TITLER
26. januar 2014
EVANGELINE BOOTH
HVEM VAR DET DER KYSSEDE MIG?
Se video af Evangeline Booth
Biografi: Evangeline Booth
Mine kære, lad os elske hinanden...” 1.Joh. 4,7
Evangeline booth stod udenfor en retsbygning og iagttog de forskellige fanger, der kom ud derfra. For et øjeblik siden havde hun hørt nogen derinde råbe, skrige og bande, og nu så hun en kvinde, der så meget ilter ud blive ført ud af retslokalet ledsaget af 6 politibetjente. To gik foran hende og 2 andre bagved hende, mens to holdt fast i hendes arme. Kvinden kæmpede for at komme fri. Tøjet hun havde på var revet og hullet, hendes hår var uldent og strittende, og på hendes tilsølede ansigt var der størknet blod. Hvad kunne hun gøre for hende?
Evangeline vidste, at der ikke var tid at prædike for hende. Det ville være en forbrydelse imod hende at give hende penge, og at synge for hende ville være nytteløst. Om et kort øjeblik ville denne kvinde være langt væk. Drevet af en pludselig indskydelse løb Evangeline over til denne snavsede, bandende og hæsligt lugtende kvinde og kyssede hende.
Kvinden sled hænderne løs og gennemsøgte med et vildt udtryk området med blikket. ”Hvem var det, der kyssede mig?” råbte hun. ”Hvem kyssede mig? Ingen havde gjort det siden hendes mor døde.”
Hun løftede sit iturevne forklæde op til ansigtet og brast i hjerteskærende gråd, og som et mildt lam lod hun sig lede op i vognen, der kørte hende til fængslet.
Nogle dage herefter tog fru Booth på fængselsbesøg hos kvinden. Hendes ansigt var nu rent, og hun så nu engang helt køn ud. Hun kiggede på den fremmede og spurgte: ”Ved De, hvem der kyssede mig?”
Så fortalte hun fru Booth sin livshistorie. ”Dengang jeg var et spædbarn døde min far, og da jeg var 7 år døde også min mor. Hun døde i en mørk baggård i en fattig bydel. Dengang hun lå for døden kaldte hun på mig, tog mit lille ansigt mellem sine hænder og kyssede det og sagde: ”Min stakkels lille pige! O, Gud, vær barmhjertig mod min lille pige og pas godt på hende!” Fra den dag og til nu er der ingen, der har kysset mit ansigt til forleden dag.”
Så spurgte hun igen: ”Ved De, hvem det var, der kyssede mig?”
Evangeline Booth svarede: ”Det var mig.”
Hun fortalte denne fortabte kvinde om Gud og om, hvordan han elskede hende så højt, at han var villig at gå korsets vej, hvortil han bar alle hendes overtrædelser. Han blev såret og slået og kan frelse alle fra deres synder.
Dette var noget helt nyt. Kvinden havde aldrig forestillet sig, at Jesus elsker så meget. Hun åbnede sit hjerte for Jesus, og før hun kom ud af fængslet, havde hun også lært mange andre fanger at elske Jesus.
Alt dette skete, fordi Evangeline Booth kyssede hende. Fantastisk, og sikke en smuk og god gerning! Evangeline Booth var datter til den mand, der stiftede Frelsens Hær.
Lad os også vise vore medmennesker vores kærlighed og lære de mange ulykkelige og ødelagte mennesker, at Gud sandelig er en Gud, der frelser syndere.
E. Campbell oversatte
ANDERS NORD (Nordmand)
Se Video fra det norske NRK
Hvem er dette? Jo, der er navnet på den mand, som boede i huset, der stod helt intakt og ubeskadiget efter storbranden, som hærgede den norske by, Ålessund i 1904, hvor de allerfleste af de ca. 1100 huse, der dengang udgjorde byen, blev lagt i aske. Her kommer historien om begivenhederne, som udspillede sig denne dramatiske januar-dag i 1904.
Huset var et fra den tid alminddeligt træhus, som alle andre huse var det dengang i Ålesund. Indehaveren af huset blev kaldt, Gunnar Walde. Derfor bliver huset i dag kaldt, ”Walde-huset”. Det ligger i en bydel af Ålesund, hvor samtlige huse blev lagt i aske. Kun dette ene hus blev stående – ja ikke blot stående, huset stod fuldstændig intakt og ubeskadiget efter storbranden, ikke engang malingen på træværket var blevet svedent!
Af denne årsag blev huset i adskillige år endevendt og underlagt mange videnskabelige undersøgelser og mange ejendommelige teorier kom for dagen dengang. Dog kom der aldrig nogen fornuftig forklaring ud af anstrengelserne.
I 1913 blev huset fredet. Kommunen traf den afgørelse at frede huset, så enhver, der måtte ønske det, for eftertiden skulle kunne få lov til at besøge og se huset i Grensegata 2 i Ålesund.
I februar 1986 transmitterede det norske stats-TV, NRK, et afsnit i TV fra den årlige mindesdag i Ålesund. Det blev vist i TV-serien, ”Norge Rundt”. Der kunne seerne overvære, at menneskeskarerne besøgte dette ejendommelige sted ved Fjellgata og Grensegata.
Da rejselederen pegede på Walde-huset, udbrød han for at latterliggøre historien: ”Og her ser vi huset, som Vorherre sparede, fordi den mand, som boede der, ikke ville flytte ud...”
Dette afsnit fra udsendelsen fik en ældre kvinde fra Trondheim til højlydt at protestere. Blandt andet skrev hun til NRK og advarede dem, der havde ansvaret for udsendelsen, mod at være så hensynsløse og dumdristige, når de skulle fortælle om ”huset, der overlevede storbranden”. Kvinden viste sig også at være den rigtige person at komme med sådanne protester, eftersom hendes mor var Anders Nords datter!
Klara Skjøstad er navnet på denne kvinde, som altså er barnebarn af Anders Nord. Da vi ønskede at besøge hende, fik vi Birger Forsmo at hjælpe os med dette, da han indgående kendte store dele af Vestlandet, og nu i januar 1993 oplevede vi så endelige den glæde at komme i snak med hende i hendes hjem i Trondheim.
Samtalen medd Klara Skjøstad var som at snakke med en teenager. Hun fremviste familiefotos og fortalte os mange ejendommelige tildragelser fra storbranden i 1904.
”Morfar”, siger Klara, ”var en troende mand af hjertet. Han var et troens- og bønnens menneske. Hans kone, Reginae, havde ikke samme troens dybe forhold med Gud, for da ildebranden rigtig begyndte at gribe om sig, og morfar sagde, at Herren havde lovet at beskytte dem og huset, blev hun alligevel rædelsslagen. Hun bar alt, der havde værdi, udenfor for at redde det fra flammerne.
Til sidst, da flammerne var lige udenfor, forsøgte mormor og nogle naboer at tage morfar ud med magt! Men morfar modsatte sig og ville ikke ud af huset.
Han havde modtaget noget helt særligt fra Gud, for ellers havde en sådan fred og stædighed ikke været menneskeligt mulig, ihvertfald ikke i een sådan situation.
Storbranden hærgede byen Ålesund i 16 timer, eftermiddagen den 23. januar 1904. Efter at flammerne havde fortaget sig og folk kunne besigtige området og byen, var det kun mormors og morfars hus, der stod tilbage, intakt og uberørt. Der var ingen tegn på nogen storbrand at se,” siger Klara Skjøstad.
Kristian Bugge, der har skrevet ”Ålesunds Historie” gengiver denne begivenhed på side 320 i sin bog med disse ord:
”I et hus i Grensegaten boede en gammel mand, der havde bedt Gud gøre således, at det hus, han beboede, ikke skulle brænde. Og han var så sikker, at Gud have bønhørt ham, at han insisterede på at blive i huset. Da familien og de andre, der boede i huset, ikke havde samme tro so han, tog de ham med magt ud af huset. Men da så flammehavet havde mistet sin styrke i denne bydel, da kom det for en dag, ja, mærkeligt er det, at samtlige huse i dette område var blevet opslukt af flammerne og stod tilbage som aske, men dette hus stod alene tilbage, totalt uskadt, og det står der endnu den dag i dag, til trods for at det var et træhus, som alle andre.”
Harald Grytten, som har udgivet bogen ”Ålesund fortæller”, har på side 45 et foto, som han omtaler således:
”En anden besynderlighed på billedet er huset, der står forrest. Dette er det kendte, Waldehus på hjørnet mellem, Fjellgata og Grensegata, som blev skånet fra flammerne, mens alle andre huse i stor omkreds omring dette blev bytte for flammerne. Der fortælles, at een af dem, som boede i dette hus, ikke ville forlade huset. Han var så sikker på, at huset ville overleve branden. Men hans slægtninge, der ikke var lige stærke i troen, fik rasende travlt med at redde det, der kunne reddes. Men manden fik de dog ikke med sig, kun hans tøj og noget af husets indbo. Dette bar de over i parken, hvor alt blev opædt af flammerne. Men huset blev altså stående, fuldstædig intakt.”
Det underlige er, at mennesker ikke efterfølgende har vendt sig til Anders Nord selv for at spørge ham, hvad der skete og hvad han syntes om det hele. Mennesker i store dele af Vestlandet var meget forundret, uden at nogen dog tog skridtet at tage kontakt med Anders. Det havde været så ligetil at bede hovedpersonen komme med sine kommentarer om dette.
Af den årsag, at han opførte sig så særdeles underligt under storbranden – sådan som både hans nulevende slægtninge, samt pålidelige historieskrivere bekræfter – så burde myndighederne, offentlige som private, haft kontaktet ham og hørt hans forklaring og set til, at ingen, som repræsenterede byen, skulle slippe afsted med at fremsige nedladende bemærkninger om stedet.
Så vidt vides, findes der ingen direkte samtale med Anders Nord i verdslige sammenhænge. Men Herrens veje er også her uransagelige. Rom. 11,33.
En septemberdag i 1913 vandrede Peter Relling i området uden for Ålesund, hvor plejehjemmet var. Af den årsag, at Peter var klar over, at Anders Nord nu boede på plejehjemmet, besluttede han sig for at besøge ham. Det var en søndag eftermiddag, og flere andre var også på besøg hos ham. Til sidst lykkedes det endelig Relling at komme i snak med Nord og hans kone alene.
”jo, ser du,” sagde Nord, ”dagen før, den 22. januar kl. 13 om eftermiddagen var jeg alene inde i stuen. Idet jeg kigger op, kan jeg se en stor lysende engel, der står midt på gulvet. Jeg blev bange og forskrækket og spurge: ”Hvad er der, Herre?”
Men han sagde: ”Vær ikke bange! Jeg er sendt af Gud den almægtige for at fortælle dig, at i denne nat skal hele byen lægges i aske på grund af de mange store synder, som udspiller sig her. Men du har fundet nåde hos Gud – og du og din kone må ikke gå ud, og intet af det, som I ejer, må I bære udenfor, for alt, der bliver båret ud, skal bliver opslugt af flammerne. Jeg vil beskytte jer, og intet ondt vil ramme jer.”
Derefter fortsatte han: ”Er I villige?”
Jeg svarede: ”Ja, Herre.”
Så sagde han: ”Fred være med dig.”
Derpå lettede han og forsvandt.
Da min kone senere kom ind, og jeg fortalte hende det, der var sket, blev hun helt fra sig selv, men sagde intet.
Omkring kl. 2.15 om natten buldrede vandkanonen og samtidig slog vejret voldsomt om med stærk storm fra vest. Himmel og hav var i et. I det øjeblik så jeg ud af vinduet ilden i det fjerne. Ilden fordelte sig i 14-15 forskellige retninger og med rasende fart nærmede den sig nu vores bydel. Min kone begav sig til at bære genstande ud en efter en, ja enda også gardinerne. Til sidst var der kun en tom seng og en stol tilbage. (Og alt som hun bar ud, brændte op)
Om middagstid ramte flammerne os.
Jeg åbnede bibelen og læste Salme 91, mens flammerne og røgen indhyllede huset. Et øjeblik senere, rejste jeg mig op og kiggede ud. Så langt som øjnene kunne se var der kun glødende askehobe at se, men inde hos os var der ikke varmere, end det er her i dag,” tilføjede han.
Således fortale Anders Nord fra det, han havde set og oplevet før,under og efter ildebranden i 1904, i henhold til den samtale, som han havde med Peter Relling i 1913.
Året efter flyttede Nord hjem til Gud, 79 år gammel.
Hvem varr så denne, Relling? Vores kilde, Forsmo, har for kort tid siden talt med mennesker, der kunne huske Relling. Han var fra Ålesund, boede alene og havde en frisørsalon i byen. Han var personligt troende og tilhørte en menighed i byen.
Denne mand brugte Gud til at føre pennen, så Nord's vidnesbyrd kunne blive nedskrevet ca. 9 år efter storbranden og blot et år inden hans død.
Efter dette vidnesbyrd må vi i dyb ærefrygt sande, at i en af vore norske byer står der et bevis på Guds almagt, nemlig på Grensegata 2 i Ålesund!
Denne åbenbaring, som Nord fik, er den eneste forklaring på, hvorfor Anders Nord var så rolig under hele dette dramatiske forløb. Hvis han ikke havde modtaget et guddommeligt løfte, havde det været umuligt for en rask og sund og ansvarlig familiefader at reagere på denne måde! Og Nord var en sådan mand, med værdighed og integritet, det kan hans nulevende barnebarn, Klara Skjøstad bekræfte.
Vi priser Gud for den virkelighed, som nu er kommet for dagen og vores bøn er, at vidnesbyrdet vil være til velsignelse og liv i troen på vores Frelser, Jesus Kristus!
...Shadrak, Meshak og Abed-Nego kom ud fra ilden, og satrapperne, fyrsterne, statholderne og kongens ministre stimlede sammen for at se mændene; deres legemer havde ilden ikke fået magt over, håret på deres hoved var ikke afsvedet, deres kapper var uskadt, og der hang ikke brandlugt ved dem.
Daniel 3, 26-27
Her en norsk artikel i bladet "Nytt i uka", der udkom 19.1.2022.
Start
DR. STOWELLS FANTASTISKE EKSPERIMENT!
Dr. N. Jerome Stowells personlige vidnesbyrd
Tilpasset offentliggørelsen af Thomas R. Nickel
DENNE historie fortæller hvordan et opsigtsvækkende eksperiment
bidrog til at lede en engageret videnskabsmand i top-hemmeligt videnskabeligt forskningsarbejde fra ateisme til Kristus.
|
DR. Stowell blev omvendt til Kristus lige før
Hayes - Lindsay Salvntion - helbredelseskampagne begyndte i Long Beach, Californien.
Han deltog i kampagnen og gav sin bemærkelsesværdige vidnesbyrd der.
Senere døbte, evangelisten, Allon Hayes ham i vand.
Broder Demas Shakurian gav tilladelse til at offentliggøre denne artikel i The Voice of Healing, samtidig med offentliggørelsen i "The Full Gospel Business Men*s Voice"
|
DR. Stowell blev omvendt til Kristus lige før Hayes - Lindsay Salvation - helbredelseskampagne begyndte i Long Beach, Californien.
Han deltog i kampagnen og gav sin bemærkelsesværdige vidnesbyrd der. Senere døbte, evangelisten, Allon Hayes ham i vand.
Broder Demas Shakurian gav tilladelse til at offentliggøre denne artikel i The Voice of Healing, samtidig med offentliggørelsen i "The full gospel business men*s voice"
Her er en af alle tiders mest fantastiske videnskabelige opdagelser og en omvendelse, nærmest på linje med den, Saul(Paulus) fra Tarsus oplevede! Dr. N. Jerome Stowell var en anerkendt videnskabsmand, som arbejdede med gruopvækkende opfindelser, som var i stand til at tilintetgøre menneskeheden.
Hans tidligere eksperimenter gjorde ham bekymret i forhold til hans forhold til Gud. Hans kone tog en tur til Oklahoma, og i sin ensomhed, bad han til Gud om, at Han ville give sig selv til kende.
Doctor Stowell faldt på knæ for Gud i bøn sammen med Don Throne og blev genfødt i Kristus.
Han deltog i en Los Angeles Breakfast-udsendelse af Full Gospel Business Men's Fellowship og begyndte at søge Helligåndens dåb, som han modtog 2 uger senere ved et kristent møde. Hans kone følte sig ikke tilpas med denne nye virkelighed, men den enorme styrke og lidenskab i hendes mands erfaringer blev efterhånden så tydelig, at hun også begyndte at søge og blev senere døbt under Guds kraft. Doctor Stowell har opgivet sit videnskabelige arbejde og er nu travlt beskæftiget med at vidne om Guds storhed og omsorg.
Jeg var nærmest en hengiven ateist. Jeg troede ikke, at Gud var mere end en sammenhobning af fantasi i alles sind sat sammen og den Gud, der var til, var i vores fantasi. På en kærlig og almægtig eksisterende Gud, det troede jeg ikke på!
HVER PERSONS BØLGELÆNGDE ER FORSKELLIG
Så en dag havde jeg en oplevelse, der virkelig fik mig til at overveje tingene. Jeg var i et stort patologisk laboratorium, og vi forsøgte at finde frem til hjernens bølgelængde. Vi fandt mere end bare en bølgelængde af hjernen: vi fandt en kanal af bølgelængder, og at kanalen har så meget plads i det at de forskellige bølgelængder i hvert enkelt individs hjerne har mere karakteristiske træk end fingeraftryk på hver enkelt hånd. Det er et punkt , vi bør have i tankerne, Gud kan faktisk i Himlen have et register af vores tanker som enkeltpersoner ligesom FBI har et register med vore fingeraftryk i Washington, DC
EN DØENDE KRISTEN PERSONS TANKER REGISTRERET
Vi ønskede at gøre en eksperiment med at undersøge, hvad der skete i hjernen i det sidste øjeblikaf vores liv, altså i overgangen fra livet til døden. Vi valgte en dame, hvis familie havde sendt hende på et sindssygehospital, men som var blevet udskrevet derfra. Lægerne kunne ikke finde noget galt med hende bortset fra det faktum, at hun havde kræft i hjernen.
Hedes krop var naturligvis mærket af sygdommen. For så vidt angår hendes årvågenhed i sindet var hun på alle måder fuldstændig skarp og egentlig usædvanligt strålende åndsfrisk. Men vi vidste, at hun var nær døden, og hun blev informeret på dette forskningshospital, at hun snart skulle dø.
Vi havde lagt en meget lille mikrofon på størrelse af en lille mønt i rummet, så vi kunne høre, hvad hun sagde, hvis hun altså havde noget at sige.
KVINDES BØNNER FORBAVSER 5 FORSKERE
Fem hærdede videnskabsmænd - hvoraf jeg måske var den hårdeste og mest ateistiske i gruppen - var i et tilstødende rum klar til at registrere og optage, hvad der skulle ske. Vores apparat havde en nål pegende mod 0 i midten på en skala. Til højre på skalaen var apparatet kalibreret til 500 positive points. Til venstre på skalaen var apparatet kalibreret til 500 negative points . Vi havde tidligere taget måling af en 50 kilowats lokal radiostation, der sendte signaler ud til hele verden. Nålen viste 9 point på den positive side af radiostationen.
Under de sidste minutter af denne kvindes liv begyndte hun at bede og at prise Herren. Hun bad Gud Herren om at være barmhjertig mod dem, der havde forfulgt og misbrugt hende. Hun bekræftededde sin tro på Gud. Hun konstaterede, at hun vidste, at han var den eneste magt, og at han var den levende Gud. Hun sagde, at Gud havde altid været og altid vil være den almægtige. Hun lovpriste Gud og takkede ham for hans magt og for hendes tro på hans tilstedeværelse. Hun fortalte ham, hvor meget hun elskede ham!
Vi videnskabsfolk havde været så opslugt af denne kvindes bøn, at vi havde glemt vores eksperiment. Vi kiggede på hinanden og så tårer strømme ned af vore ansigter. Jeg havde ikke grædt, siden jeg var barn.
NÅLEN REGISTREREDE 500 POSITIVE POINTS, DA GUD BLEV LOVPRIST
Pludselig hørte vi en klikkende lyd på vores glemte instrument. Vi kiggede på instrumentet og nålen pegede mod maks. værdierne på apparatet, altså 500 positive points og nålen forsøgte desperat forsøger at nå højere op end de 500!
Ved hjælp af apparatet fik vi stadfæstet, at hjernen hos en døende kvinde, der opholdt sig alene i et rum i kommunikation med Gud havde registreret mere end 55 gange den strøm, der bruges ved en halvtreds kilowatt radiostation, som sender signaler ud i æteren til hele verden.
UGUDELIG MANDS TANKER 500 NEGATIV POINTS
Efter dette. besluttede vi at prøve en sag meget ulig den første. Vi valgte en mand, som lå på forskningshospitalet. Denne mand led af en dødelig social sygdom. Hans hjerne var blevet forkrøblet, så han nu lå til det sidste. Han var næsten sindssyg.
Efler vi havde opstillet vores instrumenter opfordree vi en af sygeplejerskerne til at modarbejde manden. Gennem hendes kneb vækkede hun mandens interesse i hende og derefter pludselig fortalte ham, at hun ikke ønskede at have noget mere at gøre med ham. Han begyndte verbalt at misbruge hende og nålen begyndte at rejse sig til den negative side. Derefter forbandede han hende og tog Guds navn forfængeligt. Nålen reagerede pludselig og klikkede frem og tilbage mod 500 negative points!
Ved hjælp af et sådant instrument, havde vi nu registreret, hvad der skete i hjernen, når denne hjerne brød en af Guds 10 bud. "Du må ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt"
VIDENSKABEN MÅLTE GUDS KRAFT OG SATANS KRAFT
Vi havde såleddes målt den positive Guds kraft og den negative effekt af hans modstander. Vi havde fundet, at godtgørende sandhed er positiv, og at nedbrydende og spottende adfærd, som gik imod de 10 bud gav sig negativt udslag ii forskellig grad.
Hvis forskere er i stand til at registrere disse ting, så er jeg overbevist om, at Gud Herren kan registrere aller vores tanker.
Han har mere magt, end vi og han har langt bedre registreringsdata end nogen af os på denne jord.
,
GUDS SANDHED UDSTRÅLER MAGT
Som videnskabsmand tror jeg ikke, at glorien malet omkring Jesu hoved er blot en kunstners forestilling. Jeg tror af hele mit hjerte, at det er elektrisk ladet energi, det var elektromagnetisk energi, som udgik fra ham, fordi han på alle måder var sammen med Gud i hans sandhed.
Den samme kraft er lovet os. Vi er blevet lovet, at hvis vi tror på ham og holder hans befalinger, vil troende få lov at møde Jesus, når Han vender tilbage.
Gud har givet os mange store og vidunderlige ting. Det største og mest vidunderlige af disse er hans eneste søn, Jesus Kristus, som blev korsfæstet på korset, som gav sit liv og blod, så vi kunne få evigt liv, så vi kunne blive renset for vore synder og blive helbredt for sygdomme. Lige inden Jesus steg til himmels sagde han,
"Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«- Tidligere Han befalede sine tilhængere 'for at forblive på jorden , indtil de bliver iført kraft og havde lovet at bede Faderen Hvem ville sende en anden talsmand , den , Helligånden , selv sandhedens Ånd."
Apg. 1,8
GUDS NÆRHED GIVER STYRKE
Det er denne Guds nærvær i os , der giver os magt, Hvis omfang og styrke vi ikke har nogen forestilling om!
Jeg er en videnskabsmand, der elsker Gud Herren af hele mit hjerte, sind og sjæl. Jeg vil have dig til at bede for.mig, at jeg altid vil være trofast, at jeg altid vil være ydmyg, at jeg altid vil ære hans sandhed , at jeg altid vil tænke, sige og gøre, det Gud vil have mig at tænke, sige og gøre og at jeg ikke vil tænke, sige eller gøre noget, som stammer fra modstanderen, som holdt mig fanget og blind i så mange år.
e.c. oversatte
Start
FADER, KAN DU TILGIVE MIG?
Vidnesbyrd af R.A.Torrey
Dette er en historie fortalt af William Dorset, en Yorkshire landmand. Han prædikede en nat i 1928 i London, og han fremsatte den konstatering, at der var ikke en eneste i hele London, som var kommet så langt ud, at Gud ikke var i stand til at frelse. Der er en meget stærk påstand, for der er nogle ret hårde sager i London, en by med fire millioner indbyggere. du går ind den østlige del af London og ser den forfærdelige masse af ugudelighed - strømmen af død og elendighed er meget iøjnefaldende. Men han fremsatte denne udtalelse, at der var ikke en mand eller kvinde i hele London, som var kommet så langt ud, at Guds nåde ikke kunne redde dem.
Disse ord blev siddende fast i en ung dames sind. Hun gik hjem den aften, og næste morgen gik hun at se landmanden, Yorkshire landmand. Hun sagde, " Jeg hørte dig prædiker sidste nat, og jeg hørte dig sige, at der ikke fandtes en mand, så langt ude i al London, at Guds nåde ikke kunne frelse ham. Hun fortsatte, “Mener du virkelig det?” “Hvorfor”, sagde han,"helt sikkert jeg mente det."
"Ja , " sagde hun, "Jeg er missionær og jeg arbejder nede i Londons East End, og jeg kender en mand, som siger, at der ikke er noget håb for ham. Han er døende, og jeg kan ikke få ham til at tro, at der er noget håb for ham. Jeg kunne tænke mig, at du ville gå og besøge ham.
Guds-manden sagde, at han ville være glad for at besøge ham. Hun førte ham hen ad en af de smalle gyder, indtil de kom til en gammel beskidt og faldefærdig bygning. Hun sagde, "Jeg tror måske, du bedre kan håndtere ham alene. "Det var en fem-etagers bygning.
Han gik op ad trappen til øverste etage og fandt en ung mand liggende der på nogle strå, der var ingen seng. Ah! vejen for overtræderen er hård! Det var tydeligvis gået støt ned ad bakke for ham, så han nu var i stor fattigdom. Han var nu både svært syg og døende. Mr. Dorset bøjede over ham, hviskede i hans øre og kaldte ham ven.
Den unge mand så forbløffet op på ham. "Du tager fejl, sir, du har fat i den forkerte person. Du befindder dig det forkerte sted. " Hvordan det?" spurgte Mr. Dorset. "Ja , sir, jeg har ingen venner, jeg er helt alene.” sagde han.
"Du har en ven". Derefter fortalte han ham om synderens ven. Han fortalte ham, hvordan Kristus elskede ham. Den unge mand rystede på hovedet, "Kristus elsker mig ikke." "Hvorfor ikke?" "Jeg har syndet imod Ham hele mit liv." "Jeg er ligeglad, om du har. Han elsker dig alligevel, og han ønsker at frelse jer." Og han prædikede Kristus for ham der. Han fortalte ham om den herlige Guds nåde. Han fortalte ham, at Gud kunne redde ham, og han læste for ham af Bibelen. Evangeliets lys begyndte at dæmre på denne formørkede sjæl, og det første tegn på et nyt liv var, at hans hjerte rakte ud mod dem, som han havde såret, og han sagde:
"Hvis jeg kun kunne vide, at min far ville tilgive mig, så kunne jeg dø i fred i dette loftsværelse. Han spurgte ham, hvor hans far boede. Han sagde: " I West End i London." Mr. Dorset sagde: "Jeg vil gå op og se ham og vil spørge ham, om han ikke vil tilgive dig.
"Den unge mand rystede på hovedet og sagde, "Jeg vil ikke have dig til at gøre det.” ”Hvorfor sir, har min far forstødt mig. Jeg tilhører ikke længere familien. Jeg er ikke længere deres dreng. For ham er jeg død, sir. Hvis du gik hen for at tale med ham om mig, så ville han blive vred og beordre dig ud af huset, og du har været så venlig mod mig. jeg vil ikke gøre dine følelser ondt.
"Mr. Dorset drog op til det smukkeste sted i London West End i London og ringede på dørklokken. En tjener klædt i tjenerdragt kom til døren . Mr.Dorset spurgte om hans herre var inde, og fik at vide, at han var hjemme. Han blev ledsaget ind i stuen, og mens han ventede på, at manden i huset skulle komme ned, kiggede han sig omkring. Der var ikke en ting, som hjertet kan begære, som ikke var at finde i dette smukke hjem. Lidt senere kom manden ind i lokalet. Mr. Dorset rejste sig og gik på tværs af værelset for at hilse på ham.
Han sagde, "Du har en søn, sir, kaldt Joseph, er det ikke korrekt?” Farens hånd faldt ned langs hans side. Hans ansigt stivnede. Hr. Dorset indså da, at han havde gjort ham meget vred. Han sagde i stort raseri, "Nej, sir. Og hvis du er kommet her for at tale med mig om den værdiløse vagabond, så ser jeg dig gerne forlade mit hus. Jeg vil ikke tillade nogen at nævne hans navn i min tilstedeværelse. Han har været død for mig i årevis, og hvis du har været hos ham, så er du blevet bedraget. Man kan ikke stole på ham."
Han vendte om på hælen for at forlade rummet. Hr. Dorset sagde: "Nå,han er din dreng endnu, men Han vil ikke være det i lang tid mere." Faderen vendte om igen, "Er min Josef syg" "Ja, din søn ligger til det sidste, sir. Han er ved at dø. Jeg er ikke kommet her for at bede dig om at tage ham med hjem, eller bede dig om at give ham noget, sir, jeg vil se, at han får en anstændig begravelse. Alt hvad jeg ønsker er, at du fortæller mig, at du tilgiver ham, og lade ham dø i fred.”
Faderens hjerte brast, og han sagde, "Tilgive ham? Åh, jeg ville have tilgivet ham for længe siden, hvis jeg bare havde vidst, at han ønskede det. Tilgive ham! Bestemt. Kan du føre mig til ham?" Guds-manden sagde, at han skulle føre ham til ham.
De steg ind i en vogn og var snart på vej, og da faderen nåede derhen og så ham i loftsværelset kunne han næsten ikke genkende sin egen søn. Han var helt lemlæstet og forslået af syndens hårde og barske liv.
Det første, sønnen sagde til sin far var "Fader, kan du tilgive mig? Vil du tilgive mig?"
"Åh,Josef, jeg ville have tilgivet dig for længe siden, hvis jeg havde vidst, at du ville have det" Han mødte ham i nåde lige der. Faderen sagde: "Lad min tjener tage dig i vognen og tage dig hjem. Jeg kan ikke lade dig dø her på dette forfærdelige sted." "Nej, far, jeg er ikke rask nok til at blive flyttet. jeg skal dø snart, men jeg kan dø lykkelig og glad nu, da jeg ved, at du har tilgivet mig, for jeg tror, at Gud, for Kristi skyld har tilgivet mig." Og kort tid efter, med hovedet hvilende i sin faders favn, udåndede Josef.
e.c. oversatte
Start
Da præsten Frithiof Bjørk fik englebesøg
forlaget Lohse udgav i 1967 en bog af P.H.Lauritzen. Bogen havde titlen ”Engle - mytik og virkelighed.” Frithiof Bjørk (nok svensker) skrev sålees om det, han havde oplevet.
”Jeg har sagt mit præsteembede op i protest mod den liberale teologi og fratrådte min stilling i Blasieholmkirken.
Jeg ernærede mig som fri prædikant. Gode mennesker støttede mig. Sommeren 1919 stod den lille kirke færdig. De havde givet mig en byggegrund og byggematerialer.
Jeg skrev følgelig til biskoppen og bad ham komme og indvi kirken. Jeg fik et broderligt brev som svar, hvor han ønskede mig Gud rige velsignelse, men forklarede videre, at han ingen myndighed havde til at indvi kirker, som ikke var en del af statskirken. Indvielsen foregik som en stor højtidelighed. Der var kommet en kæmpe skare af mennesker til stedet for fejre begivenheden.
Om aftenen, da alt var overstået og jeg havde ledsaget nogle venner til toget, gik jeg alene hjem gennem skoven. Mit hjerte var fyldt af taknemmelighed og lovprisning for denne uforglemmelige dag. Ingenting anede jeg om, hvor uforglemmelig dagen i virkeligheden skulle blive for mig.
Klokken var 9 om aftenen. Jeg ville lige over i kirken alene for at takke Gud, at jeg havde fået en kirke at prædike i.
Jeg åbnede kirkedøren og blev stående med hånden på håndtaget, uden at bevæge mig. Fremme ved alteret stod en engel med ryggen mod mig. Af kropsholdningen kunne jeg slutte, at engelen havde lagt armene på kors tværs hen over brystet. Hovedet vendte en anelse opad i tilbedelse. Jeg så tydeligt hver en fold i englens hvide tøj. Englens hvide klæder var sammenvævet af levende, glimtende lys, som solrefleks på nyfalden sne. Lyskilden stod som en helt hvid regnbue eller glorie fra hans legeme, ikke kun fra hans hoved, som vi er vant til at se det på englebilleder.
Jeg så ingen vinger.
Det ejendommeligste ved det hele var stemningen inde i kirken. I ved nok, hvordan det føles, når du en kold vinterdag træder ind i et varmt rum. Varmen slår dig i ansigtet. På samme måde fornemmede jeg nu en fysisk bølge af himmelsk lykke og fred.
Samtidig blev jeg bange. Jeg kom til at tænke på Peters ord: ”Gå fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”
Jeg blev dødsensangst for det overnaturlige og havde synderens angst for det totalt rene og hellige.
Der må være gået mindst 10 minutter, da så den himmelske gæst med et vendte sig om og jeg kunne se ham fra siden. Han havde en menneskelig skikkelse men var hverken mand eller kvinde. Gennem det stærke, skinnende lys skimtede jeg den rene alvor i hans ansigtstræk. Uden at give lyd fra sig gled engelen ud og blev borte. I selvsamme sekund føltes det, som om du slukker lyset og alt bliver mørkt. Atmosfæren inde i kirken var igen jordisk. Luften fik igen sine almindelige varmegrader.
Efter en stund vovede jeg mig frem til alteret. Jeg følte, at alt svimlede for mig og til sidst så jeg, at jeg befandt mig på knæ inde ved alteret.
”Kirkeklokken”
E. Campbell oversatte
Start
HIMMELSK VISDOM
Bibelen lærer os, at det er muligt at bede om visdom.
Jak. 1,5 står således: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den”
og
Luk. 24,45 læser vi: ”Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.”
Her følger livs-beretningerne fra 2 mænd, som vendte sig til Herren og bad om visdom, hvor de befandt sig i nød og ikke vidste vejen frem.
Den første mand er Emanuel Minos: Han fortæller således:
Engang, da jeg befandt mig i Sverige og prædikede kom en journalist til mig. Hann ville have en samtale med mig. Jeg frygter journalister, for de er snedige og snu som få og har tit og ofte en skjult dagsorden med deres spørgsmål. En fotograf var sammen med ham. Journalisten smilte og var særdeles behagelig, men jo mere rar og imødekommende han var, jo mere frygtede jeg ham og var på vagt.
”Hvornår prædikede De første gang, Minos?” spurge han.
”Da jeg var 5 år gammel.”
”Og hvornår blev De så døbt af Ånden?”
”Da jeg var 7 år!”
Fotografen var nu gået og journalisten gjorde sig klar at drage videre. Han havde kun spurgt almindelige spørgsmål, så jeg troede, at jeg havde gjort ham uret. Han tog så i håndtaget og skulle til at åbne døren, men så vendte han sig pludselig og spurgte: ”Minos, er De politisk højre- eller venstreorienteret?”
”Så, nu kom det! Nu angreb han med sine spørgsmål for at sætte mig på prøve,” tænkte jeg. Jeg sukkede da dybt og bad om hjælp fra Herren, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare ham. Svaret kom i ét splitsekund.
”Jeg er Golgata-orienteret!” svarede jeg.
”Hvad?” sagde han med undren i stemmen
”Jo, du ved, at på Golgata hang Jesus på det midterste kors. Ham, der befandt på hans højre side, var en røver og ham på venstre side var også en røver. Jo, du kan så nok forstå, at der var fejl og lovbrud såvel på højre side som på venstre side. Løsningen hang i midten. Jesus døde på Golgata for at sone synderne for alle, eller med mere moderne termer, at fikse problemerne, som alle mennesker gør, dvs hvor man end befinder sig på skalaen fra højre til venstre, derfor er jeg Golgata-orienteret!”
Den anden mand er Terje Bilet, som beretter om sin bedstefar, der engang under helt særlige omstændigheder kom i problemer.
Her historien om min bedstefar, Karl Bilet, dengang han som troende stod overfor en vanskelig beslutning. Men han bad til Gud om at få visdom, sådan som skriften siger i Jak 1,5. Og han fik visdom.
Bedstefar var vicevært ved Højskolen i Fredrikstad i mange år. Såvel elever som lærere holdt meget af ham og havde stor agtelse for manden. Han var ærlig som få og i sin overbevisning som kristen gav han aldrig efter. Engang under krigen, mens Norge var besat af tyskerne, stod han i en situation, hvor han skulle træffe et svært valg. Den tyske besættelsesmagts forlængede arm, de norske myndigheder, krævede, at en plakat af ”Der Fúhrer” skulle hænges op på skolen i stedet for billedet af de daværende konge, Håkon 7.
Bedstefar vidste, at hvis han nægtede, så var det det samme som at udfordre det frygtede Gestapo, og det ville få alvorlige konsekvenser, ikke blot for ham selv, men for hele familien. Hans tanker kørte på højtryk, og han var aldeles rådvild: ”Skulle han, Karl Bilet, hænge en plakat op af ”Der Fúhrer” i stedet for den elskede konge, Håkon? Nej, det måtte aldrig ske!
Men hvordan skulle han gebærde sig, så han kunne omgå tyskernes ordrer? Problemet syntes uløseligt. Men så genlød ordren på ny hos ham: ”Plakaten af ”Der Fúhrer” skulle hænges op! Ordet ”Der Fúhrer” genlød igen og igen, Der Fúhrer, Fúhrer, Fúhrer.
Nå ja, selvfølgelig! Hvorfor havde han ikke tænkt på dette før: Kristus er vores Fúhrer, Kristus er løsningen!
Da tyskerne senere kom for at inspicere, om alt nu var som det skulle være, lagde de mærke til billedet af Jesus Kristus i stedet for Hitler! Idet de nu stod foran denne løsning, var de tyske officerer helt afvæbnede og fik intet gjort, for i henhold til Hitlers propaganda-kampagne, kunne det ikke lade sig gøre at sætte Hitler højere end Kristus. Det kunne skabe stor modstand og opstandelse i folket.
Tyskerne smækkede derfor deres støvlehæle i og gjorde honnør og forsvandt så ud af skolen!
Og glad var bedstefar og fuld af taknemmelighed til sin Herre og Mester.
Effie Campbell oversatte
Start
FORKERT NUMMER
Når nogen ringer forkert, bliver vi ofte irriterede, men i dette tilfælde blev en ulykkelig mand reddet fra døden og kunne begynde et nyt liv.
Roger var på grådens rand, men der var ingen tårer tilbage. Situationen var håbløs. Han orkede ikke at fortsætte sådan længere. Nu var han blot en skygge af sig selv. Livet havde for længe siden mistet sin værdi. Hvad kunne det nytte? Der var intet, der var værd at leve for længere, intet håb forude. Han havde ingen penge tilbage og nerverne var ødelagte. Han havde været legemligt stærk men hans helbred var blevet helt nedbrudt de sidste måneder, fordi han havde drukket alt for meget.
Han vandrede fredløst langs den ene gade efter den anden, mens onde tanker pinte hans sind. Han var en af de tusinder af enlige mennesker i storbyens stenødemark.
For seks måneder siden havde Roger fået beskeden om, at hans mor var alvorligt syg og ville have sin eneste søn hjem. Han befandt sig dengang ombord på en båd udenfor den spanske kyst på vej mod Casablanca. Så hurtigt som det var ham muligt, afmønstrede han og tog flyet flyet hjem fra Lissabon.
Men hjemkommet til Norge modtog han den sørgelige besked, at han var kommet for sent. Moderen var død. Roger bebrejdede sig selv dette og efter begravelsen drog han hjemmefra. Men han havde ikke lyst til at stå til søs igen. I hovedstaden lejede han sig et værelse. I begyndelsen arbejdede han nede på kajen for at pengene måtte strække længst. Planerne var nok, at han ville søge fast arbejde engang, men disse planer kom der intet ud af.
Dage og måneder gik og Roger begyndte at kæderyge og drikke. Han blev stadig mere deprimeret og tung. Selvtilliden begyndte at vakle. Hvad nytte var der overhovedet i ham? Ingen. Han var totalt mislykket. Hvem ville vide af een som ham? Han havde været hjemmefra for længe. De venner han havde haft for 8 – 10 år siden var spredt over hele landet. De fleste af dem var nok også blevet gift og havde stiftet familie. Selv gik han nu fredløs omkring uden at havde noget fast holdepunkt.
Morens død havde ramt Roger dybt. Hun havde grædt, da han stak til søs. Faren var død, og moren havde brug for Roger derhjemme. Men han ville ikke høre på hende. Han ønskede at komme ud og se verdenen. Dette var hans store mulighed.
Sømandslivet blev dog ikke så romantiskt, som han kunne have ønsket sig det, men han havde alligevel holdt ud. Årene gik og Roger fik sandelig set verdenen. Han besøgte ikke så ofte moren længere. Pigerne og værtshusene i de forskellige havne, som de anløb, havde større betydning. Men da meddelelsen om morens sygdom nåede ham, da vågnede hans samvittighed. Han vendte straks hjemad men kom for sent....
Normalt havde Roger ingen problemer med at komme i forbindelse med folk. Han var en behagelig og indtagende ung mand. Men efter at han kom hjem igen til Norge følte han sig ikke som samme menneske længere. Nu blev han passiv, indelukket og tilbagetrukket. For nogle måneder siden havde han truffet en pige. Han blev betaget af hende og forsøgte at få alt i orden igen. Men alt blev sat over styr, da pigen hørte, at han ikke havde noget fast arbejde. Hun ønskede ikke at se ham igen...
Gang på gang drak han sig fuld. Den ene gang blev han taget med i arresten, hvor han fik lov til at sove rusen ud.
Rogers mor havde været troende. Han var flygtet hjemmefra, fordi han ville gå sine egne veje. Morens kristendom ønskede han ikke at have noget med at gøre. Verdenen var ond. Gud eksisterede ikke. Han forssøgte at overbevise sig selv om, at han var en ateist. Denne tanke gjorde, at han kom til at føle sig endnu mere alene.
- - - -
Det var nat. Klokken slog 2. Det meste af byen sov, men Roger vandrede fredløs frem og tilbage. Det var begyndt at styrtregne for ½ time siden. Roger blev gennemblødt. Han vendte næsen mod værelset til fods. Adskillige gange havde han gået i selvmodstanker. Han havde set ned i det mørke vand fra kajkanten. Ville det i virkeligheden ikke være meget lettere at få det overstået sådan? Nej, han kom i tvivl...
Nu da han var kommet hjem igen kastede han sig på den uopredte seng.
Roger sov ikke godt, og da solstrålerne fra en ny dag skinnede i øjnene på ham, drog han hovedpuden op over hovedet. Han ville sove. Han orkede ikke at møde en ny dag igen. Tænk om han blot kunne sove sig fra alt...
Ja, nu skulle det være. Øjnene strejfede gas-hanen ved ovnen. Der var løsningen. Ingen ville savne ham...
Han rejste sig og drejede gas-hanen. I skabet stod en halvfuld ølflaske og med den skyllede han nogle sovetabletter ned. Det ville gøre det lettere for ham. Det var ikke nødvendigt for ham at skrive noget afskedsbrev. Der var ingen, han skulle sige farvel til. Roger lagde sig på sengen i fuld længde. Dette var altså enden på et mislykket liv. Han hørte hvordan gassen sivede ud i rummet. Vinduet og døren var låst. Luften begyndte at blive tung.
Roger blev forskrækket. Telefonen ringede voldsomt og fik ham til at åbne øjnene. Alt svimlede for ham. Han lukkede øjnene igen. Var dette noget, han bildte sig ind? Nej, nu ringede det atter. Roger forsøgte igen at presse hovedpuden mod ørerne. Men telefonen fortsatte sin ubønhørlige larm. Han blev nødt til at stoppe telefonen. Benene vaklede under ham, da han rejste sig og slingrede mod telefonen. Han ville blot løfte røret af og lægge det fra sig på bordet men af en eller anden grund lagde han det op mod øret. Han hørte sang. Det lød som englesang:
Gud tager sig af dig, hvad der end sker, så ved han alt
Gud tager sig af dig, Gud tager sig af dig.
Truer end farer på livets vej, Gud tager sig af dig
Hvil i hans løfter og frygt ej, Gud tager sig af dig.
Roger vidste ikke, om han drømte eller var vågen. Minderne skyllede ind over ham. Han fik åbnet vinduet, og frisk luft strømmede ind. Så lagde han mærke til, at en eller anden talte i telefonen.
”Hallo, hallo, er dette hos Svendsen?”
”Nej, du må have ringet et forkert nummer, men vent lige, læg ikke på. Vær venlig ikke at vente lidt.”
Roger lukkede for gass-hanen og vendte tilbage til telefonen. Al hans trang til at gøre ende på sit liv var forsvundet. Han fik tårer i øjnene, da han hørte sangen. En eller anden havde ringet forkert nummer og således reddet hans liv. Endnu følte han sig lidt svimmel, men den friske luft fortrængte gassen ud af rummet.
”Hallo... ja, tilgiv os, jeg forstår, at vi har taget fejl. Det var meningen, at vi ville sige tillykke på en højtidsdag og vi plejer at gøre det med denne sang...”
”Jeg får ikke ordet op lige nu. I har reddet et fortvivlet menneskeliv.” Det var svært for Roger at have kontrol på sig selv. Stemmen svigtede ham. Han græd hjælpeløst. Et eller andet var sket med ham i disse sekuner. Han havde fået en personlig hilsen fra Gud, den Gud, som han havde fornægtet og vendt ryggen til. Nu var det ikke mere muligt at være i tvivl. Det der nu var sket var ikke blot en tilfældighed. Ordene ”Gud tager sig af dig” ramte ham lige i hjertet. Dette var morens yndlingssang. Nu var hun her ikke mere, men ordene i sangen havde et budskab til ham. Gud var virkelighed, een som havde omsorg for den enkelte.
Roger oplod for første gang i mange år sit hjerte for pigen i telefonen. Han vidste ikke, hvem han talte med, men det var en eller anden, som i sandhed havde forbindelse med Gud. Han forklarede helt ned i mindste detalje om sin ulykkelige situation, og pigen lyttede opmærksomt og hun blev af hjertet grebet af denne historie.
”Guds veje er i sandhed uransagelige. Jeg forstår det ikke, men det er aldeles klart, at denne samtale så at sige skulle nå den forkerte person. Gud har et budskab til dig. Livet er ikke håbløst. Glæde og håb er til. På trods af det du har været igennem synes meningsløst, så er det ikke det, der har betydning. Du er ung og må se fremad. Din mors frelse er også noget for dig. Hendes forbønner har ikke været nytteløse.”
”Men skal jeg virkelig turde tro alt dette? Findes der en frelse for mig? Mit liv er mislykket og jeg har ikke noget at bidrage med.”
”Gud ser ikke på personen. Han tager imod os, lige som vi er. Det har intet at sige, hvordan fortiden end har været. Det er længslen i det ærlige hjerte, som han ser på. Hvis du virkeligt og i sandhed ønsker at blive en kristen, så kan du blive det lige nu.”
”Jeg, jeg vil prøve. Jeg har forsøgt det meste her i livet, uden at få fred. Hvis Gud holder af mig trods alt, så vil jeg ofre alt og begynde på et nyt liv...”
”Fold hænderne, hvor du er, og bed Gud frelse dig. Det er ikke vanskeligere end det. Jeg og min søster vil samtidig bede for dig her.”
Roger bøjede sine knæ. Da huskede han en prædiken, som han havde hørt for ca 2 år siden i en engelsk kirke, hvor han en aften havde søgt sig læ for den styrende regn. ”Gud er ikke bundet af tid og sted. Han kan møde den enkelte, der søger ham, uanset hvorhan eller hun befinder sig. Det er ikke afgørende, om det er i en kirke.” Han foldede ine hænder og mumlede stammede han en bøn.
Roger oplevede, hvordan han blev fyldt med glæde og fred. Gud havde besvaret hans bøn. Han var frelst. Han fik lov til at begynde et nyt liv...
Der gik nogle dage. Roger følte sig som et nyt menneske. Hans livsglæde var vendt tilbage, og han havde igen fået selvtillid. Han havde fået forbindelse med pigerne, der havde ringet denne skæbnesvangre morgen. De fik arrangeret det således, at Roger kunne mødes med præsten for menigheden, som de kom i.
Fremtiden syntes ikke længere at være så mørk og truende. Roger tog dette med frelsen med stor alvor. Han ville holde fast i det, han havde oplevet og fortsætte på den vej, som Gud havde vist ham.
Nu behøvede han ikke længere føle sig alene og isoleret. Han var steget over fra håbløst mørke til lys, glæde og fred. Fremtiden var naturligvis usikker, men det var ikke nødvendigt for ham at frygte noget. Arbejdet og alt andet ville utvivlsomt falde på plads for ham. Indholdet i sangen, ”Gud tager sig af dig”, var i hvertfald noget, som han kunne bekræfte var sandt.
”Kristelig Familieblad”
Effie Campbell oversatte
Start
DEN SIDSTE SØLVMØNT
Det var en mørk søndag aften. Klokken var over ti, da en usselt iklædt fremmed herre fulgte den nitten år gamle, Hudson Taylor igennem en af Hulls fattigkvarterer.
Hudson spejdede forsigtigt omkring sig. Han havde gået i disse gader før. De var ubehagelige og utiltalende I dagslys, og værre endnu i nattemørke. Skæret fra gadelygten blev kastet over på gadehjørnet, hvor lyssky personer forsvandt ind bag de skrøbelige porte. Dette var I sandhed et sted, ingen kunne ønske sig at være I følgesskab med en vagabond efter mørkets frembrud. Men hvis han skulle til Kina, så måtte han vænne sig til dette.
“Hvorfor bad du ikke en katolsk præst komme og bede for din kone?” spurgte han den fremmede og var næsten glad for at kunne høre sin egne stemme. Manden var kommet til Taylor og havde sagt, at hans kone lå på dødslejet, og han spurgte ham, om han kunne komme og bede for hendes sjæl.
Hudson Taylor var straks beredvillig til at tage afsted med ham; men nu kunne han ikke lade være med at overveje situationen nøjere. Denne mand var utvivlsomt katolik. Hvis hans kone lå på dødslejet, hvorfor var han så ikke gået til en katolsk præst? De katolske præster arbejdede I præcis dette kvarter af byen Hull. Hvorfor mon han var gået over til en protestant at spørge?
“Jeg var hos præsten” sagde manden, “men han ville ikke bede, før jeg var I stand til at betale, og jeg ejer ingen penge overhovedet, og endnu mindre at give til præsten.”
“Hans kone dør altså af sult,” tænkte Hudson. Han begyndte at føle sig dårlig, mens han omklamrede mønten I sin lomme. Han ejede kun denne her ene sølvmønt foruden to boller og en skål med grød hjemme på værelset. Kunne nogen forvente, at han skulle give disse mennesker sølvmønten?
Han blev irriteret, derfor sagde han bebrejdende: “Hvorfor er du ikke kommet før og bede om hjælp? Din kone ligger for døden, og din familie hungrer, og du gør intet for dem.”
”Jeg gik derhen for at spørge,” svarede han sorgbetynget, ”men de bad mig komme igen den følgende dag, og jeg er bange for, at min kone ikke ville kunne klare natten over.”
Hudson blev rørt. Hans tilstand var ikke god, men situationen for hans ven var så mange gange værre end hans egen. Hvis blot han havde haft to mønter, så skulle han med glæde have givet den ene.
Pludselig drejede manden ind gennem en port og ind i en mørk baggård. Hudson havde tidligere været der. Han huskede det tydeligt. De mennesker, der boede her, havde gjort grin af ham. De havde revet traktaterne, som han havde givet dem, i stykker og de truede ham, at hvis han kom tilbage, så ville de...Den katolske præst med krucifikset var velkommen, men ikke denne unge protestantiske missionær.
Hudson havde forladt dem så stille og diskret, som han kunne og han havde aldrig troet, at nogen derfra ville invitere ham at komme igen. Som han nu famlede sig frem langs denne gyngende og usikre trappe til en af de indre lejligheder, ønskede han inderligt, at ingen ville høre, at han var her. Det lettede for ham, da manden åbnede en dør og de følgelig trådte indenfor.
De var nu endelig nået til denne mands hjem, men hvor så det dog forfærdeligt ud. Et svagt lys kom fra en lampe. Der var ingen gardiner for vinduet. Gulvbrædderne var i uhøvlet tømer. Der var nærmest ingen møbler. På en halmmadrasse ovre i hjørnet lå den udmarvede og udmattede kvinde og ved siden af hende et barn, som kun var to dage gammelt. Fire-fem andre børn stod eller lå på gulvet. De var iført tøj, der enten var for stort eller for småt. Sko og sokker havde de ikke. De kiggede med store, sultne øjne mod deres far og denne her fremmede mand.
Hudson stod helt stille midt på gulvet. ”Åhh, hvis blot sølvmønten havde været vekslet i to,” tænkte han, ”så havde jeg givet de fattige den ene.”
Han huskede, at han var en prædikant og forberedte sig at drage afsted til Kina som missionær. Han måtte tale med disse mennesker om Gud.
”Jeg ved, at I er ilde stedt nu,” kom der fremtammende og sveddryppende, ”men mist ikke modet. Vi har en Fader i himmelen, der har omsorg for os, og hvis vi stoler på ham...”
Ordene sad fast i hans hals. ”Din hykler,” lød der indeni ham. ”Du kan fortælle andre om en Fader, der har omsorg, men du tør ikke selv stole på ham, uden at du selv har penge i lommen.”
Hudson holdt inde med at prædike for dem. Det duede ikke. Familien stirrede tavs på ham. Han stod der i frakke og hat og lædersko. Selvom tøjet var slidt og skoene hullet, så var han rig sammenlignet med dem.
Hvordan kunne de vide, at han kun ejede den ene sølvmønt i verden. Åhh, havde han blot ejet mere, så havde han givet dem.
Han vendte sig imod manden. ”Du bad mig bede for din kone, lad os bede nu,” sagde han. ”Det bliver nemmere at bede,” tænkte han og faldt på knæ på gulvet. Men han havde ikke fået tid til at sige: ”Fader vor,” før stemmen igen gentog for ham. ”Du har en sølvmønt i lommen.”
Men han bad sin bøn og rejste sig så igen.
Da han gjorde det, kiggede manden rådvild på ham og tryglede: ”For Guds skyld, hjælp os!”
Stakkels Hudson, hvad skulle han gøre? Pludselig kom ordet fra Bjergprædikenen til ham: ”Giv dem, der beder dig – giv.” Langsomt stak han sin hånd ned i lommen. Han måtte give alt.
”I tror måske, at jeg er rig, men i virkeligheden er dette hele formuen, som jeg ejer i denne verden; men det, som jeg har sagt jer, det er sandt. Gud er sandelig en Fader, og vi kan stole på ham. Jeg kan stole på ham.”
Han blev selv helt overrasket over forskellen, nu da mønten lå i mandens hænder. Han vidste, at han kunne stole på Gud. Han tog afsked med familien og skyndte sig ned gennem den gyngende og faldefærdige trappe, og han gik på gader og stier med sang i hjertet.
Da han kom tilbage til værelset i Drainstrædet for at tilberede aftensmaden, et fad med grød, da følte han sig lykkelig og salig som en konge. Mens han spiste, kom ordet til ham, at den, der giver til de fattige, låner Herren. Han kunne ikke huske, hvor det stod, men da han bad sin aftenbøn, sagde han: ”Jeg håber, at du snart tilbagebetaler mig lånet igen, for ellers har jeg intet til frokost i morgen.”
Den følgende morgen var han tidlig på fode. Mens han sad og spiste af grødfadet, tænkte han, at dette var nok til at begynde dagen med, men næppe nok til hele dagen. ”Jeg undres over, hvornår Gud mon vil tilbagebetale mig lånet?” sagde han til sig selv.
Da hørte han postmandens fodtrin i korridoren; men da han næsten aldrig fik post mandag, lagde han ikke så meget i det.
Blot få sekunder senere stod værtskonen på dørtærskelen og sagde: ”Du har fået en lille pakke.”
”Tusind tak!” svarede Hudson overrasket. Han tog pakken og kiggede på skriften; men den var ukendt. Poststemplet var så utydeligt, så det hjalp ham intet.
Da han åbnede pakken, så han, at et papir og et par handsker lå indeni. ”Hvem sender mig handsker?” tænkte han helt forbløffet.
I samme øjeblik var der et eller andet, der faldt ud af den ene handske. Et eller andet blankt. Han bøjede sig ned og tog det op. Det var en guldmønt. Han stirrede lamslået på den. Så kiggede han igen på pakken og skriften og poststemplet for at vide, hvem der mo havde sendt pakken, men uden at kunne finde frem til svaret. Han fandt aldrig ud af, hvem der havde sendt pakken.
Pludselig stod det klart for ham, at denne her mønt var ti gange så meget værd som det, han havde givet. At give Gud et lån gav altså en så høj rente efter blot tolv timer. Det var en sådan bank, der var hans behov.
Effie Campbell oversatte
START
EN LEVENDE KRISTUS TIL EN DØENDE VERDEN
Præsten, John Drane, fortalte sin livshistorie på God Channel.
Han kom ikke fra et kristent hjem. John opholdt sig meget hos sin bedstefar, der heller ikke var troende. Men der var noget med bedstefaderen. Han levede et liv, som de kristne burde leve. Han bar denne vidunerlige åndens frugt, der kaldes troskab. Gal. 5,22
Det var sådan, at bedstemoderen fik en hjerneblødning, dengang hun var først i 20'erne, og hun levede, til hun blev gammel; men bedstefaderen forlod hende aldrig. Tværtimod, han var omkring hende og plejede hende alle årene. Trofasthed er noget, som Herren sætter højt og lønner. ”Mine øjne skal hvile på de trofaste i landet,... ” Salm. 101,6 siger Skriften, og ”Den, der er ærlig og trofast, bliver rigt belønnet, ” Ordspr. 28,20.
Denne trofasthed, der var en livsstil hos bedstefar, blev ligesom det første frøkorn, der blev lagt ind i Johns hjerte. Her så han Bibelen prædiket i det virkelige liv.
Det næste frøkorn fik han i skolen. Han var uartig og fræk, så han stod mere ude på gangen, end han var inde i klasseværelset. En dag fik de en ny lærer i kristendomkundskab. John gik frem mod læreren og sagde: ”Sir, vi har ingen interesse i Bibelen!”
”Jamen, har du overhovedet læst Bibelen?” spurgte læreren roligt. Dette spørgsmål slog John, for naturligvis kan man ikke have nogen mening om en bog, før du har læst den. Han bestemte sig da for at læse Bibelen, så han kunne sætte læreren et spørgsmål, som han ikke kunne svare på.
Men hvor skulle han begynde? Det var nok bedst at begynde med evangelierne. Han besluttede sig for at læse det korteste evangelium. Han læste alle 16 kapitler på 1½ time. Han blev helt overrasket og betaget af Jesus. Han havde nemlig aldrig kunnet forestille sig, at Jesus var sådan. Han havde troet, at han var så stolt og hovmodig; men nu så han, at Jesus var mest sammen med toldere og syndere.
Dernæst læste han det næstkorteste evangelium, som var Mattæus' evangelium. Så tog han fat på Lukas, og han blev mere og mere betaget af Jesus, som gik rundt og gjorde godt og hjalp alle.
Da han kom til Johannes, bad han Jesus komme ind i sit hjerte, for i Johannes 1,12 står der: ”Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn.”
Han var dengang omkring 12 år. Det tomme rum indeni ham eksisterede ikke mere, for Jesus havde udfyldt det, og han er den eneste, der kan udfylde det. Mange mennesker forsøger at fylde det med købeanfald. De erstatter bilen, de udskifter køkkenet, de tager på udenlandsrejser, men efter få uger føler de sig lige tomme indeni, som tidligere.
John Drane havde lagt sit liv på Guds alter og havde til hensigt at tjene ham fuldt ud. Han rejste derfor til Aberdeen for at læse teologi. Som præst prædikede han ikke alene i kirken om søndagen, nej, han havde kristenlivet som livsstil og tænkte hvert øjeblik på, at kongens ærinder haster.
Til sidst i den første udsendelse fortæller han, hvordan han møder mennesker i dagliglivet:
Ombord på et fly mødte han engang en mand. Der var 3 sæder ved hver række. John sad yderst, der sad ingen i midten, men inderst sad denne her mand. John satte sig for at læse i Bibelen. Det stod snart klart for ham, at manden havde købt to sæder, så han slap for at sidde for tæt ved nogen fremmed. Men da der var gået lidt tid, og manden lagde mærke til, at John læste Bibelen, begyndte han at tale til ham. Han fortalte om hele sit liv, som havde været et stort rod.
”Da jeg drog hjemmefra, smækkede jeg døren i, og jeg ønsker ikke at vende tilbage til min kone, når jeg kommer tilbage fra denne forretningsrejse,” sagde han bestemt.
De talte frem og tilbage om hans omstændigheder på hele flyturen, og John viste ham forskelligt ud fra Skriften. Før de skiltes, sagde manden: ”Når jeg kommer tilbage fra denne tur, vender jeg tilbage til min kone.”
Senere hørte John den anden del af denne fortælling. Dengang manden rasende havde forladt huset, drog konen sørgmodig i skole. På vej dertil mødte hun en kvinde, der så, hvor bedrøvet og trist hun var. Kvinden stoppede hende og sagde: ”Har du ikkelyst til at komme hjem til mig? Nogle kvinder kommer hjem til os her til morgen, for vi skal have et bønnemøde.” Når du er i nød, tager du glædeligt imod al hjælp, du bliver tilbudt. Kvinden sagde derfor, tak.
Kvinderne lå på knæ og bad for denne stakkels kvinde. Da bønnetimen var slut, kom den ene af kvinderne over til den nødstedte kvinde og sagde: ”Herren har fortalt mig, at din mand kommer tilbage.” Og det mærkelige skete, at kvinden vidste inden i sig selv, at det var rigtigt. Herren selv, havde lagt visheden ind i hendes hjerte.
Da manden noget beklemt vendte tilbage til sit hjem, gik hans kone venligt til fods imod ham og sagde, at hun vidste, at han ville komme. Dernæst fortalte hun ham alt, hun havde oplevet, og da viste det sig, at præcis i samme øjeblik, hvor kvinderne lå på knæ og bad, kom manden i snak med præsten, John.
Ordet siger, at Gud har lagt gerningerne til rette for os. Ef. 2,10
Men så må vi også gå i dem. Men det er der, hvor vi ofte svigter. Hvis blot menighederne havde været brændende, så havde det ikke været nødvendigt med en Luther, Wesley, Moody eller andre ”solo-mænd”.
”Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os ”
Ef. 2,10
Effie Campbell
START
EN ALKOHOLIKER BLIVER BIBELFORTOLKER
Den berømte bibelfortolkers moder, dr. C. I. Scofield døde med den bøn på sine læber, at Gud måtte gøre hendes søn til en evangeliets tjener. Han voksede op og blev uddannet jurist; men senere blev han offer for drikkelasten.
En dag kom der en jævnaldrende ven til ham på hans kontor at tale med ham, en ung mand, der kaldtes Mc Pheeters,
Da der var gået en rum tid rejste Mc Pheeters sig for at gå. Med hånden på håndtaget vendte han sig pludselig imod Scofield, idet han sagde: ”Jeg har længe villet sætte dig et spørgsmål; men har ikke turdet. Alligevel vil jeg gøre det nu.”
“Jeg har aldrig troet, at du var bange for noget,” sagde Scofield. ”Hvad er dit spørgsmål?”
”Jeg vil gerne vide, hvorfor du ikke er troende.”
Scofield svarede eftertænksomt: ”Jeg er meget drikfældig. Har alkoholkere en plads i Himmelen?”
”Men du har ikke besvaret mit spørgsmål,” svarede Mc Pheeters og gentog: ”Hvorfor er du ikke troende?”
“Som du ved,” sagde Scofield, ”har jeg altid været medlem af kirken; men jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har fået undervisning i, hvordan du bliver kristen.”
Mc Pheeters satte sig ned, tog Det Nye Testamente frem og læste skriftord for skriftord, der viser mennesket, hvordan det bliver frelst for den unge jurist.
”Vil du modtage den Herre Jesus som din personlige Frelser?” spurgte han så.
”Jeg vil overveje det,” lød svaret.
”Nej, det skal du ikke, for det har du gjort længe nok. Nu må der gøres noget. Vil du, Scofield, tro på den Herre Jesus Kristus og blive frelst?”
Denne kloge og logisk tænkende jurist kunne godt lide enkle spørgsmål og klare svar, der ikke kunne misforstås, og efter at have tænkt sig om en stund sagde han: ”Jeg vil.”
Begge mændene faldt ned på deres knæ. I bønnen sagde Scofield til Herren, at han nu troede på Ham som sin personlige Frelser, og inden han rejste sig igen, var han blevet et nyt menneske.
Flere år senere sagde dr. Scofield, da han vidnede om denne episode: ”Dette var en Bibel-omvendelse. Fra et lille slidt Ny Testamente læste Mc Pheeters de store evangeliske sandheder fra Skriften for mig, der omhandler frelsen:
”Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ”
Joh. 3,16 BPH
”Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. ”
Joh. 6,47 BPH
”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. ”
Joh. 10,28 BPH
”I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler. ”
Apg. 13,38-39
Og da jeg som fangevogteren i Filippi spurgte: ”Hvad skal jeg gøre, så jeg kan blive frelst? Læste han igen Skriftordene for mig: ”»Hvis du tror på Herren Jesus, bliver du frelst,« svarede de. »Det gælder både dig og din husstand.« ”
Apg. 16,31
Vi faldt på knæ, og jeg tog imod Jesus som min personlige Frelser. I samme øjeblik løsnedes alle mine lænker. Behovet og trangen til stærk drik var forsvundet i et splitsekund. Jeg vil sige det tydeligt og klart, at straks gjorde Kristus mig til en rusfri mand.
Effie Campbell oversatte
START
EN STOR OPLEVELSE
Telefonen ringede, og jeg fik en hilsen fra en god ven, der lå syg. Hans kone sagde, at hendes mand meget gerne ville have mig at komme på besøg, fordi han var så syg. Tankerne bølgede sig i mit sind, 53 år og kræftramt. Jeg tænkte: Hvad skal jeg sige til en dødssyg mand?
Vi tog afsted. Min kone kørte, for jeg er selv ramt af sygdom. Han lå stille i sin seng, og med det samme, vi trådte indenfor, så vi, at han var dødsmærket. Mens vi sidder hos ham, lægger vi mærke til, at han forsøger at sige noget.
”Jeg har haft en vidunderlig oplevelse,” begyndte han.
”Tredje juledag tabte jeg bevidstheden. Jeg så Jesus komme og tage mig. Han kom i en stor ildsøjle, tøjet var fuldstændig brændt væk af mig, og jeg blev iklædt en gylden klædning og fik nye sko på fødderne.
Da jeg var kommet i Himmelen kom min far imod mig og bød mig velkommen, og jeg genkendte mange mennesker, der var døde i troen på Jesus Kristus. Der var vidunderligt i Himmelen, og alle var glade, men jeg så også mennesker blive kastet ud i ildsøen. En stor skare var samlet omkring Jesus, og jeg følte mig så veltilpas der, at det ikke kan udtrykkes med ord.
Efter at have opholdt mig et øjeblik i Himmelen kom Jesus mig i møde og sagde: ”Du må ned igen på jorden, for der er noget, du kan gøre for mig. Ja, du har en stor gerning at gøre.” Jeg ærgrede mig, for der var så fantastisk godt at være i Himmelen; men pludselig lå jeg igen her i min seng. Og nu ligger jeg kun og venter på, at Jesus kommer for at tage mig hjem til Himmelen. Han har taget al frygt fra mig. Nu er der kun et, jeg ønsker: Fortælle det til alle mennesker, jeg kommer i forbindelse med: Jesus er en virkelighed!
Derfor er det så afgørende nødvendigt at sige ja til hans invitation nu. Nu ligger jeg og glæder mig til at komme hjem i Himmelen.”
Mens jeg sidder, får billedet en større plads: Du må nedskrive dette. Med din skrivemaskine kan du nå millioner af mennesker. Selv har jeg – den senere tid – to gange været overført bevidstløs til sygehuset. Jeg er ikke i tvivl, at jeg SKULLE vende tilbage, og at Ove et lille øjeblik skulle opleve Himmelen for at vi skulle komme med et opråb til mennesker: ”Jesus Kristus er en underfuld virkelighed.”
Nu får du, der læser dette, overleveret fakkelen. Vil du videregive den og råbe: ”Jesus er en levende virkelighed?”*
Skynd dig at gøre op, så du, der læser dette, kan blive rejseklar.
Adrian Johansen
* Denne beretning minder om den, vi kan læse om i bogen, ”Himlen findes virkelig”. Dette er en bog om En lille drengs forbløffende beretning om hans korte besøg i himlen og hans oplevelser der.
START
Alex Haley
HIDTIL HAR HERREN HJULPET OS
»Hidtil har Herren hjulpet os!«
1. Sam. 7,12 BPH
Forfatteren, Alex Haley havde et bestemt billede hængende på væggen på hans kontor. På billedet var der en skildpadde, der sad øverst på en hegnspæl. Da han blev spurgt, hvorfor han havde dette billede på sit kontor, svarede han: ”Hver gang, jeg skriver et eller andet vigtigt eller også læser det, jeg har skrevet og synes godt om det, jeg har gjort og bliver stolt af mig selv, så kigger jeg på skildpadden øverst på hegnspælen og tænker, at derop på hegnspælen er den ikke kommet i egen kraft. Den må have fået hjælp.
Dette er fundamentet under enhver taknemmelighed – at Gud har hjulpet os dertil, hvor vi nu er kommet, og at han har givet os al den velsignelse, som vi har.
Alex Haley har billedet af skildpadden på en hegnspæl, for at påminde sig selv om at være taknemmelig. Samuel i Bibelens Gamle Testamente gjorde det på en anden måde. ”Da tog Samuel en stor sten og anbragte den... han kaldte stenen Eben-Ezer, for han sagde: »Hidtil har Herren hjulpet os!« ”
1. Sam. 7,12
e.c. oversatte
Rødder
Alex Haley
11.august 1921 - 10.februar 1992
Amerikansk forfatter. Alex Haley skrev blandt andet Rødder og autobiografien for Malcolm X.
Rødder blev filmatiseret i 1970'erne, og vist som tv-serie
Citat
"Hver gang du ser en skildpadde ovenpå en hegnspæl, så ved du, at den har fået hjælp til at komme derop."
Alex Haley
START
"It is well with my soul"
Tryk på dette link for at høre sangen
- When peace, like a river, attendeth my way,
When sorrows like sea billows roll;
Whatever my lot, Thou hast taught me to say,
It is well, it is well with my soul.
- Refrain:
It is well with my soul,
It is well, it is well with my soul.
- Though Satan should buffet, though trials should come,
Let this blest assurance control,
That Christ hath regarded my helpless estate,
And hath shed His own blood for my soul.
- My sin—oh, the bliss of this glorious thought!—
My sin, not in part but the whole,
Is nailed to the cross, and I bear it no more,
Praise the Lord, praise the Lord, O my soul!
- For me, be it Christ, be it Christ hence to live:
If Jordan above me shall roll,
No pang shall be mine, for in death as in life
Thou wilt whisper Thy peace to my soul.
- But, Lord, ’tis for Thee, for Thy coming we wait,
The sky, not the grave, is our goal;
Oh, trump of the angel! Oh, voice of the Lord!
Blessed hope, blessed rest of my soul!
- And Lord, haste the day when the faith shall be sight,
The clouds be rolled back as a scroll;
The trump shall resound, and the Lord shall descend,
Even so, it is well with my soul.
HVORDAN SALMEN "IT IS WELL WITH MY SOUL" BLEV TIL
Til denne salme knytter der sig en af de mest hjerteskærende fortællinger indenfor salmedigtningens historie.
Forfatteren, Horatio G. Spafford (1828-1888), var en presbyteriansk lægmand fra Chicago. Han blev gift med Anna Larsen fra Stavanger i Norge 5 september 1861. Spaffords familien var godt kendt i 60'ernes Chicago. Han havde etableret en meget vellykket juridisk praksis som en ung forretningsmand og var også en troende kristen. Blandt hans nære venner var flere evangelister herunder den berømte Dwight L. Moody, også fra Chicago.
Spaffords formue fordampede i kølvandet af den store ildebrand i Chicago i 1871. Efter at have investeret kraftigt i fast ejendom langs Lake Michigan kystlinjen mistede han alt over én nat. I en saga der minder om Jobs, døde hans søn kort tid inden den finansielle krise. Men det værste lå endnu foran dem.
En ekspert inden salmedigtning, Kenneth Osbeck fortæller: "Da Horatio Spafford ønskede at give sin kone og fire døtre mest mulig fred og hvile samt også ville deltage og hjælpe Moody m.fl. i en af deres kampagner i Storbritannien, havde han planlagt en europæisk tur til sin familie i november 1873. På grund af uventede forretningsmæssige komplikationer, blev han nødsaget til at blive i Chicago, men sendte sin kone og fire døtre afsted ombord på dampskibet SS Ville du Havre som planlagt. Han skulle så følge trop et par dage senere.
"Den 22. november blev skibet ramt af Lochearn, et engelsk stålskib, og sank i løbet af tolv minutter. Først adskillige dage senere kom de overlevende endelig sat af i Cardiff, Wales, hvor fru Spafford telegraferede sin mand følgende to ord, "Reddet alene. '"
Horatio Spafford tog første overfart over Atlanten for at slutte sig til sin hustru.
Salmen, "IT IS WELL WITH MY SOUL" siges at være skrevet, da han befandt sig området, hvor skibet med deres 4 døtre var sunket.
En anden datter, Bertha, blev født i 1878, samt en søn, Horatio, i 1880, som senere døde af skarlagensfeber. Efter fødslen af datteren Grace i 1881, flyttede Spafford og hans norske kone, Anna til Jerusalem pga. af en dyb kærlighed til det Hellige Land. Der etablerede de The American Colony, et kristent utopisk fællesskab, som mange svenskere senere tilsluttede sig, som var engageret i filantropiske aktiviteter blandt jøder, muslimer og kristne.
Efter årtier med almennyttige aktiviteter, ophørte dette med at være et fælles samfund i 1950'erne, selv om det fortsatte på et andet plan under navnet American Colony Hotel, som også blev det første hjemsted for fredssamtalerne mellem Palæstina og Israel, der til sidst førte til Oslo-fredsaftalerne i 1983.
Fire dage før sin 60 års fødselsdag, Horatio Spafford døde den 16. oktober, 1888 af malaria og blev begravet i Mount Zion Cemetery, Jerusalem.
SPAFFORD SØSTRENE
Spafford søstrene, Annie, Maggie, Bessie, and Tanetta (øverst, venstre til højre) druknede da dampskibet S.S. Ville du Havre sank efter en påsejling af et britisk stålskib på vej til Europa i november 1873. En af de ganske få overlevende efter forliset, Pastor Weiss, husker, at Anna sagde “Gud gav mig fire døtre. Nu er de revet væk fra mig. Engang skal jeg forstå, hvorfor."
Sønnen, Horatio Spafford (Nederst, anden fra højre) der blev født 3 år efter tragedien, døde i 1880, blot fire år gammel.
START
AMAZING GRACE
Amazing grace! (how sweet the sound)
That sav’d a wretch like me!
I once was lost, but now am found,
Was blind, but now I see.
’Twas grace that taught my heart to fear,
And grace my fears reliev’d;
How precious did that grace appear,
The hour I first believ’d!
Thro’ many dangers, toils and snares,
I have already come;
’Tis grace has brought me safe thus far,
And grace will lead me home.
The Lord has promis’d good to me,
His word my hope secures;
He will my shield and portion be,
As long as life endures.
Yes, when this flesh and heart shall fail,
And mortal life shall cease;
I shall possess, within the veil,
A life of joy and peace.
The earth shall soon dissolve like snow,
The sun forbear to shine;
But God, who call’d me here below,
Will be forever mine.
John Newton. Amazing grace
“Amazing grace, how sweet the sound...” Sådan begynder en af de mest elskede salmer til alle tider, en hyppigt brugt salme hos mange trosretninger. Forfatteren af ordene var John Newton, den selvudråbte usling, der engang var fortabt, men derefter blev fundet og frelst af underfuld nåde.
Newton blev født i London 24 juli 1725, søn af en kaptajn af et handelsskib, der sejlede i Middelhavet. Da John var elleve, tog han på søfart med sin far og gjorde seks sejladser med ham før den ældste Newton blev pensioneret. I 1744 blev John tvangsindskrevet til tjeneste ombord på, H. M. S. Harwich. Da han fandt forholdene om bord utålelige deserterede han men blev hurtigt fanget igen og offentligt pisket og degradered fra kadet til menig sømand.
Endelig og efter eget ønske blev han udvekslet til tjeneste på et slaveskib, der tog ham til kysten af Sierra Leone. Han blev ansat ved en slavehandler og blev brutalt mishandlet. Tidligt i 1748 blev han reddet af en kaptajn, der havde kendt Johns far. John Newton blev til sidst kaptajn på sit eget skib, et som aktivt blev anvendt til slavehandel.
Selv om han havde haft en tidlig religiøs oplæring af sin mor, der døde, da han kun var 7 år gammel, havde han for længst opgivet enhver form for religiøs overbevisninger. På en hjemrejse, mens han forsøgte at styre skibet gennem en voldsom storm, oplevede han dog, hvad han senere kaldte sin "store udfrielse." Han skrev i sin dagbog, at når alt syntes tabt og skibet syntes på vej mod havets dyb, udbrød han: "Herre, forbarm dig over os." Senere i sin kahyt tænkte han på, hvad han havde sagt, og begyndte at tro, at Gud i sandhed havde reddet ham gennem stormen, og at nåden var begyndt at arbejde for ham.
Resten af sit livs dage opfattede han den 10. maj 1748 som dagen for sin konvertering, en dag med ydmygelse, hvor han underkastede sin vilje til en højere magt. “Thro’ many dangers, toils and snares, I have already come; ’tis grace has bro’t me safe thus far, and grace will lead me home.” Han fortsatte inden slavehandel endnu en tid efter sin omvendelse. Men han sørgede for, at slaverne under hans pleje blev behandlet ordentligt.
I 1750 giftede han sig med Mary Catlett, med hvem han havde været forelsket i mange år. I 1755, efter en alvorlig sygdom, opgav han for stedse sit liv som søfarende. De sidste år som sømand var han begyndt at uddanne sig. Han fik bla undervisning i latin, græsk og hebraisk og andre fag. Fra 1755 til 1760 var Newton landinspektør i Liverpool, hvor han kom til at kende George Whitefield, diakon i Church of England, evangelisk prædikant, og leder af den calvinistiske Metodist kirke. Newton blev en af Whitefields entusiastiske disciple. I denne periode mødte Newton også John Wesley, grundlæggeren af metodismen, og kom til at beundre ham.
Han besluttede sig til at blive præst og henvendte sig til ærkebiskoppen af York for ordination. Ærkebiskoppen afviste hans anmodning, men Newton holdt fast i sit fortsæt, og han blev efterfølgende ordineret af biskoppen af Lincoln som kapellan af Olney, Buckinghamshire. Newtons kirke blev så overfyldt i af mennesker, så det blev nødvendigt at udvide. Han prædikede ikke kun i Olney, men også i andre dele af landet. I 1767 bosatte digteren William Cowper sig i Olney, og han og Newton blev venner.
Cowper hjalp Newton med sine gudstjenester og på sine ture andre steder. De holdt ikke kun en regulær ugentlig gudstjeneste, men begyndte også en række ugentlige bønnemøder, og de skrev mange nye salmer. De samarbejdede på flere udgaver af Olney Salme-udgaven, som opnåede varig popularitet. Den første udgave, der blev offentliggjort i 1779, indeholdt 68 salmer af Cowper og 280 af Newton.
Blandt Newtons bidrag, som stadig er elsket og sunget i dag er “How Sweet the Name of Jesus Sounds” og ”Glorious Things of Thee Are Spoken,” såvel som “Amazing Grace.”. Sandsynligvis lavet mellem 1760 og 1770 i Olney, blev "Amazing Grace " formentlig lavet som en af de salmer, der blev anvendt ugentlig i tjenesten. Gennem årene har også andre forfattere komponeret ekstra vers til salmen, som kom til at blive kendt som "Amazing Grace" (som derfor ikke var i Olney Hymns), og muligvis er vers fra andre Newton salmer senere blevet tilføjet. Men disse er de seks strofer, der dukkede op med små stavevarianter, både i den første udgave i 1779 og 1808-udgaven, den sidste nærmest datoen for Newtons død.
Messias med Georg Friedrich Händel
Georg Friedrich Händel, 1685-1759.
BBC documentary about Georg Friedrich Handel
TRYK HER FOR AT HØRE SANGEN "I know that my redeemer liveth" from Messiah
TRYK HER FOR AT HØRE SANGEN "Hallelujah" from Messiah
TRYK HER FOR AT HØRE SANGEN "For unto us a child i born" from Messiah
TRYK HER FOR AT HØRE SANGEN "The promise of eternal life" from Messiah
I sin musikalske karriere som komponist skrev Georg Friedrich Händel 42 operaer, 29 oratorier og 120 kantater. Händel rangerer blandt alle tiders største komponister. Til trods for at Händel en del af 1730erne og 40erne blev alvorligt ramt og afskrevet af mange pga gæld, hjerneblødning, lammelse, depression og vigende popularitet så fik han et enestående comeback gennem et af historiens mest ikoniske musikalske mesterværker, Messias, som han begyndte at komponere 22. august 1741 efter en dybt personlig oplevelse, en oplevelse der forandrede hans liv og musikalske retning.
“Jeg tror, jeg så hele himlen foran mig og den almægtige Gud selv!”
Sådan udbryder den 56-årige Georg Friedrich Händel, mens tårerne strømmer ned ad hans blege kinder. Han siger det til den tjener, som kommer med mad til ham.
Händel er bleg, men der er en særlig glød i hans øjne. Han har oplevet noget helt særligt. Formentlig et syn, en åbenbaring af den himmelske verden.
Han spiser næsten ikke, og han har ikke været uden for en dør i tre uger, mens han skriver noder, synger og slår takten med en dirigentstok i værelset i det lille hus på Londons Brook Street.
Ustoppelig
For tre uger siden, den 21. august 1741, åbnede han en pakke, hvori der lå et brev fra hans ven, digteren Charles Jennens, som bl.a. havde skrevet teksten til hans oratorier Saul og Israel i Egypten. Jennens havde sammensat et manuskript til et værk, han kaldte ”Messias”.
Da Händel modvilligt læser teksten, sker der noget i ham!
I de følgende godt tre uger er han nærmest utilnærmelig for andre, han spiser og sover næsten ikke, men skriver i en skaberrus.
Mange mener, at Händel skrev musikken ud fra en overnaturlig åbenbaring af den himmelske verden – sådan som hans ord til tjeneren antyder.
I hvert fald er han dybt påvirket af teksterne, og siden ser man den ellers ikke særligt religiøst anlagte Händel på knæ i kirken ”længe hensunket i bøn“.
Efter kun 24 dage skabte Händel et af de største værker i musikhistorien: Oratoriet Messias. Det er på 260 sider med partiturer, næsten tre timers musik med udødelige korsatser og arier som det kendte ”Hallelujah”-kor, ”For unto us a child is born” (Et barn er født os), og ”I know that my redeemer liveth” (Jeg ved, at min forløser lever).
Bach og Händel
Georg Friedrich Händel kom ligesom den anden store komponist i senbarokken, Johann Sebastian Bach, fra Tyskland og blev endda født samme år, i 1685. Men deres liv formede sig vidt forskelligt og de mødte aldrig hinanden.
Bach blev født i en familie af organister og komponister, der næsten naturligt førte ham ind i musikken. Derimod ønskede Händels far Georg, som var både kirurg og barber, at sønnen skulle fokusere på noget fornuftigt, som han kunne leve af. Faren ville have sønnen til at blive advokat og faktisk studerede Händel jura indtil 1703, selvom faren døde da Händel var 11 år gammel. Men allerede som 12-årig skrev Händel sin første musikalska komposition.
Men allerede som dreng viste Georg Friedrich så bemærkelsesværdige musikalske evner, at hans fars arbejdsgiver, hertugen af Sachsen-Weissenfels, fik faderen overtalt til at lade sønnen få musikundervisning, hvilket faderen gik med til da Händel var 9 år.
Hvor Bach tilsyneladende havde det bedst med relativt langvarige engagementer som organist og musikalsk instruktør, var Händel rastløs og søgte forandring og nye impulser.
Händel blev fascineret af den italienske operastil. Han fik hurtigt berømmelse og stjernestatus både i sit hjemland Tyskland og i Italien, og i England fik han venskabelige forbindelser til både adel og kongehus.
Det første slagtilfælde
Men den 13. april 1737 falder Händel om i sit arbejdsværelse i sit hjem i Westminster i London. Tjeneren kalder på en medhjælper og en læge ser, hvilken tilstand, den kraftige mand er i.
De er overbeviste om, at det er slut. Hvis han overlever, bliver han aldrig igen den, han var, og han kommer i hvert fald ikke til at skrive mere musik. Et slagtilfælde har gjort ham lam i højre side, og det ser ud til, at han også har taget skade på hjernen. Der skal et mirakel til at gøre ham rask, mener lægen.
Da han kommer til hægterne anbefaler lægen og vennerne Händel at tage på et kurophold i Aachen i hans fødeland Tyskland.
Her trodser han lægernes råd om ikke at blive i det varme vand i mere end højst tre timer, fordi hans hjerte ikke ville kunne klare mere. Händel bliver i vandet i ni timer dagligt! Og langsomt får han bugt med lammelsen og kommer igen til kræfter.
Händel oplevede det som at få livet igen.
Men hans prøvelser er ikke slut. De følgende år kæmper han med pengenød og nedtrykthed. Han undrer sig over, om der er en mening med, at han ikke døde, da han fik sit slagtilfælde.
Nåede bunden
Händels operahus, der havde fået så stor popularitet et par år tidligere, er i 1741 gået af mode og konkursen truer nu. Den italienske operastil med sine smægtende melodier, som Händel mestrer til perfektion, fanger ikke længere Londons publikum.
Til trods for råd fra venner og kolleger fortsætter Händel af nød med at skrive og opsætte nye operaer i denne stil – i håb om, at vinden igen vil vende.
Men det gør den ikke, og det er en træt og prøvet mand, der modtager det ukonventionelle manuskript fra vennen Jennens til et oratorium om Jesu liv i august 1741.
Et anderledes oratorium
I modsætning til en almindelig oratorisk libretto har Messias ikke engang en handling. Et oratorium er normalt en slags kirkemusikalsk modstykke til operaen. Vi følger en bibelsk handling, hvor det dramatiske forløb skildres af solisterne, der synger personernes roller, sådan som det sker i Bachs store passionsspil.
Messias er anderledes. Teksterne er hovedsageligt bibelske citater og bearbejdelser af disse. Relativt få af teksterne er fra de fire evangelier, for hovedvægten er i stedet tekster fra Det Gamle Testamente fra profeternes bøger, især Esajas.
Der bruges mange passager fra Salmernes bog, og teksterne fra Ny Testamente kommer især fra Johannes’ Åbenbaring, Korinterbrevene samt nogle tekster fra Lukas, Mattæus, Johannes og Hebræerbrevet.
Det er den måde, som teksterne er sammensat på, der skaber værkets momentum.
Messias er delt i tre. Den første del handler om Frelseren, der skal komme. Anden del dvæler ved lidelseshistorien og kulminerer i det vidunderlige Hallelujah med tekst fra Johannes’ Åbenbaring.
Den 3. del handler om den opstandne og herliggjorte Kristus og det evige liv. Det indledes med værkets smukkeste melodi, sopran-arien ”I know that my redeemer liveth” med tekst fra Jobs bog: “Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.” (Job 19,25)
Disse tekster griber Händel på en meget speciel måde. På værkets sidste side skriver Händel 3 bogstaver med blæk, SDG – Soli Deo Gloria – ”To God alone be the glory!” Dette bliver et vendepunkt i hans karriere og i hans liv.
Indtil da var den fysisk store mand kendt for at føre sig frem med et stærkt temperament, som han let fornærmede folk med.
Tæt på bunden
I sommeren 1741, da Händel komponerer musikken til Messias, er hans popularitet i London i bund. Han har dog modtaget en invitation til at komme til det mindre mondæne Dublin for at lede en koncertoptræden af nogle af hans værker.
Den oprindelige opsætning af Messias finder derfor ikke sted i London, men i Irlands hovedstad den 13. april 1742.
Forestillingen er en velgørenhedskoncert til fordel for gældsofre. Og dens succes med 700 tilhørere som indbringer 400£ betyder, at 142 mænd kan frikøbes fra gældsfængsel.
Inspireret af den strålende modtagelse af værket i Irland opsætter Handel en forestilling af Messias i Londons Covent Garden året efter.
Det bliver dog en skuffelse for komponisten. Salen er ikke fyldt, og publikum viser kun moderat entusiasme. Forestillingen er i sig selv kontroversiel. Messias er nemlig et stærkt åndeligt inspireret værk. Og mange mener, at det ikke er passende at opføre værket i en verdslig teatersal.
Efter et stykke tid genopføres Messias som en velgørenhedskoncert til gavn for et børnehospital The Foundling Hospital i Lambs-Conduit-Fields.
Kongen rejser sig
Blandt de 1500 publikummer er kongen, George II. Da Halleluja-koret begynder og ordene ”for the Lord God Omnipotent reigneth“ (Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten) rejser kongen sig spontant op og bliver straks fulgt af den dybt grebne forsamling.
Siden har det været skik, at publikum rejser sig, når det første Ha-a-allelujah i det berømte kor lyder.
Efter dette leder Händel selv et stort antal populære forestillinger af Messias, mange af dem til fordel for velgørende formål.
Händel vender sig nu helt til den oratoriske form. Fra hans hånd følger bibelske mesterværker som Samson, Joseph og hans brødre, Judas Maccabeus og Joshua.
Han ville dø langfredag
Händel mødte mere modgang i sit liv. Han fik flere slagtilfælde, og hans syn blev ringere og ringere. Og blind var han for længst blevet, da han fredag den 6. april 1759 var med til en sidste opførelse af Messias, det værk, han selv satte mest pris på.
”Jeg vil gerne dø langfredag i det håb at blive forenet med den kære Gud, min nådige Herre og Frelser, på hans opstandelsesdag,“ sagde han. Han dør påskelørdag morgen, den 14. april 1759.
Han får en statsbegravelse i Westminster Abbey, og omkring 3.000 følger ham til graven.
På trods af sin tyske oprindelse betragtes Händel som Englands nationale komponist, og selv efter hans død bliver hans kompositioner stadig mere populære, især Messias.
Andre komponister er også inspireret. Den unge Mozart var dybt rørt, da han hørte oratoriet. Han orkestrerede selv Messias, så det passede til den klassiske orkesterstil i Wien med fløjter, klarinetter og tromboner.
De hyppige opførelser af oratoriet har næsten altid fuldt hus. Det samme gælder også de populariserede versioner som den rockede “Young Messiah” (ikke at forveksle med filmen af samme navn) og den soul-inspirerede ”A Soulful Celebration” med Quincy Jones og en lang række soul- og gospelstjerner i solistrollerne.
De mange cd-optagelser og tv- og koncertversioner – og nyopførelser til jul – griber fortsat.
I sit testamente efterlod Georg Friedrich Händel indkomne midler fra Messias til Foundling Hospital i London.
Artiklen bygger bl.a. på Martin Alfsens bog ”Jesus i musikken” (se Hosianna.dk), Stefan Zweigs Stjernestunder, Udfordringen og andre kilder. Teksten er redigeret af Henri Nissen.
START
"What a friend we have in Jesus" af Joseph Scriven
Joseph Scriven, 1820-1886.
VIDEOFORTÆLLING
TRYK HER FOR AT HØRE SANGEN
Mr. Sankey skriver i Liv og Sange, 1906, på side 279, at Scriven blev født i Dublin i 1820, var en kandidat fra Trinity College, Dublin, og rejste til Canada, da han var 25, og døde der i Port Hope på Lake Ontario i 1886. At salmen "Hvilken ven vi har i Jesus" (Jesus vor ven) tilhørte Joseph Scriven blev ifølge hr Sankey, opdaget på følgende måde: »en nabo, der sad hos ham under hans sygdom, lagde mærke til et manuskript med titlen 'Hvilken ven vi har i Jesus”. Han læste det med stor glæde og spurgte hr. Scriven om det. Joseph Scriven sagde, han havde komponeret den til sin mor for at trøste hende i en tid med særlig stor sorg. Det var dog ikke meningen, at nogen andre skulle se det. Vi finder salmen i H. L. Hastings 'Sociale Hymns, Original and Selected, 1865, nr. 242, og hans Songs of Pilgrimage, 1886, nr 1291, hvor det tilskrives "Joseph Scriven, cir. 1855". Den findes i mange moderne sang-samlinger.
Scriven salme i 'aandelige Sange "er nr 306." Hvilken ven vi har i Jesus ". Det er første gang, den er blevet medtaget i den lille Flock Hymne Book.
Oprindelsen til vore salmer er et meget interessant studium, fuld af uventede hændelser, både triste og glade. Salmer er blevet skrevet under ulige omstændigheder og livssituationer og med forskelligt formål. Nogle, som Frances Alexanders salmer er blev skrevet specielt til børn for at hjælpe dem til at lære Fadervor, trosbekendelsen og de ti bud. Nogle, som George Mattheson mesterværk, er blevet skrevet for at udtrykke forfatterens overbevisning og længsler. Nogle, som Baring Goulds "Fremad, kristne soldater" er skrevet til en bestemt tilbedelses-handling. Nogle, som Topladys salmer, opstod på baggrund af underlige livsomstændighed. Nogle opstod spontant ud fra en given tid sammen med Frelseren og blev skrevet ned nærmest på hans diktat. Den salme, vi nu har foran os falder ind under den sidste kategori. Den kom til Joseph Scriven under hans sidste sygdomsforløb, hvor han tænkte på sin mor, som han måtte efterlade. Vi kan sige, at det skyldtes et kristent ønske om at forklare sin egen hemmelighed med henblik på at hjælpe en anden, der var ham meget kær. Ikke længe før Scriven blev kaldt hjem, blev han opsøgt af en nabo, der opdagede salmen skrevet på et stykke papir, som lå på et bord på hans seng. "Er du forfatteren til dette dejlige digt?" spurgte den besøgende. "Herren, og jeg gjorde det sammen" var svaret. Sikke en forklaring på oprindelsen til denne bevægende salme, og måske de fleste salmer, "Herren og jeg gjorde det sammen". Afslører disse ord ikke en stor hemmelighed i en kristens liv? Hvilken unødvendig smerte bærer vi ikke på, fordi vi forsøger at gøre tingene på vores egen måde, og når det går galt, så giver vi efter for selvmedlidenhed. Kan du huske, hvad der blev sagt om Joseph i fængsel? Hvad der end blev gjort der, så var han den, som gjorde det!
Du kan blive overrasket over at vide, at denne salme opstod på baggrund af en tragedie, selvom der var en lang tid mellem den faktiske tragedie og færdiggørelsen af salmen. Der er ikke megen information om Joseph Scriven, men det som vi har skal jeg videregive, fordi jeg er sikker på, at denne historie vil røre nogle læsere meget dybt, og kan føre dem til vejen, hvor Joseph Scriven blev ledet. Det er en salme for syge af alle slags, men specielt for dem, der har måttet stå over mystiske hændelser, der er sket i deres liv, og som er svære at tolke.
Joseph Scriven blev født i Irland i 1820 og boede der de første 25 år af sit liv. Engang i 1845 emigrerede han til Canada, som mange andre irere gjorde, søgte han lykken i den nye verden. Han døde i 1886 i en alder af 66, efter et liv fyldt med vanskeligheder som mange bosættere har måttet erfare. Han blev bragt til Kristus som et resultat af at miste sin vordende brud lige inden deres bryllup skulle stå. Hans vordende kom ud for et uheld og druknede et par timer før de skulle samles i det hellige ægteskab. Hvilken ubeskrivelig sorg! Hvor nemt kunne det ikke have ført ham i den modsatte retning af vantro og bitterhed og hårdhjertethed. Jeg tænker altid på dette når jeg kommer til de sidste linjer af vers tre: "In His arms He'll take and shield thee; Thou wilt find a solace there".
Den blev skrevet for at trøste sin mor i en tid med stor sorg, og vi kan forestille sig, hvad det betød for hende, efter hendes søn var død. Hvor mange hjerter der siden er blevet trøstet, er der ingen der kender, undtagen Herren.
Emnet for salmen er Kristi venskab, som er meget kostbar, især til den ensomme og dem i nød. Jeg husker en open-air gudstjeneste i det sydlige London, hvor denne salme blev sunget til afslutningen. På den anden side af hovedvejen stod en ung mand, der netop var kommet til London for at arbejde, og han lyttede vemodigt til alt, der blev sagt og sunget. Da mødet var forbi, blev han kontaktet af en arbejdstager, som spurgte ham følgende spørgsmål, "Har du fulgt adressen?" osv. Men det syntes ikke at betyde noget for den fremmede og til sidst sagde den unge evangelist: "Vil du have en ven?" "Om jeg vil have en ven? Det skulle jeg tro, jeg gør. Jeg er lige kommet til London og kender ikke en sjæl". Og et venskab begyndte den nat, som aldrig vil ende. Hvad angår selve salmen, så må vi konstatere, at der er et tilbagevendende uforglemmeligt omkvæd, der otte gange bliver gentaget i salmen, "Tag det til Herren i bøn". "Alt til Gud i bøn" kommer først; og derefter detaljer på detaljer til bagefter, "Tag det til Herren i bøn" "Tag det til Herren i bøn". Vi kan opsummere de tre vers som følger: "vore synder«, »vore sorger«, »vore suk«. Står vi overfor "ufred ',' ubehag ',' nød ', så er det det samme middel der passer til hver sygdom. Ordlyden tager form af spørgsmål og svar, og alle, der søger i deres hjerte med disse spørgsmål vil snart finde løsningen. Atmosfæren af intimt fællesskab ses overalt, fællesskab mellem Kristus og hans venner. Frelseren bærer vore synder og kender vores svagheder og beskytter vores hjerter. Enkelhed snarere end dybde kendetegner denne smukke salme, som altid vil være en favorit for børn og alle i nød. Er der noget i salmen, som et barn ikke kan forstå? Ingen ord har brug for forklaring her! Hvor let denne salme kunne have været gået i glemmebogen, hvis det enkelte stykke papir var blevet uforvarende ødelagt. Esajas 48:18. Ordsprogene 18:24. Matt 11:28.
Her et uddrag fra "The Days of my Pilgrimage", af A. F. Willis.
"Vores uddannelse blev ikke forsømt og i omkring to år var vores lærer én hvis navn er kommet til offentlighedens opmærksomhed de senere år -Joseph Scriven, forfatter til den kendte salme," Hvilken ven vi har i Jesus ". Han lærte os i vores hjem, og to eller tre andre børn der kom for at modtage hans undervisning. En kandidat fra Trinity College, Dublin: han var alligevel en ydmyg kristen mand, hans ene ønske var at sprede evangeliet om vor Herre Jesus Kristus, og kun få mennesker, der dengang boede i Port Hope og i nærområdet havde ikke fået spørgsmålet om deres sjæls frelse sat til dem af ham. Hans hjem, mens han underviste os, var sammen med en gammel kone, fru Gibson af navn, som boede i nærheden og levede et sparsomt liv ved at holde køer. Han leverede ofte mælk til hende, da hun blev lammet af gigt.
Tryk på følgnede link for at høre
"What a Friend We Have in Jesus"
af Joseph Scriven, 1820-1886
1. What a Friend we have in Jesus,
All our sins and griefs to bear!
What a privilege to carry
Ev'rything to God in prayer!
Oh, what peace we often forfeit,
Oh, what needless pain we bear,
All because we do not carry
Ev'rything to God in prayer!
2. Have we trials and temptations?
Is there trouble anywhere?
We should never be discouraged,
Take it to the Lord in prayer.
Can we find a Friend so faithful
Who will all our sorrows share?
Jesus knows our ev'ry weakness--
Take it to the Lord in prayer.
3. Are we weak and heavy laden,
Cumbered with a load of care?
Precious Savior, still our Refuge--
Take it to the Lord in prayer.
Do thy friends despise, forsake thee?
Take it to the Lord in prayer;
In His arms He'll take and shield thee,
Thou wilt find a solace there.
Tekst: Matthew 21:22
Forfatter: Joseph Scriven, 1865
START
"I HAVE DECIDED TO FOLLOW JESUS"
”I have decided to follow Jesus” Jeg har besluttet at følge Jesus
Jeg har besluttet at følge Jesus er en kristen salme, der opstod i Assam, Indien.
Teksten er baseret på de sidste ord fra en assamesisk mand, som sammen med sin familie besluttede at følge Jesus Kristus i midten af det 19. århundrede gennem arbejdet af en walisisk missionær. Tvunget til at give afkald på sin tro af landsbyens høvding, erklærede konvertitten, "Jeg har besluttet at følge Jesus." Som reaktion på trusler mod hans familie, fortsatte han, "Selvom ingen støtter mig, vil jeg stadig følge." Hans, 2 sønner, siden hans kone blev dræbt og så til sidst blev han selv henrettet, mens han sang, "Korset foran mig, verden bag mig." Dette skue af tro er siges at have ført til omvendelsen af stammehøvdingen og andre i landsbyen.
Dannelsen af disse ord til en salme tilskrives den indiske missionær Sadhu Sundar Singh. Melodien er også indisk, og titlen "Assam" er opkaldt efter den region, hvor teksten stammer fra. Denne region i Indien var tidligere kendt som et uroligt område og stammer berygtet for deres hoved-jagt.
En amerikansk salme redaktør, William Jensen Reynolds, sammensatte et arrangement, som indeholdt 1959 Assembly songbook. Hans udgave blev en fast del af Billy Grahams evangeliske møder i Amerika og andre steder, spredtes dens popularitet hurtigt.
START
Abide with me, Henry Francis Lyte
Henry Francis Lyte 1793 – 1847
Tryk HER for at høre sangen
Tryk HER få historien fortalt i ord og billeder
Henry Francis Lyte var alvorlig syg af tuberkulose. Han havde ikke forventet at overleve. Han var så syg, i virkeligheden, at han havde forberedt en farvel prædiken, 4. september 1847. Han trak da et papir hen til sig, som han tidligere var begyndt at skrive på:
Abide with me! Fast falls the eventide;
The darkness deepens; Lord with me abide.
When other helpers fail and comforts flee,
Help of the helpless, oh, abide with me!
Hans tanker gik tilbage over sit liv som han opførte i strofer; og han skrev: "Thou on my head in early youth did smile..." Henrys kærlige mor havde lært ham Bibelhistorier og Guds kærlighed. Men hans far forlod familien. Henrys mor døde tidligt. Ni-årige Henry blev efterladt alene i verden. En venlig irsk præst ved navn Dr. Robert Burrows, som selv havde fem børn, tog Henry til sig og hjalp ham gennem skolen. (Senere betalte Henry pastor Burrow tilbage alt, hvad han skyldte ham.)
Henry havde planlagt at studere medicin, men hans svage helbred tvang ham til at præstestudiet i stedet. Han vandt præmier på Trinity College, Dublin i digtning - tre år i træk - og et stipendium. I 1814 dimitterede han, og blev ordineret som præst i Church of England det følgende år.
Den unge præst tog sig af Abraham Swanne, en døende præst. Swanne dybe tro og frygtløshed overfor døden gjorde et stærkt indtryk på Henry. Han hjalp Swannes kone og familie og arrangerede deres anliggender under udførelsen af hans egne pastorale opgaver. Som følge af hans overanstrengelser brød hans helbred sammen. Han måtte rejse til varmere Frankrig for at genvinde sit helbred.
Henry tjente i Church of England resten af sit liv. 23 af disse år var i Brixham, en Devonshire fiskerby. Hans folk elskede ham, for han engagerede sig stærkt i deres arbejde og besøgte bådene, når de vendte tilbage fra havet. Anna Maxwell, hans kone, besøgte de syge og havde en hånd med i byens projekter. Ved omhyggelig styring af husholdningernes udgifter, sparede hun penge nok til at sende Henry til varmere Frankrig og Italien for sig selv hver vinter.
Den 54-årige Henry var vant til at leve med den ene fod i graven, da han prædikede sin sidste prædiken. Han mindede sine tilhørere om, at vi alle engang skal dø, og at de, der har taget Kristi død ind i deres liv er bedst forberedt til at møde kroppens død. "Jeg står her blandt jer i dag, som levende fra de døde, om jeg blot kunne indprente det over dig, og få dig til at forberede dig til den højtidelige time, som skal komme til alle, ved et rettidigt bekendtskab med Kristi død."
Han havde planlagt at rejse til Italien, hvor han håbede at solskin og varme kunne styrke og genoprette ham igen. Han nåede dog kun så langt som Nice, Frankrig. Der blev han så syg, at han var nødt til at hvile. Atter var Gud hos ham i form af en engelsk præst, der plejede ham der. Ti uger efter at have prædiket sin farvel prædiken, døde Henry.
Vær du mig nær
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: William Henry Monk 1861
Vær du mig nær! Nu aftnen sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort,
al verdens glans og glæde visner bort,
alt står for fald, og alt forandres her;
du, som omskiftes ej, vær du mig nær!
Kom ej med rædsel som den drotters drot,
men mild og blid at læge ondt med godt!
Giv mig hos dig, som har hver synder kær,
trøst for al sorg og savn; vær du mig nær!
Jeg trænger til dig hver en livets dag,
din nåde kun kan sløve Fjendens slag.
Hvem er som du i regn og solskinsvejr
min stav og støtte! O, vær du mig nær!
Med dig ved siden har jeg ingen frygt.
Trods sorg og sygdom er mit hjerte trygt.
Hvor er nu dødens brod, o Herre kær,
og hvor er Helveds sejr, når du er nær?
Når øjet brister, vis mig korsets tegn!
Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær!
I liv, i død, min Gud, vær du mig nær!
Henry Francis Lyte 1847.
Even Nicolaj Marstrand 1915.
"Abide with Me! Fast Falls the Eventide"
by Henry F. Lyte, 1793-1847
1. Abide with me! Fast falls the eventide;
The darkness deepens; Lord with me abide.
When other helpers fail and comforts flee,
Help of the helpless, oh, abide with me!
2. Swift to its close ebbs out life's little day;
Earth's joys grow dim, its glories pass away;
Change and decay in all around I see.
O Thou, who changest not, abide with me!
3. Not a brief glance I beg, a passing word,
But as Thou dwell'st with Thy disciples, Lord,
Familiar, condescending, patient, free.
Come not to sojourn, but abide with me.
4. Come not in terror, as the King of kings,
But kind and good, with healing in Thy wings;
Tears for all woes, a heart for every plea.
Come, Friend of sinners, thus abide with me.
5. Thou on my head in every youth didst smile,
And though rebellious and perverse meanwhile,
Thou hast not left me, oft as I left Thee.
On to the close, O Lord, abide with me.
6. I need Thy presence every passing hour;
What but Thy grace can foil the Tempter's power?
Who like Thyself my guide and stay can be?
Through cloud and sunshine, oh, abide with me!
7. I fear no foe, with Thee at hand to bless;
Ills have no weight and tears no bitterness.
Where is death's sting? where, grave, thy victory?
I triumph still if Thou abide with me.
8. Hold Thou Thy cross before my closing eyes,
Shine through the gloom, and point me to the skies.
Heaven's morning breaks, and earth's vain shadows flee;
In life, in death, O Lord, abide with me!
Hymn #552
The Lutheran Hymnal
Text: Luke 24: 29
Author: Henry F. Lyte, 1847
Composer: William H. Monk, 1861
Tune: "Eventide"
START
HOW GREAT THOU ART
Hør og se historien om salmen O store Gud
Tryk her for at høre sangen
Historien om salmen store Gud begynder med Mr. Carl Gustaf Boberg (1859-1940). Han var en svensk præst, redaktør og medlem af det svenske parlament. Mr. Boberg nyder en dejlig gåtur, når et tordenvejr pludselig dukkede ud af ikke hvor. En hård vind begyndte at blæse. Efter at stormen var gået over så hr. Boberg ud over den klare bugt. Han hørte en kirkeklokke i det fjerne. Og ord til Store Gud begyndte at dannes i hans hjerte -
O store Gud, när jag den värld beskådar,
Som du har skapat med ditt allmaktsord,
Hur där din visdom leder livets trådar,
Och alla väsen mättas vid ditt bord.
Kan du forestille dig, hvad Boberg følte, som han dannede disse ord? Der var sådan ro efter den voldsomme storm, han kunne kun sige disse ord om fred.
Dette digt blev titlen O Store Gud (O Store Gud), offentliggjort i 1891 i vidnesbyrd om sandheden, den ugentlige avis, der Boberg redigeres. Det blev senere oversat på tysk. I 1927 blev det offentliggjort i en russisk udgave af den tyske tekst.
Store Gud blev oversat af Stuart K. Hine, den engelske missionær til Ukraine. Han fandt en version af den russiske tekst og sang den på et evangelisk møde med sin kone. Han oversatte de tre første strofer til engelsk, som blev sunget ved et evangelisk møde i England under første verdenskrig. Han offentliggjorde de første tre vers (på både engelsk og russisk) i 1949 i Grace og fred, en russisk evangelisk papir, som Hine redigeres. Han skrev senere den fjerde vers som en triumferende budskab om evigt liv.
Om salmens betydning sagde han: "Når vi når det himmelske hjem, vil vi fuldt ud forstå Guds storhed, og vil bøje os i ydmyg agtelse mens vi siger, O Store Gud, hvor stor du er.« Må vi alle lever på en sådan måde, at vi er klar, når Jesus Kristus kommer igen for at modtage de hellige. Vores himmelske hjem venter os, alle dem, der har modtaget Kristus i lydighed.
Dr. J. Edwin Orr af Fuller Theological Seminary, siges at have bragt salmen til Amerika. Efter at have hørt den i Indien, introducerede han den til forskellige kristne grupper i Amerika. I 1954, offentliggjorde Dr. Cyrus Nelson fra Gospel Light Publications sangen og fik den ophavsretligt beskyttet.
Store Gud blev sunget af George Beverly Shea til en London Kampagne af Billy Grahams evangeliske hold i 1954. senere sang han denne sang over 100 gange i løbet af et vækkelsesmøde i New York til en Billy Graham kampagne. Dette forårsagede at salmen fik fornyet opmærksomhed i Sverige og Amerika, og blev offentliggjort i flere sangbøger.
I dag bliver denne smukke sang af fortsat sunget af millioner over hele verden.
Gud have al lov, ros, herlighed og ære for hvem Han er – Universets Skaber.
"Abide with Me! Fast Falls the Eventide"
by Henry F. Lyte, 1793-1847
1. Abide with me! Fast falls the eventide;
The darkness deepens; Lord with me abide.
When other helpers fail and comforts flee,
Help of the helpless, oh, abide with me!
2. Swift to its close ebbs out life's little day;
Earth's joys grow dim, its glories pass away;
Change and decay in all around I see.
O Thou, who changest not, abide with me!
3. Not a brief glance I beg, a passing word,
But as Thou dwell'st with Thy disciples, Lord,
Familiar, condescending, patient, free.
Come not to sojourn, but abide with me.
4. Come not in terror, as the King of kings,
But kind and good, with healing in Thy wings;
Tears for all woes, a heart for every plea.
Come, Friend of sinners, thus abide with me.
5. Thou on my head in every youth didst smile,
And though rebellious and perverse meanwhile,
Thou hast not left me, oft as I left Thee.
On to the close, O Lord, abide with me.
6. I need Thy presence every passing hour;
What but Thy grace can foil the Tempter's power?
Who like Thyself my guide and stay can be?
Through cloud and sunshine, oh, abide with me!
7. I fear no foe, with Thee at hand to bless;
Ills have no weight and tears no bitterness.
Where is death's sting? where, grave, thy victory?
I triumph still if Thou abide with me.
8. Hold Thou Thy cross before my closing eyes,
Shine through the gloom, and point me to the skies.
Heaven's morning breaks, and earth's vain shadows flee;
In life, in death, O Lord, abide with me!
Hymn #552
The Lutheran Hymnal
Tekstur: Lukas 24,29
Høvundur: Henry F. Lyte, 1847
Lag: "Eventide"
START
Sarah Flower Adams - Nærmere Gud til dig
TRYK LINK FOR AT SE
TRYK LINK FOR AT HØRE SALMEN
Sarah Flower Adams blev født i Harlow, Essex, England den 22. februar, 1805. Hun var den yngste datter af Mr. Benjamin Flower, redaktør og indehaver af Cambridge Intelligencer og politisk aktivist. Sarah voksede op som en del af en meget litterær husstand.
Sarah ønskede at være skuespiller, og i 1837 spillede hun Lady MacBeth i en London fremvisning til fantastiske anmeldelser, men dårligt helbred tvang hende til at indstille sin skuespillerkarriere, hvorefter hun vendte sig mod skrivekunsten istedet. Som medlem af en menighed med pastor William Johnson Fox, en Unitar præst i London, bidrog hun til produktionen af tretten salmer til "Hymns of Anthems" udgivet af C. Fox London i 1841. Af alle hendes salmer, er ”Nearer, My God, to Thee” (Nærmere Gud til dig) og “He Sendeth Sun, He Sendeth Shower.” blandt de mest kendte i dag.
”Nærmere Gud til dig” blev skrevet efter anmodning om at ledsage en prædiken af pastor Fox om Jakobs drøm i Første Mosebog kapitel 28, og blev sunget til en melodi komponeret af Sarahs søster, Eliza, der var komponist og musiker. Men salmen vandt ikke nogen bred appel dengang, indtil sangen blev parret med Lowell Masons melodi, som er den melodi vi bedst kender til salmen i dag.
Salmen kom fra Sarah Flower Adams pen, en kvinde kendt som skuespiller og forfatter. Hendes far var forfatter og redaktør af radikale tidsskrifter og en gang kom han i fængsel for sin kritik af en biskop. Uafhængigheden og den liberale tankegang der herskede i hjemmet blev naturligvis videregivet til hans datter. Hun blev gift i 1834 med Williams Bridges Adams, en opfinder og civilingeniør, og betingede sig, at hun ikke skulle tage sig af "husholdningsforpligtelserne." William Adams var ingeniør og radikal forfatter. De boede i Essex, indtil Sarahs tidlige død af tuberkulose i 1848, hvor hun blot var 43 år.
Sarah Adams 'mest kendte litterære arbejde var et drama, der fejrede kristne martyrer; hun havde øje for det dramatiske, for ord, der nåede ned i dybden, der rørte ved følelserne, som hun tydeligt viser med "Nærmere Gud til dig."
"Er det end korsets vej, du viser mig,", fra første vers i salmen indfanger en følelse af fortvivlelse, af at være langt nede, af at være alene og fortvivlet. Sarah Adams erfarede dybe følelsesmæssige udsving, blandt andet da hun tog sig af og plejede sin søster gennem hendes tuberkulose-periode, som hun også selv døde af 20 måneder senere. Det kræver tillid at tro, at under sådanne omstændigheder bliver vi rykket tættere til Gud.
Sarah Adams bruger historien om Jakob fra Bibelen og det at være alene på en rejse som hendes inspirationskilde. I Første Mosebog kapitel 28, er han langt fra hjemmet og mørket er faldet på, og han finder et sted at sove mellem klipperne, idet han hviler hovedet på en sten. Det er, mens han sover der, at han har en drøm om en stige, der når op til himlen, hvor engle går op og ned ad stigen.
Da Jacob vågner op om morgenen, siger han, ”»Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« ”
Og han opstillede stenen, hvor han har sovet, og kaldte stedet "Bethel", "Guds hus".
Jacob bygger Bethel efter at have haft en inspirerende drøm. Sarah Adams mente vi skulle gå endnu længere, da hun mente det er ikke kun i de inspirerende øjeblikke, Gud er at finde Gud, det er også i mørke og sorgfulde øjeblikke.
Melodien, der sandsynligvis blev sunget ombord på Titanic til salmen "Nærmere Gud til dig", blev skrevet af Lowell Mason, en amerikaner, der kom fra en meget ydmygere baggrund end Sarah Adams. Han arbejdede sig op, og begyndte som isenkræmmer, arbejdede derefter i en bank, hvor han havde en stor interesse i amatør musik. Hans musikalske studier førte ham til udnævnelsen som kirkeorganist og musik direktør og han blev senere en vigtig figur i det 19. århundredes Amerikansk musik. Han skrev nogle 1600 salmer, idet han som inspirationskilde havde europæisk klassisk musik. Mason blev født tretten år før Sarah Adams, og levede fireogtyve år efter hendes død, et liv som sluttede fredeligt på hans ejendom på Orange, New Jersey i 1872.
Adams 'ord og Masons melodi har givet os en salme, der rangerer blandt mange menneskers allerstørste favoritter. Nogle gange, når alt omkring én er sort, kan vores eneste bøn være "Nærmere Gud til dig". Det er den enkleste bøn, men også den mest dybtgående, som utallige mennesker har erfaret, så er det også en bøn, der bærer os igennem.
START
Send mig en Bibel. David Wang
En kinesisk læge skrevtil Asian Outreach og anmodede en Bibel. Asian Outreach er en organisation, der arbejder i Hongkong og derfra skriver David Wang:
Da vi ankom til Kina, opsøgte vi manden. Han var overlæge på et sygehus og medlem af kommunistpartiet. Da vi kom ind på hans kontor skrev han straks sin privatadresse ned på et papirark.
”Ikke nu, ikke nu, men kom hjem til mig i aften,” sagde han. Om aftenen kom vi til hans bopæl. Efter kinesisk målestok var dette et meget fint hjem. Han havde kone og 2 børn – og var altså ateist og overlæge. Og han ville nu have fat på en Bibel?!
Lægen fortalte; ”Jeg har aldrig set Gud. Jeg har aldrig været i en kirke eller set en Bibel. Men nu tror jeg. For nogle måneder siden blev en kvinde sendt hertil. Hun havde været ude for en ulykke bondegården, hvor hun boede. En stor sten havde løsnet sig og var faldet ned og havde knust hendes brystkasse. Et hurtigt blik på skaden var mere end nok for mig til at se, at her var der intet at gøre. Ribbenene stak både udad og indad. Hun blødte meget og opkastede store mængder blod. Trods alt vores udstyr, så var der intet, vi kunne stille op. Alligevel tog jeg hende ind i røntgen for at få billeder til vores sygejournal. Da lagde jeg mærke til, at nogle ribben endda stak ud igennem hendes ene lunge. Jeg gav hende medicin mod pine og lagde hende i en seng. Så hørte jeg hende sige et eller andet. Mange forskellige lyde havde jeg hørt fra døende mennesker; men dette var noget helt andet. Mens hun lå der uden bevidsthed, hviskede hun: ”Jesus, red mig! Jesus, red mig!”
Jeg tog hjem og spiste middag der og tænkte så ikke mere over denne kvinde. Men den følgende morgen, da jeg ankom til sygehuset, gik jeg forbi kvindens seng. Der så jeg hende sidde oprejst med en stor skål ris, mens hun spiste med god appetit! Jeg blev rystet.
”Hvad er det du laver?” råbte jeg. Hun blev bange og overrakte mig risskålen – mens hun fortalte mig, at en sygehjælper havde givet hende maden – men hvis hun ikke måtte spise, så måtte jeg bare tage maden fra hende, sagde hun.
Jeg undersøgte først hendes navn. Det var korrekt. Jeg checkede nummeret. Det var rigtigt. Jeg undersøgte, hvorfra hun kom, og hvor hun arbejdede. Det var samme kvinde!
Rystet tog jeg hende ind i røntgen og tog nye billeder. Da kunne jeg lamslået se, at hvert eneste ben i hendes bryst var blevet fuldstændig helbredt, og lungerne var helt intakte.
”Jeg har aldrig set Gud, aldrig været i kirke, aldrig set en Bibel; men nu tror jeg. Nu har jeg set Guds almagt. Han lever og er mægtig!”
“Under i Øst”.
E. Campbell oversatte
START
I LOVE TO TELL THE STORY
Tryk her for at høre sangen med Alan Jackson
KATE HANKEY
1834 – 1911
”I love to tell the story” og ”Tell me the old, old story” er tvillingesalmer
Begge salmerne blev skrevet af Kate Hankey. Arabella Katherine(Kate) Hankey blev født i 1834. Hun boede i London sammen med sin familie og blev stærkt påvirket af John Wesley og hans arbejde. Som 18 årig dannede hun en bibelstudiegruppe for piger, der arbejdede på fabrikken. Kate var en søndagsskolelærerinde, der samlede børn fra rige såvel som fattige hjem. Kate var musikalsk begavet og skrev ofte melodier til hendes egne digt.
I 1866, da Kate var blevet 30, blev hun syg. Hendes sygdom og kampen at komme sig efter sygdommen holdt hende sengeliggende i lang tid. I denne periode skrev Kate et langt digt om Jesu liv. Digtet var inddelt i to dele. Den første del fik navnet ”The Story Wanted” og anden del fik navnet ”The Story Told.” Hver af disse dele bestod af 50 vers.
Efter at Kate havde overstået den lange sygdomsperiode læste, Major General Russel hendes digt ved det internationale KFUM konvent. Alle stod med stumme og i total stilhed efter at han var færdig med at læse digtet.
Biskop, William Doane befandt sig blandt skaren til konventet og han lagde melodier til den første del af digtet. Dette blev kendt som salmen ”Tell Me the Old, Old Story.”
William G. Ischer satte musik til den anden del af digtet. Det blev til salmen vi i dag kender som ”I Love To Tell the Story.”
”I Love To Tell the Story” blev trykt i en salmebog i 1869. Salmen blev en populær Moody – Sankey salme ved deres kampagne-korstog.
Kate havde et så stort hjerte for missionen, at hun senere donerede alle sine indtægter til missionsarbejdet. Hun tjente as missionær sammen med sin broder i Afrika. Kate kom sig over sin sygdom og døde i 1911, 77 år gammel.
Hør den smukke salme her
1 I love to tell the story of unseen things above:
of Jesus and his glory, of Jesus and his love.
I love to tell the story, because I know ’tis true.
It satisfies my longings as no thing else could do.
Refrain:
I love to tell the story,
’twill be my theme in glory,
to tell the old, old story
of Jesus and his love.
2 I love to tell the story. ’Tis pleasant to repeat
what seems, each time I tell it, more wonderfully sweet.
I love to tell the story, for some have never heard
the message of salvation from God’s own holy word. [Refrain]
3 I love to tell the story, for those who know it best
seem hungering and thirsting to hear it, like the rest.
And when, in scenes of glory, I sing the new, new song,
’twill be the old, old story that I have loved so long. [Refrain]
Jeg elsker den fortælling
om det vi ikke så,
om Jesu hæder, ære,
mit hoved bøje sig må.
Jeg elsker den fortælling,
og ved at sand den er,
den stiller hjertets længsel,
som intet andet gør.
OMKVÆD
Jeg elsker den fortælling
Han købte mig min frihed
den gamle gamle fortælling
om Jesu kærlighed.
Jeg elsker den fortælling,
den genfortælles må,
og aldrig vil jeg tie
hans nåde nu bestå.
Jeg elsker den fortælling,
Guds ord mig dybt har rørt,
det gode glade budskab,
for mange har ej hørt.
OMKVÆD...
Jeg elsker den fortælling,
som mange kære har,
den skat der blev os givet,
min byrd på korset han bar
Jeg elsker Herren Jesus,
og synge om Ham vil,
vor ene tro forløser,
mig fører Himlen til.
OMKVÆD...
START
DER ER MAGT I DE FOLDEDE HÆNDER
Hør sangen ”Der er magt i de foldede hænder”
Vi lader hed forfatteren, Trygve Bjerkheim selv fortælle, hvordan sangen blev til.
For nogle år siden sad jeg i Forbundshallen i Oslo en søndag formiddag og hørte en ung missionær prædike. En vending, han brugte, skrev jeg ned. "Den stærkeste supermagt i verden til enhver tid, det er fronten med de små foldede hænder."
Det sirligt dekorerede kort med denne formulering sad nu i mit franske Ny Testamente og senere blev jeg til stadighed mindet om disse ord. Jeg ønskede at skrive en sang med samme formulering. Sådan kørte tankerne uden ophør rundt i mit hoved.
2 - 3 år efter dette, eller var det måske 4, da vågnede jeg en nat og kom i tanker om den samme formulering, "Den stærkeste supermagt" - de foldede hænder. Og sætningen "Der er magt i de foldede hænder."
Jeg havde 2 vers. Jeg var næsten færdig med sangen, da jeg tændte lyset og skrev det ned. Disse vers blev senere trykt som et lille digt i Missionsforeningens årsbog fra 1955: "Dybere ned". De passede godt til forsiden - der viste en lille kinesisk pige, der stod med bøjet hoved, mens hun foldede hænderne sammen i bøn.
Da denne bog kom til Dronningborg College i Grimstad i begyndelsen af 1956, lagde lærer Haugen mærke til dette lille digt og straks fandt han frem til en melodi, der passede til digtet. Den melodi gjorde digtet kendt. Men sangen havde 3 vers. Lidt senere kommer der en pensioneret officer fra Frelsens Hær, oberst Linderud ind på mit kontor i Mollergata 19.
Han sagde, han var kommet til at holde meget af digtet og at han havde skrevet en melodi til det. Så spurgte han om han kunne få lov til at bruge teksten fra digtet til sangen. Naturligvis fik han lov til det, men så tilføjede han: "Min kone og jeg kunne godt tænke os, at du digtede endnu et vers, hvor du tager forældrene med, der beder sammen med deres børn." Jeg lovede, at jeg skulle forsøge. Efter at han var gået tilføjede jeg det fjerde vers: "Du, der beder for dit barn, dine kære..."
Oberst Linderud kom igen nogle dage senere og fik da dette nye vers med. Dette var sidste gang, jeg så denne ejendommelige mand. Kort tid efter dette var han sammen med sin kone og besøge nogle gamle venner i Egersund.
Inden han skulle afsted igen til et møde i samfundshuset senere samme aften, sad han og hvilede sig en stund i den dybe lænestol. Pludselig faldt hans hoved tilbage og han udåndede. Efter begravelsen blev der afholdt en stor mindehøjtidelighed, hvor sangen blev sunget med hans melodi.
Hør sangen her
Det der makt i de foldede hender,
i seg selv er de svake og små.
Men mot allmaktens Gud du dem vender,
han har lovet at svar skal du få.
Det er svar undervegs, engler kommer med bud.
Om det drøyer, det fram dog skal nå.
For det lovet jo løftenes trofaste Gud:
Kall på meg, og du hjelpen skal få.
Du som ber for ditt barn, dine kjære,
er i forbønn fra år og til år.
Om du tålmodets lekse må lære,
himlens bønnesvar engang du får.
Det er makt i de foldede hender,
når i Frelserens navn du får be.
Og en gang, når du livsløpet ender
hvert et bønnesvar klart skal du se.
START
William Ralph Featherston(1848 - 1875)
Tryk på link for at høre
Darlene Zchech fortæller om sangen hun og Michael W. Smith fremfører
Om forfatteren bag sangen My Jesus I love thee
William Ralph Featherston(1848 - 1875)
De fleste menneskers liv bliver ikke optegnet i historiebøgerne. Minder og begivenheder bliver videregivet til familier og venner at huske og forsvinder alt for hurtigt i eftertidens tågede billedgallerier. Således også William Ralph Featherson. Han blev født i ydmyghed og uden ydre pragt 24. juli 1846 i Montreal i Canada og han døde i samme by lige inden sin 27 års fødselsdag. Der kendes kun lidt om hans korte liv foruden den kendsgerning at han engang i løbet af sit 16 år nedskrev et kærlighedsdigt. Kærligheden han udtrykte heri var dyb og sand. Digtets ord har overlevet Feathersons liv og død og bliver stadig i vore dage, mere end et århundrede efter, både læst og sunget.
”My Jesus, I love thee” blev skrevet som et lovprisningsdigt af en ung teenager, der fornylig var kommet til tro. Navnet var William Ralph Featherston. Hans forældre var John og Mary Featherston.
Indimellem kan det være vanskeligt og udfordrende at få pålidelige oplysninger om historien bag en bestemt salme. Det var også tilfældet med en af vore tids mest afholdte salmer: ”My Jesus, I love thee.” Der vides ikke meget om Featherston, undtagen at han var tilknyttet metodist-kirken i Montreal.
Det var ikke før for ganske få år siden at identiteten af den unge salmedigter, William Ralph Featherstone(1846-1873) blev kendt.
Det er blevet fortalt at han voksede op i Canada og at det også var i Toronto i 1862, at han blev kristen. Hans omvendelses-oplevelse må have påvirket ham ganske ekstraordinært meget, for kort tid efter den livsforandrende begivenhed, nedskrev den 16-årige William et digt, der stadig den dag i dag er dybt meningsfuld for millioner af mennesker i mange lande rundt om i verden.
Nogle historikere har sagt, at William sendte digtet til slægtninge i Los Angeles og at det formentlig derfra kom videre til England, hvor det første gang blev trykt i The London Hymnal i 1864, blot 2 år efter hans omvendelse.
Nogle år senere havde pastor Adoniram J. Gordon travlt med at samle nogle sange til en baptist-salmebog i Boston, Massachusetts. Her opdagede han digtet ”My Jesus I Love Thee.” i The London Hymnbook. Han var imidlertid aldeles ikke imponeret over det musikalske setup.
Adonira J. Gordon var en sand mester til piano-spil, så han fandt andre melodier til Featherstons digt, melodier, der siden har båret ordene videre til alle dele af kloden.
Den følgende beretning om, ”My Jesus I Love Thee”, som den kendte musiker for Dwight L. Moody, Ira D. Sankey, yndede at fortælle er følgende:
”En kendt skuespillerinde kom gående hen ad gaden og passerede en åben dør, hvor hun så en invalid pige ligge på en sofa og betragte de mennesker, der passerede. Med ønsket om at opmuntre denne pige gik hun indenfor. Den syge pige var en hengiven kristen.
Skuespillerinden blev betaget af hendes ordvalg, tålmodighed, hengivenhed, himmelvendte blik og måden hun leved som kristen og hun blev ledt til seriøst at genoverveje kristendommen. Hun blev omvendt og blev en sand efterfølger af Kristus.
Hun fortalte hendes far, som var leder for teatertruppen, om hendes omvendelse og hendes overbevisning, at hun ikke kunne forsætte som skuespillerinde med hendes nye tro. Faderen blev oprørt og forsøgte at tale hende fra det idet han mindede hende om, at det var deres levebrød, der var i spil og at de kunne miste hele eksistensgrundlaget, hvis hun holdt på sit. Da hun holdt meget af sin fader gik hun med til at opfylde sine skuespil-forpligtelser, der skulle vises få dage senere og hvor hun selv havde hovedrollen.
Aftenen for fremførslen spillede hun sin rolle og faderen glædede sig for at have vundet datteren tilbage, så de ikke mistede deres levebrød. Men umiddelbart efter afslutningen af optrinet – trådte hun resolut frem til forreste kant af scenen og mens klapsalverne var ved at aftage hævede hun sin stemme og udtalte:
‘My Jesus, I love Thee, I know Thou art mine;
For Thee all the follies of sin I resign;
My gracious Redeemer, my Savior art Thou;
If ever I loved Thee, my Jesus, ‘tis now.’
Gennem Kristus havde hun sejret. Derefter forlod hun scenen for aldrig at vende tilbage. Men gennem alt dette blev faderen også omvendt og gennem deres fælles evangeliske arbejde i tiden fremad blev mange ført til Kristus.
My Jesus I love thee
Min Jesus, Jeg elsker Dig, jeg ved, min Du er;
min syndsbyrde helt og fuldt til dig overgi'er
Min nådige Frelser, min Redningsmand er Du;
Om før Jesus kær mig var, så kærere dog nu.
Jeg elsker dig Jesus, du elsked mig først
på Golgatas kors du viste kærlighed størst
jeg elsker dig Jesus jeg slap for tornens gru
Om før Jesus kær mig var, så kærere dog nu.
I livet jeg elsker dig, i død ligedan,
jeg priser dig alle tider, er i din plan
og når enden nærmer sig erklære vil endnu
Om før Jesus kær mig var, så kærere dog nu.
I herlige boliger du os har beredt,
jeg altid skal prise dig ej mere nødstedt;
om skærene mange var, vort faste anker du
Om før Jesus kær mig var, så kærere dog nu.
W. R. Featherston
START
Kom
I DAG HVIS DU HØRER HANS STEMME...
En Herrens tjener fortæller om denne gribende begivenhed i sin gerning for Gud:
”Jeg besøgte engang en ældre arbejdsmand, som sagde, at han godt vidste, hvorfor jeg nu kom til ham: jeg ville sige ham, at han skulle omvende sig. Han var klar over, at han engang måtte gøre alvor og lade sig omvende; men endnu havde han ikke rigtig lyst til at tage skridtet.”
Da jeg så spurgte ham, hvad han troede, var den virkelige årsag til, at han ikke endnu helt var klar at tage skridtet fuldt ud og blive en Jesu efterfølger, da indrømmede han ærligt, at han havde en stærk trang til alkohol, selv om det ikke skete ofte, at han var direkte beruset. Han forstod, at dette ville Herren have ham til at holde op med, hvis han overgav sig til ham, ogderfor havde han til stadighed ville udsætte omvendelsen.
Mens vi talte sammen, betroede han mig, at Gud selv flere gange havde tydeligt havde kaldt på ham, at han forstod, at nu måtte være det være; men han havde skubbet det fra sig om og om igen. Første gang var hestene, der var spændt for en tung arbejdsvogn, som han førte, blevet forskrækkede, og forlod ham i vild panik. Han var faldet ud af vognen og var blevet kørt over. Det stod endnu for ham som et Guds under, at han overhovedet var kommet sig efter dette.
Anden gang gik han en mørk efterårsaften i tåge tværs over en mark. Han mistede orienteringen og kom i nærhedenaf et sted, hvor jernbanen gik ned i en dyb slugt. Dette så han ikke og kom derfor på gled nedad bakken. Her slog han sig så slemt, at han slog sit hoved hårdt mod jernbanen, og slaget far så kraftigt, at han besvimede og blev liggende tværs over jernskinneren.
Da han så kom til sig selv igen, følte han sig meget elendig og svag og orkede ikke at flytte sig. Mens han ligger der aner han lyden af en tog, der nærmede sig, og idet han vendte sit hoved, så han rædselsslagen lygterne på lokomotivet tydeligt i det fjerne.
Frygten gav ham så mange kræfter, at han fik kæmpet sig lidt væk fra jernskinnerne, og nu rullede han ned i grøften på den anden side af skinnerne. I samme øjeblik drønede toget forbi. Igen faldt han i bevidstløshed, og blev fundet af en jernbanearbejder cirka to timer senere. Han var da oversmurt med blod og stiv af kulde. Igen var han på underfuld vis blevet reddet fra den visse død.
Tredje gang, Gud kald havde lydt til ham, var, da en af hans sønner var blevet båret hjem slemt tilredt og såret. Han havde klatret i et stenbrud sammen med nogle venner og var faldet ned. I flere måneder efter dette gjaldt det livet for drengen, og forældrenes havde været i svar pine, indtil han til sidst begyndte at komme sig igen.
Alt dette fortalte denne mand mig, og så endte han med disse ord: ”Alle disse hændelser havde jeg en fornemmelse af, at Gud kaldte på mig og ville have mig at omvende mig. Endnu er dette ikke sket; men jeg vil utvivlsomt gøre det engang.”
Jeg talte længe og alvorligt med ham, om hvor farligt det er at udsætte en så betydningsfuld sag, og at det kunne blive for sent. Manden nikkede godmodigt til alt sammen, som jeg sagde. Jeg så ham endnu to gange; men der var endnu ikke sket noget, alt var stadig uden nogen forandring hos ham.
Cirka et år efter denne samtale kom turen til hans bortgang fra denne jord. Det var en aften, de holdt familiefest i hans hjem, og han havde drukket mere end han plejede. Da han var gået i seng, fik han astma, som han ofte led af, og derfor gik han frem på gulvet for at åbne et vindue, så han bedre kunne få luft. Her må han have strukket sig for langt frem, for han faldt på hovedet ud af vinduet, og senere om natten var der en nattevagt, der fandt ham knust på gaden. Gud havde altså kaldt forgæves.
“Derfor, som Helligånden siger: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde ...”
Hebr. 3, 7-8
E. Campbell oversatte
START
You are special
DU ER NOGET HELT SÆRLIGT
”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, ...”
Es. 54,10
Kina-missionæren, John Bentley gav alle børnene på et kinesisk børnehjem Max Lucados bog, ”You are Special”. I Kina foretrækker man drenge fremfor piger. Raske småbørn er højere agtet og ønsket end svage og syge. Sandheden er den, at børn, der er tale- eller hørehandicappet har meget små muligheder for at få en sund og aktiv tilværelse. Budskabet de får fra historien og kulturen er: Du har ingen værdi.
I Lucados bog bliver der fortalt om Punchinello, et trædreng i en landsby med træmennesker. Landsbyfolket satte stjerner på ”vindere” og pletter på ”tabere”. Punchinello havde å mange pletter, og menneskern der gav ham pletter uden årsag. Men da han så møder Eli, der har skabt ham, slog Eli fast, at han ikke skulle tage sig af, hvad andre mente og troede om ham. ”Jeg skabte dig,” sagde Eli, ”og jeg laver ingen fejl.” Sådanne ord havde Punchinello aldrig hørt tidligere. Men da han gjorde, som Eli sagde, begyndte pletterne at falde af og da børnene på børnehjemmet hørte disse ord, begyndte deres verden at ændre sig.
John Bentley skriver, hvordan det var at læse historien for disse børn, og hvor umådelig stor påvirkningen var på dem, der sad og nærmest slugte hvert et ord; ”Da det gennem læsningen blev klart for dem, at de var noget helt særligt, alene fordi de var skabt af en kærlighedsfuld skaber... begyndte de alle at græde – også deres lærer. Det var stærkt!”
Åbn din Bibel i dag. Der får du Guds mening om dig og byg derefter dit liv på den. Det er den eneste mening, som har noget at sige! Herren siger: ”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, ...”
START
TROMMESLAGEREN
CHARLIE COULSON, DEN KRISTNE TROMMESLAGER-DRENG
TRYK PÅ DETTE LINK FOR AT HØRE
To eller tre gange i mit liv rørte Gud i hans barmhjertighed mit hjerte, og to gange før min omvendelse var jeg dybt overbevist.
Under den amerikanske krig var jeg kirurg i den amerikanske hær, og efter slaget ved Gettysburgs var der mange hundrede sårede soldater på mit hospital, hvoraf der var otteogtyve, der var blevet såret så alvorligt, at det krævede mit tilsyn straks. Nogle hvis ben måtte amputeres, andre deres arme og andre igen både deres arm og ben. En af de sidstnævnte var en dreng, der kun havde været tre måneder i tjenesten og som var for ung til at være en soldat. Han tiltrådte som trommeslager. Da min assisterende kirurg og en af mine hjælpere ønskede at give ham kloroform, før amputationen, vendte han hovedet til side og nægtede at modtage det. Da forvalteren fortalte ham, at det var lægens ordre, sagde han: "Send lægen til mig."
Da jeg kom til hans seng, sagde jeg: "Unge mand, hvorfor nægter du at tage kloroform?
Da jeg fandt dig på slagmarken, var du så langt væk, at jeg næsten ikke mente det umagen værd at hente dig; Men da du åbnede de store blå øjne, tænkte jeg, du havde en mor et sted, der måske tænkte på sin søn. Jeg ønskede ikke, at du skulle dø på marken, og beordrede dig bragt hertil; Men du har nu mistet så meget blod, at du er for svag til at klare en operation uden kloroform. Derfor skulle du lade mig give dig noget. "
Han lagde hånden på mig og så mig i ansigtet og sagde: " Læge, En søndag eftermiddag i sabbatsskolen, dengang jeg var ni og et halvt år gammel, gav jeg mit hjerte til Kristus. Jeg lærte at stole på ham da; Jeg har stolet på ham lige siden, og jeg ved, jeg kan stole på ham nu. Han er min styrke og min faste støtte. Han vil støtte mig, mens du amputerer min arm og mit ben. " Jeg spurgte ham om han ville tillade mig at give ham en lille tår cognac. Igen så han mig i ansigtet og sagde: "Doktor, da jeg var omkring fem år, knælede min mor ved min side med armen rundt om min hals og sagde: "Charlie, jeg beder nu til Jesus, at du aldrig må få Smag for stærk drik. Din far døde en drankers død og blev begravet i en drankers grav, og jeg lovede Gud, hvis det var hans vilje at du skulle vokse op og leve, at du så skulle advare unge mænd mod den bitre kop. "Jeg er nu Sytten år gammel, men jeg har aldrig smagt noget stærkere end te og kaffe, og når jeg nu formentlig vil gå ind i min Guds nærhed, vil du så sende mig derhen med cognac i maven? "
Udtrykket, som drengen sendte mig, vil jeg aldrig glemme. På den tid hadede jeg Jesus, men jeg respekterede denne drengs loyalitet over for sin Frelser; Og da jeg så, hvordan han elskede og betroede sig til ham til det sidste, var der noget der rørte mit hjerte, og jeg gjorde noget for denne dreng, hvad jeg aldrig havde gjort for nogen anden soldat
Jeg spurgte ham om han ville møde feltpræsten. "Åh! Ja, herre," var svaret.
Da præsten R. kom, genkendte han ham straks som drengen, han ofte havde mødt til teltbønnemøderne, og han tog ham i hånden og sagde: "Åh, Charlie, jeg er ked af at se dig i denne tilstand." "Åh, Jeg har det godt, herre, "svarede han. "Lægen tilbød mig kloroform, men jeg afviste det; Så ønskede han at give mig brændevin, hvilket jeg også afviste; Og nu, hvis min Frelser kalder mig, så kan jeg gå til ham i mit rette sind. "" Du må ikke dø, Charlie, "sagde præsten, men hvis Herren skulle kalde dig væk, er der så noget jeg kan gøre for dig når Du er gået væk? "" Vil de være venlig at lægge din hånd under min pude og tage min lille bibel. I den finder du min mors adresse. Send den til hende og skriv et brev og fortæl hende, at siden den dag, jeg forlod hjemmet, har jeg aldrig ladet en dag gå forbi uden at læse en del af Guds ord og dagligt bede om, at Gud ville velsigne min kære mor, uanset om det var på march, på slagmarken eller på hospitalet. "
" Er der noget andet jeg kan gøre for dig, min dreng? "Spurgte feltpræsten.
" Ja, skriv et brev til lederen af Sands-Street søndagsskolen, Brooklyn, NY, og fortæl ham, at de gode ord, de mange bønner og gode råd, han gav mig, har jeg aldrig glemt. De har fulgt mig gennem alle farerne på slagmarken, og nu beder jeg min kære Frelser velsigne min kære gamle søndagsskole-leder. Det er alt."
Han vendte sig mod mig og sagde:
"Nå, læge, jeg er klar; Og jeg lover dig, at jeg ikke engang vil sukke, mens du tager min arm og ben af, hvis du ikke vil tilbyde mig kloroform. "
Jeg lovede, men jeg havde ikke modet til at tage kniven i min hånd for at udføre operationen uden først at gå ind i det tilstødende lokale og tage lidt stimulerende til mig selv for at udføre min pligt.
Mens jeg skar gennem kødet, stønnede Charlie Coulson aldrig; Men da jeg tog saven for at skille benet fra kroppen, tog gutten hjørnet af sin pude i munden, og alt det jeg kunne høre ham, var: "O Jesus, velsignede Jesus! Stå ved mig nu. "
Han holdt sit løfte og stønnede aldrig.
Den nat kunne jeg ikke sove, for uanset hvordan jeg vendte og drejede mig i sengen, så jeg de bløde blå øjne, og da jeg lukkede mine egne øjne fortsatte hans hans bøn at genlyde i mine ører: "O Jesus, velsignede Jesus! Stå ved mig nu.". Mellem klokken 12 og et forlod jeg min seng og gik over mod felthospitalet, noget jeg aldrig havde gjort før, medmindre der var sendt særligt bud efter mig, men det var mit ønske at se denne dreng.
Ved min ankomst blev jeg informeret af nattevagten om, at seksten af de håbløse tilfælde var døde, Og blev ført ned til kapellet. "Er Charlie Coulson blandt de døde?" Spurgte jeg. "Nej herre," svarede vagten, "han sover så sødt som et lille barn." Da jeg kom op til sengen, hvor han lå, meddelte en af sygeplejerskerne mig om at to medlemmer af KFUM var kommet til hospitalet ved nitiden for at læse og synge en salme, de blev ledsaget af præsten, R., som knælede ved Charlie Coulsons seng og bad en stærk og sjælestyrkende bøn, hvorefter de sang den sødeste af alle salmer, mens de stadig var på deres knæ, "Jesus, min sjæls kærlighed”, hvor Charlie også stødte til. Jeg kunne ikke fatte, hvordan en dreng, der havde gennemgået en sådan umenneskelig smerte, kunne synge.
Fem dage efter at jeg havde amputeret den kære drengs arm og ben, sendte han bud efter mig, og det var fra ham den dag, at jeg hørte den første evangeliske prædiken. "Doktor," sagde han, "min tid er kommet; Jeg forventer ikke at se endnu en solopgang; Men tak Gud, at jeg er klar; Og inden jeg dør vil jeg gerne takke dig af hele mit hjerte for din venlighed mod mig. Doktor, du er jøde, du tror ikke på Jesus; Vil du venligst stå her og se mig dø i tillid til min Frelser det sidste øjeblik i mit liv?" Jeg forsøgte at blive hos ham, men kunne ikke; For jeg havde ikke modet til at stå ved og se en kristen dreng dø af kærlighed til en Jesus, som jeg var blevet oplært til at hade, så jeg skyndte mig hurtigt ud af rummet. Omkring tyve minutter senere stod en hjælper, som fandt mig siddende i mit private kontor, hvor jeg sad og dækkede mit ansigt med min hånd, og sagde: "Læge, Charlie Coulson ønsker at se dig."
"Jeg har lige set ham," svarede jeg,
"og jeg kan ikke Se ham igen. "
"Men læge, han siger, at han må se dig endnu engang, inden han dør."
Jeg bestemte mig nu for at se ham, sige et par kærlige ord til ham og lade ham dø, men jeg var fast besluttet på, at ingen af hans ord om Jesus måtte have lov til påvirke mig det allermindste. Da jeg kom ind på felthospitalet så jeg, at hans tilstand forværredes hurtigt, så jeg satte mig ned ved hans seng. Han bad mig om at tage hånden og sagde: "Doktor, jeg elsker dig fordi du er En jøde; Den bedste ven, jeg har fundet i denne verden, var en jøde. "
Jeg spurgte ham, hvem det var. Han svarede: "Jesus Kristus, for hvem jeg vil præcentere dig, før jeg dør; Og vil du love mig, læge, at hvad jeg kommer til at sige til dig, vil du aldrig glemme? "
Jeg lovede; Og han sagde: "For fem dage siden, mens du amputerede min arm og ben, bad jeg til Herren Jesus Kristus om at omvende din sjæl."
Disse ord ramte mig dybt ind i mit hjerte. Jeg kunne ikke forstå, hvordan han kunne glemme alt om sig selv, da jeg forårsagede ham den mest intense smerte og hvordan han overhovedet kunne tænke på andet end sin Frelser og min uomvendte sjæl. Det eneste jeg kunne sige til ham var: "Nå, min kære dreng, du vil snart være okay." Med disse ord forlod jeg ham, og tolv minutter senere forlod han denne verden, "sikker i Jesu arme".
Hundredvis af soldater døde på sygehuset under krigen; Men jeg fulgte kun én til graven, og den ene var Charlie Coulson, trommeslageren; Og jeg red tre miles for at se ham begravet. Jeg fik ham klædt i en ny uniform og placeret i en officers kiste dækket af et amerikansk flag.
Den drengs døende ord gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg var rig dengang, hvad penge angår, men jeg ville have givet hver eneste krone jeg ejede, hvis jeg kunne eje samme kærlighed imod Kristus, som Charlie besad; Men den følelse kan ikke købes med penge.
Jeg glemte hurtigt alt om min kristne soldats lille prædiken, men jeg kunne ikke glemme selve drengen. Jeg ved nu, at jeg på det tidspunkt var dybt overbevist om synden; Men jeg kæmpede imod Kristus med en ortodoks jødes had i næsten ti år, indtil den kære drengs bøn endelig blev besvaret, og Gud omvendte min sjæl.
Omkring atten måneder efter min omvendelse deltog jeg en aften i et bønnemøde i Brooklyn. Det var et af disse møder, hvor kristne vidnede om deres Frelsers kærlige venlighed. Efter flere af dem havde vidnet, rejste en ældre dame sig og sagde: "Kære venner, dette kan være sidste gang, at det er mit privilegium at vidne om Kristus. Min familielæge fortalte mig i går, at min højre lunge er næsten væk, og min venstre lunge er meget dårlig, så i bedst fald har jeg kun en kort tid sammen med jer, men hvad der er tilbage af det tilhører Jesus. Åh! Det er mig en stor glæde at vide, at jeg nu snart skal møde min dreng sammen med Jesus i himlen.
Min søn var ikke kun soldat for dette land, men også en soldat for Kristus. Han blev såret under slaget ved Gettysburg og faldt i hænderne på en jødisk læge, der amputerede hans arm og ben, men han levede fem dage efter operationen. Regimentets feltpræst skrev et brev til mig og sendte mig min søns bibel. I dette brev blev jeg underrettet om, at min Charlie i sin døende time sendte bud efter den jødiske læge og sagde til ham: "Doktor, inden jeg dør vil jeg gerne fortælle dig, at for fem dage siden, mens du amputerede min arm og mit ben, bad jeg til Herren Jesus Kristus om at omvende din sjæl.
Da jeg hørte dette vidnesbyrd, kunne jeg ikke længere sidde stille. Jeg forlod min plads, gik tværs over rummet og tog hendes hånd og sagde: "Gud velsigne dig, min kære søster; Din drengs bøn er blevet hørt og besvaret. Jeg er den jødiske læge for hvem din Charlie bad, og hans Frelser er nu også min Frelser. "- Dr. M.L.R
HJEM
HØR DEN ARONITISKE VELSIGNELSE SUNGET PÅ:
NORSK
ENGELSK
HEBRAISK
Betty From Jensen
På flasken med drikkevand, som jeg lige nu har købt, står der
”baraka”. Det er et arabisk ord, der betyder ”velsignelse”. De fire
år, jeg boede i Cairo, var det en fremragende hilsen at få de mange
gange, vi blev nødsaget til at købe drikkevand i flasker. Det var
livsnødvendigt med vand – det følte vi særlig godt med det varme
egyptiske klima. En sådan flaske med en ½ eller en hel liter vand
blev hurtigt drukket! Og så drak du endnu en ”velsignelse”!
At drikke velsignelse – det er at leve med Herrens velsignelse og at
have den med på rejsen gennem tilværelsen som noget
livsnødvendigt. Det er det, Gud tilbyder os til hver gudstjeneste,
hvor velsignelsen lyder til os.
Den aronitiske velsignelse indeholder vore ønsker både for nutid
og fremtid. Velsignelsen hører sammen med Guds ansigt – at han
lader det ”lyse over dig” og ”løfter sit ansigt mod dig”. Det er et
billede på høvdingen, der sidder med bøjet hoved og lytter, når den
fremmede får lov til at stå frem foran ham med sine ønsker.
Den aronitiske velsignelse er i tre led og frembærer ønske om at
blive bevaret fra alt ondt, om Guds nåde og om Guds fred.
Velsignelsen omfatter
– anerkendelse: at give én sin velsignelse er en anerkendelse,
til trods for, hvad der er sket
– styrke: Guds velsignelse er en særlig kraft eller styrke, en
kilde, der vælder frem fra Kristus
– følge: velsignelsen er Guds løfte om nærvær uanset hvad der
sker, og et levende håb, der følger os nu og alle dage.
”Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. ”
4. Mos. 6,23-26
THE BLESSING & PÅ HEBRAISK
Gid det måtte være sådan, at vi også fremover drikker velsignelser!
HJEM
EN JULEHILSEN
TRYK FOR AT HØRE
"SAVIOUR, LIKE A SHEPHERD LEAD US"
Den navnkundige missionær Dwight Moody, som blev brugt af Gud på en helt særlig måde(1837-1899), havde altid en af Gud velsignet sanger med sig. Han hed Ira Sankey(1840-1908). Der bliver sagt om ham, at han sang lige mange mennesker ind i himmelen, som Moody prædikede ind i himmelen.
Et år på selveste juleaften var hr. Sankey ombord på et dampskib, der sejlede ned ad Delaware River. Mange mennesker havde samlet sig på dækket, og da hr Sankey var blandt disse blev han spurt om at synge. Han sukkede op til Gud i bøn om hjælp til at finde den rette sang – og straks vandrede hans blik op imod den klare himmel og han begyndte på sangen:
„Saviour, like a Shepherd lead us,
much we need Thy tender care!“
En vidunderlig fred og ro faldt ned over dem alle, idet den smukke stemme bar ordene ud over dækket og den stille flod. Alle blev bragt i bevægelse.
Efter sangen kom der en mand frem og spurgte hr Sankey: ”Har du nogensinde gjort hærtjeneste i Union Army?” Hr Sankey vedgik dette og manden fortsatte: ”Kan du huske, at du holdt vagt en klar måneskinsaften i 1862?”
Også dette vedgik hrSankey. Da sagde den fremmede: ”Jeg var også i hæren på den tid, blot på den modsatte side, dvs. I Confederate Army. Og den aften, du stod på vagt var jeg også der i samme ærinde som du, og jeg så dig, tog geværet og sigtede imod dig og skulle lige til at trykke på aftrækkeren. Du stod mid i måneskinslyset menj jeg lå fjaldt i skyggen. I samme øjeblik, jeg skulle til at trykke af løftede du hovedet mod himmelen og begyndte at synge den smukke sang:
„Saviour, like a Shepherd lead us,
much we need Thy tender care!“
Da jeg hørte denne blev det mig komplet umuligt at trykke på aftrækkeren,” sluttede manden sin fortælling. (Jewish hope)
Herunder sangen med dansk tekst
"Saviour, like a shepherd lead us"
Frelseren, os som en hyrde, fører
Stort behovet til dig er
Af din græsgang du os riglig mætter
Til vor gavn Din fold udser
Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er.
Vi er dine; Herre hjælp du nu os,
Vær du vogter for vor vej;
Pas din flok, hold synden borte fra os
Opsøg os på gale vej
Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er.
Du har lovet du vil tage imod os
Fattig, syndfuld vi er fri;
Du har nåde til at tilgive os
Nådeskraft at sætte fri:
Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er.
HJEM
BED GUD VELSIGNE MADEN I JESU NAVN
VIDENSKABELIGT MATERIALE OM VANDET
BED GUD VELSIGNE MADEN I JESU NAVN
Thurman Scrivner
”Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen og lægedom for kroppen. ”
Ordspr. 16,24
Guds ord siger, at venlige ord er helbredende for dine ben. Skal vi
nogensinde tale andet, end venlige ord? Afgjort ikke! Vi skal ikke i hidsighed
tale hårde og uforsonlige ord. Vi skal tale milde ord.
For nogle år siden var vi i den vestlige del af Texas. Der er en kristen TV-
kanal, lidt som den norske Visjon Norge. Vi har udsendelser der 4-5 gange
om ugen. Der kom en mand, der er læge og videnskabsmand. Han
medvirkede i en udsendelse, så han kunne påvise, hvad han var kommet frem
til med sin forskning.
Han tog nogle vandkrystaller og undersøgte dem under et forstørrelsesglas, et
mikroskop, så du var i stand til at se, hvordan vandmolekylerne så ud. Hvis
du spiller god kristen musik ved molekylerne, så ændres de fuldstændig. Hvis
du beder en bøn ved dem og siger: ”Fader, velsign dette vand i Jesu navn,” så
ændres molekylerne. De bliver så smukke. Det er vidunderligt. Men du kan
også tale noget negativt ved dem, og så bliver de grimme og afskyelige. Hvis
du spiller hård rockmusik ved dem, så bliver de fuldstændig vilde og
ustyrlige.
Da jeg så, hvad der skete med dette vand, kan jeg forvisse dig om, at jeg
aldrig igen vil indtage en dråbe vand, uden at jeg først beder Herren om at
velsigne dette vand i Jesu navn.
Da jeg så denne udsendelse, kom jeg også til at tænke på noget andet. Nogle
steder rundt om i verden bliver der afholdt koncerter med hård rock. Der
kommer unge pige og drenge i tusindvis for at lytte til dette musiske snavs.
Noget af denne musik spotter Jesu navn, og man kan forundres over, hvorfor
nogle af disse unge, der lytter til denne musik, bliver fuldstændig vilde og
ustyrlige.
Men menneskelegemet består af 75% vand, og hjernen af hele 85% vand. Når
nu sådan noget sker med vand i et glas, hvordan skulle det så ikke være med
menneskelegemet, når disse mennesker råber og skriger afskyelige ting
gennem deres musik. Hvad tror du så ikke der sker med kroppene på disse
unge? Det vil påvirke dem i uhyggelig grad; men kunne du blot se den
vidunderlige påvirkning, der sker med molekylerne gennem den milde musik
og bøn i Jesu navn, så ville du gøre præcis ligesom jeg, du ville hver gang
tale til maden og vandet og velsigne dem i Jesu navn, inden du indtog noget
af det.
Gud har givet os et løfte i sit ord: ”I skal dyrke Herren jeres Gud; så vil han
velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; ...” 2. Mos.
23,25
Men selv om han har lovet at gøre det for mig, så siger jeg altid selv en lille
bøn over maden for at være dobbelt beskyttet.
Overvej dette som troende.
HJEM
