11.juli 2026

Han går ved min side

"Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren. "
Es.54,17

Rita Aasen i Bedehuskanalen sagde engang, at hvis du engagerer dig i arbejde for Gud, så må du regne med modstand fra Satan, for det kan han ikke lide. Dengang hun som ung begyndte et åndeligt arbejde fik hun så stor en modstand, at det føltes, som det tæppe hun stod på blev trukket væk under hende.

Hun lå på knæ i bøn og siger da til Herren: „Herre, nu tænder jeg radioen, men jeg ved ikke, hvilken kanal det står på. Må jeg tage de første ord, der kommer fra radioen, som dit svar til mig?“ Hun rejste sig og tændte radioen. Da lød der:
Han går ved min side, leder mig fremad,
han bliver ej træt, sådan som jeg gør.

Gennem sin død på korset, han livet mig vandt,

han svigter ej, svigter ej mig.

Det herover er omkvædet af sangen. „Jeg skulle ei sørge“ af Nils Frykman. Omkvædet kom både to og tre gange og fortsatte på denne måde i hele to måneder.

„Det viste sig, at jeg havde fundet frem til en lille kristen radiostation, og man havde der fået tekniske problemer, og det tog dem hele to måneder at få alt det fikset.

Men det bar mig gennem hele den svære tid, som jeg gennemlevede der.“

- - - -

Jeg genkender også det billede. Jeg var i godt 20 år gammel, dengang jeg oplevede præcis det samme. Jeg var begyndt at skrive kort tid før dette, og da fik jeg et angreb, som trak hele livsfundamentet fra mig. Jeg faldt på knæ og anråbte Herren. Jeg græd og bad og bad og græd. Jeg tænkte, at nu måtte jeg bare stoppe med at skrive, for det var så hårdt. Da sagde jeg til Herren: „Du ser mit hjerte, og Du ved, at jeg kun vil gøre det, der er ret. Herre, nu tager jeg et mannakorn, sig mig gennem det, hvad Du mener om det!“ I skålen med mannakorn lå der mellem 6-700 skriftsteder. Jeg greb et af dem og det var fra Es.54,17. Jeg åbnede da Bibelen og læste: „Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren.“

Og det kom jeg sandelig til at få, for kort tid efter dette blev jeg spurgt på skolen, hvorvidt jeg ville oversætte nogle historier til færøsk, så at Ib kunne gå fra hus til hus og sælge, og på den måde udkom der 9 bøger af serien, „Skýmingarløtan“ på Færøerne.
Effie Campbell

10.juli 2026

En ufattelig kærlighed

„Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. “
1.Joh.1,9

Richard Wurmbrand(1909-2001) var af jødisk afstamning, født i Rumænien. Han var egangelisk-luthersk præst og professor. I 1948 – 10 år efter at han var blevet kristen – sagde han offentligt, at kommunismen og kristendommen var uforenelige. Han og hans hustru, Sabina, har begge to været på Færøerne. Jeg kan huske engang i idtrætshallen(Nabb i Tórshavn), at han stod på podiet og vendte ryggen til og trak sin undertrøje op for at vise os, hvor slemt hans ryg var lemlæstet. Mange lider meget for deres kristne tro. De siger: „Jesus har aldrig svigtet mig. Jeg vil heller ikke svigte ham.“

Rita Aasen i Bedehuskanalen fortalte engang, at Richard Wurmbrand havde fortalt om noget, han havde oplevet. Han lå i en seng på et sygehus, fordi man havde mishandlet ham alvorligt. En anden mand lå på samme sygestue og han var endnu værre tilredt. Så bliver der pludselig kørt en tredje mand ind på samme stue. Det er bøddelen hos den slemt tilredte mand. Han må have gjort et eller andet, siden han er faldet i unøde af de ledende der.

Klokken et om natten hørte Wurmbrand et eller andet pusle omkring sig. Da han kiggede op kunne han se „ofret“ forsøge at mave sig ud af sengen. Han faldt på knæ og kravlede over mod sin „bøddel“ og fik fremstammet: „Jeg tilgiver dig alt, du har gjort mod mig. Vil du ikke tage imod Jesus og blive frelst?“

„Det kan jeg ikke, for jeg har opført mig luset!“

„Jo, Jesus kom for at frelse syndere. Der findes intet menneske, Han ikke har betalt for. Men du må bede Ham om tilgivelse for alle dine synder, og så må du derefter modtage Ham som din Frelser og Herre.“

Det gjorde manden og han blev overglad.

Da Wurmbrand vågnede den følgende morgen var begge hans værelsesfæller gået bort. Effie Campbell

9.juli 2026

Syner og åbenbaringer af Jesus   3:3

„Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« “
Rom.9,14-15

En blind mand fra Pakistan var på pilgrimsrejse i Mekka. Mens han og hans rejsefælle går rundt om Kabaen(den sorte sten), træder en mand frem foran ham, tager ham i hånden og siger: „Jeg er Jesus. Du hører ikke hjemme her. Tag hjem til Pakistan, så vil jeg give dig synet tilbage!“

Den blinde ændrer straks sin flybillet. I lufthavnen, idet de er ved at forlade Saudiarabien, begynder han at ane en smule lys. Da han sætter sine fødder på pakistansk jord bliver hans øjne fuldstændig åbnet så han kunne se.

I et andet arabisk land gav læreren sin skoleklasse, der talte 30 elever, nogle opgaver, som de skulle løse mens hun var udenfor et øjeblik. Straks efter at hun har forladt klasseværelset træder en mand ind og siger, at han hedder Jesus. Han siger, at Han er død for deres synder og kan give dem evigt liv. Samtlige børn tager imod dette enestående tilbud. - Og manden forsvinder igen.

I samme øjeblik vender læreren tilbage og børnene fortæller hende om denne Jesus, der lige har været i klasseværelset. Lidt efter lidt bliver der stor opstandelse blandt forældrene. Børnene bliver forhørt, et efter et, og alle børn fortæller nøjagtig den samme historie.

Lignende vidnesbyrd strømmer ind fra hele den muslimske verden. Fra de mest fjerne stammer i Afrika, over Mellemøsten, Europa, USA og fra resten af verden.

Gud hører Ismaels råb i dag. Gud oprejser også „Ananiastjenester“, der har fået del i Guds åbenbaring for Ismaels slægt. Men ligesom dengang er de desværre ikke i flertal i dag.

Ismaels råb
Råbet efter Gud og efter Vand og Brød(Jesus), får os til at forstå psykologien bag Ismaels råb. Hvorfor råber Ismael i dag? Uden en far har en søn ingen identitet.

Du bliver søn gennem din fars DNA.

En slave har sin identitet i sit arbejde.

I dag er islam opbygget som et mindesmærke / monument omkring Ismaels råb.

Islam betyder: At give sig op i Guds hænder, give sig under Gud, som en tjener. Islam forsøger at opfylde det tomme rum i muslimers hjerter. De håber, at de gennem arbejdet kan blive accepteret af Gud og får lov til at slippe for Guds dom. Og de fleste kirker vender sig bort fra dem, da de frygter forfølgelser og aggressioner.

Men nu er de så småt begyndt at lægge mærke til Far, der giver vand og brød. Gud kalder på muslimer i vor tid. Han hører deres råb og åbner deres øjne. Han viser dem Jesus. Gud ønsker at give dem identitet nu. Ismael bliver genfødt! Og gennem Jesus Kristus er hedningerne(inklusive skandinaver og muslimer) kommet ind i Abrahams velsignelse.

Trælkvinden Hagar er iht. Ny Testamente et billede på Moses og jødernes lov. Loven smed Ismael ud og gjorde ham arveløs. Nåden i Jesus Kristus har ført Ismael tilbage igen og ind i Abrahams velsignelse. I Kristus er Ismael medarving til løfterne.

Dette er Guds time for den muslimske verden. Ismael må blive indhøstet, så hedningefolkene kan komme ind i fuldtallige, så Jesus, Kongen, kan komme igen. Og du og jeg kan være Guds frimodige Ananiaser i vor tid.
Effie Campbell oversatte

8.juli 2026

Gud hørte og så til Ismael  2:3

„Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« “
1.Mos.21,18

I lyset af evangeliet og Jesu hjerte ser vi, at Gud elsker alle mennesker. I Hans øjne er ingen mennesker blevet til ved en „fejl“ og er uægte vragede børn. Dette er en grundlæggende opfattelse, der burde gennemsyre alt, vi er optaget af i „kristelige aktiviteter“, hvadenten det drejer sig om mission, publikationer, politik eller menighedsarbejde.

Dengang Hagar var gravid og gik med Ismael fandt Herrens engel hende i ørkenen og åbenbarede Guds plan med hende og hendes søn. Jeg er overbevist om, at det var Jesus selv, der åbenbarede sig for dem.

Andre steder i Bibelen, når vi hører om englebesøg, så hører vi om engelen Gabriel, Mikal eller bare en engel, skrevet med lille begynderbogstav. Men her står der Herrens Engel(med stort i den norske Bibel), og sådan som jeg ser det, så er det Jesus. Den samme, der åbenbarede sig for Josva som hærskarernes høvding.

„Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur. Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.« Men Herrens engel sagde til hende: »Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling.« Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.« “ 1Mos.16,7-10

Gud gav Ismael navn inden han blev født
Dette er første gang, Gud giver nogen navn, inden de bliver født. Det er kun sket fire gange i hele Bibelen, at nogen har fået navn ved guddommelig åbenbaring. Det er blevet profeteret om andre, men Gud selv har ikke givet dem navn. Disse fire er: 1.Ismael, der betyder Herren hører. (1Mos.16,11) 2. Isak(1.Mos.17,19) 3.Johannes døberen(Luk.1,13) 4. Jesus(Luk.1,31)

Ismael og Abraham
Ismael var 13 år gammel, dengang Gud åbenbarede sig for Abram og ændrede hans navn til Abraham.

Dengang Gud talte om sin pagt med Abraham og Hans løfte om at give Sara en søn, da spørger Abraham Gud om Ismael og hans fremtid.

„Og Abraham sagde til Gud: »Måtte Ismael leve for dit ansigt!« Men Gud sagde: »Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.« “ 1Mos.17,18-21

I 1.Mos.21,9 læser vi, at Ismael mobber og driller Isak. Isak var dengang kun 3 år gammel. Og i 1.Mos.21,10-14 læser vi, at Abraham den følgende dag smider Hagar og Ismael ud. De får kun en smule vand og brød med sig. Ismael var dengang omkring 15 år gammel.

Ismael er ved at omkomme
I 1.Mos.21,15-21 berettes der om den særdeles vanskelige situation, hvor både Hagar og Ismael er ved at omkomme i ørkenen af sult og tørst. „Men Gud hørte drengen ... “ v.21,17 Dette er i tråd med navnet, Gud gav Ismael. Og det er profetisk for Ismael i vores tid. Israel var i ørkenen i 40 år. Ismael har været i en åndelig ørken i snart 4000 år.

Dengang Ismael blev smidt ud af Abrahams hjem, omt. 15 år gammel, var han ikke alene legemligt ved at dø, men også var han knust i hjerte og sjæl af at blive vraget. Efter en tid gik han fra at være søn til at blive træl.

I 15 år levede han med faderens kærlighed. Han voksede op og lærte, hvem Abrahams Gud er. Og næste gang, Ismael ser Abraham, er, da han begraver ham i Hebron sammen med Isak. (1.Mos.25,9) Her blev mulighederne for igen at blive søn begravet. Håbet døde.

Gud viser Hagar en vandkilde
1.Mos.21,19-20 fortæller os videre: „Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte. “

I dag snart 4000 år senere er muslimer i en åndelig ørken og tørster. De er ikke i stand til at se Frelsens kilde, og vi, der er Jesu ambassadører, har ikke gjort meget for at vise dem vejen til det levende vand. Missionens autoriteter på US Center for World Mission anslår, at der er ca. 3000 unåede stammer i den muslimske verden.

Men i dag hørre Gud Ismaels råb og åbner deres øjne så at de er i stand til at se Jesus. Dette er Guds time for Ismaels frelse.

7.juli 2026

Guds tid for Ismael  1:3

„Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« “
Apg.9,4

Bjørnar Heimstad, missionær

Bjørnar Heimstad fra Nordkjosbotn i Troms fylke i Norge er en af Nordens mest berømte missionærer. Hans store kampagner i mange lande, også stærke muslimske lande, har samlet tilhørere i titusindevis at høre om Jesu evangelium. Han har set muslimer i tusinder modtage Jesus som sin Frelser i Pakistan, Sudan, Darfur, Tansania samt i mange øvrige lande. Han bruger Aril Edvardsens brevkursus, „Det nye liv“, når han følger op på de mange nyfrelste mennesker. Det er som et fortsættelseskursus. Her giver Bjørnar Heimstad os et væsentligt budskab, der viser, at et nyt „Jerntæppe“, ørkenens telt, er ved at falde:

Jeg regner med, at du ligesom jeg selv, sjældent eller aldrig har hørt meget godt sagt om Abrahams søn, Ismael. Vi tænker om ham som Abrahams fejltrin sammen med slavinden, Hagar og en udstilling i egen styrke. „Ismael“ bliver ofte anset som et billede af noget, som vi sætter i gang til egen gavn og nytte, uden at Gud har ført os frem til det og som vi så efterfølgende må finde os i at slås mod resten af vore liv. Men Gud har en plan, også for Ismael, og hans planer bliver udført helt til fulde i vore egne dage.

Stamfader til mere end 1,2 mia. mennesker verden over i dag
Islams profet, Muhammed, stammer direkte fra Ismael via hans næste søn, Kedar. Her finder vi altså Bibelens fundament og oprindelsen til de muslimske folkeskarer i dag.

På samme måde kan islams rødder spores tilbage til Ismael. Ismael blev gift med en kvinde fra Ægypten og fik 12 sønner. Disse er stamfædre til 21 nationer på vore dage, bla Ægypten, Irak, Yemen, Syrien, Libanon, Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Saudiarabien, de Forede Emirater og mange andre. Disse muslimske grupper eksisterede langt inden de tog imod Islam og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af Mellemøsten, både politisk, komercielt og i at indtage nye lande.

Ismaels efterkommere er også i centralt placeret i verdensbegivenhederne i dag.

Voldsmanden Saul, der senere blev kaldt Paulus
Efter 11.september 2001 har verdenssamfundet vendt sine øjne mod de fraktioner indenfor islam, der gør brug af revolution og terror.

Den første menighed i Apostlenes Gerninger levede i frygt for datidens terrorist, Saulus fra Tarsus. Også i vore dage lever dele af Jesu menighed i frygt for islam.

En anden lignende og besynderlig begivenhed her er, at der tilsyneladende ikke var nogen i den første menighed, der frivilligt tilbød sig til tjeneste at vidne for Saulus. Derfor blev Jesus selv på overnaturlig vis nødt til at åbenbare sig for ham på vejen til Damaskus.

Det samme sker også i dag. Mens størstedelen af de kristne lever i frygt for muslimer, så åbenbarer Jesus sig selv for dem via syner, drømme, helbredelser og ved selv at vise sig for dem og tale til dem. Der strømmer tusindtallige vidnesbyrd ind fra den muslimske verden om sådanne begivenheder, der fører muslimer til tro og frelse.

Men ligesom på Saulus' dage oprejser Gud også i dag „Ananias-tjenester“, der ser Ismael gennem Guds øjne, også inklusiv minoriteten af muslimer, der gør brug af vold. Det almindelige er, at mange kristne i dag betragter muslimerne på samme måde som mennesker før så Saulus, men Gud ser på dem på samme måde som Han ser på en Paulus i en tid som vores. Fortsætter...

6.juli 2026

En mors bøn

„Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« “
Luk.15,10

For ikke så lang tid siden sagde en ung mand til sin troende og bedende mor: „Ja, jeg ved, at du beder for mig, men jeg ville helst have været foruden det vrøvl. Under alle omstændigheder ønsker jeg ikke at se eller forstå af dit ansigtsudtryk og dine suk, at du beder for mig, for det er mig en sand plage og jeg hader det. Jeg kan heller ikke lide, at du synger og beder, og så slet ikke, at du gør mig til et bønneemne. Alene derfor kan jeg ikke lide at være herhjemme, slet overhovedet ikke.“

Stakkels mor! Hun fik ikke lov til at bede for sin egen søn. Han kaldte det noget vrøvl og anklagede hende, denne kærlige opofrende mor, at hun gjorde hjemmet så ulideligt, at han ikke kunne lide at være der, da hun var et Guds barn og troligt løftede ham frem for nådens trone!

Og dette måtte hun finde sig i at høre fra hans mund, hende, der var rede til at ofre alt, der kunne være til sønnens gavn. Men hans opførsel og frække ord, hvad vidnede de egentlig om? En dårlig samvittighed og et hjerte uden ro, og han blev til stadighed påmindet om dette, da han så sin gudfrygtige mor bede.

Kort efter at han havde sagt disse frække ord kom han sent hjem en aften. Moderen var gået i seng. Det nyttede ikke noget at sidde oppe og vente på ham. Han kom altid så sent hjem. Moderen var faldet i søvn idet han kom hjem, men han havde ikke lyst til at gå i seng.

På bordet foran ham stod der mad, som moderen havde sat frem til ham. Han tog låget af og brast i gråd, men han stille mumlede noget for sig selv: „Åh, mor, velsignede, hvor er du god! Du ved jeg elsker det her, men i aften vil jeg ikke nyde noget af det. Jeg må ind at vække hende.“

Han gik nu derind, tog forsigtigt om hendes arm og spurgte mildt: „Mor, sover du?“

Hun vågnede straks og svarede: „Nej, kære, men maden står på bordet. Gå nu hen forsyn dig.“

„Jeg vil ikke have noget i aften.“

„Hvad siger du, vil du ikke have noget at spise? Er du syg?“ spurgte hun bekymret.

„Nej, men...n...du...må bede for mig, mor, og du må tilgive mig, at jeg har været så ond og styg mod dig! Jeg har været til et møde i aften, og jeg blev så underlig tilmode. Åh, jeg blev så bange og beklemt. Jeg har forsøgt at overgive mig til Frelseren, men du ved, jeg er en så stor synder. Det er ikke nemt at tro på nogen nåde og tilgivelse i min elendige situation.“

„Åh, kære!“ nærmest råbte hun af glæde. „Jesus tager imod syndere, og han tager også imod dig.“

„Ja, Jesus tager imod syndere. Det har jeg hørt i aften, og det samme har jeg hørt tidligere. Og det er altsammen glædeligt, men så kommer mine forfærdelige synder frem foran mig, og så ...“

„Ja, men Jesus tager alligevel mod tig, og hans blod renser fra al synd, om end den er rød som blod og skarlak. Det renser og vasker dig hvid som sne og som den hvideste uld.“

Og moderen fortsatte med at forklare om Jesu kærlighed og hans offerdød for de ugudelige. Hendes hjerte var så fyldt, at hun næppe bemærkede, at sønnen lå sammensunket i gråd, bøn og tak for den vidunderlige sandhed, at Jesus tager imod syndere.

Det blev ikke til megen søvn den nat, men det blev til en helt igennem vidunderlig nat, og nu, hvor sønnen åbnede sit hjerte og fik talt ud om sine forhold, så kunne han forklare, at Herren havde været hos ham hele tiden og alle steder og havde ikke undet ham nogen fred i synden. Og da han var mest bange, da måtte han rase og skrige mod alt dette.

Men hvordan det kunne være, at han gik ind til mødet, ja det kunne han ikke forklare anderledes end, at han blot kom forbi stedet, og så måtte han bare derind. Han kunne ikke gøre andet. Men derinde blev der glæde i hans hjerte og i moderens hjerte og også hos Guds engle i himmelen. Luk.15,10. Effie Campbell oversatte

5.juli 2026

Dengang Reinhard Bonnke fik overdraget faklen

„Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.« Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!« “ 2.Kong.2,9

Reinhard Bonnke er født i Nordtyskland. Han blev frelst som ganske ung og oplevede Helligåndens dåb. Han modtog dengang også sit kald at drage til Afrika.

Det første han gjorde var at tage på bibelskole i England. Dengang han var færdig med bibelskolen 21 år gammel skulle han vende hjem igen til Tyskland. Han rejste rundt om i London, og da toget mod Tyskland ikke kørte før om aftenen havde han tid til at se sit lidt omkring.

Han syntes det kunne være morsomt at få lov til at gøre en rundrejse til de mest kendte steder i London, men det havde han ikke råd til. Alligevel havde nok til at han kunne købe sig en busbillet, der varede en hel dag.

Han trådte derfor ind i en dobbeltdækker og kørte mod nord. Der skiftede han bus og kørte så vestover. Der steg han af bussen og kørte mod syd, og sluttelig gik han ombord på en bus, der kørte østover. Men da var han blevet så træt af at sidde ned på en bænk, så han besluttede at spadsere for en stund.

Som han nu slentrer frem uden at have nogen bestemt plan kommer han til sydsiden af floden Themsen og slutter ved de smukke gader i Clapham. På et gadehjørne bag et højt plankeværk, bemærker han et skilte på en dør, og på skiltet står: George Jeffrey.

Det er, som om der slår en ildflamme ned i ham. Han havde lige sluttet at læse en bog, som denne missionær havde skrevet, og han kunne næsten ikke få sig til at tro, at han tilfældigvis muligvis står i denne mands hjemsted. Kan det være den store missionær, der havde sine rødder i den walisiske vækkelse? Han forkyndte det fulde evangelium overalt i England sammen med sin broder, Stephen og andre familiemedlemmer. Han havde rystet store byer med sine ord, og mennesker i titusindvis havde oplevet store undere. og mennesker i titusind-tal havde oplevet store undere. Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Han måtte være død for mange år siden og desuden var Jeffreys et almindeligt efternavn i England og George var et endnu mere almindeligt fornavn.

Han ville da begive videre, men noget i ham stoppede ham og han vendte tilbage og ringede på dørklokken.

En stor og bred kvinde åbner døren. „Er det hos missionæren, George Jeffreys, som Gud brugte så vældigt, der bor herinde? Spurgte Bonnke.

„Ja,“ svarede kvinden.

„Må jeg have lov at tale med ham?“

„Nej,“ svarede kvinden.

Hun var stor og bred og fyldte hele døråbningen, så det var umuligt for ham at komme forbi hende.

Da lød der pludselig en dyb stemme fra loftet: „Giv ham lov at komme ind!“ Og ned ad loftstrapperne kom nu George Jeffreys. Han var 72 år gammel, men han så ud til at være 90 år gammel.

„Hvad vil du?“ spurgte han.

Bonnke fortalte så, hvem han var, og at han lige var færdig med bibelskolen og havde et kald at drage afsted til Afrika. Han fortalte også, at han havde læst om George Jeffreys og derfor meget gerne ville hilse på ham. Så talte de sammen om Guds arbejde.

Pludselig faldt George Jeffreys ned på sine knæ og trak Reinhard Bonnke ned med sig. Han lagde hænderne på hans hoved og så begav han sig til at velsigne og velsigne og velsigne ham med al himmelens velsignelse. Helligånden fyldte hele rummet. Salvningen flød just som Arons olie. Det var som løbe den nedad hans hoved og ned til „sømmet hans tøjstykke“ så at sige. Bonnke var svimmel da han forlod senere forlod stedet. Fire uger senere var George Jeffreys draget ind i herligheden.

Reinhard Bonnke var kommet til Jeffreys i sidste øjeblik, og han er ganske sikker i, at det var Heren, der havde lagt planer om dette møde. Hvorfor skulle Bonnke ellers ende lige i George Jeffreys gård i en by, hvor mere end 10.mio mennesker bor, da han ikke så meget som tænkte på George Jeffreys? Bonnke så tydeligt Guds hånd i det hele. Det var ikke tilfældigt, at han stod af bussen præcis dér. Jeffreys afleverede og videregav ham fakkelen, så han kunne bringe den videre.

I Bibelen læser vi om Elisa, der iførte sig Elias' kappe, og hvor rig en tjeneste han fik. Og så kan vi spørge: „Bar Reinhard Bonnke fakkelen videre?“

Jo, så sandelig gjorde han det. Han har stiftet og var leder for „Christ for All Nations“. Hvert år ser man to millioner mennesker mase sig frem, for de ønsker at blive frelst dér og der sker mange undere og helbredelser dér.

Han har skrevet bogen „Evanglisering med Ild“, som Hermons Forlag har udgivet. Effie Campbell oversatte

4.juli 2026

Vores land trænger til omvendelse

„Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. “
Neh.9,2

„og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld...“

Max Lucado skriver: „Da Nehemia hørte, at Jerusalem var blevet destrueret bad han: „ … Jeg bekender de synder, som vi israelitter har begået mod dig, og som også jeg og min fars hus har begået. “ Neh.1,6

Den mægtigste mand i landet, kongens mundskænk, siger, at inden de kan påbegynde genopbygningen, så bliver de nødt til at angre, hvilket billede! Menneskeskaren beder nu i mange timer. Menneskene angrede ikke, de kommer ikke med forklaringer, men de bekender og angrer. Kan vi forestille os Lagtingets og Landsstyrets formænd, ledende erhvervsmænd, jurister, ledere i undervisnings og underholdningsbranchen gøre det samme? Ville det være muligt?

Ja, hvis det begynder med os. „og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. “ 2.Krøn.7,14

Nationen forandres, når Guds folk ændres. Vi løfter vor røst, når det drejer sig om alt det, der er galt i vort land, men vi bliver stille, når det drejer sig om alt det, der er galt med os selv. Vi kan sammenlignes med manden, der til et møde bad: „Gud, jeg takker dig, at der her i landet findes mennesker som jeg. Manden på gadehjørnet behøver omsorg. Det har jeg ikke. Skøgen ude på gaden har AIDS, det har jeg ikke. Alkoholikeren på værtshuset har behov for alkohol, det har jeg ikke.“

Ved siden af ham sad der en forkommen mand, der ydmygt hviskede:
„Herre, ligesom min broder, der modtager ydelser fra socialkontoret, er også jeg bundet til din nåde. Ligesom min AIDS-syge søster, er også jeg besmittet af synd og fejl. Ligesom min ven på værtshuset har også jeg brug for noget, der lindrer min smerte, Gud, vær mig synder nådig!“

Efter at Jesus havde båret en lignende historie frem, sagde han: „Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« “ Luk.18,14

Hovmodighed peger mod andre. Ydmyghed peger mod een selv og bekender, at omvendelse er nødvendig, og at den begynder med mig selv.“

- - -

Der findes ting, vi ikke kan bede os fra.

Der findes ting, vi ikke kan græde os fra,

for der findes ting, vi må omvende os fra.

“... et Ord til Dagen” Effie Campbell oversatte

3.juli 2026

Den rige mand og Lazarus

„Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. “
Åb.2,7

„for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen. Når det hedder: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret,“
Hebr.3,14-15

Lukas 16,19-31

Emanuel Minos

Vi læser i Lukas 16 om den rige mand og Lazarus. Begge mænd døde og englene bar Lazarus til himmels mens den rige mand endte i fortabelsen.

Alle fem sanser er uskadte på den anden side. Det første, vi bemærker, det er, at den rige mand ser(v.23). Han ser Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Lad os se sandheden, mens vi endnu er på jorden. Det er nu, vi skal se sandheden. Det er nu, at vi skal se fremtidsudsigterne for vore gerninger. Synet i evigheden gavner os ikke, for da er det for sent i al evighed. Det er hernede, at vi skal spinde dragten til evigheden.

Det næste vi ser, det er, at den rige mand pines(v.24). Han føler. Hvordan han har været i sit jordiske liv, det ved jeg ikke. Måske kold og følelsesløs. Han har utvivlsomt kendt Guds kald, dengang han så den sølle stakkels Lazarus, og dette har mindet ham om, at der findes andet end hus, ejendomme, aktier og penge. Engang kommer den endeløse evighed. I sin dumhed skubbede han disse tanker fra sig og lod ligegyldigheden råde. I Hebræerbrevet bliver vi mindet om, at hvis vi hører Herrens stemme, så må vi ikke forhærde vore hjerter, for i dag er frelsens dag, i dag er Herren at finde. Det er ikke sikkert, at vi får et kald igen. Vores evighedskald, det er at få mange mennesker med os til himmels, så de alle kan få lov til at sætte sig ved bryllupsbordet. Den rige mand havde ikke haft medfølelse, men nu føler han, og nu er det for sent.

Så råber den rige mand på Abraham(v.24). Han kan altså tale og bruge sproget. Alle fem sanser er uskadte. Der er kun to udgange ud af dette liv, den ene går til den evige glæde i himmelen og den anden til evig fortabelse. Hvis blot dette kunne gribe os, så skiftede vi straks kurs og ændrede livsstil for at blive sjælevindere.

Abraham sagde til den rige mand: „ … Barn, husk på, at du fik dit gode ...(v.25). Den rige mand kunne høre. Dengang han levede på jorden ved jeg ikke, hvad han lyttede til. Der findes mennesker, der kun lytter til priser, obligationer, success og ære. Ordet siger: „ … Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne ...“ Åb.2,7 Lyt ikke til kritikkerne, sladder, bagtalelse, tidens strømninger og Gallup. Hør hvad ånden taler til samvittigheden. Det er for sent at have samvittighedsnag på den anden side. Det er nu, vi skal lytte til samvittigheden.

Da råber den rige mand til Abraham og beder ham sende Lazarus til sine fem brødre. Jeg ved ikke, hvor meget han holdt af sine brødre mens han levede. Jeg kender mennesker, brødre og søstre, der er blevet uvenner et langt liv. De taler ikke med hinanden på grund af en arv. Vi har kun nogle ganske få år på denne klode. Det er nu, vi skal have omsorg for vor familie. Det er nu, vi skal føle nød for vor slægt og folde vore hænder og bede for dem. Jeg kender et sted, hvor man har bønnemøder 24 timer i døgnet. Det er i fortabelsen. Der duer det ikke at bede. Der er det for sent. Det er nu, at bønnemødet skal være. Gå til bønnemøde og bed for de ufrelste i din slægt. Vi må bede om, at vantroens mure skal falde, og at mennesker ikke kun kan se sig i aktier, priser, ære og success, men i evighedens lys.

„Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. “ Matt. 7,21
Effie Campbell oversatte

2.juli 2026

Ikke lignelse men virkelighed

„Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. “
Luk.16,22-23

Emanuel Minos
I Lukas 16 læser vi om den rige mand og Lazarus, der lå ved den rige mands port, fuld af sår. Lazarus døde og blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og slog øjnene op i dødsriget.

Over denne fortælling står overskriften „Lignelsen om den rige mand og Lazarus“. Overskriften har teologer formuleret, dengang de inddelte Skrifteni kapitler og vers. Jeg tror ikke, at det her er en lignelse. Jeg tror, at dette her er en virkelig begivenhed, og jeg skal fortælle jer hvorfor.

Hvis du undersøger samtlige af Jesu lignelser, så siger han altid: „Der var en mand, en husholderske, en kvinde, en konge, der tilberedte brylluppet hos sin søn osv. Men her gør Jesus noget, han aldrig plejer at gøre i sine lignelser. Han nævner navnet af en person.

Farisæere stod der i menneskeskaren og lyttede til Jesus. (Luk.16,14) De var altid meget kritiske og dømmende og prøvede at lede Jesus i fælder. Saddukæerne har nok også været der. De troede ikke på opstandelsen, engle og ånder.(Apg.23,8)

Hvis det her havde været en opdigtet historie, så havde de været hurtige at sætte Jesus skak og mat. Men nu er der ganske stille, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at samtlige tilhørere her kendte den rige mand og havde set den sølle stakkel Lazarus ude foran hans gårdsplads. Jeg tror det her er en beretning fra det virkelige liv. Lukas er altid så præcis i sine iagttagelser, og her kommer der ingen protester fra kritikerne.

Det der er så alvorligt ved denne beretning er, at Jesus siger, at vi vågner op i evigheden og er på alle måder ved fuld bevidsthed. Vi svæver ikke væk, vi drømmer os ikke væk. Alle vore fem sanser er uskadte.
Effie Campbell oversatte

1.juli 2026

Evigheden er indeni os

„Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. “
Præd.3,11

Emanuel Minos
„Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde“ Så længe mennesker har levet på denne jord har man troet på liv på den anden side død og grav. Jeg har læst meget og gransket, hvad vantroende videnskabsmænd siger om dette, og det viser sig, at i de fem verdensdele, hvor der bor mennesker, der har mennesker fra ældgammel tid troet på liv på den anden side af død og grav.

Vi vil nu tage verdensdelen een for een. Først Europa. I 1904 blev det norske Osebergskib udgravet, og i 1933 tog min far mig med – dengang kun lille dreng – for at se på det 22 m lange skib. Man fandt to kvindelige skeletter ombord på skibet. Den ene af disse var allerhelst dronning mens den anden nok har været hendes hushjælp. Der var blevet proppet alle tænkelige ting ned i skibet, bl.a en festvogn, bageredskaber mm. Da min far så spurgte Brögger, hvorfor nordboere gjorde dette, svarede han: „Vikingerne troede på et liv efter døden. Vikingerne troede på evigt liv efter død og grav.“

Så går vi videre til Asien. Jeg var engang i Japan på en spændende rejse. Der er mange budhister der. De tror, at mennesker bliver genfødt, altså født igen og igen. Nåe de død er det ikke slut, for der er nyt liv på den anden side.

Så videre til Australien. Urbefolkningen der befandt sig på et lavt udviklingsstade. Man kunne bl.a kun tælle til seks. Men der havde man klare holdninger til det evige liv. „Engang var der forbindelse mellem himmel og jord,“ sagde de, „men denne forindelse blev afbrudt.“ Det man fortalte om mindede meget om Bibelens skabelsesberetning. Videnskabsmændene stod og måbede, da de fandt ud af dette. Man kendte altså til det tabte paradis og livet på den anden side død og grav.

Så går vi til Amerika. Indianerne, både i Maya- og i Inkariget havde et klart billede om en frelser. Han skulle komme over det store hav og have en anden hudfarve. Vi kan sige, at de havde et tydeligt messiasbillede og visheden om liv på den anden side af død og grav.

Sluttelig kommer vi til Afrika, til Ægypten. Urfolket der var på et højt udviklingsstade. For godt 3300 år siden døde den 18 år gamle kong Tutankahmon. Hans grav er blevet opdaget i vor tid. Han havde en dødsmaske på, som er en form, der bliver støbt efter ansigtet på et lig. Den var af rent guld. På den stod der: „Gårdagen er gået, og morgendagen har jeg set.“ De gamle ægyptere troede på evigt liv på den anden side død og grav.

Jeg spørger evolutionisterne, dem der tror, at alting er opstået tilfældigt af sig selv. Jeg spørger ateisterne, der hverken tror på Gud eller nogen himmel. Jeg spørger de liberale teologer, der har skåret reduceret og skåret bort af vor Bibel mange gange: „Hvor har disse mennesker fra alle verdenshjørner fået det fra, at der findes liv på den anden side død og grav? Der er hav, der står imellem, der er flere århundreder, der adskiller dem, der er vidt forskellig kultur, der skiller dem. Nogle er på høje udviklingstrin og bygger pyramider mens andre dårligt nok kan finde frem til at regne. Men de har allesammen en klar vished om, at der findes liv på den anden side døden. Hvor har de fået det fra?“

Jeg har kun et svar, og det er svaret, som den klogeste mand, der nogensinde har levet på denne klode – og han havde en gudommelig visdom – skriver i Prædikeren: „...Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan ...“ Præd.3,11 Bibelen på hverdagsdansk. Hvis vi skulle forsøge at udtale dette i vore computer-tider, så havde vi sagt: „Mennesket er kodet til at leve evigt.“

Bør vi ikke forberede mennesker til dette? Når mennesker sætter sig i bilen, spænder de deres sikkerhedsbælte. Når mennesker går ombord på en åben båd, så ifører de sig redningsvest. Skulle vi så ikke også sikre os evigheden og invitere Jesus indenfor i vore hjerter som vor Herre og Frelser? „ … Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.“ Rom.9.33

Kære menneske, forsikr dig selv, ifør dig den himmelske redningsvest. „Giv mig dit hjerte, min søn, lad dine øjne finde behag i mine veje.“ Ordspr.23,26
Effie Campbell oversatte