9.oktober 2026
Markerne er hvide til høst
„Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. “
Joh.4,35
Anne Christiansen
Abrahams grav fik brødrene Isak og Ismael til at forsones.
Sammen begravede de deres far.
Der findes en anden grav, der får alle dem, der har nedbrudt al slags fjendskab og forskelsbehandling, til at finde ind på forsoningens vej.
Den grav er tom og gennem Jesu Kristi lidelse, død på korset og opstandelse er der ikke længere tale om jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, for vi er allesammen eet i Kristus Jesus.(Gal.3,28).
Evangeliet er verdens vigtigste og bedste budskab til verdens 8.mia. Indbyggere. Jesus korrigerede sine disciple, fordi de mente, at høsten var noget, der ville komme engang i fremtiden: Høsten til Guds rige er moden, og høsten er lige nu. Dette omfatter både Mellemøsten og mit og dit nabolag.
Jesu henstilling var: „Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. “
Joh.4,35 Effie Campbell oversatte
8.oktober 2026
En student i København
„Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“
1.Kor.15,55
„Jeg har engang mødt N. P. Madsen,“ sagde den norske sognepræst, Joh. M. Wisløff. „Madsen var dengang på en kort tur i Oslo. Jeg havde på det tidspunkt lige læst hans vækkelseshistorie og jeg spurgte ham, om den virkelig foregik på den måde.“
Han svarede: „Ja, må den tjene Herren til ære.“
Jeg gengiver den her:
Nils Petter Madsen kom fra et troende hjem. Helt fra børneårene var han blevet båret på bønnens armel. Men som ung student kastede han sig med sit eksplosive temperament ind i det glade studenterliv. Livets alvor var endnu ikke gået op for den unge student, som læste medicin. Det var også sjældent, at han opsøgte de steder, hvor Guds ord blev forkyndt.
Men en søndag kom han til at gå forbi et udemøde udenfor København. En ung præst blev dengang meget talt om, en præst der gik for at være meget veltalende og at have magt over sine tilhørere. Det var den kendte indremissionspræst Wilhelm Beck. Det skulle være interessant at høre ham.
Det var en smuk sommerdag. En stor skare var kommet til mødet. Studenterne havde sat sig under nogle bøgetræer øverst oppe på højdedraget. Beck talte. På grund af sin militæriske fremtoning kaldte man ham „Den franske oberst“. Studenterne måtte indrømme, at han greb dem, fordi han anvendte almindelige ord, som alle kunne forstå og var meget veltalende. Men da han sluttede sin tale om „den dyrebare perle“, vendte han sig direkte til studenterne, der sad der så iøjnefaldende for hele skaren med deres studenterhuer på hovederne. Han spurgte: „Men I studenter deroppe – har I fundet den dyrebare perle?“
Det blev for meget. Skaren drejede deres hoveder for at iagttage dem. Det her skulle aldrig få lov at ske igen. De lovede sig selv og hinanden, at det her var sidste gang, de lyttede til ham.
Så gik der en tid. En aften gik Nils Petter forbi en af Københavns mange kirker. Dette var på et sted, hvor han kun sjældent viste sig, men denne gang ænsede han ikke noget, før han sammen med menneskeskaren var trådt indenfor i kirken. Det var den indtagende musik, der drog ham. Han ville blot høre orgeltonerne og så smutte upåagtet ud igen. Men da orglet tav og sangen havde nået sin slutning kiggede han op mod prædikenstolen, og sandelig – der stod „Den Franske Oberst“.
Nej, her måtte han komme ud fra. Men hvordan kunne han smutte? Han stod oppe halvvejs oppe i midtergangen i en propfyldt kirke. Hvadenten han ville det eller ej, så måtte han pænt blive stående og høre Becks prædiken, som var både lang og kraftfuld.
Talen havde grebet ham. Men dette skulle være sidste gang. Det lovede han sig selv.
Til julen rejste han hjem igen. Moren var som altid så vidunderlig god. Han forstod godt, hvad hun ønskede. Det var hans sjæl. Men hun sagde ikke så meget, før de stod og sagde hinanden farvel, hvor han blev nødt til at rejse tilbage igen til universitetet. Da kiggede hun direkte ind i Nils Petters øjne.
„Jeg kan ikke følge dig ind i byen,“ sagde hun, „men det skal du vide, min kære, at hvor end du befinder dig, så er du omringet.“
Dette havde en stærk indflydelse på ham, og han havde svært ved at lægge sin mors ord bag sig. Dansen og vennernes muntre liv smagte ikke så godt længere. Men efter nogen tid havde han alligevel rystet ordene af sig og han var atter den gamle glade knag i venneflokken.
Så skete der noget en dag. Igen vandrede han langs en kirke. Og igen genlød orgeltonerne ud til ham. Der var noget besnærende med dem og han blev draget indenfor. Denne gang var kirken ikke så overfyldt som sidste gang. Han satte sig på en af de bagerste bænke. Musik og sang sluttede. Og sandelig, om ikke „den franske oberst“ tonede frem på prædikenstolen endnu engang. Hvad var det her for noget? Skulle den der mand få lov til at forfølge sig? Nils Petter rejste sig og skulle lige til at skynde sig ud. Så læste præsten med høj stemme: „bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.“ Salme 139,5
Han stod som sæmmet til gulvet. Det var jo mors farvel-sætning. Så måtte da virkelig være sandt. Han var omgivet af sin mors og Jesu kærlighed. Han magtede ikke at forlade kirken. Han satte sig ned og lyttede og lyttede. Den alvorlige vækkelsesprædiken rørte ham helt ind i hjertet. Han måtte tage en beslutning. Han gik direkte hjem til sit lille studenterværelse, bøjede knæene og gav sin sjæl i Guds hånd. „Du kender mig Gud,“ sagde han. „Du ved, at jeg ikke elsker dig, men vil du alligevel have mig, så tag mig. Jeg vil være din.“
Og han fortæller videre, hvordan en umådelig stor glæde fyldte hans sjæl. Han begav sig til at synge den gamle salme, som han havde lært derhjemme:
Min Immanuel, min Gud,
rige himmelglæde
fik del i min arme sjæl
denne dyrebare dag,
da dit blod på korset randt,
og du mig evigt liv vandt!
„Hvis nogen havde set mig dengang, så ville de have troet, at jeg var blev sindsyg,“ fortalte han senere. Han hoppede og dansede af glæde. Fælden sprang og sjælen var fri. Glæden blev også stor derhjemme. Bønnerne, som mor havde bedt i mange år blev nu bønhørt. Efter en rum tid opgav Nils Petter sin medicin-studie. Gud kaldte ham til præstegerningen, og han blev en præst af Guds nåde.
- - -
Senere læste jeg i danske aviser, at sognepræst, Nils Petter Madsen var død, og en dansk ven bar denne hilsen videre til hans venner: „Sig til alle de hellige, at jeg elsker dem højt.“
Tre dage inden han udåndede havde han skrevet til en ven: „Min kære ven! Nu er det sket. Lægen kunne ikke fortælle mig dagen, men hjertet kan svigte nu hvornår det skulle være. Åh, min kære ven, der er lutter fryd i min sjæl. Fortæl det til hele verden, at Jesu frelse er en hel frelse, både fra synd og fra død og fra djævelens magt. Tusind gange halleluja!“
Åh, hvilken død! Åh, hvilken sejr! Sandelig, Nils Petter Madsen foretog et godt valg! Har du også gjort det? ”Kirkeklokken” Effie Campbell oversatte
7.oktober 2026
Sky af vidner
„Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os,“ Hebr.12,1
og
„For de har alle lagt i af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt det, hun havde at leve af.« “ Luk.21,4
Siri Iversen
„Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender ...“
Vi bærer allesammen på noget, der tynger. Alle kommer til at strides med træthed og modløshed. Nogle drømmer om et liv, hvor alting bare fungerer: fejlfrit samarbejde, enestående job, godt helbred, rigtig uddannelse og en flot krop. Alt er bare fantastisk. Det er blot det, at det fuldkomne og fejlfrie liv ikke eksisterer.
Når modgang og tvivl opstår, får vi det råd at se op til Jesus, for Han havde ikke noget nemt liv. Han kendte til smerte og blev uretfærdigt behandlet.
I henhold til brevet til Hebræerne skyen af vidner alle de mennesker, der har gået forud for os og er døde i troen på Jesus, og hvis liv endnu taler tro ind i mit liv efter dets død. Og dem er der mange af, men her vil jeg kun nævne en enkelt kvinde, der gav Gud alle sine sammensparede penge.
Jeg ved ikke, hvad hendes navn var. Hun var gammel og boede oppe i et lille loftsrum i Oslo i 1930'erne. Hun bad meget, og en dag blev hun mindet om at give alle sine sammensparede penge til Betlehem Misjonsmenighed. Hun havde ingen efterløn. Det var alt det, hun havde at leve af.
Præsten havde bedt Gud om penge, så man kunne ansætte en missionær, og så havde præsten fastsat en frist. Han sad på kontoret og havde allermest lyst til at kaste alt fra sig, fordi pengegaverne udeblev. Så kom der en lille dreng løbende. Han var sendt afsted på ærinde for denne kvinde. Drengen overrakte nu en konvolut til præsten med præcis den sum penge, præsten havde bedt om.
Missionæren var Frank Mangs. Han kom til Oslo og blev redskabet til en udbredt vækkelse, som Oslo næppe nogensinde har set magen til, hverken før eller efter dette. Mennesker blev frelst i massevis. Men vækkelsen begyndte med kvinden, som ingen kender navnet på, en kvinde, der gav alt, hun havde. Effie Campbell oversatte
6.oktober 2026
Kan Gud gøre mirakler i dag?
„Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det. “
Joh.14,14
Ludvig Nommesen boede i Danmark. Han var en vild og ustyrlig dreng, der skabte mange problemer både hjemme og i skolen. Men så en dag i 1836 skete der en ulykke. Den 12 år gamle Ludvig blev påkørt og det så ud til, at han resten af sit liv skulle blive en krøbling.
Mens Ludvig lå hjælpeløs i sin seng begyndte han at læse i Bibelen. En dag læste han noget, Jesus havde sagt: „Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det. “ Joh.14,14.
„Mor, er det sandt? Kan Jesus gøre mig rask, hvis jeg beder ham om det?“
Ludvigs mor var troende og læste ofte i sin Bibel. Men hun troede, at det kun var dengang, Jesus levede her på jorden, at han kunne gøre mennesker raske.
Ludvig kunne imidlertid ikke glemme det, han havde læst, og han begav sig derfor til at bede: „Gud, hvis du vil gøre mig rask, så vil jeg drage ud til hedningerne og fortælle dem om Jesus.“ Og underet skete – Ludvig blev rask! Og han glemte ikke det, han havde lovet Gud.
Dengang Ludvig var 27 år gammel, rejste han til Sumatra, der er en af Indonesiens største øer. Der befandt sig allerede flere missionærer der, men disse boede og arbejdede allesammen ved stranden.
Ludvig ville imidlertid ind i landet for at opsøge Batak-folket. Det var de allerværste hedninger på øen. De var kannibaler. De solgte småbørn og bekrigede hinanden, spiste mennesker og hængte kranierne op til pynt. Missionærerne advarede Ludvig, og den lokale politiske øvrighed sagde, at han ikke måtte driste sig dertil. Men i 1864 fik han tilladelse, og han drog alene afsted ind til Batak-folket.
Det blev en vanskelig tid for Ludvig. Han måtte sove på gulvet i en hytte, hvor der gik mennesker ud og ind uden ophør. Men han ville ikke opgive. Han var flere gange i overhængende fare for at blive slået ihjel. En troldmand blandede gift i hans mad og engang skulle de ofre ham til afguderne. Men Gud passede på og bevarede Ludvig, og de indfødte forstod hurtigt, at den Gud, han tilbad, var stærkere end djævelen. Da nu troldmanden indså, at Ludvig ikke blev påvirket eller fik nogen mén af giften, blev han frelst.
De allerførste, der nærmede sig ham for at høre om Jesus, det var børnene. Ludvig fortalte dem om Jesus, Guds søn, og snart havde børnene lært sig mange kristne sange og mange af Bibelens fortællinger. Efterhånden kom også syge mennesker til ham og de forfulgte og dem, der havde det elendigt for at høre om en kærlighedsfuld og mægtig Gud. Mange modtog Jesus og lod sig døbe, blandt andre høvdingen. Da Batak-folket ønskede at høre mere om Guds søn, skrev Ludvig hjem til Danmark og anmodede om flere missionærer og lærere til dette område.
I 1876 var der 2.000, der havde modtaget evangeliet, og 20 år senere var der 7.000 kristne. Folket blev forandret. Der blev fred, og om søndagen tog folket i kirke for at høre Guds ord.
Batak-folket blev umådelig glade for Ludvig Nommesen og kaldte ham deres fader. Da Ludvig som 85 årig døde i 1918 var der mennesker i tusindtal, der grædende fulgte båren til kirkegården. Effie Campbell oversatte
Essay om Ludvig Nommesen blandt kannibaler i Sumatra
5.oktober 2026
Alt for intet
„For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“
Rom.6,23
A. B. Simpson
Der blev engang sendt bud efter mig at komme og besøge en ung pige, som jeg havde kendt i lang tid og som nu lå for døden af tuberkulose. Hendes familie og venner havde stivnakket og egensindigt nægtet andre at tale med hende, da de var bange for, at hun så ville blive rædselslagen og dø før tiden. Men da de nu indså, at sygdommen blev stadi værre blev de selv bange og sendte bud efter mig.
Ofte er det bare nogen småting, der kræves for at sætte velsignelsen i gang. Gud lagde mig på hjertet at bruge en lille ting til at vække hendes interesse uden at gøre hende bange og for at finde et samtaleemne med hende. En af mine sønner var hendes ven, så jeg havde medbragt en appelsin som en lille gave fra ham. Det var tydeligt, hvor glad hun blev, og hun sagde tak.
Så talte vi lidt sammen. Det lykkedes mig at hjælpe hende af med frygten og så kom jeg nu nærmere med det reelle samtaleemne uden at ryste hende. Jeg nævnte, at det havde været en stor trøst for hende under sygdommen at kende Jesu nærhed og kærlighed og vide, at hun havde vished for, at hun havde børnekår hos Gud. Hun sagde ligefrem til mig, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle kunne blive troende og få frelsesvished. Det var så vanskeligt og fremmed for hende.
Så fortalte jeg hende så enkelt, som jeg kunne, at Jesus Kristus kom til vor verden for at frelse os, og at Han har gjort alt, der er nødvendigt, for at vi kunne blive frelst. Alt, vi skal gøre, det er at modtage frelsen, som Han har tilvejebragt os, og så skal vi takke Ham for det. Han har svaret på syndens spørgsmål, og Han har købt en bolig til os i Himlen, og Han tilbyder os denne bolig for intet, ganske gratis.
Men her lå hendes problem: Hvordan skulle hun kunne modtage gaven? Jeg vendte mig hurtigt mod hende og spurgte: „Annie, hvad har du gjort med min appelsin?“ Hun kiggede på mig og sagde: „Jeg troede, jeg fik den og ejede den.“
„Hvordan skulle den kunne være din? Du har ikke købt den eller dyrket den. Hvordan kan du da pludselig eje den?“
„Jamen, jeg forstod det sådan, at John havde sendt mig den som en gave, derfor modtog jeg den og sagde tak for den.“
„Du modtog den og takkede for den, og derfor ejer du den nu. Jeg har ingen ret til at tage den tilbage, selvom jeg gerne ville. Men hør nu her, jeg har en gave med fra Jesus Kristus, der er meget mere værdifuld end en appelsin. Han har givet mig den og sagt, at jeg skulle give dig den. Nu kan du blot modtage den sådan som du modtog appelsinen og takke ham og så sige, som du sagde om appelsinen: „Jeg ejer den.“
Glæden bredte sig nu om hendes ansigt. „Er det alt?“ spurgte hun. Og jeg sagde: „Ja, lad os nu modtage den og takk Ham for det.“ Hun græd stille under bønnen, så kiggede hun op med et smil og sagde: „Den er min.“
Da hun nogle uger senere gik bort strålede hendes ansigt, og med skælvende læber hviskede hun: „Jesus er min.“
Dig, der læser dette – gaven kan også blive din. Du får den gratis. For „ ... syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre“ Rom.6,23
„Kirkeklokken“ Effie Campbell oversatte
4.oktober 2026
Soluret
„Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! “
Joh.14,27
En mand i Californien har et solur, der er noget af det kæreste, han har. Han fortæller om årsagen til dette: „Der var en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at se den lyse side af tilværelsen. Jeg havde vænnet mig til at have en negativ vinkel til tingene – en vane, mange mennesker har uden selv at være klar over det. Det er ikke min hensigt at antyde, at vi kun skal være blindt optimistiske, men mennesker med et alvorligt sind kan nemt få den vane at søge efter de mørke skyer.
En dag, hvor jeg stod og kiggede på soluret i haven hos en af mine venner, kom den tanke til mig, at ET SOLUR KUN TÆLLER DE LYSE TIMER.
„Mens jeg tænkte på dette,“ sagde han, „ … forekom det mig, at soluret repræsenterede det sindelag, som jeg forsøgte at opnå. Jeg købte soluret og placerede det med vilje nær hoveddøren, så jeg ikke kan undgå at lægge mærke til det, når jeg om morgenen tager afsted hjemmefra. Jeg udviklede hurtigt den vane at tænke på det, soluret forestillede. Det har lært mig at opsøge de lyse sider af livet og at se bort fra de skyer, der kaster mørke skygger hen over os. Soluret har forandret mit liv ikke så lidt.“ Effie Campbell oversatte
3.oktober 2026
Livet bliver bygget på relationer, ikke ting
„Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« “
Luk.12,15
Der er få mennesker, der har oplevet prøvelser og trængsler som Alekandr Solzhenitsyn. Han led og gennemlevede ufattelig modgang i flere årtier som en politisk fange i sibiriske fængsler, der blev kendt under navnet, Gulag – men gennem troen på Gud overlevede han og satte sit præg på verdenshistorien.
Vi kan ikke bare lære af ham, fordi han var en overlever, men også, fordi han havde været i en situation, som de færreste af os nogensinde har været i nærheden af – en tilværelse, hvor der varnød og mangel på alle ting. Han levede ikke blot, hvor der ingen luksus-ting var, han levede også uden helt almindelige basale nødendige varer.
Læg mærke til det, han skriver i „The Prison Chronicle“: „Du må ikke frygte ulykker, og ikke længes efter lykke, for når alt kommer til alt, så er alting det samme: Det bitre varer ikke evigt, og det søde fylder aldrig koppen, så den flyder over. Det er nok, stivner i kulden, og hvis sult og tørst ikke piner dig voldsomt. Hvis ikke din ryg er brækket, hvis dine fødder kan gå, hvis du får bøjet begge dine arme, hvis du er i stand til at se med begge øjne og hører med begge ører, hvem skulle du da være misundelig på? Og hvorfor? Vores misundelse af andre er det, der allermest æder os op indefra. Gnid dine øjne og rens dit hjerte – og sæt mere end noget andet pris på dem, der elsker dig og som ønsker dig alt godt.“
Dette er en mand, der har set, hvad der i sandhed har værdi her i livet – ikke ting og ejendele, men relation med Gud og dine nærmeste. Husk, Jesus sagde: „ … et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«“ Luk. 12,15
”… et Ord til Dagen” Effie Campbell oversatte
2.oktober 2026
Mødte Jesus i Jerusalem
I 1978 hørte Aril Edvardsen Gud tale til sig. Gud bad ham forberede en TV-udsendelse til hele verden. Samme år er der en kvinde i Nordafrika, der hører Gud sige til sig, at en dag vil evangeliet om Jesus komme ind i alle arabiske hjem. På det tidspunkt ligger hun indespærret på et sindsygehus, fordi hun har vidnet åbent om sin tro.
„Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“
Åb.3,16
Historien tager sin begyndelse, da Safira fra Marokko vil have sin livsdrøm til at gå i opfyldelse. Hun tager afsted på pilgrimsrejse eller Hadj, som det også kaldes, til Mekka. Alle muslimer, der har råd til det og godt helbred må gøre denne pilgrimsrejse til Mekka mindst een gang i deres liv.
For at gøre rejsen fuldendt beslutter Safira at tage til Jerusalem for at bede i den store Al-Aqsa moské. Da hun kommer til Jerusalem er der pilgrimme der i tusindvis. De står i en lang kø og venter på at komme ind i den berømte moské. Hun kommer selv aldrig længere end til porten. Men hun sætter sig ned sammen med flere andre for at bede derude på gaden foran indgangen.
Manden i hvid kjortel
Safira fortæller, at mens hun sådan sidder der og beder, da ser hun en mand i hvid kjortel nærme sig. Han begiver sig til at tale til hende, og hun svarer. Han fortæller om forskelligt i hendes liv og om det, der nu sker, hvor de befinder sig, og så siger han til hende: „Du tilhører mig. Jeg er vejen, sandheden og livet. Følg mig.“ Hun forstår ikke, hvad denne hvidklædte mand mener, og da han så begiver sig til fods i retning af Jerusalems trange gyder rejser Safira sig og løber efter ham. Det lykkes for hende at følge ham gennem menneskemassen en lille strækning, men så er han væk lige pludselig. Hun løber tilbage igen og spørger de øvrige, der sad ved siden af hende der, hvorvidt de har set den hvidklædte mand, men de svarer blot, at hun må have fået et hedeslag og så mistet bevidstheden. Men Safira er overbevist om, at hun mødte Isa – Jesus, og at han fortalte hende, hvad der er den sande vej. Dette møde forandrer hele hendes liv.
Arresteret
Da Safira kommer til Nordafrika er hun ikke i stand til at tie stille om det, hun har oplevet. Hun begiver sig til at fortælle alle steder, hun kommer til om sit møde med Isa, og hvad han sagde til hende. Hun fortæller det til fremmede i bussen, på markedspladsen, hvor hun køber frugt og grøntsager, og også i butikkerne. Hun skaber stor opstandelse med sine påstande og aviserne begynder at skrive om denne sindsyge kvinde, der er kommet fra Jerusalem. Politiet arresterer hende og de truer hende og siger, at hvis ikke hun tier, så vil de låse hende inde på et mentalsygehus. Men Safira er slet ikke i stand til at tie om Jesus, og så er hun hurtigt arresteret igen. Denne gang bliver hun sendt til en lukket afdeling på sindsygehuset.
Trøst
Efter flere måneder kommer handes piger grædende til politimesteren og lover ham, at de nok skal passe på moren, hvis blot de får lov til at tage hende med sig hjem. Politimesteren giver tilladelse til det, hvis de vil tage ansvar for at få moren til at tie om det, hun har oplevet. Da så døtrene kommer for at hente Safire fortæller hun om en utrolig historie. Hun siger, at de måneder, hvor hun var låst inde på den lukkede afdeling, da fik hun søvnpulver i sin te, så hun sov størstedelen af tiden. Men mens hun sov havde hun drømme og syner, hvor Jesus kom til hende og trøstede hende. Et af det, hun sagde, var, at Jesus sagde til hende, at en dag ville han komme direkte ind i alle arabiske hjem gennem TV-skærmen, uden at nogen magter eller myndigheder var i stand til at forhindre det, som de nu forsøgte at stoppe hende. Det var for stort og vidunderligt for hende at forstå, men hun gemte det i sit hjerte.
Det skete i 1978, da Aril Edvardsen hørte Gud tale til sig for anden gang. Mens Aril ligger og beder på sin hotelværelse i Nairobi, taler Gud til ham og siger: „Rejs hjem til Norge og grundlæg en transmissionscentra, for nu vil radio- og TV monopolrettighederne falde i dit eget land og over hele jorden.
Besøg på kontoret
Dengang Sarons Dal begyndte sine TV-udsendelser via satelit til hele den arabiske verden i 1996, begyndte Safiras famile efterhånden også at følge udsendelserne hjemme i deres egen stue. Udsendelserne førte til, at hendes ene datter i tro modtog Jesus i sit hjerte og både hende og moderen har fuldført brevkurset, „Det Nye Liv“ på arabisk fra Sarons Dal. Engang, hvor datteren var på rejse i Sverige besøgte hun et af vore kontorer i Stockholm. Dette kontor hjælper mennesker videre. Der fortalte hun historien om sin mor, og hvad hun havde oplevet. Med sig havde hun også flere afrevne avissider, hvor der stod skrevet om hendes „sindsyge“ mor og det kaos, hun skapte over hele landet, efter at hun vendte hjem fra Jerusalem og fortalte, at hun havde mødt Jesus Kristus, og at han er den eneste vej til Himmelen.
„Aril Edvardsen hørte denne fortælling inden han døde, og jeg ved, at den påvirkede ham meget,“ Siger pastoren på kontoret i Stockholm, Merzek.
Effie Campbell oversatte
1.oktober 2026
Send bud til ham!
„Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind “
Salme 37,5
En kvinde vidnede på Bedehuskanalen om betydningen af bøn.
„Jeg vil fortælle om det første bønnesvar, jeg husker. Jeg var muligvis 9-10 år gammel. Min far og min ældste bror var på havet. Vi boede oppe i det norlige Norge.
En dag udbrød der en voldsom orkan. Mor blev bange. Hun samlede alle sine tre børn i køkkenet.
Så sagde mor: „Nu skal vi synge: „Send bud til ham, hvis navn er Jesus Krist“, og mens vi endnu stod der på køkkengulvet, sang vi denne salme.
Hvert enkelt vers begynder med strofen, „Send bud til ham“. Hvornår? Jo, når vi har brug for frelse, når alting forekommer mørkt, når tvivlen nager og sorgen tynger, når troen er svag, og når vi skal ud på vor sidste rejse.
Der faldt en sådan ro ned over os derinde i køkkenet og min far og min bror vendte tilbage i god behold.
Så skal vi igen sende den Herre Jesus Kristus bud og takke ham for al hans nåde og hjælp!“
Hvis jeg dør i dag, Fader, så er jeg hos dig! Hvis jeg ikke dør, så er du hos mig! Ja, præcis! For du har jo lovet: „Jeg er med jer alle dage!“ Og det betyder både de gode og dem, der er temmelig hårde.
Hør: Send bud til ham
Send bud til ham, hvis navn er Jesus krist
Vers 1
Send bud til ham, hvis navn er Jesus Krist
som frelse kan og læge sjælens brist,
han, som af Gud blev sendt til jorden ned,
send bud til ham, o, sjæl, og du får fred.
Vers 2
Send bud til ham, når hjælp du trænger til,
i mørke stund han lyse for dig vil.
Når ingen udvej du kan øjne mer,
send bud til ham, som også da er nær.
Vers 3
Send bud til ham, når tvivlende du er,
en stund med ham, da tvivler du ej mer.
når ned i tåredalen du må gå,
send bud til ham, og hjælpen vil du få.
Vers 4
Send bud til ham, når sorgen trykker dig,
alt håbløst er, du ser ej nogen vej,
når tro på alle ting du mistet har,
send bud til ham og vent, til du får svar
Vers 5
Send bud til ham i glædens skønne tid,
når alt er med, og lykken smiler blid.
Når dagen hælder, og det går mod kvæld,
send bud til ham, som alle ting gør vel