: Hvis den næste generation og de nye i troen trives, så er det lykkedes for os! Er det ”min” stil, der skal være afgørende, så fortæller det med al tydelighed, hvor umoden jeg er.


Børnenes behov har stor betydning i en familie. Som forældre tager vi stort hensyn til børnene. Ja, småbørnsfamilier i dag tager nærmest kun hensyn til det nyfødte barn. Sådan er det på mange måder også gældende i menigheden. Børnene og den næste generations behov går forud for de voksnes åndelige behov.

I virkeligheden kan jeg godt klare mig som kristen ved at indtage åndelig føde til mig selv. En moden kristen har lært sig at spise selv. Jeg tager føde til mig selv fra Skriften på naturlig og selvfølgelig vis. Foruden dette bliver vi opbygget i husfællesskaberne og får sjælesorg der.


Hvis vi alene betoner at have det ”rigtige” program til gudstjenesten, så bliver der før eller senere uenighed imellem generationerne. Hovedsagen bliver ”min smag og mine oplevelser”. En sådan holdning ender som oftest i uenighed og indre splid.

Paulus giver os en langt bedre løsning: ”Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det. ” 1. Kor. 9,23 Paulus slækkede meget. Vi ved, at han kæmpede for frihed i Galaterbrevet, idet han i følgende vers siger: ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det. ” 1.Kor.9,19-23
Det er en sådan holdning, der også burde kendetegne os!
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

9. juni 2019

OG DER BLEV PINSE

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
Apg. 2,1-3

Gud går efter sin særlige plan, og denne plan viger han ikke fra. Han følger planen nøje, og alt er forud nøjagtig planlagt, så målet bliver nået i den rette time. Gud svigter aldrig, tager aldrig fejl og kommer aldrig for sent.

Det er derfor afgørende for os, at vi sådan kommer i Guds vilje med os, så at vi også er på det rette sted i den rette store time

I tidernes fylde sendte Gud sin søn, født af kvinde, født under lov. I Guds rette time døde Jesus af egen vilje for at vinde os den evige løsning.

Da lyset brast påskemorgen, opstod Frelseren lyslevende fra død og grav som sejrherre. Da dagen for himmelfarten oprandt drog den opstandne Herre afsted i skyen til sin himmelske Fader og satte sig ved den almægtiges højre hånd.

Da der blev pinse, sendte Faderen og Sønnen Helligånden, sådan som han forud havde lovet det. Gud vogtede nøje på tiden og sendte ånden til den fastsatte time. Det var godt, at Herrens venner, den trofaste discipelflok, også vogtede på tiden ædru og årvågne og i bøn! Denne gang kom der ikke fristelse og fald, men opstandelse og sejr.
t.oversatte

 

 

 

 

8. juni 2019

HIMMELVEJEN

”for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. ”
Rom. 10,13

Når mennesker bliver omvendt, siger man sommetider, at de er kommet ind på himmelvejen, den vej, der fører til Himmelen. Og hvordan finder vi så den vej. Jesus siger: ”»Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. ” Det begynder altså med Jesus, at vi byder ham indenfor i vores hjerte. ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; ” Joh. 1,12

Nu er vi på vejen. Når vi kører på vejen kan vi blive standset af trafikpolitiet og vinket til side. ”Åh, nej, sukker vi, ”Dette kan komme til at tage tid og koste dyrt.” Men politiet siger: ”Det er for din egen skyld, at vi standser dig. Din bil kan være en dødsfælde at køre rundt i.” Og det er også rigtigt.

Langs vejen findes mange færdselsskilte, som det er fornuftigt at overholde. Det er der også på Himmelvejen; men jeg agter at fortælle om nogle skilte, der ikke findes på Himmelvejen. Nogle steder møder vi skilte, der betyder ”Adgang forbudt”. Et sådant skilte findes der slet ikke på Himmelvejen. Der hedder det derimod: ”for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. ” Rom.10,13 Enhver, altså alle. Alle, der ønsker det, kan træde ind på vejen, der findes intet forbudt-skilt.


Når vi passerer gennem tuneller, så afkræves vi penge, står der på et skilt. Men på Himmelvejen står der: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. ” Ef. 1,8-9
Der skal med andre ord ikke betales noget, dette er en gave fra Gud.

 

Nogen steder ser du et færdselsskilte, hvorpå der står, at bilen ikke må være tyngre end 3,5 tons og kun have fire hjul. Et sådant skilte findes der heller ikke på Himmelvejen. Her i verden møder vi mange vanskeligheder og slider under tunge byrder, men Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. ” Matt. 11,28
 

Hør, hvor underfuldt, det er: ”ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, ” Hebr. 10,20 og ”Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed.” Salme 73,24
Himmelvejen er ingen blindgyde, nej, den fører hele vejen, lige til Perleporten.
Jo, minsandten: ”... han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. ” Fil.1,6
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

7. juni 2019

KRAFTEN I ORDET

”Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder. ”
Jak. 4,16-17

Anne Christiansen
Vi holder af at have at gøre med ord. Vi skriver ord, læser ord, lytter til ord. Ord er en stor del af vores dagligdag!

Hvad rummer vore ord egentlig? Hvilken indflydelse har ordene på vore liv? På verden omkring os? Det er et faktum, at det skrevne ord er vokset markant, siden det blev digitaliseret, og ikke mindst de sociale medier underbygger dette godt og grundigt. Mennesket mener og udtaler sig hver eneste dag, mennesker kommer med forklaringer og bekendtgørelser om dette og hint, fra det øjeblik solen står op og til solnedgang og samtlige timer imellem.


Og mange mennesker udtrykker sig desværre helt anderledes i dialog på de sociale medier end de ville have gjort ansigt til ansigt med den person, de omtaler. Debatten er blevet mere rå og uforsonlig, og de mennesker er ikke få, som har været udsat for en skændig behandling på nettet. Der bliver arbejdet intenst og grundigt med at gøre mennesker bevidste om dette; men det er en kendsgerning, at mange har fået deres liv fuldstændig forandret efter at den digitale virkelighed trådte ind i vores dagligdag.
Digitaliseringen har givet os fantastiske muligheder, enormt ansvar og ekstreme problemer.

 

Guds ord lægger ikke skjul på, hvor betydningsfulde vore ord er. Skriften åbenbarer for os, at hvis du ønsker at se, hvad der bor i et menneske, så må du lære dig at lytte til ordene, der kommer ud af munden på vedkommende. Hvis vi efter Guds gransker betydningen af ord, så føler vi straks et behov for at tie og forholde sig tavs. Behovet fora at snakke reduceres markant! Vil vil helst lægge hænderne på munden og stoppe vor egen ordstrøm, når vi tager det frem, som Bibelen siger om ordets kraft.

 

Hør blot: ”Liv og død er i tungens vold, ...” Ordspr. 18,21
”Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt...« ” Matt. 12,36
”Med mange ord kan overtrædelse ikke undgås,
den, der sparer på sine ord, handler klogt.” Ordspr. 10,19
”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det. ” Ef. 4,29
”Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. ” Ef. 5,4
”Hold dig fra falsk tale,
lad svigefulde ord være fjernt fra dig.” Ordspr. 4,24
”Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde.” Jak.4,16!


Ord kan opbygge eller nedbryde. Og de har magt over død og liv! ”... kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.”Ef.4,29
”Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen og lægedom for kroppen.” Ordspr.16,24
Også vor egen krop påvirkes af, hvilke ord, vi siger!


Jeg har ofte tænkt på, hvad jeg havde oplevet, hvis jeg havde gået en hel dag med en lydoptager på mig og optaget det hele, fra morgen til aften og så om aftenen hørt alt det, jeg sagde den pågældende dag. Ville jeg da have hørt opbyggelige, positive, imødekommende ord, fyldt med kærlighed, hensynsfuldhed, klogskab, agtelse og værdighed? Eller modfaldne, kritiske, nedbrydende ord, fyldt med vantro og frustrationer? Hmmm...

Ord skaber! Ved tro forstår vi, at verden blev skabt ved Guds ord. Gud talte, og det blev til. Hvordan opfører vi os overfor Guds ord? Ærer vi ordet, og indretter vi vore liv efter det? Får Kristi ord rigelig plads hos os? Lægger vi vore egne ord, tanker, synspunkter og meninger til side, når vi møder Herrens ord, eller udvælger vi nogle ord efter eget forgodtbefindende, så vi tilsidesætter de Guds ord, der ikke behager os og holder fast på de ord, som vi nemt kan godtage og acceptere? Hvis vi handler på Ordet, så bygger vi på en stærk og fast grund, til at stå imod med, når vi møder livets mange udfordringer. Kraften i et ord må ikke undervurderes. Heller ikke kraften i de ord, der kommer fra vor egen mund.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

6. juni 2019

AT VISE GUDS KÆRLIGHED

”»Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. ”
Mark. 16, 15

En mand kom på Blåkorscaféen med sit vidnesbyrd om missionæren, Heidi Baker:
Engang gik Heidi sammen med nogle kvinder inde i en afrikansk landsby. De gik da forbi en lille hytte, hvor døren stod på klem. Heidi anede en person liggende på en madras på gulvet. Hun stoppede op. De andre kvinder ville have hende til at gå videre, men hun svarede, nej, hun måtte vide, hvad dette var for noget.

Hun trådte så indenfor, og der lå en kvinde, der var mere end halvdød. Hun var helt udtørret på grund af væskemangel. Der var ingen til at give hende mad eller vand, hun lå der uden pleje, helt for sig selv. Neglene var blevet umådelig lange.


Heidi hentede noget vand til hende og begav sig til at made hende med en ske, fordi hun var så afkræftet. Heidi gik hver dag ind til hende for at pleje hende og give hende mad og drikke. Hele landsbyen stod udenfor og betragtede dette scenarie, mens hun gjorde dette. ”Hvorfor gør du dette mod en fremmed person?” spurgte de.


”Fordi jeg vil vise hende Guds kærlighed,” svarede Heidi. Det var ikke tradition i deres kultur at hjælpe syge. De blev blot glemt og gemt væk til at dø.

Så kom landsbyens høvding og stillede sig udenfor for at se hvad der skete. Han fremsatte samme spørgsmål til hende: ”Hvorfor gør du dette?” Og han fik samme svar: ”Fordi jeg vil vise hende Guds kærlighed.” Dette resulterede i, at høvdingen blev omvendt og hele landsbyen med ham, for, som de sagde: ”Hvis jeres Gud er så fuld af kærlighed, så ønsker vi at tjene ham.” Slutningen på denne fortælling var, at kvinden kom sig.


Det var altså dette, der skulle til, for at en hel landsby blev omvendt. Hvad gør jeg, og hvad gør du for at vise mennesker Guds kærlighed?

Hvem er så denne Heidi Baker? Hun bor blandt hundredvis af forældreløse børn i Mozambique. Hun ligner Moder Teresa, for hun ofrer sig fuldstændig for at hjælpe forældreløse, fattige og misbrugte børn. Men hun er ikke katolik eller nonne, men en gift kvinde. Hun har en særlig bibelskole, der kaldes ”Harwest School”. Der går 300 elever fra hele verden. Der lægger de større vægt på lovsang og et inderligt og fast forhold til Gud, og de anser det at være af større betydning end teologisk undervisning, og tager konkret ud og udøver apostlenes gerninger daglig.
Effie Campbell

 

 

 

 

5. juni 2019

SANDHEDSORDET

”»Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. ”
Gal. 4,25

Bibelen er Guds ord. Gud er sandhed, og derfor er hans ord den rene sandhed. Når mennesket ikke kan få det til at stemme, så er det fordi, de læser ordet for hurtigt og grunder ikke nok over, hvad der i virkeligheden står der.

Lige indtil vore dage har mennesker troet, at Sinaj bjerget lå på Sinaj halvøen, og at det israelske folk gik tværs over Suez kanalen, dengang Gud tørrede havet, så folket kunne vandre tørskoet tværs gennem kanalen.

 

Hvis de havde læst mere grundigt, så havde de hurtigt kunnet indse, at det var umuligt. I 2.Mos.13,17-18 står der: ”Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. I række og geled drog israelitterne op fra Egypten.
 

Sinaj halvøen tilhørte dengang Egypten, og der står, at de var draget afsted fra Egypten. Altså kan Sinaj berget ikke ligge på Sinaj halvøen. Det ligger nemlig i Sydarabien. Det siger apostelen Paulus også i Gal. 4,25: ”... for ”Hagar” er Sinaj bjerget i Arabien.” Så det israelske folk vandrede over Rødehavet ved Akababugten. Der er havet mellem 70-100 meter dybt. Hernede på havets bund finder dykkere knogler fra mennesker i massevis, hesteskeletter, hærvogne og hjul. I 2.Mos.14,7-8 står der: ”Han (Farao)tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten ... han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. ”
 

Kong Salomo rejste to stensøjler, een på hver side af bugten, til minde om Guds underfulde redning. Indskriften på den vestlige søjle er skrabet af, mens indskriften på den anden stadig eksisterer og kan læses.

Denne korte artikel er oversat fra et foredrag af Hans Bratterud, teolog og historiker. Hans Bratterud holdt foredraget på Gospel Channel, og der blev vist billeder af det, dykkerne fandt, inklusiv Salomos stensøjler.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

4. juni 2019

HAR FJENDEN INDTAGET DIT HJEM?

”Filistrene samlede deres tropper til krig. De samledes i Soko i Juda, og så slog de lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka, ”
Sam. 17,1


Hvad lavede filistrene i Soko i Juda? De havde jo intet at gøre der, 14-15 km fra Jerusalem. Det var jo Israels land. Gud gav dem det.
Hvad lavede filistrene der, hvor de ikke havde noget at gøre? Af den simple grund, at Israel var svagt. Det var deres egen skyld. Gud havde givet dem alt, hvad der var nødvendigt til at de trygt kunne bo indenfor landets grænser, og alligevel skubber de ustandselig Gud og hans gaver væk.

 

Gud havde loved folket velsignelser i hobetal, hvis de holdt fast og fulgte hans veje – mange børn, godt høst og husdyr der skulle formere sig i store tal. Derudover: ”Herren vil slå de fjender foran dig, som rejser sig imod dig; ad én vej rykker de ud imod dig, men ad syv veje skal de flygte for dig. ” 5.Mos.28,7 Derimod var følgerne hårde, når de ikke adlød Guds bud: ”Herren vil slå dig foran dine fjender; ad én vej rykker du ud imod dem, men ad syv veje skal du flygte for dem; du bliver til rædsel for alle jordens kongeriger.” 5.Mos 28,25 Derfor står det klart, hvorfor Israel stod foran en fremmed besættelsesmagt, som havde invaderet deres land.
 

I åndeverdenen foregår der til stadighed en krig. Man skulle tro, at nu har vi kristne endelig lært lektien. Nu er vi forberedt. Vi vil aldrig tillade fjenden at indtage vore kirker eller vore hjem. Muligvis tænker vi sådan, men kirken synes ikke at bemærke det, djævelen kan finde på at kaste imod os. Vi er i vildrede og blodfattige. Verdenen har indtaget vore kirker, og de fleste af os er ikke engang klar over det. Vi er okkuperet af tsunamier af informationer og underholdning, der strømmer ind over og ind i vort sind fra TV, film, internet og sociale medier. Er vi overhovedet klar over, hvor svage vi i virkeligheden er?
 

Når jeg tænker på situationen i dag, så tænker jeg tilbage til den tid, da TV'apparatet kom til Holland. Det var midt i 50'erne, dengang farbror Hoppy bestilte et af disse sort/hvide apparater. Varevognen med TV'et kom til hans hus, og flyttemændene bar kassen ind i stuen. Med store bogstaver stod der skrevet tværs over hele papkassen: ”Bær verden ind i jeres stue!” Hoppys læste det og råbte: ”Nej, tag det med jer ud igen!” Farbror Hoppy nægtede at lade verden indtage sit hjem.
 

Senere tænkte jeg over Joel 2,9, der fortæller om en magtfuld fjende på Herrens dag: ”De … farer frem mod muren og trænger ind i husene; gennem vinduerne bryder de ind som tyve.” Nej, farbror Hoppy nægtede fjenden at komme indenfor!

Det lyder hårdt, ikke sandt? De fleste af os havde protesteret: ”Du kan ikke isolere dig.” Onlineverdenen i dag kræver, at alle har PC, internet, den nyeste smartphone, en e-bog-læser eller en iPad.


Jeg ved, at mange forældre er bekymret og gruer for, at deres børn kommer i kløerne på smudsen og snavsen på internettet, så de opsætter forhindringer og blokeringer på særligt udvalgte udsendelser og websites. Med andre ord: Vi giver fjenden lov til at komme indenfor og forsøger derpå at begrænse ham. Det er betydningsfuldt, at vi er bevidste om, at fjenden er i vores stue, hvor han ikke har noget at gøre.

Jeg er ikke så naiv, at jeg foreslår, at vi fuldstændig isolerer os fra vores omverden. Jeg har selv et TV på mit kontor. Situationen er ikke håbløs. Vi kan stifte en modstandsbevægelse, sådan som vi gjorde i Holland under krigen. Det nytter, hvis andre også gør modstand, tusinder af andre.

 

Martin Luther sagde: ”Jeg kan ikke forhindre fuglene i at flyve omkring mig. Men jeg kan forhindre dem i at bygge rede i mit hår.

At overveje: Hvordan har IT og underholdningsindustrien sneget sig ind i vore kirker og hjem? Hvilken indflydelse har det haft på vore kirker og på vore familier?
Broder Andreas
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

3. juni 2019

HISTORIEN OM DAVID OG GOLIAT

Sam. 17
Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«
1. Sam. 17,37


Vi kender alle historien. Vi har hørt den i søndagsskolen og elskede at høre den oplæst fra en billedbog.

Hvorfor skal vi så vende tilbage til en sådan rystende begivenhed? Når vi stopper op og ser mere omhyggeligt på den, så er der noget med denne historie, der har betydning i forbindelse med den åndelige krigsførelse, som vi oplever i vor tid.

Det er interessant at høre, hvordan begge disse hære – israelernes og filisternes – havde stillet sig overfor hinanden klar til kamp, uden at nogen løfter så meget som et sværd. Ikke et spyd bliver der kastet. Ingen bliver dræbt. Kun et væld af ydmygende og nedrakkende ord!


Scenen er sat. På den ene side står der en kæmpe, en trænet og erfaren kæmpe af en soldat. Stolt og opblæst – ingen har endnu kunnet overvinde ham – står han der og tager imod udfordringen: Send nu jeres bedste mand mod mig! Vi vil slås. Hvem der taber skal tjene den sejrende. Det er ikke nødvendigt, at I allesammen dør i åben kamp. Er det ikke bedre, at een mand dør for alle?
Hvor lyder det fornuftigt, synes du ikke?


Og mød så hans modstander. Nej, ikke David. Det er Saul, kong Saul, manden med højeste rang i Israel, en erfaren soldat. Heller ingen har nogensinde tidligere besejret ham! Saul mod Goliat. Dette er slaget, alle med længsel har set frem mod. Hele Sauls liv havde været en forberedelse til dette afgørende øjeblik.

Og hvem var så Saul? Han gemte sig i teltet. Han havde ingen planer om en duel mod kæmpen. Det havde David heller ingen planer om. Han var blot til stede på kamppladsen, fordi han gik et ærinde for sin far, Isaj. Saul vidste, at han ikke kunne sejre. Han har uden tvivl bedt – om en frelser. Hvem som helst, blot ikke ham selv, tænkte han. Han var endda parat til at udskrive en check på halvdelen af sin personlige formue til den person, der slog kæmpen ihjel. Han ville endda give vinderen sin smukkeste datter. Hvad kunne han ellers tilbyde for således at få nogen at byde sig frem? Jo, livlang frihed for at betale skat for sejrherren og hele hans familie. Det måtte så afgjort være grund nok til at skaffe en vinder.

 

40 dage gik der, uden at nogen turde træde frem, indtil en teenager trådte frem. Dette er altså situationen. Du kender selv slutningen på historien. Denne historie er fortalt og genfortalt så udtømmende, så der ikke er noget tilbage at undres over. Alligevel burde vi blive overrasket, ja egentlig lamslået over det, der skete på denne slagmark.

Lad os se nærmere på David. Husk, han er blot en dreng – højst 18 år gammel! Han har ingen legemlige fortrin. Han er ikke rig. Han kom ikke fra en fin familie. Han havde ikke gået på nogen fornem skole. Han havde ingen særlige evner – undtagen sine musikalske evner, og disse gør ham ikke endelig skikket til en officersuddannelse i nogen hær.


Naturligvis beundrer vi David, fordi han tog handsken op imod en fjende, som det ikke var muligt at besejre – og alligevel sejrede David. Det sørgelige er, at David ikke burde være den eneste. Han gjorde blot det, enhver i Israel kunne have gjort – hvis blot de havde tænkt og troet som David.


Hvad var det da, der gjorde David til noget særligt? Ikke hans dygtighed eller dristighed, selvom han utvivlsomt besad begge dele. Nej, han var særlig af een eneste årsag. Bibelen siger, at han var en mand efter Guds hjerte (1. Sam. 13,14). Wauw! Hvordan havde David fået denne guddommelige anerkendelse? Kunne vi mon også opnå den?


Muligvis kan Davids eksempel have en indflydelse på vores liv i dag. Måske kan han vise præcis os, hvordan vi kan stå ansigt til ansigt og kæmpe mod vore dages giganter. Tænk på dette: David så det samme, som alle andre så. David hørte det samme, som alle de andre hørte. Alligevel tænkte David, som ingen anden tænkte. Derfor sagde David det, ingen anden sagde, og gjorde det, ingen anden gjorde.


Det kan synes, som David vidste noget, ingen anden forekom at vide. Men du kan vide det, David vidste. Du kan gøre det, David gjorde. Gud ønsker at give dig alt det, han gav David, så du kan besejre vore dages kæmper.
Broder Andreas
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

2. juni 2019

ÅNDELIG VISDOM

Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.
Es. 41,10

Henrik Ertner Rasmussen er redaktør på Dansk Europamissions tidsskrift. Han skriver følgende:


For kort tid siden var jeg sammen med kristne ledere fra alle dele af Mellemasien, hvor trosfriheden bliver mere og mere indskrænket. Regeringerne frygter islamiske terrorister, og når de ikke vil gøre sig uvenner med det muslimske flertal, idet de giver det kristne mindretal fordele, er der alvorlige begrænsninger i trosfriheden, f.eks at undervise børn i Bibelen. Mange steder er situationen den samme som i 60´ernes og 70´ernes Sovjetunionen.

Midt i denne håbløse situation formår de kristne dog at være lys og salt i deres samfund. En af lederne fortalte mig om en kvinde fra en kristen menighed, der ikke fik tilladelse til at arbejde offentligt, men som ikke desto mindre vidner om Jesus og samler mennesker, når og hvor, det kan lade sig gøre, uden at myndighederne kommer.

Kvinden havde taget sig af nogle forældreløse børn og bestemte sig for at søge støtte fra kommunen, så hun kunne få mad på bordet til dem alle, for det havde hun ret til som plejeforælder.

Embedsmanden, der skulle tage sig af hendes ansøgning, hånede hende og gjorde grin med hende. Han vidste, at hun var kristen, og han sagde: ”Du er kristen, gå hen til din menighed og bed om penge. De vil sikkert hjælpe dig.”

Kvinden havde været kristen længe, så hun havde en moden tro. Derfor vidste hun også, at du skal gengælde ondt med godt, og hun svarede derfor venligt, alt mens hun ønskede ham Guds velsignelse. Mens hun sagde ordene kom Helligånden over hende og fik hende til at sige: ”Og måtte Gud velsigne dig og din kone, så hun kan føde dig en søn!”

Hun kendte intet til embedsmandens situation, og han spurgte hende: ”Hvordan kunne du vide, at min kone og jeg i mange år har forsøgt at få børn, uden at det dog er lykkedes os?”

Han blev totalt forandret og undskyldte sig, at han havde været så taktløs og ubehøvlet mod hende, og han fortalte hende, hvilke papirer, hun skulle udfylde, og at hun skulle gå hen til lægeklinikken der i området for at få udleveret en særlig attest.

Kvinden tog derefter til den nævnte lægeklinik. Lægen, der skulle skrive denne attest var også klar over, at hun var troende, og begav sig også til at fornærme og latterliggøre hende. ”Du kan jo blot vende dig til overlægen, så får vi se, om du får din attest,” sagde den kvindelige læge.

Den kristne kvinde lod sig ikke sådan skræmme væk og henvendte sig derfor til overlægen, som også vidste, at kvinden var troende. Overlægen var også en kvinde.

Den kristne kvinde lagde mærke til, at overlægen holdt sig om hovedet og så ikke ud til at have det så godt. Hun spurgte derfor, om der var noget galt, hvortil overlægen svarede: ”Jeg har en forfærdelig hovedpine, som bare ikke vil forsvinde.”


Den kristne kvinde tilbød at lægge hænderne på hende og bede Gud om helbredelse. Overlægen blev overrasket og morede sig noget med dette, men sagde så alligevel: ”Jamen, så lad gå da, forsøg du blot!”

I samme øjeblik den kristne kvinde lagde hænderne på hende og bad, følte overlægen, at hovedpinen forsvandt som dug for sol. Hun var fuldstændig overvældet og udbrød spontant: ”Her sidder jeg som overlæge, og så kommer du med helbredelse til mig uden nogen som helst sundhedsfaglig uddannelse! Jeg skal se til, at du får din attest.” Hun bad derfor den førnævnte læge om at udfærdige attesten, og den kristne kvinde fik, hvad hun havde ret til.

De kristne i det pågældende land beder meget om, at de må få hele Bibelen på deres modersmål, for de har kun dele af den. Det kunne se ud til, at dette ikke er nødvendigt for at have en levende tro; men faren for at blive vildledt af vranglærere er stor, når du ikke har det overblik over Guds frelsesplan, som gives os i Bibelen.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

1. juni 2019

TILGIVELSE

”og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, ”
Matt. 6,12

Tilgivelse er nøglen til fred med Gud. Men det slutter ikke her. For en kristen er tilgivelse hovednøglen til fred, frihed og fremskridt i kristenlivet. Mange mennesker springer buk over og forsømmer dermed dette skridt ind i et rigt kristenliv. Derfor ender mange i håbløshed, bliver forvirret og bitre, og forhold og relationer bliver afbrudt. Men budskabet er klart: Tilgivelse medfører ikke tab og nederlag. Tværtimod åbner den vejen for helbredelse på – ånd, sjæl og legeme.

e.c.oversatte