25.august 2026


Hebron


„til Abraham som ejendom i nærvær af alle de hittitter, der sad i byporten. Derpå begravede Abraham sin kone Sara i hulen på Makpelas mark øst for Mamre, det samme som Hebron, i Kana'an. Marken med hulen, der er på den, overgik som gravplads til Abraham fra hittitterne. “

1.Mos.23,19-20

 


Hebron er Abrahams by. I Hebron bor der i dag blot nogle få hundreder jøder blandt 100.000 arabere. Det var her, at Abraham købte Makpelas hule som begravelsesplads til sin hustru Sara. Det var her, at den første dommer Otniel boede og også ligger begravet. Det var også her, at Kaleb fik sin arv og det var også her, at kong David regerede de første 7 år af sin regeringstid.

 


Makpelas hule har siden Abraham købte den været et helligt bønnested for jøder. Derfor har det aldrig været til salg. Abraham var den seneste, der betalte penge for det. Han gav 400 sekel i sølv. Skødet og ejendomsbrevet kan vi 1.Mos.23,1-20!
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

24.august 2026


Frygt


„Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.“
1.Kor.12,26-27

 


Jesus siger, at vi ikke skal frygte. Som troende er vi lemmer på Kristi legeme. Han kommer aldrig at lade sit eget legeme lide nød. Frygt derfor ikke.
ec.oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

23.august 2026


Vejen til Faderen


„Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. “
Joh.14,6

 


Jesus er vejen. Vejen fører os fremad mod målet, også selvom vi ikke tør tro på det, fordi vejen er lang og snor sig i alle retninger og indeholder stejle bakker og voldsomme sving. Vejen fører os dertil, hvor kilden vælder frem, dertil, hvor Gud befinder sig, og Han væder vores livsvej med livets vand. Ec ovs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

22.august 2022


Endetiden 4:4

 

De forskellige domstole:
1. Når menigheden er rykket op i luften og dem, der er døde i Kristus, er opstået(første opstandelse), bliver vi sat foran Kristi domstol. 2.Kor.5,10: „For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt. “

 

Dette er dommen over Guds hus, blot for de troende. 1.Pet.4,17: „For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus; men når den begynder med os, hvilken ende vil det så ikke tage med dem, der er ulydige mod Guds evangelium? “

 

Vi er frelst, men nu får vi at vide, hvorvidt vi får lønnen eller vi mister den. 1.Kor.3,11-15: „For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild. “


2. Folkets dom: Den kommer før 1000-års riget. Den bliver af fuldendt på jorden. Da vil kongen udrense alle dem i sit rige, der udøver hindringer og skader. Denne domsbehandling berører med andre ord mennesker, der endnu lever på jorden efter bortrykkelsen.


3. Dommen ved den hvide trone. Den bliver bagefter 1000-års riget. Her er der talten om den anden opstandelse, hvor de gudløse opstår og får sin dom. I den bliver de ugudelige dømt til fortabelse. Dette er de døde, der står foran Gud, efter at himmel og jord er veget bort. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

21.august 2026


Endetiden 3:4


„Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? “
Rom.2,4

 


Trængselstiden

Trængselstiden bliver omtalt i kapitlerne 6,8 og 16 i Johannes Åbenbaring. I disse kapitler bliver menigheden ikke nævnt med eet ord af den simple grund, at den er der ikke. Menigheden er nu i himmelen. Antikristus råder nu i en 7 årig periode og den sidste halvdel af disse 7 år, 42 måneder giver 3½ år, der har han ubegrænset magt. Nu er menighedens tid afsluttet. Natten er nu kommet, hvor ingen kan arbejde. (Joh.,4) Nu befinder vi os i den tid, hvor Guds godhed vil føre os til omvendelse.(Rom.2,4)

 


I trængselstiden bliver Guds vrede åbenbaret, så folk, stammer og tungemål får et sidste kald til omvendelse. Men det er ikke menigheden, der levede i nådetiden, der forkynder dommens budskab, men derimod himlens engle. „Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, “ Åb.14,6

 


Begge vidner vil slå jorden med plager og dræbe modstanderne med ild. Ingen præst eller missionær havde i nådetiden fået en sådan opgave. „Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil. “ Åb.11,3-6

 


Menigheden har kontakt med verdensbegivenhederne: 24 ældster sidder på tronen og virker som præster og konger. Åb.5,8-10. Menigheden får stor magt og myndighed og skal dømme de vantro. (1.Kor.6,2)

 


Festen begynder allerhelst ikke før trængselstiden er endt. „lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede,“ Åb.19,7

 


Når Jesus omtaler vores evige hjem, så kalder han det „Faderhuset“, „... i min faders hus“ (Joh.14,2). Paulus siger „ … rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, ...“ 1.Tess.4,17. Lærde folk mener, at „Det ny Jerusalem“ ikke bliver så langt væk fra jorden.
Efter bortrykkelsen kommer domshandlingerne:
1. De syv segl

2. De syv lure

3. De syv vredens bægre

4. Domshandlingerne varer i syv år, kaldt Daniels 70 årsuge.
Så bliver Jesus åbenbaret i herlighed. Åb.19,11-21

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

20.august 2026

 


Endetiden 2:4

 

„Trøst derfor hinanden med disse ord. “
1.Tess.4,18

 

De troende slipper for trængselstiden
Jesus og Paulus siger intet om, at de troende først skal rammes af en vredesdom, tværtimod. Paulus omtaler Kristi komme som det salige håb for Guds folk. (Jvf.1.Tess.4,18)

 


I Luk.21 taler Jesus om en grufuld trængselstid, der skal ramme alle, der bor på jorden. Men Guds folk skal ikke frygte, når de ser tegnene på, at denne her tid nærmer sig. „Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« “ Luk.21,28

 


„Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« “ Luk.21,36

 


Ordet herover siger det så tydeligt, som det kan siges med det menneskelige sprog, at Jesu discipelskare ikke skal gennemleve trængselstiden.

Vi vil nu tage nogle skriftsteder, der allesammen fortæller det samme, nemlig, at de troende, menigheden slipper for trængslen:

 


„og fra himlene at vente hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede. “ 1.Tess.1,10

„Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. “ Åb.3,10

 

„Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live. Mit folk, gå ind i dine kamre, luk dørene bag dig; skjul dig en kort tid, til vreden er drevet over. For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd. Jorden må afsløre sin blodskyld, for den kan ikke længere skjule de dræbte.“ Es.26,19-21

 


„Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.“ Salme 27,5

Noa blev reddet fra syndfloden og Lot fra ilddommen, og vi troende skal blive reddet fra trængselstiden.

 


„Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“1.Kor.13,12

 


Det der var uklart og uforståeligt for henfarne slægtled, det står klarere for os i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

19.august 2026


Endetiden 1:4


Rækkefølgen


Thoralf Gilbrant
1. Bortrykkelsen. Først skal de, der er døde i Kristus, opstå. Deres genløste ånd er allerede nu i Guds paradis. De fryder sig i Guds nærvær. Men også deres legeme har del i Kristi genfødsel. Legemet skal opstå. „Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord. “ 1.Tess.4,17-18 Da bliver legemet forandret. Vi får et uforgængeligt legeme, et himmelsk legeme. 1.Kor.15,52


Jesu tilbagekomst bliver en dag fyldt med glæde, fryd og begejstring. Men det bliver også en dag fyldt med frygt, rædsel og bitter selvbebrejdelse. For, som Jesus siger: „Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« “ Luk.17,34-36 Millioner af troende forsvundet uden at efterlade sig nogen adresse.


Noget af det første, der sker efter bortrykkelsen, det er, at vi bliver stillet for Kristi domstol. „For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt. “ 2.Kor.5,10


2. Antikristus træder nu frem, når det, der forhindrer hans fremkomst, er taget bort, nemlig menigheden, ecclesia. „For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes. “ 2.Tess.2,7

 

3. Trængselstiden.

 

4. Jesus kommer på Oliebjerget. Sejrskranserne bliver ikke uddelt før nu, når Herren kommer og har sin løn med sig. 2.Tim.4,8 og Åb.22,12. Kristi genkomst er altså i to trin:
1. Først en „synlig“ genkomst efter de troende, kaldt for bortrykkelsen.
2. Siden en „offentlig“ genkomst for at dømme verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

18.august 2026


Evighedens gave – verdens vigtigste opgave

 

„Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« “
Matt.28.19-20

 

Verden har brug for os, der forkynder evangeliet og forsøger at give det videre til andre. Se blot på verden i dag! Ikke en af de store politikere eller verdensledere, verden har set eller nogensinde vil komme at se, magter at få fred og retfærdighed i stand.

 

Kun éen, Ham, der selv er retfærdighed, magter det. Derfor må vi rejse os og komme ind i kampen for Kærlighedens Gud og overrække mennesker den gave, der hedder frelsen. Evighedens gave er den mest betydningsfulde opgave, verden nogensinde har stået i.
Ec oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

17.august 2026


Irene, en ypperlig kvinde


„Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. “
Joh.15,13


Dengang jeg læste om den jødiske kvinde, Irena Sendlerowa, faldt disse ord af Jesus mig ind: „Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. “

 


Irene døde i 2009. Hun blev 98 år gammel. Hun blev født i Tyskland og var uddannet blikkenslager. Hun arbejdede i den jødiske bydel i Warszawa i Polen. Som tysk jøde var hun klar over, hvad det var, der foregik.

 


Hun begav sig til at smugle jødiske spædbørn ud af ghettoen. Hun gemte dem på bunden af sin værktøjskasse. De lidt større børn gemte hun i en stor rygsæk og satte så sin hund ovenpå, en hund, der gøede slemt ad de nazistiske soldater, da hun efter afsluttet arbejdsdag forlod lejren og passerede gennem porten.

 


Det at hunden gøede så meget, det gjorde, at vagtmændene ikke undersøgte rygsækken. På denne måde reddede Irene 2.500 spædbørn, samt børn, der var en lille smule større.

 


Til sidst fandt de tyske vagter alligevel ud af, hvad det var der foregik og hvad hun beskæftigede sig med, og de brækkede begge hendes arme og ben og gennempryglede hende.

 


Irene skrev navnene på samtlige af de børn ned, som hun smuglede ud. Hun gemte listerne med navnene i et syltetøjskrukke, som hun gravede ned under et træ i hendes have.

 


Efter krigen gravede hun krukken op igen og forsøgte at forene de få forældre, der slap levende ud af den jødiske bydel, med deres børn. Resten af børnene fandt hun opfostringshjem til eller også fandt hun mennesker til at adoptere dem.

 


Året 2008 var Irene kandidat til at vinde Nobels Fredspris. Men det blev Al Gore, der løb afsted med prisen på grund af sine meritter vedrørende den globale opvarmning. Nej, dem, der i virkeligheden har fortjent det, de får ikke altid som fortjent. Men heldigvis findes der helte og heltinder midt i vor midte og i vore daglige gerninger. Irena var en af disse. Hun viste sand kærlighed og var en af dem, Jesus taler om, da han siger: „Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. “

 


Nobelkomiteen mente ikke, at Irena var værd en hædersbevisning. Men mon ikke Irena har fået et hjerteligt håndtryk, idet hun steg indenfor derhjemme hos Jesus i de evige boliger?
Moses Hansen Effie Campbell oversatte

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

16.august 2026

 


Sandheden

 


„Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. “
Joh.14,6

 


Kristendommen er ingen religion. Den er ganske enkelt SANDHEDEN. „ … og dette har Han (dvs. Gud) bevist for hele verden ved at oprejse Ham(Jesus) fra de døde.“ Åb.17,31

Gud har givet os et fuldgyldigt bevis på det. Jesus er kronvidnet. Det er et historisk faktum!
Ec oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

15.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke 8:8


„Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. “
Joh.15,12

 


8 Johannes Amritzer
Jeg talte med en finsk mand og førte ham til tro og døbte ham samme aften i en lokal sø der. Han var 61 år gammel. Han var åndsdøbt i min bil udenfor et hotel. Jeg viede ham og pigen, han levede sammen med på et værtshus ved en hesteløbsbane, hvorhan havde været daglig gæst hele livet. Der holdt vi bryllupet. Det var et af de allerbedste bryllupper, jeg nogensinde har deltaget i. I dag er han medlem i vores pinsekirke i Finland og han elsker Jesus. Hvorfor? Fordi han fik lov til at møde sin præst.

 


Noget, der går igen og igen er dette, som jeg engang sagde til en mand: „Du er nærmere Gud end du tror. Du bad til Gud, dengang du var beruset. Du har bedt til Gud, da ingen så det. Du har bedt til Gud, når du sad alene i bilen. Du er nærmere Gud end du tror!“

 


„Ja, ja, det har du allerhelst ret i.“

 


„Du er jo næsten frelst. Det er blot dette „næsten“, vi må gøre noget ved. Du tror jo på Gud, og du tror på evangeliet om Jesus?“

 


„Ja, ja, det gør jeg, men det er dette med kirken!“

 


„Ja, det er noget andet. Nu tager vi det første først. Det andet kan vi tage bagefter.“

Så forklarede jeg ham om evangeliet, og så blev han frelst, og derefter blev han døbt i en sø udenfor en industrivirksomhed, og han var så glad, idet han kom op igen. „Er det nu, jeg kan råbe halleluja?“ spurgte han.

„Ja, nu passer det sig godt at råbe to gange halleluja.“

 


„Halleluja, halleluja!“ råbte han. Og så blev han åndsdøbt i min bil, idet vi kørte afsted derfra. I dag er han en af mine største støtter.

 


Åh, jeg vil blot fortælle dig om alle disse mennesker, der er blevet Jesu disciple, fordi vi elskede dem og tog dem med. Vi tog for givet, at de ønskede at have med Gud at gøre. Vi behandlede dem som vore egne, inden de var det.
Lad os derfor allesammen være præster for dem, som ingen præst har.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

14.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke   7:8

 


„Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. “
1.Tim.6,9

 


7 Johannes Amritzer
Engang skulle jeg tale i en kirke, hvor man var så fin, at jeg måtte iføre mig jakkesæt, slips og nybørstede sko. Det var ret ukendt for mig. Jeg stod udenfor et hotel i en lille svensk by og spiste kebab. Jeg havde slynget slipset bag om ryggen og lænede mig fremad for ikke at snavse mig til. Nogle 15-16 år gamle drenge stod og lo ad mig. Så kommer en af dem over mog mig og siger: „Må jeg spørge Dem om noget? Er de millionær?“


„Ja, det er jeg. Jeg er i virkeligheden milliardær. Men fortæl det ikke til nogen,“ svarede jeg ham“ svarede jeg, for så vidste jeg, at han netop ville sige det.

 


„Jeg vidste det,“ råbte han til de andre, „han er milliardær.“

 

„Ja, men det er far, der har alle pengene. Han ønsker, at jeg skal arbejde, og derfor rejser jeg rundt og repræsenter imperiet/ hans rige.“

 


„Når du skal have et nyt ur eller en ny bil, hvad gør du så?“

 


„Jeg beder far om det. Hvis han mener, jeg har brug for det, så får jeg den. Men ekspedionstiden er sommetider stor.

 


„Hvem er det? Hvad hedder han? Kender vi ham?“

 


„Ja, I kender ham allesammen. Det er Gud!“

 


„Nej!!!“ sagde han skuffet.

 


„Jo!!! Det fine ved det er, at Han også er far til jer allesammen. Han ejer alle ting og kan alting.“ Så begav jeg mig til at fortælle dem, hvad Jesus har gjort for os. „Hvad ønsker I at blive, når I er voksne?“

 


Een af dem ville være fodbolddommer, en anden operationslæge.“ Ok. Tag nu hinanden hænder og så vil vi bede.“ Jeg bad, at de skulle det, de ønskede at blive, og at „Far“ skulle hjælpe dem, og at de måtte komme til at kende „far“ gennem hans søn, Jesus Kristus. Det var som at have en søndagsskoleklasse foran sig midt på gaden udenfor et hotel i Sverige. Det er så åbent i Sverige og Norge, om blot nogen ville være „præst“ for dem. Det har været vidunderligt for mig at gå sammen med Egil Svartdahl her i Oslos gader.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

13.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke   6:8

 

"firben kan fanges med hænderne, men de findes i kongepaladser."
Ordspr.30,28


6. Johannes Amritzer
Jeg var inviteret til kongefamilien i Lesotho i Sydafrika. Tænk engang, at en arbejdersøn, søn af alkoholiske forældre, bliver inviteret til kongehuset for at holde en bibeltime for dem. Det var så stort for mig at sidde sammen med dette kongelige ægtepar, at jeg måtte knibe mig selv flere gange i armen for at se, om det var rigtigt. Men jeg var der som præst. Jeg havde to festivaler i Lesotho og 15.000 nyfrelste, der gik i en klasse, der skulle oplære dem. HIV-positive blev til HIV-negative efter forbøn og kom fra sygehuset med lægecertifikat. Det er stort. Og så blev jeg inviteret op på kongeborgen.


Jeg havde fået et ord fra Helligånden til kongen og dronningen. Jeg gav dem min historie, og at det var stort for mig at være på kongeborgen. Så sagde jeg: „Har I firben på denne borg?“ Han blev fornærmet. Det vidste jeg allerede inden, at han ville blive. Jeg havde en særlig plan med det.

 


„Tror du, at der findes firben her på kongeborge her i Afrika?“ sagde han. „Firben er muligvis derude på gådspladsen, men ikke herinde.“

 


„Jeg kan se flere,“ sagde jeg.

 


„Hvem da?“ spurgte han.

„Dig og dronningen og mig selv.“

 


„Kalder du mig for et firben,“ råbte han. Nu var atmosfæren spændt i rummet, men jeg vovede at bruge muligheden.

 


„Jeg skal gerna forklare. Jeg fik et ord fra Gud til dig. I Bibelen står der: „firben kan fanges med hænderne, men de findes i kongepaladser.“ Ordspr.30,28 Firben er så små, at den kan være i en hånd. Jeg er et lille firben, som Gud har opløftet. Jeg bor i Hans hånd, og jeg håber, at også du vil være et firben, som Gud får lov til at løfte op. Så kan vi begge være i hans hånd, og imidlertid låner vi kongeborgen. Vi må ikke eje den.“

 


Da kom der tår frem i hans øjne og han sagde: „Ja, jeg er et lille firben, der ligger i Guds hånd sammen med dig, præst, og så låner vi „kongeborgen“ så længe, vi er her.

 


„Hvad skal vi gøre med denne dyrebare tid, vi er her?“ spurgte jeg.

 


„Ja, vi må gøre alting så godt, som vi kan.“

 


„Ja, og nu vil jeg bede for dig.“ og så bad og profeterede jeg over ham, og jeg tænker, at det nok skal komme at gå ham godt.

 


Men hvorfor skal vi kun være præster for dem, der går i kirke. Alle kan være præster. Det gælder blot om hjertets anskuelse og holdning. Du kan være præst i fodboldklubben, i væveskolen og allevegne. Tænk, hvis vi kunne „præstvie“ hele menigheden, så at allesammen går ud og siger: „Præsten har ikke tid. Men jeg kan række dig en hjælpende hånd. Jeg kan bede for dig. Hvad er der galt?“ Hvis vi allesammen gjorde en præstegerning, så vandt vi både Norge og Sverige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12.august 2026

 


Præst for dem der ikke kommer i kirke   5:8

 


„Så sagde mændene: »Vi kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget imod ham i hans religion.« “
Dan.6,6

 


5 Johannes Amritzer

Jeg tænker på det bryllup, jeg deltog i. Man havde sat mig som eneste kristen troende ved et bord, hvor der ikke var andre troende. Det havde brudeparret gjort bevidst, da de havde en særlig hensigt med det. „Så, nu har man sat alle jer i familien, der ikke tror, sammen med en præst,“ sagde jeg. Da lo de og så var isen brudt.

 


„Der er en løjerlig sammensætning her ved bordet,“ sagde jeg, „to par, der bor sammen + 5 børn og så en præst. Hvad giver det?“ Da ingen svarede, sagde jeg: „Vi tager den lige endnu en gang. Fire voksne + 5 børn + en præst. Hvad giver det?“

 


„Bryllup måske?“ var der en der sagde.

 


„Ja, men der er dog en lille regnefejl i dit regnestykke. Det må give et dobbelbryllup. Skulle vi ikke tage og ryste hele den religiøse familie og bekendtgøre et dobbeltbryllup?“

 

 

„Jo, det gør vi“ sagde mændene. Og så begyndte vi at lægge planer om dobbeltbryllup der. Og dobbelbryllup blev der, endda med 400 gæster. Ja, hvorfor skal vi som præster kun vie dem, der kommer i kirke? Det er bedre, at de bliver gift, end at de blot lever sammen. Jeg plejer at sige til de unge mænd: „Elsker du hende? Jamen, bevis det så og gift dig med hende.“

 

Jeg forsøger at leve som psæst blandt dem, der ikke kommer i kirke. Når vi læser i Bibelen, især Gamle Testamente ser vi en masse sådanne mennesker, der står fast blandt alle de vantro mennesker der omgiver dem. De slækker ikke og giver ikke efter og går ikke på kompromis. De vinder mennesker, ikke med det samme måske, men efterhånden. Læs f.eks beretningen om Daniel. Han stod klippefast og nægtede bestemt at drikke vin og spise af den mad, han fik tilbudt. Enden var, at kong Nebukadnezer erklærer: „ ... »Jeres Gud er i sandhed guders Gud, kongers Herre … « “ Dan.2,47 Det er kun de forkælede i tredje og fjerede generation af troende, der drikker rødvin til kødet. Det er kun dem, der har Guds rige velsignelser hele vejen rundt om sig, der har råd til at drikke vin til maden. De har aldrig tørret opkast op efter deres mor eller far og er aldrig blevet slået og banket af deres berusede forældre. Da kan de nemt være store i slaget og kække og drikke vin til kødet. Men jeg hader djævelen i flasken og ånden i glasset, for jeg har været barn af sådanne forældre.

 


Du skal ikke forsøge at være som alle andre, men du skal stå for noget og holde fast ved det, for så vinder du med tiden agt og anseelse.

 


Kong Darios udsendte følgende meddelelse: „Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende. Han redder og befrier, han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han reddede Daniel ud af løvernes kløer!«“ Dan.6,27-28

 


Det er ikke nødvendigt at tækkes verden for at blive som den. Nej, vi sætter vores egen standard og viger ikke – dog uden at blive moralpoliti, for det finder vi alle åndsforladt. Vi skal ikke le af beskidte vittigheder. Hvorfor ikke selv sætte standarden og diske op med opbyggende morskab. Når jeg har deltaget til nogle fester og de andre har skålet, da plejer jeg at løfte Cola-flasken og sige: „Jamen så må jeg hellere sige Halleluja“ Og så griner de.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

11.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke 4:8

 


„Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, “
Matt. 28,19

 


4 Johannes Amritzer

Abraham var en Guds høvding blandt mennesker. Han købte ingen jordlod, for han og hans efterkommere skulle få landet til ejendom senere. Til gengæld købte han Makpela-hulen. Jeg ejer ikke Stockholm, men åndeligt set ejer jeg byen. Vi har en stor 5.300 m² sal og profetisk ejer jeg busser, tog og pizzarestauranter.

 


Vi bor i et rækkehus. Naboen er en almindelig svensk familie – manden og kvinden har begge to været gift tidligere – så der er en masse børn. Den ældste datter Linda var 16 år gammel og blev gravid. „Jeg hører, at Linda venter sig.“ sagde jeg til faren, engang jeg stødte på ham ude foran.

 


„Ja,“ sagde han, „Vi troede, at småbørnstiden for os var ved at være slut. Men hun har besluttet at beholde barnet, og det støtter vi hende med.“

 


„Det var sandelig godt“

 


En dag mødte jeg Linda. „Jeg hører, du er blevet gravid,“ sagde jeg.

 


„Ja,“ sagde hun med usikker stemme,“ jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå at blive moder.“

 


„Mor bliver du, når barnet kommer ud, og du skal nok blive en god mor. Du skal nok klare både dette og hint.“ Jeg forsøgte at trøste hende og at være præst for hende.

 


Så kom barnet endelig, og da var Linda blevet 17 år. Jeg gik ind til hende med en lille gave for at lykønske hende. Jeg tager da det lille barn i skødet, og familie og venner sidder der i køkkenet. Da pludselig kommer Helligånden over mig, og jeg fandt det så stort, at det her barn har fået en mulighed, for det var på ingen måde en selvfølgelighed. „Gør det noget, om jeg velsigner dette barn?“ spørger jeg og forventer ikke noget svar, men sætter mig blot til at bede Herren velsigne dette barn og dets fremtid. Jeg beder længe og mine jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Hele familien sidder i køkkenet og lytter i andægtig stilhed. Helligånden var der. Linda sad i sofaen og tænkte: „Wauw, den præst har både barnet og mig kær. Han er modig og beder der i vores eget køkken. Han skal være min præst!“ Hun var blot 17 år gammel og dette sad hun og gennemløb i tankerne. Hun havde aldrig sat sine ben i en kirke. Hun begyndte at komme i vores kirke, blev frelst og døbt, og hun har fået 10 andre mennesker med sig i menigheden. Hun er en af vore bedste evangelister. Det er sådan det fungerer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

10.august 2026

 

Præst for dem der ikke kommer i kirke   3:8

 


„I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. “
Hebr.11,8

 


3  Johannes Amritzer

Og når jeg går ind på en restaurant for at købe en middag to go, som vi skal spise på en rasteplads efter gudstjenesten, da spørger jeg: „Nå, hvordan går det med virksomheden?“

 


„Nå, nej, ikke særlig godt. Der er så mange konkurrenter.

 


„Så skal vi bede for dig,“ siger jeg da. Så griber jeg hans hånd og beder live ved pengekassen. Når jeg så har bedt en stund siger de: „Tusind tak skal du have.“ Når jeg så vender tilbage senere, da spørger jeg: „Nå, hvordan går det?“

 


„Fint, det går super,“ siger de.

 


Og når jeg beder for lidt for dem, så plejer de at komme ud på gaden og råbe: „Hør, præst, du gør et dårligt stykke arbejde. Du kan ikke bare rejse til andre lande, du må også kære dig om os herhjemme. Dig der har kontakt til den Almægtige, kan du ikke bede for mig, så der sker noget her og nu?“ Og på den måde bliver du præst for hele samfundet.

 


Jeg tror, der ligger en stor hemmelighed gemt i dette at behandle alle ens. Abrahem drog afsted hjemmefra uden at vide, hvad han skulle, læser vi i brevet til Hebræerne. Han besad ingen intet land men han gik rundt i landet, som om han allerede ejede det. Romerbrevet siger, at Gud taler til ting, som om var de allerede til, og sådan er det også med troen. Troen er nærgående og udfordrende. Den frygter ikke. Den er glad og besejrende. Den river til sig. Abraham besad ikke et eneste stykke jord i landet, men han opførte sig, som besad han det allerede og derfor blev han en åndelig vejleder. Da Abraham senere befrier sin broders søn, Lot, kommer kong Melkizedek, kongen af Sjalem, og velsigner Abraham: „»Hør på os, herre! Du er en Guds stormand iblandt os! Begrav du den døde i den bedste af vores grave! Ingen af os vil nægte dig sin grav til at begrave den døde i.« “ 1.Mos.23,6, på engelsk står der: „Prince of God“ Er det ikke stor? De troede, at Abraham var en åndelig vejviser.

 


Og sådan er det også med dig. Du kan begynde nu. Først får mennesker troen på din tro, og derefter får de sin egen tro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

9.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke   2:8

 


„Jesus svarede dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. “
Luk.5,31

 

 

2 For et år siden var jeg på en prædikenrejse i Oslo. Sent lørdag aften spadserede jeg ned ad Karl Johan gate. Da blev jeg forbavset. Stedet vrimlede med vestafrikanske skøger allevegne helt ned mod slottet. Jeg nævntte dette for en forstander, som svarede: „Johannes, du skulle passe bedre på dig selv, så at du ikke bliver set sammen med sådanne mennesker.

 


„Jeg tænker, at Jesus havde været der,“ svarede jeg, „for han var ikke blot sammen med de friske og raske, men han opsøgte de syge. Sådan er den Jesus, som jeg kender.“

 


Jeg plejer at gå gennem Stockholms gader. Stockholm er jo min by, og alle mennesker i byen er min menighed. Det er bare det, at de ikke er klar over det endnu. Jeg plejer at gå over til busstopstedet og så vinker jeg og siger: „Hej, hej!“

 


„Kender vi hinanden?“ spører de så.

 


„Nej, siger jeg, „For det første er jeg østriger og derfor hilser jeg på folk og for det næste er jeg kristen og præst, og for det tredje er jeg din præst.“

 


„Nå! Men jeg kommer ikke i nogen kirke!“

 


„Nej, men nu må jeg hellere fortælle om det.“ Og så er vi ved emnet.

 


Jeg vandrede ned mod supermarkedet. Der er altid så mange muslimer. „Jeg er præst og missionær og jeg skal til Afrika at prædike for muslimer. Hvlket tøj mener I, jeg skal iføre mig? Råbtejeg. Og hvor lagde de hele deres sjæl i at kunne hjælpe mig.

 


„Mener I, muslimerne vil tage imod mig?“

 


„Ja, så helt bestemt“ svarer de.

 


Og næste gang jeg gik ned i supermarkedet, kom de allesammen løbende: „Hvad så, missionær, gik det godt for dig.?“

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

8.august 2026


Præst for dem der ikke kommer i kirke   1:8

 


„Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. “
Matt.9,12

 

1. Johannes Amritzer

I Sverige er der ikke mange mennesker, der går i kirke. Når jeg kommer i snak med mennesker, siger jeg, at jeg er præst for dem, der ikke går i kirke, så det kan være ens for begge parter.

 


„Ja, det er fint,“ siger de så.

 

„Jamen, går du i kirke?“ spørger jeg da.

 

„Nej, ikke i almindelighed.“

 


„Jamen, så er jeg din præst.“

 


„Ja, det må du være så,“ svarer de og griner lidt nervøst.

„Det er ikke hver dag, du møder din præst. Har du noget på hjerte, så sig det nu, for nu har du muligheden.“

 


„Jamen, du bryder dig nok ikke meget om det,“ svarer de.

 


„Vær nu ikke tåbelig. Brandmænd slukker ildebrande, politiet holder ro og orden. Lad mig nu gøre mit arbejde.“

 


Så griner de lidt uroligt. Men jeg siger: „Skal vi komme i gang.“ Og så vælder det ud af dem, som en evig kilde af alt det der knuger dem. Jeg spørger ikke, om jeg kan bede for dem. Jeg tager dem blot i hånden og siger ganske enkelt: „Nu beder vi!“

 


Og der sker store ting. Jeg leder mennesker til frelse, mennesker bliver helbredt, døbt i Helligånden overalt på gaderne, i busserne, i togene.

 


For 14 dage siden checkede jeg ind på et hotel. Jeg fik værelse 216.

 


„Har I nogensinde præster logerende her?“ spurgte jeg.

 


„Ja, det sker“

 


„Ja, jeg er præst, men ikke en hvilkensomhelst præst. Jeg er på standby i arbejdet 24 timer om døgnet. Så hvis I har problemer i barren, så ring ikke efter politiet. Ring hellere til mig på værelse 216. Nu er jeg hotellets præst, så længe jeg bor her.“

 


„Åh, hvor godt,“ siger de da med tårer i øjnene, „det er så godt med en præst, der holder af mennesker.“ Mennesker i Norge og Sverige er slet ikke så langt fra Gud, som vi skulle tro.

 


I Jesu ypperstepræstebøn beder Jesus således: „Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. “ Joh.17,18 Da jeg for 18 år siden blev kristen, forstod jeg, at ordet, „verden“ var et negativt ord, og det forstår jeg på en måde. Vi taler om denne verdens gud, verdens ånd osv. Men samtidig læser vi i Joh.3,16, at det var denne her verden, Gud elskede så højt, at Han kom herned for at dø for den. Jesus sagde, at vi skulle leve midt i verden, men ikke af verden.(Joh.17). Vi skal elske denne her verden, så vi ikke ekskluderer nogen mennesker eller bortviser dem, men svarere bør vi inkludere mennesker, medregne dem.

 


Jesus blev anfægtet, fordi han var sammen med de „forkerte“ mennesker, skøger, toldere og syndere. Men Jesus svarede, at det ikke var de raske, der havde brug for læge, men dem, der var syge.(Matt.9,12)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7.august 2026


1.Salme

 

„Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham.“
Salme 1,3

 


Første salme er god til at grunde over vore aktuelle krisetider. Det her er en krise, som vore politikere tager temmelig let på, for det giver jo point at være positiv og love os, at vores politik og finansielle tilstand er tryg – I kan trygt stole på os, kære borgere.

 


Men hvad nu hvis krisen ikke har noget med politik at gøre? Hvad nu, hvis det er Gud, der dømmer denne verdens stand? Så vil selv de mest finurlige planer og hjælpepakker falde til jorden som rådne æbler.

 


Som guds børn har vi de privilegier, at Gud har givet os løfterne i sit Ord, der vejleder og trøster os. Derfor er det nødvendigt for os at leve i Guds Ord, ja, enddog at vi „ … grunder på hans lov dag og nat “. Som der bliver sagt i den første Salme, for Guds løfter er mange gange mere værdifulde end politikernes hjælpepakker.

 


Brug derfor tid til at læse Salme.1 og grunde over løfterne. Der er velsignelser at få for ham, der ønsker at gøre Guds vilje. Han/træet „... bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham. “ Alt det vi gør lykkes for os. Herren hjælper dem, der handler i overensstemmelse med Hans vilje. Altid grønne blade – også når alt andet falmer.

 


Men så kommer de skræmmende ord: „Sådan går det ikke de ugudelige; de er som avner, der blæses bort af vinden.“

 

Himmelske Fader! Drag mennesker til dig i denne her tid, hvor mange er bange og utrygge af de rystelser, vi ser omkring os i vore dage. Hold os tæt ind til dig, så vi kan være vidner om din kærlige trofasthed og din magt til at lade os bringe frugt og grønne blade, når alt andet falmer omkring os. Tak for, at Du lader vore liv lykkes til din ære og til et vidnesbyrd for mennesker omkring os. I Jesu navn, amen! Moses Hansen. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6.august 2026


Vejrmelding fra himmelen

 


„For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. “
2.Kor.1,19-20

 


Evangeliet er ligesom det himmelske solskin. Retfærdssolen opstod på Golgata, mens „regnen“ kom, da Ånden blev udhældt i pinsen. Regnbuen vidner om, at samtlige Guds løfter har fået sit ja i Jesus, og at Gud ikke længere er vred på os, da vreden ramte Jesus i stedet for os.
Ec oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5.august 2026


Kvinder, vær vågne

 


„Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. “
Joh.10,11

 


„En af dem, der stod i spidsen for bibelkvinderne i London fortæller følgende rystende beretning:

 


En søndag aften, ved bibeltimens afslutning forlod alle kvinderne stedet undtagen een, der blev tilbage. Hun spurgte, om hun kunne få mig i tale. Hun sagde, at en bestemt døende kvinde gerne ville se mig, og hun spurgte derfor, om jeg ikke med det samme kunne tage afsted for at besøge hende.

 


Jeg gled af og undgik det og sagde, at jeg var temmelig udmattet og at det desuden var udenfor mit geografiske område og mente at de helt sikkert ville kunne få fat på en præst i nærområdet der.

 


„Ægtemanden vil aldrig gå med til det“, sagde kvinden og tilføjede mens hun indtrængende så på mig: „Åh, kære frue, gå! De vil aldrig fortryde det!“

 


Jeg gik med hende. Da jeg kom til stedet var jeg så forsigtig og utryg, at jeg bad chauføren vente dér på mig og banke på døren, hvis ikke jeg vendte tilbage inden en halv time. Så bange var jeg og så meget bød dette besøg mig imod.

 


Det forekom mig, som ventede de mig, for en kvinde viste mig vej op gennem trapperne, og endnu tydeligere så jeg i ansigtet på den syge kvinde, at hun ventede med længsel på mig, og at det var godt, at jeg kom, for dagen efter ville det have været for sent.

 


Jeg gik mod stedet, hvor den syge kvinde lå, tog hendes hånd og sagde, at jeg kom, fordi jeg var blevet bedt om at komme. Hun smilte svagt mod mig men sagde ingenting. Alligevel følte jeg, at vi var venner og søstre i Herren.

 


Døren stod åben ind til et tilstødende værelse og derfra kunne jeg høre lyden af skraben og puslen, der vidnede om, at der befandt sig nogen derinde. Jeg var lidt utryg ved det og spurgte en anden kvinde, der også befandt sig i samme rum som mig, om de havde en Bibel. Men hun forekom at være døv, for hun svarede ikke og da jeg stillede samme spørgsmål til den syge kvinde bemærkede jeg, at hun var stum. Jeg vidste ikke hvorfor. Kunne blot konstatere, at sådan var det. Hun rystede med hovedet og jeg kunne således udlede, at de ikke havde nogen Bibel.

 


Jeg tog da mit Ny Testamente og læste for hende fra Johannes evangeliet om den gode hyrde i kapitel 10. En inderlig glæde strålede fra hendes ansigt og da jeg var færdig med at læse, sagde jeg derfor: „De elsker ham altså?“

 


Det blik, der mødte mig, talte sit så tydelige sprog om fred, glæde og tillid, at jeg var sikker på, at jeg her talte sammen med et Guds barn.

 


Den syge kvinde kiggede da opad og foldede sine hænder i bøn, og søgte derefter mit blik, idet hun lagde sine hånd på min. Jeg forstod meningen og faldt ned på knæ.

 


Da hørte vi en højlydt gråd fra det andet værelse, som er meget sjælden at høre.

 


Jeg kiggede på den syge kvinde. Hun viste mig forlovelsesringen, pegede ind mod værelset og foldede igen sine hænder som tegn på, at jeg blot skulle fortsætte.

 


Den voldsomme hulken fortsatte og jeg forstod, at den kom fra den syge kvindes ægtefælle.

 


Efter en stund rejste den gamle kvinde sig og lagde barnet i vuggen, faldt på knæ og så begav hun sig også til at græde. Jeg fortsatte med bønnen og da jeg sluttede med bønnen lå den syge kvinde udmattet og ligbleg. Men et vidunderligt skær af fred, glæde og håb strålede fra hendes lidende ansigtstræk.

 


Jeg sagde farvel. Hun rakte sine tynde arme mod mig. Vi så ikke hinanden igen på denne jord. Hun døde allerede den samme aften.

 


Senere hørte jeg hendes historie. Hun havde været hendes gudfrygtige forældres eneste barn og hun var vokset op på landet. Hun var særdeles smuk og en ung værdslig mand blev så betaget af hende. Han gav indtryk af at være gudfrygtig, men det var hykleri og skuespil. Hun var ikke i stand til at se, hvad der boede i ham og fattede kærlighed til ham. En rum tid fortsatte han sit skuespil, men da brylluppet var godt og vel overstået kastede han hele blufnummeret overbord.

 


Han førte sin unge hustru til London, væk fra forældrene, som hun aldrig så igen. Han tog Bibelen fra hende og samtlige andre kristne bøger, som han satte ild på, alt mens hun blot måtte stå der og se på det. Han gav hende strenge ordrer ikke at gå til nogle kristne møder og han tillod hende ikke at mødes med andre gudfrygtige venner.


Dette bristede håb slog fuldstændig benene væk under hende. Hun døde langsom under denne lidelsens byrde. Hun svandt mere og mere og ikke før hun nu lå der målløs og ude af stand til at kunne „vrøvle sine historier“, som ægtefællen udtrykte sig – lod han sig overtale at sende bud efter mig, fordi madam B, jordemoderen, havde så indtrængende presset ham.

 


Åh, hvilket liv! Hun blev gift som nitten år gammel. I fem år havde hun levet uden nogen Bibel eller kristen litteratur og uden nogen mulighed for at høre Herrens ord eller komme sammen med andre kristne venner. Hvilket forfærdeligt slag!

 


Måtte dog alle troende piger i sandhed være årvågne og i alvor råbe til Herren Jesus, mens der er tid. Jeg mener absolut, at Herren frelste hende og dette her er et af mange beviser om hans trofaste omsorg som hyrde for sine sjæle. Men, men, hvilke lidelser! Det er særdeles sjældent, at sådanne begivenheder ender på denne her måde, men sommetider ser vi det alligevel til trøst i det kald, vi måtte stå i.

 


Alt det, som jeg betragede som værende så underligt dengang jeg besøgte denne kvinde, det havde jeg nu fået klarhed over og jeg har aldrig været i stand til at glemme dette besøg. Jeg har do sidenhen hørt, at en forandring skulle være sket med ægtefællen.

Budskab fra Naadens Rige, Apríl 1906 Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4.august 2026


Guds ord


Det er af afgørende betydning at læse i Guds Ord hver dag. Hør:
1. „Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, “ Joh.8,31
„ … Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,“

 


2. „Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« “ Joh.8,47
„ Den, der er af Gud, hører Guds ord ...“


3. „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« “ Joh.8,51

e.c.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3.august 2026

 


Overfarten over Rødehavet

 


„Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. “
2.Mos.14,7

 


Aleksander Hvass var i studiet på Visjon Norge og fortalte om rejsen over det Røde Hav. Sinaihalvøen deler det Røde Hav i to dele. På den ene side har vi Suezkanalan og den anden Aqaba-bugten. En gammel mund til mund beretning, der går helt tilbage til Helena, kejser Konstantins mor, siger, at det israelske folk krydsede Rødehavet ved Suezkanalen. Man har søgt nede på havets bund for at se om man nogen steder der kunne finde rester af de mange vogne og andet fra Faraos hær, men man har aldrig været i stand til at finde noget, hvilket har affødt heftig kritik af kristendommen og de bibelske beretninger.

 


I stedet for at sluge alt råt og tro de gamle fortællinger kan man blot sætte sig ned og granske Skriften og se, hvad den i virkeligheden siger. Undersøger du navnene der, så kommer du hurtigt efter, at de krydsede Rødehavet ved Aqaba-bugten. Dér på et bestemt sted i bugten er havet kun 300 m dybt, og lige der har man fundet hjul, vognstænger, menneskelige knogler, dyreben og sværd som var overgroet med koraller. Men formen af alle disse rester var tydelig at se.
https://www.messianic-literary.com/chariots.html

 


Bibelen beretter, at der blandt andet var 600 stridsvogne med(2.Mos.14,7). Disse vogne var jernvogne, hvor hjulene var i guld, og koraller sætter sig ikke på guld, og dykkere har opdaget disse hjul ligge og skinne i sollyset på bunden dér i kilometer lang afstand.
Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2.august 2026

 

Jern og ler

 

„Når du så, at jernet var blandet med ler, betyder det, at de skal blande sig gennem ægteskab; men de holder ikke sammen, ligesom jern heller ikke lader sig blande med ler.“ Daniel 2,43

 


David Hathaway

Vi læser i Bibelen, at jern ikke kan blandes med ler. I Dan. 2,43 står der, at det ikke kan lade sig gøre: Jern lader sig ikke blande med ler.

 


Profeten Daniel i det Gamle Testamente så, at det seneste store rige ville blive lagt i ruiner, når Jesus kommer igen. Han så, at dette rige ville blive afløser af romerriget i jern, der var ved magten ved Jesu første komme på jord.(Dan.2,40)

 


Dette militærrige blev til det hellige romerske verdensrige, og sådan fortsætter det frem til i dag via den europæiske union(EU), som blev grundlagt gennem Romtraktaten i 1957.

 


Daniel så, at dette verdensrige nu er en sammenblanding af jern og ler, og det holder ikke. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

31.juli 2026


Hyrdetjenesten

 


„Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren. “
Jer.23,4

 


Et dansk missionærpar skrev i et blad, at det der lå dem på hjerte, det var hyrdetjenesten, besøgstjenesten og forkyndertjenesten.

 


Da kom jeg i tanke om en radioudsendelse, hvor en mand sagde om en menighedsleder, at han var en sand hyrde: „Jeg var holdt op med at gå til møder, men da opsøgte han mig og satte sig ned for at tale med mig om, hvor nødvendigt det er at indtage åndelig føde og at samles sammen med Guds børn for at blive bevaret. Han var som den gode Hyrde, „ ... han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand...“ Sl.23 sagde manden.ec ovs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

30.juli 2026


Vi har en Abrahams-opgave at udøve

 


„I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han først åbenbares, når hans tid er inde. For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes. “
2.Tess.2,6-7

 


Når vi i Ny Testamente læser om endetiden, står der, at Antikristus kan ikke træde frem, før „han“, der holder ham tilbage, fjernes. (2.Tess.2,6-7). Og hvem er så denne „han“ Det er Helligånden. For da er der ingen bønner, lovprisninger, kristenforkyndelse og vidnesbyrd tilbage. Da bliver al lys og alt salt fjernet fra jorden, for Guds troende børn er rykket bort herfra. Først da træder Antikristus frem.

 


Men indtil da har vore bønner og vidnesbyrd Helligåndens kraft i sig „til at holde ham tilbage.“

 


Vi må lære af Abraham, når det drejer sig om vor ufrelste slægt. Abrahams brodersøn, Lot med sin familie, valgte at bosætte sig på et umådelig mørkt sted, Sodoma. Så mørkt var der, åndelig talt, at Gud besluttede at tilintetgøre flere byer deromkring, inklusive Sodoma. Englene, der skulle fuldføre dommen, blev nærmest harme på Lot, der nølede så længe. Engelen sagde til Lot: „ Skynd dig nu at bringe dig i sikkerhed dér, for jeg kan intet foretage mig, før du er nået derhen.« ...“

 


Lot kom ud derfra. Men bag ham finder vi en mand, der kendte til Guds magt til at holde igen gennem bøn. Manden var Abraham, Lots farbroder.

 


Der står skrevet om ham i 1.Mos.19,27-29: „Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn. Dengang Gud tilintetgjorde Jordandalens byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde boet.“

 


;em Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot og reddet ham fra den katastrofe, der udryddede byen fra sletten.

 


Du og jeg har også en opgave, et arbejde at udføre! En Abrahams-opgave at bruge tiden til at bede for vore kære!!! Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

29.juli 2026


Mennesket spår – men Gud styrer

 


„Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. “
Åb.19,11

 


I 1913 sad en baron, nævnt Lord Rothschild i Paris. Han var ikke troende, sådan som vi tillægger ordet i dag, men han troede på Guds ord. Så får han overbevisning eller en åbenbaring i sit hjerte, at først vil et grufuldt slag bryde ud(første verdenskrig 1914-18), og så får vi fred en tid, men derefter vil der så komme en uhyrlig jødeudryddelse(Holocaust).

 


Han sender derfor et telegram til den tyrkiske sultan, der regerede hele det Osmanniske rige på det tidspunkt. Dette rige omfattede et gigantisk område i Afrika og Asien og også det Hellige Land. I telegrammet spurgte han, om han kunne købe Palestina, så at jøder kunne finde et hjem at bosætte sig i.

 


Han modtog et telegram, og i dette stod der: „Når vandet fra Nilen løber ind i Jerusalem, så skal du få lov til at købe Palæstina.“ Dette lyder temmelig underligt, men Rothschild var jøde, så han forstod det orientalske udtryk. Der, hvor Nilen har sit udløb, der er højdeniveauet det samme som havets, og Jerusalem ligger 800 m over havets overflade. Vand løber som bekendt ikke opad og derfor betød udtrykket, som sultanen ønskede at meddele, at lige så lidt som at vand kan løbe opad, lige så lidt skal du få lov til at købe Palæstina.

 


Men et ordsprog siger: ”Mennesket spår, Gud rå'r,(styrer)”. Og sådan kom det også til at gå her. Under første verdenskrig kom England i krig mod Tyrkiet, og general Allenby fik til opgave at befri Palæstina. Han rådede over 40.000 soldater. General Allenby gik under navnet, „Ørkenrotten“. Han var personligt kristen.

 


Han kunne straks se, at dette ville blive en teknisk krig. Det ville blive en krig om vand, for tyrkerne havde på det tidspunkt forældede våben og de havde skindsække at gemme deres vand i. Allenby bad derfor ingeniørafdelingen om at anlægge en kanal fra El Kantara, over Suez og ind over ørkenen.

 


Efterhånden som Allenby vandt sig frem forlængede de denne kanal. Tyrkerne blev ved med at trække sig længere og længere tilbage med håbet om endelig at kunne finde noget vand, men uden held. Englænderne derimod blev ved med at have adgang til frisk vand.

 


Den 9.december 1917 stod de endelig på Oliebjerget og kunne skue ind over den Hellige by, Jerusalem, som kong David havde etableret. Det var her, Abraham ville have ofret Isak, sin eneste søn, men Gud standsede ham. I stedet for lod Gud sin eneste søn dø for hele menneskeslægten.

 


Da fik Allenby samvittighedskvaler. „Jeg kan ikke sætte mine vanhellige kanoner ind mod Jerusalem,“ sagde han til sine officerer. „Krig er krig!“ svarede de tilbage, „krig er krig!“

 


Da sendte Allenby et telegram til George 5. af England. Han var bedstefar til Elisabeth, der døde i september 2022. „Jeg er kristen. Min samvittighed tillader mig ikke at bombardere den Hellige by, Jerusalem. Hvad skal jeg gøre?“

 


Svaret han fik var følgende: „Make it a matter of prayer.“ Gør det til et bønneemne.

 


Edmund Allenby bad da samlige soldater gå ned på deres knæ, for det var kongens befaling. Dette gjorde de modvilligt, men de blev nødt til at adlyde kongens befaling. Hvilket bønnemøde, 40.000 mænd på deres knæ.

 


Da skete der noget. Der gik forlydender om, at en anden engelsk division med Lawrence i spidsen lå på den anden side af Jerusalem. Det var imidlertid ikke sandt, og hvem der var kommet med disse nyheder, det er der ingen der ved, til trods for at man har undersøgt historiske kilder. Nu gik tyrkerne i panik, for de troede, at de var kommet i en fælde mellem to hære. De tog benene på nakken og tog flugten i stor hast.

 


Da kom borgmesteren i Jerusalem ud med et hævet hvidt flag og samtlige officerer kom ridende på deres hvide heste ind i Jerusalem. Det var sejr for officerer dengang. Da de nu kommer til den port, hvor Jesus også red ind i Jerusalem på et æselføl, da steg Allenby af sin hest og befalede de andre officerer at gøre det samme. „For,“ sagde han, „der er kun een, der er værdig at ride på en hvid hest ind gennem denne her port, og det er Jesus. Det står i 19.kapitel i Åbenbaringsbogen, at Jesus skal komme ridende på en hvid hest.“ Officererne kom derfor gående til fods ind gennem porten og over mod Grædemuren.

 

Allenby bad da ingeniørerne anlægge vandledningen ind i selveste Jerusalem, og da det friske vand strømmede ud gennem pumperne kom der besked fra Balfour om, at nu var Palæstina befriet, og jøder kunne nu frit tage bopæl der, hvor de ville.

 


Jo, sandelig, „”Mennesket spår, Gud rå'r“ Sultanen ville ikke sælge det Hellige Land før vandet fra Nilen flød inde i Jerusalem. Nu løb vandet fra Nilen inde i den Hellige By, og jøder fik Palæstina befriet uden at betale en rød reje for det. Jøderne har løfterne, og derfor behøver de ikke frygte. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

28.juli 2026


Blafferen på Rigsvej 44


„glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster. “
Hebr. 13,2

 


En aften, jeg havde været til mød kom jeg i følgesskab med en kvinde. Hun fortalte mig da denne historie, som hun havde læst et sted, som hun ikke huskede hvor var:

„En mand kom kørende på en landevej i Sverige med sin bil. Da ser han en mand stå ved vejsiden og blaffe med sin tommel. Manden standser sin bil og byder ham indenfor i sin bil. Den rejsende sætter sig på bagsædet og så siger han: „Ved du, at Jesus snart kommer igen?“

 


Chauføren drejer sig lidt for at se den rejsende, men nu er han væk. Manden er nu alene i bilen. Han blev så ilde til mode, at han kørte ind på en tankstation, og der fortalte han tankmedarbejderen, hvad han lige havde oplevet.

„Det var underligt“ svarede tankmanden, „De er den tredje person, der kommer her i dag og fortæller præcis den samme historie!“

 


Nogen tid efter denne episode fik jeg fat på en norsk TF-traktat, der kaldes, „Haikeren på Riksvei 44“, og den lyder således:

 


„Den sidste tid har vi hørt mange steder fra om såkaldte blaffere(dvs mænd, der hæver deres tommel for at få lov til at køre med i en bil), som under turen har videregivet en besked om Herren – og som så sporløst er forsvundet! Sådanne fortællinger er kommet forskellige steder fra, blandt andet fra Tyskland, England, Sverige og Danmark.

 


Her i Norge har vi hændelser fra flere forskellige steder af landet. Her vil vi bringe en sådan fortælling. Det er den hjerteligt kristne broder, Hans Torgersen, der vover at træde frem. For kort tid siden besøgte vi ham, havde en samtale med ham og tog nogle billeder.

 


„Torgersen fik helt fra ung kaldet at forkynde evangeliet. Men i mange år modstod han kaldet. Det førte ham ind i mange og store prøvelser – særligt var det sygdom, der plagede. Men hver gang rørte Herren Jeuss ved ham og helbredte ham og hver gang lovede han at være lydig mod kaldet.

 


Da han så endelig kom trådte ind i den gerning, Gud havde tiltænkt ham, kom han ind i en rig tid. Mennesker blev frelst og løst, og sygdom blev helbredt.

 


Men Satan, Guds fjende, er smart og snedig. Han spredte nu onde nyheder der gav vor broder her dybe syg og hug. Mørkets magter forekom at have have sejret. Men på trods af alt klamrede Torgersen sig til Herren og lagde sin sag i hans hænder.

 


Præcis ved dette tidspunkt var det, at det her ufattelige skete. Vi overlader til ham selv at fortælle det:
I disse særdeles vanskelige tider havde jeg møder i Mysse i Sogndal. Som oftest lykkedes det mig ikke at overnatte nogen stder, fordi jeg dagligt blev nødt til at passe mig job som vagt i maskinhuset i Hinna. Men denne weekend havde det maget sig sådan, at jeg rent faktisk kunne overnatte.

Mødesalen var fuld til bristepunktet og bagefter holdt vi eftermøde med forbøn. Vi lå på vore knæer og bad og Gud var nærværende. Da talte Herren til mig og sagde: „Du skal køre hjem i aften.“

 


Jeg protesterede straks, fordi jeg havde sagt ja til at overnatte denne her gang. Men da dette gentog sig flere gange, indvilligede jeg og sagde ja.

 


Jeg rejste fra Mysse ca. 20.30. Mens jeg kørte i retning mod Egersund kom jeg til et sted ved Hauge i Dalane. Der stod en mand og rakte sin tommel i vejret. Han stod ved et vejskild og på stedet stod der, Regeland.

 


Nu var det lang tid siden, at jeg var holdt op med at samle sådanne blaffere op. Men ham her så så fin og redelig ud, med hvid skjorte.

 


Eg mótmælti beinanvegin, av tí at eg hevði játtað at gista hesa ferð. Men av tí at hetta endurtók seg fleiri ferðir, segði eg at endanum ja.

 


Eg fór úr Mysse umleið 20.30. Meðan eg koyrdi móti Egersund, kom eg til eitt stað tætt við Hauge í Dalane. Har stóð ein maður og rætti tummilin upp. Hann stóð við eitt vegarskelti, og á skeltinum stóð Regeland. Så jeg standsede bilen og åbnede den forreste dør. Han spurgte: „Kan jeg komme med en lille strækning?“

 


Jeg sagde: „Værsågod, sæt dem ind her.“

 


Men i stedet for at træde ind der åbner han bagdøren og siger: „Jeg sætter mig bagi.“

Han er ikke mere end kommet ind i bilen før han siger: „Hvordan har du det med din skæbne?“

 


Jeg svarede straks: „Jeg synes, det ofte kan være hårdt...“

 


Så siger han: „Du har til alle møderne læst Salme 91,11 op. Salmen siger: „for han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje.“ Det må du fortsætte med. men glem ikke at sige, at Jesus kommer snart!“ Dette gentog han tre gange.

 


Da siger jeg til ham: „Hvem er du, der kender mig så godt?“

 


Han svarer med et lille smil: „Jeg er også kun en almindelig budbringer.“

 


Da tænkte jeg, at han måtte være en udsendt eller missionær, der havde deltaget til mine møder. Andet faldt mig aldrig ind.

 


Han begyndte da at tale om møderne, enkeltpersoner og om, hvad mennesker var bundet af. Vi talte sammen i 15-20 minutter.

Så siger jeg henvendt til ham: „Nu må du ikke glemme, hvor du skal af. Du sagde jo, at du kun ville med en lille stækning...“

 


Jeg fik intet svar. Jeg kiggede i spejlet. Da var personen forsvundet. Der var ingen længere!


Jeg blev rystet og huggede bremserne så hårdt i, at der bagefter stod fire dækspor tegnet i vejen. Sporene kunne ses der flere måneder. Jeg kørte helt ud i vejkanten og brast i gråd. Jeg sad sådan i mere end en time. Det kan ikke lade sig gøre at redegøre for det. Det var som blev bilen fyldt af himmelen!

 


I denne tilstand må jeg have startet bilen og kørt hjem. Men jeg husker ingenting til det. Jeg sang et ukendt tungemål og jeg ved ingenting før jeg igen står i garagen derhjemme...

 


Til mødet den følgende dag måtte jeg fortælle om alt dette og igen til flere følgende møder. Men det har ikke kun været nemt … Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

27.juli 2026


Døden i gryden


„Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. “
Joh.12,24

 


Disse ord lyder som overskriften i en krimi, men det er det ikke. Det er en fortælling fra 2.Kong.4,38-41 i det Gamle Testamentes.

 


Der læser vi om profeten Elisa. Han har ligesom Jesus også en flok disciple hos sig, kaldt profetsønner. De sidder der foran Elisa. Der er hungersnød i landet, men Elisa siger til tjeneren: „ ...»Sæt den store gryde over og kog en ret mad til profeterne.« “ Tjeneren gik da ud på udmarken og skar en masse vilde planter af, som han ikke kendte. Han fyldte sin kappe med dem. Så gik han hjemad og skar alt dette ned i potten. Da det var kogt tilstrækkeligt øste han op. De begav sig da til at spise men skreg straks op: „ … »Gudsmand, der er død i gryden!« ...“ Maden var ikke spiselig og det forekom at være ren gift i maden. Elisa sagde da: „... »Tag noget mel!« ...“ og da han havde hældt det i og rørt godt rundt i det blev det den allerfineste gryderet.

 

Giften i maden er et billede på synden, der forpester os allesammen. Men modgiften er, „Jesu død på korset“. Hans blod renser fra al synd.

 


Jesus taler også om korn og kraften i det. I Joh.12,24, kort før sin død, siger Han: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. “ Men hvedekorn er for hårdt at spise sådan uden videre. Det må knuses og males inden det kan blive til mel. - Jesus var hvedekornet, der blev knust. Han døde og blev lagt i jorden og med sin død, betalte han for hele menneskeslægtens synder. Men for at kunne få del i denne dyre gave må vi bede Ham om tilgivelse for alt det forkerte, vi har gjort og invitere Ham indenfor i hjertet som vor Herre og Frelser og takke Ham for en så stor frelse. Hans død bar stod vækst, fordi mennesker i massevis har modtaget Jesus og er gået ind til herligheden. Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

26.juli 2026


Lev for det der har betydning

 


„Jeg kom til at hade alt det, jeg har slidt med under solen, fordi jeg skal efterlade det til det menneske, som kommer efter mig; måske er det en vís, måske en dåre. Og han skal herske over alt det, jeg med visdom har slidt med under solen! Også det er tomhed! “
Præd.2,18-19

 

 

Hvis du slider hårdt, så kan du tjene flere penge, men du kan ikke tjene mere tid. En populær sang lyder: „Tid kan være penge, men dine penge kan ikke købe dig tid.“

 


Hvis du regelmæssigt kommer i kirkegården så kan det muligvis hjælpe dig at genoverveje og prioritere dit liv! Det kan muligvis få dig til at stoppe op og spørge dig selv, hvad du i virkeligheden lever for. Salomon fik en helt særlig oplevelse: „... for selvom jeg laver mit arbejde med visdom, fornuft og dygtighed, ja så må jeg give alt, jeg forvinder, videre til andre i ejendom, folk som ingen strid har haft af det.“ (Frit oversat fra Præd.2,21-22)

 


Du skal ikke alene tjene til livets oplhold. Reducere den overmåde store arbejdsbyrde, der kun fører stress med sig. Holde inde med at konkurrere om succes.

 


Gør snarere forskel blandt dem, du lever sammen med. Videregiv ikke bare en arv til næste generation, men giv gode minder og et godt eftermæle til dem, der kommer efter dig. Det vil berige deres liv.

 


Her i vor vestlige verden rager vi til os. Vi finder det ganske naturligt at skifte og købe køkkener, købe dyre udenlandsrejser, bil, båd, sommerhus og en masse tøj. Det tilfredsstiller vore behov for en tid, men snart viser tomheden sig igen. „Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! “ og „Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig.“
Præd.5,9 og 5,14

 


Folk springer op på møllehjulet, der svinger rundt og rundt. Når de så har haft et køkken en snes år, så skal den partu erstattes med en ny. Tomhed og ufred uden ophør.

 


Mennesker søger panisk efter fred. Bibelens Gud giver dig fred og glæde. Gud har en mening og en plan for dit liv: „Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. “ Jer.29,11

 


Frelsens vej er her: „Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. “ Joh.14,6 Inviter Jesus ind i dit hjerte som Herre og Frelser. „Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; “ Joh.1,12
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

25.juli 2026


En engel reddede hende i Auschwitz

 


„for han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.“
Salme 91,11-12

 


Jolan Moskovitz i The Jewish Press
Det her skete i Auschwitz i april i 1944. Efter at vi var ankommet dertil skulle vi tage tøjet af og gå i gåsegang forbi Dr.Mengele for at blive udvalgt. Da jeg stod for tur og skulle passere ham viste han med hånden, at jeg skulle til venstra pga nogle skønhedsfejl på legemet.

 


Begge mine søstre græd. Vi vidste, at jeg skulle til ligbrændingshuset. Mens en SS-soldat viste henviste mig til en sort transportvogn kom en pige iført hvidt tøj imod mig.

 


„Spring ned og følg med mig,“ sagde hun henvendt til mig. Hun greb mig i hånden og sagde, at jeg var syg, og at hun skulle følge mig til et lille sygehus. Hun gav mig en hvid kappe på udenpå min stribede fangeuniform.

 


På sygehuset lagde de mig i en seng med hvide lagener. Jeg tænkte ved mig selv, at hun nu snart allerhelst ville give mig tabletter for at slå mig ihjel.

 


En SS-læge stoppede ved min seng og spurgte, hvad jeg fejlede. „Ikke noget alvorligt. Om cirka to dage er hun rask,“ svarede sygeplejersken.

 


Da lægen var gået videre sagde hun til mig, at jeg ikke skulle være bange. Hun ville ledsage mig tilbage igen til mine søstre. Og det gjorde hun også og mine søstre kunne næsten ikke tro deres egne øjne. Dagen derpå forsøgte min ældste søster at finde sygeplejersken for at takke hende, men hun fandt hende ingen steder. „Jeg fik en stærk fornemmelse af, at sygeplejersken, som vi aldrig har stødt på senere, i virkeligheden var en engel, som Gud havde sendt, Ham, der altid ser mig,“ slutter Jolan Moskovitz i „The Jewish Press“.
Fra magazinet, „Karmel“ Effie Campbell ovesatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

24.juli 2026

 


Konge over naturen

 


„Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: »Ti stille, hold inde!« Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. “
Markus 4,39

 


Jesus er også konge over naturkræfterne. Han roede på Genesaret-søen sammen med sine disciple. Da udbrød der en sand storm, hvor vinden hylede, tordenen gjaldede og lynene glimtede og bølgerne slog mod båden. Men han var faldet i søvn. Disciplene blev rædselslagne og vækkede ham, og han rejste sig op og stod op i båden. Kan du se ham for dig?

 


Lynene glimter på himlen, tordenskraldene genlyder mellem Golanhøjderne og Gileads bjerge. Stormen kommer buldrende nedad den syriske højslette og piser søen op. Så rejser han sig. Hans tøj flagrer og kjortelen smælder. Håret rejser sig af vinden. Så truer han ad vinden og taler til bølgerne: „»Ti stille, hold inde!« “

 


Og bølgerne falder ned, vinden dør ud og det bliver blikstille. På engelsk står der: „There was a great calm“, det betyder, „der blev stor stilhed.“ Da kommer den ene discipel efter den anden og falder på knæene foran ham i båden. Peter, Johannes, Jacob, Andreas og de øvrige og de siger: „»Sandelig, du er Guds søn.« ...“

 


Han er konge over naturkræfterne. Han talte endda til et figentræ og forbandede det til døde. Og træet døde straks, for Jesus er Konge over naturen. Effie Campbell ovs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

23.juli 2026


Fik et personligt brev fra Al-Quada

 


„Så sendte Esajas, Amos' søn, bud til Hizkija: Dette siger Herren, Israels Gud: Du har bedt til mig på grund af Assyriens konge Sankerib, og jeg har hørt dig. “ 2.Kong.19,20

 


Johannes Amritzer, der arbejder som missionær i Afrika blev inviteret at tale i Faisalabad i Pakistan. Dengang fik han et personligt brev fra Al-Qaeda, og hen mener, at han nok er den eneste, der har fået den „hæder“!!

 


I brevet stod der, at de havde lejet en snigskytte til at skyde Johannes, når han steg op på talerstolen for at forkynde evangeliet. Snigskytten stod ovenpå et tag.

 


Hvad gør du, når du får en sådan besked. Ja, du ringer ikke hjem til din hustru og fortæller det!! Han tog brevet og lagde det åbent frem for Herren og spurgte, hvad han skulle gøre?

 


Da slog en tanke ned i hans hoved: „Gå nu ud i byen og køb dig taliban-tøj, den lange hvide kjole med hat og det hele!“ På den måde ville han ligne en talibaner, og på den måde var det ikke så nemt at få øje på ham. Han steg ikke op på talerstolen, men stod på scenen i stedet. Han stod ikke stille, men løb som en flue i flaske frem og tilbage i hele tre timer. Han havde tidligere været jæger og vidste derfor, at det er svært at sigte efter en hjort, der løber frem og tilbage. Det er på samme måde også svært at få tag på kristne, der flytter sig hele tiden og ser ud som han danser salsa.

 


Det er sikrere at være på slagmarken end at gemme sig derhjemme. Kong David skulle have været ved fronten, men han sad derhjemme og iagttog den nøgne Batseba, mens hun tog et bad. Da faldt han og faldet var stort.

 


„Al-Qaeda fik ikke ram på mig, og her står jeg 30 år senere. Jeg gjorde, som der står skrevet om kong Hizkia i 2.Kong.19,14. Jeg lagde brevet åbent frem for Herrens åsyn og det er det eneste rigtige at gøre,“ sluttede Johannes.

 


Hvordan var det så med det der brev, som Hizkia modtog? Den assyriske konge havde skrevet, at Hizkia endelig ikke måtte lade sig lokke til at tænke, at Gud ville mage det således, at Jerusalem ikke ville falde i assyrernes hænder. Da gik Hizkia ned i Herrens tempel og lagde brevet åbent frem for Herren, og så begav han sig til at bede til Herren. Da sendte Herren profeten Esaja til Hizkia med følgende besked: „...Du har bedt til mig på grund af Assyriens konge Sankerib, og jeg har hørt dig. “ 2.Kong.19,20 Samme nat drog Herrens engel ud og fældede 185.000 mænd i assyrernes lejr og den følgende morgen lå ligene på sletten(v.35).

 


Hvis du ind imellem føler som om mennesker har lukket alle veje for dig, så du føler dig omringet, så skal du huske på, at ingen kan låse vejen til himmels for dig. Bed!!! Men glem ikke at takke Herren for hjælpen, du modtager! For alting er af Herrens nåde!!! Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

22.juli 2026


Den sunde lære

 

„Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig. “
Jos.1,8

og

„For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. “
2.Tim.4,3

 

Nogle mennesker er det man kalder „vækkelsesturister“. De drager afsted til Amerika eller andre steder, hvor de har hørt om store vækkelser i den ene by efter den anden. Det er farligt at sætte sin lid til mennesker. Nej, løb ikke efter mennesker, men mød Herren i Ordet hver dag. Spis dig mæt hver eneste dag i Ordet. Bid, gnav, tyg Ordet godt igennem.

EC oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

21.juli 2026


Nadver i Kina

 


„Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. “
Joh.6,54

 

 

I Kina bor der mere end 1.400 mio. mennesker, så hvert fjerde menneske på jorden er kineser. Herren må have særlig god ved dem, for Han har skabt så mange af dem. Der findes ingen kirker i Kina. Alligevel ved vi, at der findes kristne dér, men bliver de opdaget, så bliver de slået ned og dræbt.

 


En kristen rejste til byen Shanghai, der er en Kinas, måske også af verdens største byer. Her lykkedes det ham sandelig at komme i forbindelse med undergrundskirken. Sådan kalder man dem, der samles i al hemmelighd.

 


Præsten dér var 103 år gammel! Han fratrådte ikke med efterløn som 67 eller 70 årig. Der var ingen til at betale hans efter løn, og da han fyldte 100, ja da kunne han lige så godt blot fortsætte som præst og hyrde for sin menighed.

 


I Kina findes der ingen Bibler. Når det så sker, at en Bibel bliver smuglet ind i landet, så bliver den revet i stykker, sådan at en får Matthæus evangeliet, en anden 1. Mosebog, en tredje Johannes Åbenbaring osv. Denne her præst havde fået Apostlenes Gerninger og han holdt en prædiken efter anden fra år til år ud fra Apostlenes Gerninger.

 


Når de gik til nadver og skulle samles om brødbrydningen, så var der ingen brød at bryde, for i Kina har man ikke brød. Men så anvendte man ris istedet for brød. Da han brød det og gav dem det, så var det ekstremt højtideligt og alvorligt, for de vidste godt, at såfremt det blev opdaget, det de her gjorde, ja så blev også deres eget legeme straks brudt. - Vin havde man heller ikke der, for vin findes ikke i hele det røde Kina, og så anvendte man blot vand istedet.

 


Disse mennesker samledes om Herrens bord under trange kår. Det kunne komme til at koste dem deres liv. Hvordan står det til med os? Går vi villige efter Herrens bud til nadver? Han har selv sagt: „Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. “ Joh.6,54 Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

20.juli 2026

 


Dig der vandrer i lyset

 


„Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« “
Luk.21,36

 


„Dig der vandrer i lyset, du skulle bare vide, hvordan det er at befinde sig i mørket..!“

 


Sådan sang den blinde tigger, der trådte ind i bussen i dag, og da han fik nogle mønter, takkede han med ordene: „Gud bevare dig fra at blive blind!“

 


Den blinde mands sang lagde pludselig en skygge over de rejsende i bussen. Dette her var et nødråb fra det dybeste mørke, en magtesløshed så enorm, et håbløst suk...!“ Men hvad kunne de rejsende i bussen gøre ved det?

 


Snart derefter genlød højtalerne med popmusik over hele bussen og den blinde og hans nødråb var igen glemt. Han måtte sandelig bare tage til takke med småpengene og det, at mennesker kun viste ham interesse et lille øjeblik. Mennesker havde jo andre ting at tænke på og bussen rullede videre!

 


Tilbage sad jeg i dybe tanker – var denne her blinde mand og hans sang en særlig hilsen til mig? Et nødråb om ikke at svigte? En påmindelse om, at der blandt de fattige tiggere på gaden møder vi den personificerede Frelser, der rækker sine tomme hænder ud bladt os, som har hænderne fyldte af så mange fuldstændig betydningsløse ting? Frelseren kalder, vor næste kalder – og hvad er vores svar?

 


„Gud bevare dig fra at blive blind!“ Ja, det er ikke kun en gudfrygtig bøn fra en af de blinde tiggere fra gavden, men det må være den daglige bøn hos samtlige kristne menneskesr – ikke at være blind, men se mulighederne nu og i dag og bede om styrke og kærlighed til at gribe dem – i Jesu navn!
L.M.F.-blaðið – Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

19.juli 2026

 


Send av Gudi til mostrina

 

„Og hann segði við hann: »Sanniliga sigi eg tær, í dag
skalt tú vera við mær í páradís!« “
Luk.23,43

 


Astri á Visjon Norge tosaði víðari við Toril Sogstad: Tú

Toril, Gud hevur fleiri ferðir sent teg til fólk, sum lógu á

deyðastrái. Sig frá:

 


„Mamma og mostir vóru bara tvey systkin. Tær blivu óvinir

um ein arv og vórðu fíggindar. Tær mistu sambandið hvør við

aðra, og tað gekk út yvir okkum øll. Vit vóru fýra systkin, og

vit mistu sambandið við okkara systkinabørn, mostir og mann

hennara, sum vit kallaðu onkul.

 


Um ta tíðina hevði eg trý smábørn, og tær svóvu í hvør

sínum kamari, og hetta serliga kvøldið var klokkan 10.30. Eg

gekk eftir gongini og skuldi fara at leggja meg. Tá brádliga fái

eg ikki flutt beinini. Eg standi har sum ein stólpi. Men so hoyri

eg eina rødd siga inn í oyrað á mær: „Ring til mostur tína.“ Eg

hugsaði: „Altso, nú eri eg blivin í ørviti. Tað man vera tí, at eg

eri so móð. Hon vil ikki tosa við meg. Hon hevur skeldað meg

og sagt, at tað eru bara tápulig fólk, sum trúgva á Gud.

 


Mostir og tey vóru ógvuliga verðslig og hildu bara verðslig

bløð, harafturat er tað ófólkaligt at ringja til fólk so seint. Eg

kann ikki ringja. – „Ring,“ segði røddin við størri myndugleika.

Eg ringdi, og maðurin tók telefonina. Hann segði: „Sum tað var

gott, at tú ringdi, Toril. Mostir tín liggur á Ullevål sjúkrahúsi.

Hon liggur at doyggja.“ Eg helt, at eg kundi taka tokið inn

til Oslo tíðliga í morgin ári. Tað gjørdi eg og fekk mær ein

hýruvogn til Ullevål. Eg hevði ongantíð verið har fyrr. Har

vóru nógvir stórir bygningar, og eingi skelti sóust nakrastaðni.

Eg var púra í villareiði. Men tá hoyrdi eg eina rødd siga inn í

oyrað: „Byrja at ganga!“ Eg visti, at tað var Harrin, tí eg plagdi

ikki at hoyra røddir. Eg fór so til gongu. At enda kom eg til ein

ovurstóran bygning í fýra hæddum.

 


„Hvat nú, Gud?“ spurdi eg. „Gakk!“ Eg fór so upp gjøgnum

allar trappurnar. Har var ein long gong við hurðum upp á

báðar síður. – „Hvat nú, Gud? Eg kann ikki banka upp á allar

hurðarnar og spyrja, um Edrun Ingebrigtsen liggur her?“ –

„Gakk bara.“ Eg fór so til gongu, og tá kom onkul út gjøgnum

einar dyr. – „Sum tað var gott, at tú komst, Toril. Eg orki ikki

meir, eg havi vakt í tvey døgn. Eg má heim at sova.“

 


So fekk eg mostur fyri meg sjálva. Hon lá og svav, og hon

var ikki í hesari verð, hon var um at fara inn í deyðan. Eg

tosaði við hana um ymiskt, vit høvdu upplivað saman. So las

eg nøkur skriftstøð upp fyri henni. Tá var klokkan blivin 8.15

á morgni. Tað var bara eg, sum tosaði. Eg segði so við hana:

„Mostir, um tú hoyrir meg, og um tú vilt taka ímóti Jesusi, gev

mær so eitt tekn. So biðja vit saman um fyrigeving fyri alt tað

skeiva, vit hava gjørt. Síðani siga vit við Jesus, at vit taka ímóti

honum.“ Tá fekk eg tað seinasta veika „ja“ frá henni. Friðurin

fylti rúmið. Eg kendi Heilaga Andan so sterkt inni har.

Eg hugsaði: „Nú havi eg gjørt mítt arbeiði, so nú fari eg

heim.“ Tá ið eg kom til hús, ringdi systkinabarn mítt og segði,

at nú var mostir farin. Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

18.juli 2026


En rå kage

 


„Efraim blander sig med folkene; Efraim er som et brød, der ikke er bagt på begge sider.“
Hos.7,8

 


Jesus anvendte ofte lignelser for at få disciplene og det øvrige folk til at huske og lære bedre, hvad det var, Han ønskede at sige dem.

 


Men i det Gamle Testamente bliver samme metode ofte brugt. Sætter vi så en overskrift over fortællingen, så bliver det endnu nemmere at huske, hvad indholdet handler om. I Hos.7,8 står der et skriftsted, der er relativ sjældent: „Efraim blander sig med folkene; Efraim er som et brød, der ikke er bagt på begge sider.“

 


Der er altså tale om en kage, der bliver bagt på en pande. Den er brun og flot på undersiden. Men de har ikke vendt den. Den er altså rå, våd og klistret ovenpå. Den er ikke spiselig.


En hel slægt i Israel, Efraim slægten, bliver sammenlignet med en sådan kage. Hvorfor? Fordi Herren havde sagt til dem, at de ikke måtte blande sig med de øvrige folkeslag. Men de stolede mere på de øvrige nationer, til skade for sig selv. De var ligesom en ubagt, rå kage, der er ubrugelig.

 


Dette lærer os, at vi må stole fuldt og fast på Herren og ikke stå med eet ben i hver lejr. Dette er valet mellem at vælge verdenen eller Herren og dermed Guds rige.
Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

17.juli 2026

 


Sendt af Gud til min yngste søster

 


„Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“
Matt.11,28

 


Toril fortsætter fortælling:

„Vi var fire søstre. Sigrun, min yngste søster, og hendes ægtemand var taget afsted til Middelhavet på krydstogt. Men Sigrun blev dødsyg og lå næsten hele tiden i køjen. Rejsen varede 2-3 uger. Da de kom tilbage til Norge kom hun på sygeuset. Hun havde da fået leversvigt, nyresvigt, hjertesvigt, kræft der havde spredt sig, høj feber og svampebetændelse. Alting var galt. Hendes ægtemand, der selv var læge, ringede til os og sagde, at Sigrun lå for døden. Vi fik da at vide, at kun hendes mand og begge deres sønner fik lov til at besøge hende.

 


Jeg tænkte, at det kan jeg ikke blot acceptere, for Sigrun må blive frelst, inden hun dør. Jeg bad til Gud om, at jeg måtte få lov til at komme til sygehuset i Tønsberg. Hun lå i respirator. Jeg sagde til Gud, at nu måtte Han mage det sådan, at jeg fik Sigrun for mig selv, uden at nogen i familien var der.

 


Jeg rejste til Tønsberg med tog og kom ind på sygehuset of fandt stuen, hvor hun lå. Jeg bankede på døren og gik indenfor. To kvinder sad med hver sin skærm og iagttog diagrammerne, som nu næsten var flade. De havde tappet 9 liter væske ud af kroppen og alligevel var hun så hævet i ansigtet, at jeg ikke kunne genkende hende.

 


Hun var bevidstløs, lå i koma. Jeg begav mig til at tale til hende om børneminder. Jeg vidste, at det allersidste, der forsvinder, det er hørelsen. Ind imellem gav jeg hende nogle bibelvers. Hun havde engang været sammen med mig til en påskestævne. Dengang tog hun mod Jesus. Men det gled altsammen ud, for hun havde ingen kristne venner. Så blev hun gift. Hun fik et fint og godt hjem og to sønner. Jeg talte i 1½ time uden at hun rørte sig. Da sagde jeg til disse kvinder. Det nytter ikke noget, nu går jeg. Da siger de: „Kan du ikke bare gå ud på gangen og hvile dig 5-10 minutter og så komme ind igen. Det er så hyggeligt at have dig her. Så hvilede jeg mig lidt og gik derefter ind igen og læste bibelvers for hende og talte om børneminder i lige så lang tid. Nu var der gået 3 timer.

 


Så siger Jeg: „Sigrun, hvis du har hørt mig, og hvis du vil bede til Jesus sammen med mig, så vil jeg bede højt, og så beder du for dig selv og giver Jesus dit liv, hvis du ønsker det. Men jeg vil, at du skal sige mig et ja til dette, hvis du orker. Nu lægger jeg min arm ovenpå din arm oppe i sengen og pil så med din finger på min hånd. Da greb hun om mit håndled og trykkede så fast, at det næsten gjorde ondt. Hun trykkede mens vi bad hele frelsesbønnen og endda lidt mere. Så bad vi til Jesus og gav ham hele vores liv. Det var stort og det var stærkt.

 


Da jeg så skulle gå ud ad døren sparker hun sin dyne af sig og vinker til mig med sin venstre fod. Vi må have Jesus med os i glade tider og give ham ære og hæder og i tunge øjeblikke tilbyder Han os at lægge alle byrder over på sig. (1.Pet.3,5) „Ren og retfærdig, himmelen værdig,“ det er det, Jesus har gjort for os, vi har så meget at sige Jesus tak for. Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

16.juli 2026


Han giver livet indhold og mening

 


„Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.“
Salm.42,2

 

 

Toril Sogstad fra Gjøvik var gæst hos Astri Weber Gellain Laurendz i Visjon Norge.

 

Toril blev frelst som 14 år gammel. Hun var ikke opvokset i et troende hjem og moderen gav hende det råd, at hun ikke skulle tale om troen hjemme hos sig. Det måtte hun holde for sig selv, for det var privat.

 


„Men jeg lyttede ikke til hende,“ siger Toril, „for mit hjerte brændte for Jesus. Jeg vidnede og bad for syge. Jeg blev frelst i skolen gennem det kristne skolefag, som vi kalder det her i Norge. Jeg blev forandret, blev tryg og glad, da jeg modtog Jesus. Vi holdt andagter i skolen i det første frikvarter. De troende elever holdt andagterne på skift.

 


Jeg var fuldstændig blank vedrørende kristendom. Jeg vidste intet. Jeg hørte dem allesammen tale om nåde. Jeg tænkte: „Hvad er nåde for noget?“

 


En dag jeg skulle et ærinde i byen i øsende regn mødte jeg formanden i skolefaget, og jeg sagde: „Vil du forklare for mig, hvad nåde er for noget?“ Han sprang af sin cykel og sagde: „Se, nu giver jeg dig en gave.“ Og så rakte han mig to tomme hænder frem og sagde: „Du skal forestille dig, at jeg giver dig en gave. Vil du ikke tage imod den?“

„Jo.“ Jeg foregav at tage imod „gaven“. Men han sagde: „Du må pakke den op for at vide, hvad der er indeni pakken.“

- Jeg lod som om jeg pakkede den op. „Sådan skal du gøre, når du tager imod Jesus. Gaven er gratis. Du får den for ingenting. Men du bliver nødt til at pakke den op for at kunne få gavn af den.“ sagde han.

 


„Hvordan kan det være, at du er så brændende allevegne, hvor du går, i fængslet, blandt de fattige og misbrugerne i Moldovien, Israel og andre steder?“ - „Det er ikke jeg, men Helligånden i mig, der virker. Da kan jeg ikke andet. Jesus har lagt dette behov, denne nød ned i mig. Man bliver ikke frelst ved at gøre gode gerninger. Frelsen er gratis, du får den for ingenting. Men du kommer at gøre gode gerninger, efter at du er frelst. Jesus har alt at sige for mig. Han giver livet indhold og mening. Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

15.juli 2026


Hold ud i bønnen

 


„Og da det fik bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse – det er de helliges bønner. “
Åb.5,8

 


Til et Aglowmøde fortalte en sygeplejerske om en bønnekonference, hun havde deltaget i i Trondheim sommeren i 2008. denne konference var for læger, der bad for deres patienter. Sygeplejersker, sundhedsplejersker, jordemødre og andre inden for sundhedsvæsenet deltog også. Det kom tydeligt frem der, hvor alene lægerne følte sig. Formålet med denne konference var at styrke dem i tjenesten. Her kunne de se, at det ikke kun var hver enkelt af dem, der bad, men også andre fra mange lande stod i præcis den samme tjeneste som dem.

 

Elleve sygeforløb blev lagt frem på konferencen. Det var fortællingar om alvorligt syge mennesker, som var blevet opgivet af sundhedssystemet, men som alligevel senere blev helbredt, idet troende læger bad for dem.

 


For at en syg skulle have lov at blive godkendt måtte samtlige dokumenter følge med, dokumenter der viste blodprøver og andre undersøgelser, der beviste, at denne person vitterlig var alvorlig syg. Derefter måtte dokumenterne fra samme undersøgelser, efter at patienten var blevet helbredt, vises frem. Alt dette vist med al tydelighed, at det afgjort ikke var enhver sygehistorie, der kunne godkendes, og at kun dem, hvor det kunne bekræftes og bevises gennem prøver og undersøgelser før og efter bønnen, kunne komme gennem nåleøjet.

 


En meget kendt hjertespecialist fra Nordamerika deltog ved konferencen. Han fortalte, at han foretog operationer, anvendte medicin og bad for patienterne. Da han begyndte at bede skete der ikke det helt store. Men da det blev almindelig kendt, at han bad, strømmede mennesker til og efterhånden begyndte også bønnesvarene at vise sig. Cirka 25% af dem, der bliver bedt for, bliver helbredt. Denne tjeneste blev så omfattende, at han ansatte en præst i tjenesten, der skulle bede for de syge, der måtte ønske det.

 


En dag, hvor denne lægespecialist ikke var på arbejde skulle lægerne operere en mand, der var alvorlig syg. Der var flere læger til stede og en god håndfuld sygeplejersker, men manden fik hjertestop og døde.

 


Man arbejde intensivt på ham og gav ham elektrisk stød uden at der skete noget og mens de fremdeles arbejdede på ham, så sveden drev af dem, blev der sendt bud efter den pågældende hjertespecialist, da han var højt anset blandt sine kolleger.

 


Han kom og undersøgte arbejdsforløbet, men kunne konstatere, at alting var gået efter bogen. Patienten havde nu ligget død i 40 min. der var ikke mere at gøre. Lægerne og sygeplejerskerne forlod operationsstuen og til sidst var der kun den ene sygeplejerske tilbage og så den pågældende hjertespecialist.

 


Da denne hjertespecialist var på vej ud ad døren talte Helligånden til ham og sagde: „Gå derind igen. Bed endnu en gang og giv manden elektrisk stød, for jeg vil lade ham vende tilbage igen til livet.“

 


„Herre, det kan du ikke mene. Manden har været død i 40min og i hele den tid er der ikke kommet til til hans hjerne. Bliver han levende nu, ja så bliver han ikke normal oveni.“


Men lægen valgte at være lydig. Han gik ind igen og sagde til sygeplejersken: „Gør alt klart. Han skal have stød en sidste gang.“

 


Hun kiggede forbavset op og sagde: „Det kan du ikke mene!“ Men hun måtte parere ordre og gøre som han bad om, for han havde stor myndighed.

 


Lægen fjernede dugen fra ansigtet, bad for ham og gav ham derpå stød. Patienten vågnede og blev ganske normal.

 


Da lægen den aften gik ud af døren var han klar over, at nogen havde bedt for denne her mand, for ellers kunne et sådant under ikke være sket.

 


Senere kom det frem, at denne mands hustru var troende og at hun trofast havde bedt for ham i 25 år, at Herren måtte frelse ham. Da han skulle lægges på operationsbordet gik hans datter ind på sygehuset og ind i en stue ved siden af den, hvor hendes far lå. Der gik hun i bøn for sin far.

Efter af faderen var kommet til live forklarede den uomvendte mand, hvad han havde oplevet, mens han var ude af sit legeme. Han var helt alene i et tæt sort mørke. Så følte han, at der var nogen, der bandt et tov hele vejen rundt om ham og kastede ham i en affaldsdynge. I samme øjeblik han ramte affaldsdyngen vågnede han til live igen.

 


Tænk engang, der går hustruen og beder for ham. Hun ser ingenting ske men fortsætter alligevel at bede i 25 år og så kommer svaret på denne her underlige måde. Bønnerne forsvinder ikke, men bliver samlet i guldskåle i Himlen, og svaret kommer. Fortsæt derfor med dine bønner for dine kære og lad ingen og ingenting stoppe dig.

 


„ … hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse – det er de helliges bønner. “ Åb.5,8

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

14.juli 2026

 


Den udødelige sang

 


„Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet.“
Ordspr.4,23

 


En mand fra Frelsens Hær gik spankulerende langs en gade i Hanley, der ligger i et område i England, hvor der befinder sig mange kulminer. Han gik nynnede sangen: „Nærmere Gud til dig“ En kvinde så ham gå der og hørte ham nynne sangen. Pludselig standsede sangen og hun skreg forskrækket op, for foran sig kunne hun se et stort gabende hul åbne sig i gaden, hvori manden faldt ned og forsvandt. Fortov krøllede sammen, og manden fra Frelsens Hær var faldet på hovedet ned i evigheden. Han blev begravet langt nede i korridoren af en nedlagt kulmine. Der blev ledt efter ham, men han blev aldrig fundet.

 


Hvor ofte forkynder ikke læbernes sang vores indre åndelige stand! Hvad melodi ville du have nynnet: „Nærmere Gud til dig“ eller en sang om verdens ulykker og hjertets tomhed?

 


David sagde: „Hver dag vil jeg prise dig, jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid. Herren er stor og højt lovprist, ingen kan udforske hans storhed.“ Salme 145,2-3 Moses og Israels børn sang for Herren(2.Mos.15,1), og Mirjam sang: „Syng for Herren ...“ 2.Mos.15,21. Hvorfor? Fordi de havde deres glæde i Gud.

 


Frau hjertet udgår livet, men et menneske kendes ikke alene af det udvendige men også af det, der stråler ud fra selve personen. Du bærer muligvis også på en sang, blot ikke den rette. Det kunne ske, at hjertet er tomt og piner og smerter og er uden nogen sand glæde. Åbn dig for Jesus. Han kommer med det „himmelske solskin“ til hjerte og liv, og da bliver det emnet, du vil synge om. Og da kan du være klar til enhver tid til at, ja og skulle det være, til også at blive opslugt af en forlængst nedlagt kulmine.

 


Manden fra Frelsens Hær mistede ikke sin sang. Han tog den med sig. Sangen kom fra hjertet. En sådan udødelig sang, en sådan sikkerhed for evigheden kan også blive din. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

13.juli 2026


Hvis Gud kunne …


„Jesus så på dem og svarede: »For mennesker
er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« “
Matt.19,26

 


Hvis Gud kunne lukke munden på løven for Daniel,

-kløve det Røde Hav for Moses,

-lade solen stå det samme sted for Josva,

-åbne fængslets døre for Peter,

-lægge en baby i Saras arme

-og oprejse Lazarus fra de døde,

så kan Han visselig også tage sig af dig.

Tro på Ham, sæt din lid til Ham.

e.c. ovs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12.juli 2026


Råb på Jesus når du er i nød!!!

 

„Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.“
Salme 50,15

 

Roman Konyakin (39 år) er fra Bryansk i den sydvestlige del af Rusland. Som 17 årig kom han til Norge for at gå på bibelskole i Sarons Dal i 3 år. Da havde han lært at tale flydende norsk. Han arbejdede som tolk og flyttede hjem igen og slutter sig til missionsarbejdet hos Steinar Harila i Kristiansand.

 


I 2025 talte han ved 20 møder mens han ved juletid var i Norge. Der fortalte han om en begivenhed, han havde oplevet. „Jeg råbte „Jesus“ tre gange, og så stod han der, en mand på „surfbræt“. Og så var han væk igen.

 


Roman står stille, idet han fortæller om dette, men hans øjne flagrer lidt, som om han kan se bølger skylle hen over sig. „Jeg orkede ikke mere. Jeg var ved at synke. Da hørte jeg min mors stemme: „Råb på Jesus.“

 


Dette er blot en af de stærke fortællinger, han havde oplevet. Men her kommer hele fortællingen om „Sørfaran“ manden, der gled på bølgerne på et bræt og så forsvandt.

 


Roman gør det klart for os, at han ikke tager livet for givet. „Hans mor var et bønnens menneske, og hun har altid sagt til mig: „Sker der noget i dit liv, og ingen kan hjælpe dig, råb så på Jesus!“

 


Som en ung student rejste han til Sydamerika som udvekslingsstudent. Engang, da han tog ud for at svømme blev han pludselig taget af en understrøm.

 


„Jeg var ung og tænkte, nej, jeg skal ihvertfald ikke råbe efter hjælp. Eg skal klare at komme i land af mig selv. Men efter en halv time var jeg fuldstændig udmattet og jeg befandt mig langt fra land.“ Bølgener blev større og større og selvom Roman kæmpede, så blev han alligevel draget ned i havet. Nu forstod han, hvor alvorlig situationen i virkeligheden var, men han var ikke i stand til at råbe efter hjælp eller at vinke med hænderne.

 


„Da kan jeg huske jeg tænkte, at nu var det slut med mig. Jeg ville drukne her. Da kom min mors ord til mig: „Råb efter hjælp“. Nu råbte jeg alt det jeg orkede: „Jesus, Jesus, Jesus,“ tre gange. I samme øjeblik kommer en mand på et surfbræt direkte op på siden af mig.

 


„Jeg skal hjælpe dig. Relax, relax(slap af),“ siger han på engelsk. Han løfter mig op, så jeg kan sidde på tværs af brættet med benene ned i havet. På ganske kort tid er vi inde ved land. Han griber mig i hånden og får bragt mig op på land, og idet jeg sætter mig ned på sandet og vender mig til at takke ham, da er han forsvundet. Jeg kunne hverken se ham før eller efter drukneulykken.

 


Roman standser og smiler, inden han fortsætter: „Jeg tror, Gud sendte en engel. Der er ting og begivenheder, vi ikke er i stand til at gøre rede for. Skriften siger om englene: „Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen. “ Hebr.1,14

 


Denne beretning er et brudstykke fra bladet, „Troens bevis“. Men nu siger jeg dig: NÅR DU KOMMER I NØD, RÅB DA TIL JESUS!!! Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

11.juli 2026

 

Han går ved min side


"Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren. "
Es.54,17

 


Rita Aasen i Bedehuskanalen sagde engang, at hvis du engagerer dig i arbejde for Gud, så må du regne med modstand fra Satan, for det kan han ikke lide. Dengang hun som ung begyndte et åndeligt arbejde fik hun så stor en modstand, at det føltes, som det tæppe hun stod på blev trukket væk under hende.

 


Hun lå på knæ i bøn og siger da til Herren: „Herre, nu tænder jeg radioen, men jeg ved ikke, hvilken kanal det står på. Må jeg tage de første ord, der kommer fra radioen, som dit svar til mig?“ Hun rejste sig og tændte radioen. Da lød der:
Han går ved min side, leder mig fremad,
han bliver ej træt, sådan som jeg gør.

Gennem sin død på korset, han livet mig vandt,

han svigter ej, svigter ej mig.

 


Det herover er omkvædet af sangen. „Jeg skulle ei sørge“ af Nils Frykman. Omkvædet kom både to og tre gange og fortsatte på denne måde i hele to måneder.

 


„Det viste sig, at jeg havde fundet frem til en lille kristen radiostation, og man havde der fået tekniske problemer, og det tog dem hele to måneder at få alt det fikset.

 


Men det bar mig gennem hele den svære tid, som jeg gennemlevede der.“

- - - -

 


Jeg genkender også det billede. Jeg var i godt 20 år gammel, dengang jeg oplevede præcis det samme. Jeg var begyndt at skrive kort tid før dette, og da fik jeg et angreb, som trak hele livsfundamentet fra mig. Jeg faldt på knæ og anråbte Herren. Jeg græd og bad og bad og græd. Jeg tænkte, at nu måtte jeg bare stoppe med at skrive, for det var så hårdt. Da sagde jeg til Herren: „Du ser mit hjerte, og Du ved, at jeg kun vil gøre det, der er ret. Herre, nu tager jeg et mannakorn, sig mig gennem det, hvad Du mener om det!“ I skålen med mannakorn lå der mellem 6-700 skriftsteder. Jeg greb et af dem og det var fra Es.54,17. Jeg åbnede da Bibelen og læste: „Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren.“

 


Og det kom jeg sandelig til at få, for kort tid efter dette blev jeg spurgt på skolen, hvorvidt jeg ville oversætte nogle historier til færøsk, så at Ib kunne gå fra hus til hus og sælge, og på den måde udkom der 9 bøger af serien, „Skýmingarløtan“ på Færøerne.
Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

10.juli 2026


En ufattelig kærlighed

 

„Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. “
1.Joh.1,9

 


Richard Wurmbrand(1909-2001) var af jødisk afstamning, født i Rumænien. Han var egangelisk-luthersk præst og professor. I 1948 – 10 år efter at han var blevet kristen – sagde han offentligt, at kommunismen og kristendommen var uforenelige. Han og hans hustru, Sabina, har begge to været på Færøerne. Jeg kan huske engang i idtrætshallen(Nabb i Tórshavn), at han stod på podiet og vendte ryggen til og trak sin undertrøje op for at vise os, hvor slemt hans ryg var lemlæstet. Mange lider meget for deres kristne tro. De siger: „Jesus har aldrig svigtet mig. Jeg vil heller ikke svigte ham.“

 


Rita Aasen i Bedehuskanalen fortalte engang, at Richard Wurmbrand havde fortalt om noget, han havde oplevet. Han lå i en seng på et sygehus, fordi man havde mishandlet ham alvorligt. En anden mand lå på samme sygestue og han var endnu værre tilredt. Så bliver der pludselig kørt en tredje mand ind på samme stue. Det er bøddelen hos den slemt tilredte mand. Han må have gjort et eller andet, siden han er faldet i unøde af de ledende der.

 


Klokken et om natten hørte Wurmbrand et eller andet pusle omkring sig. Da han kiggede op kunne han se „ofret“ forsøge at mave sig ud af sengen. Han faldt på knæ og kravlede over mod sin „bøddel“ og fik fremstammet: „Jeg tilgiver dig alt, du har gjort mod mig. Vil du ikke tage imod Jesus og blive frelst?“

 


„Det kan jeg ikke, for jeg har opført mig luset!“

 


„Jo, Jesus kom for at frelse syndere. Der findes intet menneske, Han ikke har betalt for. Men du må bede Ham om tilgivelse for alle dine synder, og så må du derefter modtage Ham som din Frelser og Herre.“

 


Det gjorde manden og han blev overglad.

Da Wurmbrand vågnede den følgende morgen var begge hans værelsesfæller gået bort. Effie Campbell

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

9.juli 2026


Syner og åbenbaringer af Jesus   3:3

 

„Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« “
Rom.9,14-15

 


En blind mand fra Pakistan var på pilgrimsrejse i Mekka. Mens han og hans rejsefælle går rundt om Kabaen(den sorte sten), træder en mand frem foran ham, tager ham i hånden og siger: „Jeg er Jesus. Du hører ikke hjemme her. Tag hjem til Pakistan, så vil jeg give dig synet tilbage!“

Den blinde ændrer straks sin flybillet. I lufthavnen, idet de er ved at forlade Saudiarabien, begynder han at ane en smule lys. Da han sætter sine fødder på pakistansk jord bliver hans øjne fuldstændig åbnet så han kunne se.

 


I et andet arabisk land gav læreren sin skoleklasse, der talte 30 elever, nogle opgaver, som de skulle løse mens hun var udenfor et øjeblik. Straks efter at hun har forladt klasseværelset træder en mand ind og siger, at han hedder Jesus. Han siger, at Han er død for deres synder og kan give dem evigt liv. Samtlige børn tager imod dette enestående tilbud. - Og manden forsvinder igen.

 


I samme øjeblik vender læreren tilbage og børnene fortæller hende om denne Jesus, der lige har været i klasseværelset. Lidt efter lidt bliver der stor opstandelse blandt forældrene. Børnene bliver forhørt, et efter et, og alle børn fortæller nøjagtig den samme historie.

 


Lignende vidnesbyrd strømmer ind fra hele den muslimske verden. Fra de mest fjerne stammer i Afrika, over Mellemøsten, Europa, USA og fra resten af verden.

 


Gud hører Ismaels råb i dag. Gud oprejser også „Ananiastjenester“, der har fået del i Guds åbenbaring for Ismaels slægt. Men ligesom dengang er de desværre ikke i flertal i dag.

 


Ismaels råb
Råbet efter Gud og efter Vand og Brød(Jesus), får os til at forstå psykologien bag Ismaels råb. Hvorfor råber Ismael i dag? Uden en far har en søn ingen identitet.

Du bliver søn gennem din fars DNA.

En slave har sin identitet i sit arbejde.

I dag er islam opbygget som et mindesmærke / monument omkring Ismaels råb.

 


Islam betyder: At give sig op i Guds hænder, give sig under Gud, som en tjener. Islam forsøger at opfylde det tomme rum i muslimers hjerter. De håber, at de gennem arbejdet kan blive accepteret af Gud og får lov til at slippe for Guds dom. Og de fleste kirker vender sig bort fra dem, da de frygter forfølgelser og aggressioner.

 


Men nu er de så småt begyndt at lægge mærke til Far, der giver vand og brød. Gud kalder på muslimer i vor tid. Han hører deres råb og åbner deres øjne. Han viser dem Jesus. Gud ønsker at give dem identitet nu. Ismael bliver genfødt! Og gennem Jesus Kristus er hedningerne(inklusive skandinaver og muslimer) kommet ind i Abrahams velsignelse.

Trælkvinden Hagar er iht. Ny Testamente et billede på Moses og jødernes lov. Loven smed Ismael ud og gjorde ham arveløs. Nåden i Jesus Kristus har ført Ismael tilbage igen og ind i Abrahams velsignelse. I Kristus er Ismael medarving til løfterne.

 


Dette er Guds time for den muslimske verden. Ismael må blive indhøstet, så hedningefolkene kan komme ind i fuldtallige, så Jesus, Kongen, kan komme igen. Og du og jeg kan være Guds frimodige Ananiaser i vor tid.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

8.juli 2026

 

Gud hørte og så til Ismael  2:3

 

„Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« “
1.Mos.21,18

 


I lyset af evangeliet og Jesu hjerte ser vi, at Gud elsker alle mennesker. I Hans øjne er ingen mennesker blevet til ved en „fejl“ og er uægte vragede børn. Dette er en grundlæggende opfattelse, der burde gennemsyre alt, vi er optaget af i „kristelige aktiviteter“, hvadenten det drejer sig om mission, publikationer, politik eller menighedsarbejde.

 


Dengang Hagar var gravid og gik med Ismael fandt Herrens engel hende i ørkenen og åbenbarede Guds plan med hende og hendes søn. Jeg er overbevist om, at det var Jesus selv, der åbenbarede sig for dem.

 


Andre steder i Bibelen, når vi hører om englebesøg, så hører vi om engelen Gabriel, Mikal eller bare en engel, skrevet med lille begynderbogstav. Men her står der Herrens Engel(med stort i den norske Bibel), og sådan som jeg ser det, så er det Jesus. Den samme, der åbenbarede sig for Josva som hærskarernes høvding.

 


„Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur. Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.« Men Herrens engel sagde til hende: »Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling.« Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.« “ 1Mos.16,7-10

 


Gud gav Ismael navn inden han blev født
Dette er første gang, Gud giver nogen navn, inden de bliver født. Det er kun sket fire gange i hele Bibelen, at nogen har fået navn ved guddommelig åbenbaring. Det er blevet profeteret om andre, men Gud selv har ikke givet dem navn. Disse fire er: 1.Ismael, der betyder Herren hører. (1Mos.16,11) 2. Isak(1.Mos.17,19) 3.Johannes døberen(Luk.1,13) 4. Jesus(Luk.1,31)

 


Ismael og Abraham
Ismael var 13 år gammel, dengang Gud åbenbarede sig for Abram og ændrede hans navn til Abraham.

 


Dengang Gud talte om sin pagt med Abraham og Hans løfte om at give Sara en søn, da spørger Abraham Gud om Ismael og hans fremtid.

 


„Og Abraham sagde til Gud: »Måtte Ismael leve for dit ansigt!« Men Gud sagde: »Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.« “ 1Mos.17,18-21

 

I 1.Mos.21,9 læser vi, at Ismael mobber og driller Isak. Isak var dengang kun 3 år gammel. Og i 1.Mos.21,10-14 læser vi, at Abraham den følgende dag smider Hagar og Ismael ud. De får kun en smule vand og brød med sig. Ismael var dengang omkring 15 år gammel.

 


Ismael er ved at omkomme
I 1.Mos.21,15-21 berettes der om den særdeles vanskelige situation, hvor både Hagar og Ismael er ved at omkomme i ørkenen af sult og tørst. „Men Gud hørte drengen ... “ v.21,17 Dette er i tråd med navnet, Gud gav Ismael. Og det er profetisk for Ismael i vores tid. Israel var i ørkenen i 40 år. Ismael har været i en åndelig ørken i snart 4000 år.

 


Dengang Ismael blev smidt ud af Abrahams hjem, omt. 15 år gammel, var han ikke alene legemligt ved at dø, men også var han knust i hjerte og sjæl af at blive vraget. Efter en tid gik han fra at være søn til at blive træl.

 


I 15 år levede han med faderens kærlighed. Han voksede op og lærte, hvem Abrahams Gud er. Og næste gang, Ismael ser Abraham, er, da han begraver ham i Hebron sammen med Isak. (1.Mos.25,9) Her blev mulighederne for igen at blive søn begravet. Håbet døde.

 


Gud viser Hagar en vandkilde
1.Mos.21,19-20 fortæller os videre: „Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte. “

 


I dag snart 4000 år senere er muslimer i en åndelig ørken og tørster. De er ikke i stand til at se Frelsens kilde, og vi, der er Jesu ambassadører, har ikke gjort meget for at vise dem vejen til det levende vand. Missionens autoriteter på US Center for World Mission anslår, at der er ca. 3000 unåede stammer i den muslimske verden.

 


Men i dag hørre Gud Ismaels råb og åbner deres øjne så at de er i stand til at se Jesus. Dette er Guds time for Ismaels frelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7.juli 2026

Guds tid for Ismael  1:3


„Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« “
Apg.9,4

 

Bjørnar Heimstad, missionær

Bjørnar Heimstad fra Nordkjosbotn i Troms fylke i Norge er en af Nordens mest berømte missionærer. Hans store kampagner i mange lande, også stærke muslimske lande, har samlet tilhørere i titusindevis at høre om Jesu evangelium. Han har set muslimer i tusinder modtage Jesus som sin Frelser i Pakistan, Sudan, Darfur, Tansania samt i mange øvrige lande. Han bruger Aril Edvardsens brevkursus, „Det nye liv“, når han følger op på de mange nyfrelste mennesker. Det er som et fortsættelseskursus. Her giver Bjørnar Heimstad os et væsentligt budskab, der viser, at et nyt „Jerntæppe“, ørkenens telt, er ved at falde:

 


Jeg regner med, at du ligesom jeg selv, sjældent eller aldrig har hørt meget godt sagt om Abrahams søn, Ismael. Vi tænker om ham som Abrahams fejltrin sammen med slavinden, Hagar og en udstilling i egen styrke. „Ismael“ bliver ofte anset som et billede af noget, som vi sætter i gang til egen gavn og nytte, uden at Gud har ført os frem til det og som vi så efterfølgende må finde os i at slås mod resten af vore liv. Men Gud har en plan, også for Ismael, og hans planer bliver udført helt til fulde i vore egne dage.

 


Stamfader til mere end 1,2 mia. mennesker verden over i dag
Islams profet, Muhammed, stammer direkte fra Ismael via hans næste søn, Kedar. Her finder vi altså Bibelens fundament og oprindelsen til de muslimske folkeskarer i dag.

 


På samme måde kan islams rødder spores tilbage til Ismael. Ismael blev gift med en kvinde fra Ægypten og fik 12 sønner. Disse er stamfædre til 21 nationer på vore dage, bla Ægypten, Irak, Yemen, Syrien, Libanon, Tunesien, Algeriet, Libyen, Marokko, Saudiarabien, de Forede Emirater og mange andre. Disse muslimske grupper eksisterede langt inden de tog imod Islam og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af Mellemøsten, både politisk, komercielt og i at indtage nye lande.

 


Ismaels efterkommere er også i centralt placeret i verdensbegivenhederne i dag.

 


Voldsmanden Saul, der senere blev kaldt Paulus
Efter 11.september 2001 har verdenssamfundet vendt sine øjne mod de fraktioner indenfor islam, der gør brug af revolution og terror.

 


Den første menighed i Apostlenes Gerninger levede i frygt for datidens terrorist, Saulus fra Tarsus. Også i vore dage lever dele af Jesu menighed i frygt for islam.

En anden lignende og besynderlig begivenhed her er, at der tilsyneladende ikke var nogen i den første menighed, der frivilligt tilbød sig til tjeneste at vidne for Saulus. Derfor blev Jesus selv på overnaturlig vis nødt til at åbenbare sig for ham på vejen til Damaskus.

 


Det samme sker også i dag. Mens størstedelen af de kristne lever i frygt for muslimer, så åbenbarer Jesus sig selv for dem via syner, drømme, helbredelser og ved selv at vise sig for dem og tale til dem. Der strømmer tusindtallige vidnesbyrd ind fra den muslimske verden om sådanne begivenheder, der fører muslimer til tro og frelse.

 


Men ligesom på Saulus' dage oprejser Gud også i dag „Ananias-tjenester“, der ser Ismael gennem Guds øjne, også inklusiv minoriteten af muslimer, der gør brug af vold. Det almindelige er, at mange kristne i dag betragter muslimerne på samme måde som mennesker før så Saulus, men Gud ser på dem på samme måde som Han ser på en Paulus i en tid som vores. Fortsætter...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6.juli 2026

 


En mors bøn

 


„Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« “
Luk.15,10

 

For ikke så lang tid siden sagde en ung mand til sin troende og bedende mor: „Ja, jeg ved, at du beder for mig, men jeg ville helst have været foruden det vrøvl. Under alle omstændigheder ønsker jeg ikke at se eller forstå af dit ansigtsudtryk og dine suk, at du beder for mig, for det er mig en sand plage og jeg hader det. Jeg kan heller ikke lide, at du synger og beder, og så slet ikke, at du gør mig til et bønneemne. Alene derfor kan jeg ikke lide at være herhjemme, slet overhovedet ikke.“

 


Stakkels mor! Hun fik ikke lov til at bede for sin egen søn. Han kaldte det noget vrøvl og anklagede hende, denne kærlige opofrende mor, at hun gjorde hjemmet så ulideligt, at han ikke kunne lide at være der, da hun var et Guds barn og troligt løftede ham frem for nådens trone!

 


Og dette måtte hun finde sig i at høre fra hans mund, hende, der var rede til at ofre alt, der kunne være til sønnens gavn. Men hans opførsel og frække ord, hvad vidnede de egentlig om? En dårlig samvittighed og et hjerte uden ro, og han blev til stadighed påmindet om dette, da han så sin gudfrygtige mor bede.

 


Kort efter at han havde sagt disse frække ord kom han sent hjem en aften. Moderen var gået i seng. Det nyttede ikke noget at sidde oppe og vente på ham. Han kom altid så sent hjem. Moderen var faldet i søvn idet han kom hjem, men han havde ikke lyst til at gå i seng.

 


På bordet foran ham stod der mad, som moderen havde sat frem til ham. Han tog låget af og brast i gråd, men han stille mumlede noget for sig selv: „Åh, mor, velsignede, hvor er du god! Du ved jeg elsker det her, men i aften vil jeg ikke nyde noget af det. Jeg må ind at vække hende.“

 


Han gik nu derind, tog forsigtigt om hendes arm og spurgte mildt: „Mor, sover du?“

Hun vågnede straks og svarede: „Nej, kære, men maden står på bordet. Gå nu hen forsyn dig.“

 


„Jeg vil ikke have noget i aften.“

 


„Hvad siger du, vil du ikke have noget at spise? Er du syg?“ spurgte hun bekymret.

„Nej, men...n...du...må bede for mig, mor, og du må tilgive mig, at jeg har været så ond og styg mod dig! Jeg har været til et møde i aften, og jeg blev så underlig tilmode. Åh, jeg blev så bange og beklemt. Jeg har forsøgt at overgive mig til Frelseren, men du ved, jeg er en så stor synder. Det er ikke nemt at tro på nogen nåde og tilgivelse i min elendige situation.“

 


„Åh, kære!“ nærmest råbte hun af glæde. „Jesus tager imod syndere, og han tager også imod dig.“

 


„Ja, Jesus tager imod syndere. Det har jeg hørt i aften, og det samme har jeg hørt tidligere. Og det er altsammen glædeligt, men så kommer mine forfærdelige synder frem foran mig, og så ...“

 


„Ja, men Jesus tager alligevel mod tig, og hans blod renser fra al synd, om end den er rød som blod og skarlak. Det renser og vasker dig hvid som sne og som den hvideste uld.“

 


Og moderen fortsatte med at forklare om Jesu kærlighed og hans offerdød for de ugudelige. Hendes hjerte var så fyldt, at hun næppe bemærkede, at sønnen lå sammensunket i gråd, bøn og tak for den vidunderlige sandhed, at Jesus tager imod syndere.

 


Det blev ikke til megen søvn den nat, men det blev til en helt igennem vidunderlig nat, og nu, hvor sønnen åbnede sit hjerte og fik talt ud om sine forhold, så kunne han forklare, at Herren havde været hos ham hele tiden og alle steder og havde ikke undet ham nogen fred i synden. Og da han var mest bange, da måtte han rase og skrige mod alt dette.

 


Men hvordan det kunne være, at han gik ind til mødet, ja det kunne han ikke forklare anderledes end, at han blot kom forbi stedet, og så måtte han bare derind. Han kunne ikke gøre andet. Men derinde blev der glæde i hans hjerte og i moderens hjerte og også hos Guds engle i himmelen. Luk.15,10. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5.juli 2026

 

Dengang Reinhard Bonnke fik overdraget faklen

 


„Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.« Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!« “ 2.Kong.2,9

 

Reinhard Bonnke er født i Nordtyskland. Han blev frelst som ganske ung og oplevede Helligåndens dåb. Han modtog dengang også sit kald at drage til Afrika.

 


Det første han gjorde var at tage på bibelskole i England. Dengang han var færdig med bibelskolen 21 år gammel skulle han vende hjem igen til Tyskland. Han rejste rundt om i London, og da toget mod Tyskland ikke kørte før om aftenen havde han tid til at se sit lidt omkring.

 


Han syntes det kunne være morsomt at få lov til at gøre en rundrejse til de mest kendte steder i London, men det havde han ikke råd til. Alligevel havde nok til at han kunne købe sig en busbillet, der varede en hel dag.

 


Han trådte derfor ind i en dobbeltdækker og kørte mod nord. Der skiftede han bus og kørte så vestover. Der steg han af bussen og kørte mod syd, og sluttelig gik han ombord på en bus, der kørte østover. Men da var han blevet så træt af at sidde ned på en bænk, så han besluttede at spadsere for en stund.

 


Som han nu slentrer frem uden at have nogen bestemt plan kommer han til sydsiden af floden Themsen og slutter ved de smukke gader i Clapham. På et gadehjørne bag et højt plankeværk, bemærker han et skilte på en dør, og på skiltet står: George Jeffrey.

 


Det er, som om der slår en ildflamme ned i ham. Han havde lige sluttet at læse en bog, som denne missionær havde skrevet, og han kunne næsten ikke få sig til at tro, at han tilfældigvis muligvis står i denne mands hjemsted. Kan det være den store missionær, der havde sine rødder i den walisiske vækkelse? Han forkyndte det fulde evangelium overalt i England sammen med sin broder, Stephen og andre familiemedlemmer. Han havde rystet store byer med sine ord, og mennesker i titusindvis havde oplevet store undere. og mennesker i titusind-tal havde oplevet store undere. Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Han måtte være død for mange år siden og desuden var Jeffreys et almindeligt efternavn i England og George var et endnu mere almindeligt fornavn.

 


Han ville da begive videre, men noget i ham stoppede ham og han vendte tilbage og ringede på dørklokken.

 


En stor og bred kvinde åbner døren. „Er det hos missionæren, George Jeffreys, som Gud brugte så vældigt, der bor herinde? Spurgte Bonnke.

 


„Ja,“ svarede kvinden.

 


„Må jeg have lov at tale med ham?“

 


„Nej,“ svarede kvinden.

 


Hun var stor og bred og fyldte hele døråbningen, så det var umuligt for ham at komme forbi hende.

 


Da lød der pludselig en dyb stemme fra loftet: „Giv ham lov at komme ind!“ Og ned ad loftstrapperne kom nu George Jeffreys. Han var 72 år gammel, men han så ud til at være 90 år gammel.

 


„Hvad vil du?“ spurgte han.

 


Bonnke fortalte så, hvem han var, og at han lige var færdig med bibelskolen og havde et kald at drage afsted til Afrika. Han fortalte også, at han havde læst om George Jeffreys og derfor meget gerne ville hilse på ham. Så talte de sammen om Guds arbejde.

 


Pludselig faldt George Jeffreys ned på sine knæ og trak Reinhard Bonnke ned med sig. Han lagde hænderne på hans hoved og så begav han sig til at velsigne og velsigne og velsigne ham med al himmelens velsignelse. Helligånden fyldte hele rummet. Salvningen flød just som Arons olie. Det var som løbe den nedad hans hoved og ned til „sømmet hans tøjstykke“ så at sige. Bonnke var svimmel da han forlod senere forlod stedet. Fire uger senere var George Jeffreys draget ind i herligheden.

 


Reinhard Bonnke var kommet til Jeffreys i sidste øjeblik, og han er ganske sikker i, at det var Heren, der havde lagt planer om dette møde. Hvorfor skulle Bonnke ellers ende lige i George Jeffreys gård i en by, hvor mere end 10.mio mennesker bor, da han ikke så meget som tænkte på George Jeffreys? Bonnke så tydeligt Guds hånd i det hele. Det var ikke tilfældigt, at han stod af bussen præcis dér. Jeffreys afleverede og videregav ham fakkelen, så han kunne bringe den videre.

 


I Bibelen læser vi om Elisa, der iførte sig Elias' kappe, og hvor rig en tjeneste han fik. Og så kan vi spørge: „Bar Reinhard Bonnke fakkelen videre?“

 


Jo, så sandelig gjorde han det. Han har stiftet og var leder for „Christ for All Nations“. Hvert år ser man to millioner mennesker mase sig frem, for de ønsker at blive frelst dér og der sker mange undere og helbredelser dér.

 


Han har skrevet bogen „Evanglisering med Ild“, som Hermons Forlag har udgivet. Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4.juli 2026


Vores land trænger til omvendelse


„Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. “
Neh.9,2

 

 

„og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld...“

Max Lucado skriver: „Da Nehemia hørte, at Jerusalem var blevet destrueret bad han: „ … Jeg bekender de synder, som vi israelitter har begået mod dig, og som også jeg og min fars hus har begået. “ Neh.1,6

 


Den mægtigste mand i landet, kongens mundskænk, siger, at inden de kan påbegynde genopbygningen, så bliver de nødt til at angre, hvilket billede! Menneskeskaren beder nu i mange timer. Menneskene angrede ikke, de kommer ikke med forklaringer, men de bekender og angrer. Kan vi forestille os Lagtingets og Landsstyrets formænd, ledende erhvervsmænd, jurister, ledere i undervisnings og underholdningsbranchen gøre det samme? Ville det være muligt?

 


Ja, hvis det begynder med os. „og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. “ 2.Krøn.7,14

 


Nationen forandres, når Guds folk ændres. Vi løfter vor røst, når det drejer sig om alt det, der er galt i vort land, men vi bliver stille, når det drejer sig om alt det, der er galt med os selv. Vi kan sammenlignes med manden, der til et møde bad: „Gud, jeg takker dig, at der her i landet findes mennesker som jeg. Manden på gadehjørnet behøver omsorg. Det har jeg ikke. Skøgen ude på gaden har AIDS, det har jeg ikke. Alkoholikeren på værtshuset har behov for alkohol, det har jeg ikke.“

 


Ved siden af ham sad der en forkommen mand, der ydmygt hviskede:
„Herre, ligesom min broder, der modtager ydelser fra socialkontoret, er også jeg bundet til din nåde. Ligesom min AIDS-syge søster, er også jeg besmittet af synd og fejl. Ligesom min ven på værtshuset har også jeg brug for noget, der lindrer min smerte, Gud, vær mig synder nådig!“

 


Efter at Jesus havde båret en lignende historie frem, sagde han: „Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« “ Luk.18,14

 


Hovmodighed peger mod andre. Ydmyghed peger mod een selv og bekender, at omvendelse er nødvendig, og at den begynder med mig selv.“

- - -

 


Der findes ting, vi ikke kan bede os fra.

Der findes ting, vi ikke kan græde os fra,

for der findes ting, vi må omvende os fra.

“... et Ord til Dagen” Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3.juli 2026


Den rige mand og Lazarus


„Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. “
Åb.2,7

 

„for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen. Når det hedder: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret,“
Hebr.3,14-15

Lukas 16,19-31

Emanuel Minos

Vi læser i Lukas 16 om den rige mand og Lazarus. Begge mænd døde og englene bar Lazarus til himmels mens den rige mand endte i fortabelsen.

 


Alle fem sanser er uskadte på den anden side. Det første, vi bemærker, det er, at den rige mand ser(v.23). Han ser Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Lad os se sandheden, mens vi endnu er på jorden. Det er nu, vi skal se sandheden. Det er nu, at vi skal se fremtidsudsigterne for vore gerninger. Synet i evigheden gavner os ikke, for da er det for sent i al evighed. Det er hernede, at vi skal spinde dragten til evigheden.

 


Det næste vi ser, det er, at den rige mand pines(v.24). Han føler. Hvordan han har været i sit jordiske liv, det ved jeg ikke. Måske kold og følelsesløs. Han har utvivlsomt kendt Guds kald, dengang han så den sølle stakkels Lazarus, og dette har mindet ham om, at der findes andet end hus, ejendomme, aktier og penge. Engang kommer den endeløse evighed. I sin dumhed skubbede han disse tanker fra sig og lod ligegyldigheden råde. I Hebræerbrevet bliver vi mindet om, at hvis vi hører Herrens stemme, så må vi ikke forhærde vore hjerter, for i dag er frelsens dag, i dag er Herren at finde. Det er ikke sikkert, at vi får et kald igen. Vores evighedskald, det er at få mange mennesker med os til himmels, så de alle kan få lov til at sætte sig ved bryllupsbordet. Den rige mand havde ikke haft medfølelse, men nu føler han, og nu er det for sent.

 


Så råber den rige mand på Abraham(v.24). Han kan altså tale og bruge sproget. Alle fem sanser er uskadte. Der er kun to udgange ud af dette liv, den ene går til den evige glæde i himmelen og den anden til evig fortabelse. Hvis blot dette kunne gribe os, så skiftede vi straks kurs og ændrede livsstil for at blive sjælevindere.

 


Abraham sagde til den rige mand: „ … Barn, husk på, at du fik dit gode ...(v.25). Den rige mand kunne høre. Dengang han levede på jorden ved jeg ikke, hvad han lyttede til. Der findes mennesker, der kun lytter til priser, obligationer, success og ære. Ordet siger: „ … Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne ...“ Åb.2,7 Lyt ikke til kritikkerne, sladder, bagtalelse, tidens strømninger og Gallup. Hør hvad ånden taler til samvittigheden. Det er for sent at have samvittighedsnag på den anden side. Det er nu, vi skal lytte til samvittigheden.

 


Da råber den rige mand til Abraham og beder ham sende Lazarus til sine fem brødre. Jeg ved ikke, hvor meget han holdt af sine brødre mens han levede. Jeg kender mennesker, brødre og søstre, der er blevet uvenner et langt liv. De taler ikke med hinanden på grund af en arv. Vi har kun nogle ganske få år på denne klode. Det er nu, vi skal have omsorg for vor familie. Det er nu, vi skal føle nød for vor slægt og folde vore hænder og bede for dem. Jeg kender et sted, hvor man har bønnemøder 24 timer i døgnet. Det er i fortabelsen. Der duer det ikke at bede. Der er det for sent. Det er nu, at bønnemødet skal være. Gå til bønnemøde og bed for de ufrelste i din slægt. Vi må bede om, at vantroens mure skal falde, og at mennesker ikke kun kan se sig i aktier, priser, ære og success, men i evighedens lys.

 


„Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. “ Matt. 7,21
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2.juli 2026


Ikke lignelse men virkelighed

 


„Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. “
Luk.16,22-23

 


Emanuel Minos
I Lukas 16 læser vi om den rige mand og Lazarus, der lå ved den rige mands port, fuld af sår. Lazarus døde og blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og slog øjnene op i dødsriget.

 


Over denne fortælling står overskriften „Lignelsen om den rige mand og Lazarus“. Overskriften har teologer formuleret, dengang de inddelte Skrifteni kapitler og vers. Jeg tror ikke, at det her er en lignelse. Jeg tror, at dette her er en virkelig begivenhed, og jeg skal fortælle jer hvorfor.

Hvis du undersøger samtlige af Jesu lignelser, så siger han altid: „Der var en mand, en husholderske, en kvinde, en konge, der tilberedte brylluppet hos sin søn osv. Men her gør Jesus noget, han aldrig plejer at gøre i sine lignelser. Han nævner navnet af en person.

 


Farisæere stod der i menneskeskaren og lyttede til Jesus. (Luk.16,14) De var altid meget kritiske og dømmende og prøvede at lede Jesus i fælder. Saddukæerne har nok også været der. De troede ikke på opstandelsen, engle og ånder.(Apg.23,8)

 


Hvis det her havde været en opdigtet historie, så havde de været hurtige at sætte Jesus skak og mat. Men nu er der ganske stille, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at samtlige tilhørere her kendte den rige mand og havde set den sølle stakkel Lazarus ude foran hans gårdsplads. Jeg tror det her er en beretning fra det virkelige liv. Lukas er altid så præcis i sine iagttagelser, og her kommer der ingen protester fra kritikerne.

 


Det der er så alvorligt ved denne beretning er, at Jesus siger, at vi vågner op i evigheden og er på alle måder ved fuld bevidsthed. Vi svæver ikke væk, vi drømmer os ikke væk. Alle vore fem sanser er uskadte.
Effie Campbell oversatte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1.juli 2026

 


Evigheden er indeni os

 

„Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. “
Præd.3,11

 


Emanuel Minos
„Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde“ Så længe mennesker har levet på denne jord har man troet på liv på den anden side død og grav. Jeg har læst meget og gransket, hvad vantroende videnskabsmænd siger om dette, og det viser sig, at i de fem verdensdele, hvor der bor mennesker, der har mennesker fra ældgammel tid troet på liv på den anden side af død og grav.

 


Vi vil nu tage verdensdelen een for een. Først Europa. I 1904 blev det norske Osebergskib udgravet, og i 1933 tog min far mig med – dengang kun lille dreng – for at se på det 22 m lange skib. Man fandt to kvindelige skeletter ombord på skibet. Den ene af disse var allerhelst dronning mens den anden nok har været hendes hushjælp. Der var blevet proppet alle tænkelige ting ned i skibet, bl.a en festvogn, bageredskaber mm. Da min far så spurgte Brögger, hvorfor nordboere gjorde dette, svarede han: „Vikingerne troede på et liv efter døden. Vikingerne troede på evigt liv efter død og grav.“

 


Så går vi videre til Asien. Jeg var engang i Japan på en spændende rejse. Der er mange budhister der. De tror, at mennesker bliver genfødt, altså født igen og igen. Nåe de død er det ikke slut, for der er nyt liv på den anden side.

 


Så videre til Australien. Urbefolkningen der befandt sig på et lavt udviklingsstade. Man kunne bl.a kun tælle til seks. Men der havde man klare holdninger til det evige liv. „Engang var der forbindelse mellem himmel og jord,“ sagde de, „men denne forindelse blev afbrudt.“ Det man fortalte om mindede meget om Bibelens skabelsesberetning. Videnskabsmændene stod og måbede, da de fandt ud af dette. Man kendte altså til det tabte paradis og livet på den anden side død og grav.

 


Så går vi til Amerika. Indianerne, både i Maya- og i Inkariget havde et klart billede om en frelser. Han skulle komme over det store hav og have en anden hudfarve. Vi kan sige, at de havde et tydeligt messiasbillede og visheden om liv på den anden side af død og grav.

 


Sluttelig kommer vi til Afrika, til Ægypten. Urfolket der var på et højt udviklingsstade. For godt 3300 år siden døde den 18 år gamle kong Tutankahmon. Hans grav er blevet opdaget i vor tid. Han havde en dødsmaske på, som er en form, der bliver støbt efter ansigtet på et lig. Den var af rent guld. På den stod der: „Gårdagen er gået, og morgendagen har jeg set.“ De gamle ægyptere troede på evigt liv på den anden side død og grav.

 


Jeg spørger evolutionisterne, dem der tror, at alting er opstået tilfældigt af sig selv. Jeg spørger ateisterne, der hverken tror på Gud eller nogen himmel. Jeg spørger de liberale teologer, der har skåret reduceret og skåret bort af vor Bibel mange gange: „Hvor har disse mennesker fra alle verdenshjørner fået det fra, at der findes liv på den anden side død og grav? Der er hav, der står imellem, der er flere århundreder, der adskiller dem, der er vidt forskellig kultur, der skiller dem. Nogle er på høje udviklingstrin og bygger pyramider mens andre dårligt nok kan finde frem til at regne. Men de har allesammen en klar vished om, at der findes liv på den anden side døden. Hvor har de fået det fra?“

 


Jeg har kun et svar, og det er svaret, som den klogeste mand, der nogensinde har levet på denne klode – og han havde en gudommelig visdom – skriver i Prædikeren: „...Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan ...“ Præd.3,11 Bibelen på hverdagsdansk. Hvis vi skulle forsøge at udtale dette i vore computer-tider, så havde vi sagt: „Mennesket er kodet til at leve evigt.“

 


Bør vi ikke forberede mennesker til dette? Når mennesker sætter sig i bilen, spænder de deres sikkerhedsbælte. Når mennesker går ombord på en åben båd, så ifører de sig redningsvest. Skulle vi så ikke også sikre os evigheden og invitere Jesus indenfor i vore hjerter som vor Herre og Frelser? „ … Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.“ Rom.9.33

Kære menneske, forsikr dig selv, ifør dig den himmelske redningsvest. „Giv mig dit hjerte, min søn, lad dine øjne finde behag i mine veje.“ Ordspr.23,26
Effie Campbell oversatte